Wednesday, 31 July 2013

I udblikket til sommerhimlen


I det hjørne af verden, hvor denne blog skrives, er vejret kendetegnet ved omskiftelighed. Sjældent vildt og voldsomt, men som oftest noget, der omfatter fugt, skyer og solstriber i samme greb. Hvis en af de tre skulle vinde mødet, får vinderen som oftest kun et øjeblik alene, så er alle tre igen på spil.


Per Arnoldi, Himlen over Fanø, set mod øst, i går.

Her i landet forener høj himmel sig oftest med husgavle. Overhovedet ses alting i forhold til noget andet og det bringer tanken hen på endnu en dobbelthed, eller én som vi har lært ikke findes: For i guldalderens kunst, har vi fået at vide, ser vi altid kun strålende solskin.

Men Eckersbergs elever var blandt de første, der skabte deres kunst udenfor i selve motivet, og det skete en generation før, man trådte udenfor i Frankrig. Lærermesteren Eckersberg indprentede dem at opdage, observere og omsætte til lærred bagefter. De brugte endnu undermaling, så deres motiver blev bygget op gennem farvelag, der dannede dybde til hinanden, men det understreger kun det egentlige i denne sammenhæng, hvordan lys og skygge går i indbyrdes spil.

Og sådan tager det danske landskab sig kun ud lige før eller efter regnen. Rummet foran os bliver kolossalt og får en detaljerigdom, som vi kun har set før i guldalderens værker. Virkelighedens tagrygge nærmest skærer sig mod himlens skyformationer, mens alt i metal, der fanges af lyset, står som tegnet op med en skarp pen i overgangen til himlen.


Christen Købke, Parti af Østerbro i morgenbelysning, 1836,
Kan ikke ses for ofte i 1:1 på Statens Museum for Kunst.

Købke og kolleger kendte deres natur. Det var eftertiden, der blev rørstrømsk.


Friday, 26 July 2013

Efter - eller altid undervejs


Den politiske tegning har haft sin tid, ifølge Deborah Solomon i NY Times, hvor hun anmeldte Victor S. Navaskys The Art of Controversy: Political Cartoons and their Enduring Power. Navasky har i sin kapacitet af chefredaktør for The Nation selv medvirket til at udvælge tegninger, der er blevet stående i hukommelsen som billeder på deres tid.

Navaskys udvalg af tegninger kommer hun ikke nærmere ind på, hvad der ellers er en af de vigtigste følgevirkninger af denne typer bøger, fordi diskussionen blotlægger, hvordan vi hver især ville vælge helt andre, og heri erkende, hvor mange og hvor meget tegninger har grebet ind i deres tid og betydet for indsigten bagefter.

Saturday, 20 July 2013

At se kattedyret i øjnene



Bob Katzenelson, Karla bliver i zoo, Forlaget Afart, 2012.


Valdemar Andersen, helsidesillustration til J.H. Campe: Robinson 
- Beretning om en Drengs mærkelige Hændelser paa en øde Ø,
1920.
Tegninger er forunderlige ved trods undtagelser ikke så sjældent at have stået sig bedre på tværs af tid end de tekster, de først blev tegnet til.

Johannes V. Jensen eksempelvis beskrev mødet med dyreverdenen som koldblodigt at se tigeren i øjnene, inden han affyrede sit dræbende skud i bevidstheden om selv at være det ypperste eksemplar på udviklingsstigen.

Mødet med dyret var med andre ord allerede afgjort, hvad der er en entydighed, tegnerne sjældent bruger. Tværtimod lagde Valdemar Andersen i sin billedgørelse af Robinson et ekstra lag ind i fortællingen om at se - og dømme - disse mærkelige fremmede. I billedform er Robinson den stærkrøde, han forbliver udenfor. Han stadig ser og dømmer, men vi, hans beskuere, ser, at det er fordi, han er den fremmede.

Hvad vi beskuere også er på øen, så vi får lov at kigge med over skuldrene på Robinson og Fredag.

Robinson blevet tegnet, mens Valdemars søn, Ib Andersen, sad ved siden af og tegnede sine egne krigere og skeletter på stranden. 90 år efter er Karla hovedpersonen, tegnet af sin far, Bob Katzenelson. Og hun er i rød trøje.




Det er hendes far, vi ser bagved i forsøget på at tale fornuft til den større kraft foran sig: Hun vil blive i zoo. Selv hendes mobil nægter at høre efter. Forskellene i højde er indbegrebet af Bobs tegneteknik, der aldrig fanger motivet lige på. Vi ser hans motiver eksempelvis som her fra en skrå vinkel nedefra, så proportioner trækkes ud af alle forskrifter for deres sammenhæng og lader de vigtigste blive størst. Som de fortvivlet - forgæves - overtalende hænder, mens hele hans krop er én lang bugtning med hoved, der skiller ved kindbenene og lægger panden bagerst.

Han er ingen hanløve.

Den betuttede løve ovenfor viser anderledes kraft i tandsættet over for sit eget afkom i en af bogens flotteste tegninger. Zoo-tårnet sætter distance, flaget blafrer fjernt og i modsat retning. Men vi er med indenfor, som næsten også Karla selv. Hun er af samme farve som måltidet i øvrigt, hvad der fanger hendes glade længsel efter at være med.



Ude som inde, og hvem er hvor, zoo er en konstruktion, der er perfekt til at kortlægge en bladtegnings anatomi, som tegneren Bob Mankoff fortæller på en TED-video, udbredt af hans avis, The New Yorker, på facebook den seneste måned:


http://www.youtube.com/watch?v=FKxaL8Iau8Q

Der er naturligvis den politisk korrekte tegning
.
http://www.youtube.com/watch?v=FKxaL8Iau8Q
Der er de velopdragne tegninger. En traditionel tiger bag tremmer. Vi oplever som beskuere en vis farlighed, men vi er alligevel beskyttet på den anden side af tremmerne.



Men det egentlige sker med den modsatte kombination, når vi ikke ved, hvor tigeren skal findes. 

http://www.youtube.com/watch?v=FKxaL8Iau8Q


Tigeren udenfor var den bogstavelige pointe, da Valdemar Andersen lavede billedside til digtsamlingen Zoologisk Have af Kai Holberg fra 1907. Ifølge digtet over tigeren lykkedes det den at stikke ud af buret, kun for panisk at indse, at den aldrig havde kendt verden udenfor. Den er nu degenereret til mønster, en diskussion i tegnet form af blikket som magtdemonstration - tegnerens som beskuerens som zoo-gæstens - på et andet levende væsen.

Knoglerne er kun hånende rekvisitter. Løven ved endnu ikke bedre og kaster sig igen og igen mod sin metalramme.

Orangutangen, der også blev tegnet til digtsamlingen, afgik ved døden samme år. 







Digtsamlingens billedside blev frækt til plancher for hvert dyr. Plancher udsiger videnskab, ovenfor er FLAMINGOEN, hvis nogen skulle være i tvivl. Frækheden lå da i ikke så meget at kortlægge hver en fjer, som at tegne kunst på dyrets bekostning.

Nu eksempelvis FLAMINGOEN, som udgør en uendelighed fra halsens ganske lette bøjninger, så vi knapt tænker over taktikken: Den rammer hovedet mod navnebanneret foroven, mens vandets spejling og sluttelig bugtninger ved nederste billedkant sørger for, at benene aldrig slutter. Baggrunden er en flade af skraveringer, som kun vores erfaring om dyr i zoo gør til en indhegning. Udenfor befinder sig bladløv, tegnet "gammeldags" og florissant, for vi er jo indenfor - i den ny videnskabs, undskyld, kunstens verden.







Bob derimod er fortæller, så han lader hegnet adskille dem fra os til at skabe flere fortællelag, der forenes i mødet. Denne gang er det flamingoens hoved, der bemægtiger sig vores fulde opmærksomhed over for en nærmest gennemsigtig faderfigur. Karla derimod er kommet i dialogisk øjenhøjde med fuglen. 

Når vi taler om fortælling, se blot halsen på flamingoen. Den er tegnet op af tilsyneladende glissandi, der pludselig brydes for at tage nye drejninger og som med stregens skiftevise emfaser og tryksvaghed tilsammen danner en selvbevidst knejsende, jazzende fugl.

Og så skal vi i øvrigt ikke afsløre mere her: 


ved Forlaget Afart, 2012.


Vi fik aldrig et foto eller en tegning af Valdemar i en tegnestund med den lille Ib, så vi råder bod på savnet med et foto af tegneren og hans hovedperson:




TAK til Bob for tilladelse til at vise tegningerne - kommer næste tegnede eventyr snart?

Bob Katzenelson: Karla bliver i Zoo, Forlaget Afart, København 2012.


Thursday, 18 July 2013

Mandela Day


FN har sammen med Cartooning for Peace lavet en hyldestvideo til Nelson Mandela på hans 95 års dag:

Let's Make Mandela Smile ! from United Nations on Vimeo.


Det enestående menneske og statsmand, der har forstået også bladtegningens natur.


Medvirkende tegnere:

Bado (Canada)
Matthew Diffee (USA) 
Ismail Doǧan (Belgien)
Glez (Burkina Faso)
Michel Kichka (Israel)
No-río (Japan)
Rayma (Venezuela)
Trax (Frankrig)




Monday, 15 July 2013

Dette er ikke en tegning


Dette er en tegning af en tegning, som ikke findes. Det er dertil en tegning over en tegning, der ikke vil kunne lade sig gøre.

I princippet vel at mærke - men det kommer vi tilbage til. Hvad vi har foran os er træer i grønt, himmel i blåt, aftegningen af et hus og allervigtigst: Et jakkesæt med anonymiseret indhold. Dette er en analyse af en dansk agurketidsdebattør 2013 med afsæt i Magritte. Enkle, stramt tegnede former, der netop som forventeligheden synes at lukke sig omkring sig selv, bliver brudt op indefra ved kulminationen i et stykke intethed i form af en gavl.

Per Marquard Otzen, Støjbergs gavl, 15.7.2013.

Da er det, at vi kommer tilbage til princippet. Politikeren på stilladset vil forblive tomme ord. Pegefingeren derimod er tegnet af en tegner, der ved, at det kan lade sig gøre, det utegnelige.

Der findes vist ikke den tegner, der ikke har hulket over omgivelsernes ofte velmente opfordringer til den næste tegning. Der skal være, og der skal også være, og også, og så... lutter løse elementer, der vil forblive lag på lag uden at kunne forenes.

Tegnerens hjerne derimod er krøllet, med Tøger Seidenfadens ord. Han talte om tegnede modsvar, han aldrig selv ville have kunnet udtænke. Tegneren udgår fra hidtil utegnede sammenhænge og skaber sammenstød, der sparker til beskuerens eftertanke. Som når jakkesættet bryder helheden hos Magritte, hvad intellektuelle har elsket hos ham og knusdyrket til det ubærlige lige siden.

Men alt for ofte glemmer samme intellektuelle, at der er ny næring i dagens tegninger at bruge til nye tankedannelser, mere krøllede, end de nogensinde selv ville kunne udtænke.

Hvis det ikke er en morale i midsommeren. Skal vi lade politikeren træde ned fra stilladset, så vi kan få lidt fred?


En stor tak til Per Marquard Otzen for hans tegnende intellekt!

Tuesday, 9 July 2013

Disneykysset


DET ER GRUNDTVIGS SKYLD!

- runger den genkommende anklage her i huset. Hvor fritænkning omklamres og druknes, har hans selvtilfredshed uvægerligt været på spil. Træffende tegnet af Per Marquard Otzen, hvordan selv den utilpasse Kierkegaard er indfanget i den kvælende præstedyne, han så intenst søgte at gøre op med.

To århundredskifter senere er udsynet kun blevet mere tilsvinet nuttet på bekostning af byen og menneskene, de bofaste som de tilrejsende. Som kom de sidste til København for at tulle frem for at udforske de veje, som Kierkegaard sled i sit korte liv. Lad os give sommerordet til Per Arnoldi:


Per Marquard Otzen, Romantikkens mænd: H. C. Andersen og Herman Bang, Per Marquard Otzen og Joen Bille,
Grundtvig og Kierkegaard
, 20.9.2011.



Ved PER ARNOLDI:



Man kunne fristes til at tro, at de 200 mill. svin der lever (og dør en pludselig død) i dette land, altså grisene, har fået stemmeret, bestemmer alt og er blevet rollemodeller.

Idag cyklede jeg med dødsforagt op af Klosterstræde og blev mødt af DET LILLE TOG!!!
Det er bunden.
Og senere her til aften forfulgte DET LILLE TOG mig ovre på kajen ved Amaliehaven.


Det ville være den totalt ydmygende død, at blive kørt ned af DET LILLE TOG!!

En by der har ET LILLE SJOVT FUTTOG er holdt op med at være en by, men er blevet et billede af en by… som man så altså futter så sjovt igennem.
København forestiller, i al sin sønderbombede og uværdige elendighed, en by ved navn København.
Nede i Paris skulle man tro, at Rue Mouffetard, trods megen turistet nysgerrighed, stadig var en gade i Paris.
Og så kommer DET LILLE TOG kraftædemig futtende!!!


Det er dødskysset.
DØDSKYSSET!!!
DISNEYKYSSET!
Det er identitetskrænkende.


Hvis jeg stadig var formand for Kunstrådet lagde vi tegnestifter, eller vejspærringer ud…
Det er meget uhyggeligt og krænker al autencitet, også i de stakkels udenlandske gæsters oplevelser.
Det er ikke harmløst.
Det er slut.
Det dødskys har vi forlængst både givet og modtaget, svinetungedybt, i dette lille griseland.
Her er INTET at komme efter.
Jeg cykler daglig rundt i Frederiksstaden og på kajen og oplever turisternes desperation, når havfruen er overstået.

Vi skulle bruge alle de mange turistpenge på at undskylde, da man åbenbart ikke har tænkt at udbedre den grundlæggende holdning.!!!

Vi havde i al vores skødesløse svinagtige velstand chancen for at FORFINE… og vi har valgt at forfladige.




Må vi også fra bloggens side foreslå civil ulydighed?
Her i det lille provokationsformat over svinet i dansk selvforståelse.
Den dukkede uautoriseret op foran Christiansborg i 1984.
Først efter flere år blev kunstnerens navn fundet nedenunder: Benny Dahl.
Og ja, fotoet er overordentligt meget kedeligt, men det er BEVISET på, at ulydighed betaler sig,
- det er fra dets registrering på KØS, Museum for Kunst i det Offentlige Rum. 


Saturday, 6 July 2013

Og det her er?


Francois Hollande, Frankrigs præsident, har haft det svært med geografien den seneste måned.

Først ville han kondolere japanerne for de ti japanske liv, der gik tabt ved gidseltagningen i Algeriet ved sin ankomst til Japan og fik udtrykt sin medfølelse for det kinesiske folk. Siden kom han til Tunesien og fremhævede, hvordan Frankrig nøje fulgte situationen i Tunesien, undskyld EGYPTEN:





Nadia Khiari har straks klædt fortalelsen af ved at forbinde den tilsyneladende troskyldighed, vi allesammen kender for godt, med statsmandens ansvar, han selv har påtaget sig, hvorfor fortalelsen bliver en mistanke om, at han agerer på en bund af uvidenhed. Eller arrogance?

Bemærk som altid den sorte overkant, og som altid er den en smule kraftigere i den ene side, der fortæller om en tegner, der stadig tegner i hånden og scanner bagefter:


Nadia Khiari, WillisfromTunis, 6. juli 2013.
- Og denne her, er det den venstre eller den højre?

Friday, 5 July 2013

Med øje og hånd


Der er tegning som basal erfaring, hvor det sete direkte omsættes af hånden.


Gosia Wlodarczak på La Trobe University Library, marts 2011.
Kilde: http://www.gosiawlodarczak.com/Pages/Special%20Projects/LUMA.html

Med fysisk, direkte omsættelse fra øje til hånd, har Gosia Wlodarczak gjort tegning til performance, idet hun understreger, hvordan øjet knapt opfatter det ene motiv, før det går til det næste som her på La Trobe universitetsbiblioteket i Melbourne. Der er genkendelige elementer, også det kamera vi ser hendes værk gennem, men det bliver kun lige akkurat til et omrids, før hun uden at løfte pennen er videre i linjeforløbet.


Gosia Wlodarczak på La Trobe University Library, marts 2011.
Kilde: http://www.gosiawlodarczak.com/Pages/Special%20Projects/LUMA.html

Og så er der bladtegning. Gosia Wlodarczak taler om at være til stede nu og her i tid og sted. I bladtegneren forenes den basale handling med analysen, hvor linjeforløbet igen skæres ind til benet.

Bladtegneren er analysator af en karat, at han har svaret på litteraters analyselag over et litterært værk - Kafka - i fortolkningen af en litterær forgænger - Cervantes:


Per Marquard Otzen: Sandheden om Sancho Pansa, 3. juli 2013.Franz Kafka: "Sancho Pansa, der i øvrigt aldrig pralede med det, havde ved i årenes løb, i aften- og nattetimerne, at stille en masse ridder- og røverromaner til rådighed held med at aflede opmærksomheden hos sin djævel, som han senere gav navnet Don Quixote, så meget fra sig selv, at denne derefter uden fast holdepunkt udførte de mest vanvittige handlinger, der imidlertid, i mangel af deres forudbestemte genstand, som jo netop skulle have været Sancho Pansa, ikke skadede nogen. Sancho Pansa, en fri mand, fulgte med sindsro, måske af en vis ansvarsfølelse, Don Quixote på hans togter og havde stor og nyttig fornøjelse af det til sine dages ende."  (oversat af Isak Winkel Holm).


Per Marquard Otzen går helt uden om Kafkas mulige selvbiografiske overvejelser og udladninger, som litterater holder så meget af. Han genkender hos Kafka indsigten i mennesket. Og menneskelivet og vejrmøller hører sammen i en grad, at de mest vanvittige pointer grundlæggende tegner sig selv.

Tegneren låner blot hånden, hvormed dette er hans fortolkning af Picassos svar, Picasso ifølge legenden skal have givet en tysk officer - at nej, det var ikke ham, der skabte Guernica, det gjorde De!

Om så historien er sand, er den træffende, hvilket bringer os til dagens hadefulde kommentarer på facebook over denne tegning af Kianoush Ramezani:

Kianoush Ramezani: The End of Morsi, 4. juli 2013.

Kianoush har tegnet det egyptiske folk og militær, der i forening knipser en protesterende Morsi fra magten. Dette er, hvad der til nu er sket, hvad der end måtte komme efter.

Handlingsforløbet i Egypten var ikke hans. Kianoush' handling var at konstatere det på papir. Men vejrmøller genererer nye vejrmøller. Der er altid grobund for ny tegning.


ETA eller rettere QED:


Kianoush Ramezani, Egypt and the Morsi Game, 5. juli 2013.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...