Sunday, 30 June 2013

Willis på arbejdsbesøg i Libyen




Graffitiduoen Zwewla skabte et formidabelt logo til denne uges markering i Libyen af FNs internationale dag til støtte for torturofre. I to dage var Benghazi under tunesisk invasion af de sociale mediers kunstnere fra rappere til graffitikunstnere, herunder naturligvis Nadia Khiari med WillisfromTunis.

Zwewlas logo gør enhver tale om kalligrafiens muligheder levende, på samme tid ord som en billedrække over tremmer, destruktion og smerte. Og med det sorte blæk som tæt sammenfiltret pigtråd i fortællingen om krattende SORT som vold og som protest mod volden.

At bemale er at erobre, så muren til Katiba militærkomplekset blev afsat til Nadia Khiari og Zwewla. Komplekset husede tidligere Gadaffis militære styrker, og var bolig for Gadaffi selv, når han var på de kanter. Dets fald var tungt symbolsk og kunne ikke nok ødelægges:
   
http://www.youtube.com/watch?v=zee1GRuhJ-Y

http://www.youtube.com/watch?v=zee1GRuhJ-Y

Mere passende sted kan ikke findes til Willis. Som vi før har konstateret, er bladtegning monumentalkunst uanset format. At se Willis tage form på mure, er vores chance for at se en Valdemar af i dag:


Foto: https://www.facebook.com/KhaledaLkwafiPhotography


Foto: https://www.facebook.com/KhaledaLkwafiPhotography

Fuldstændig, som vi kan ane en tynd optegning i bly hos Valdemar, handler det ikke om at følge optegningen. Den er der kun for at sikre fordelingen af motivet henover fladen. Den endelige farve derimod lægges op i frie strøg.

Dette er graffiti, så der arbejdes i vådt på tør bund, hvad der giver en vis råhed, når farven løber.

Foto: https://www.facebook.com/KhaledaLkwafiPhotography

Ramones - Wanted Dead or Alive foran dagens punkerkatte, kunstner og katte nærmest vokser sammen:

Foto: https://www.facebook.com/KhaledaLkwafiPhotography

Foto: https://www.facebook.com/KhaledaLkwafiPhotography


Revolutionskunstner til højre. Libysk sikkerhedsvagt med maskingevær til venstre.

Foto: https://www.facebook.com/KhaledaLkwafiPhotography

For nylig beskrev Nadia Khiari det skrøbelige tunesiske demokrati i artikelform, hvordan den tunesiske rapper Weld el 15 blev idømt en 2-årig fængselsstraf, fordi han sammenlignede politiet med hunde - Videoen er i øvrigt optaget på en baggrund af graffitimure - med ham røg også fire andre rappere alene på den baggrund, at Weld el 15 havde takket dem.

Hvis andres taksigelser er nok til at blive afhentet af politiet, så ligger svaret lige for. Sin egen artikel afrundede hun med et Tusind Tak til Rached Ghanonuchi (lederen af det islamiske parti) og hans venner, uden dem ville alt dette ikke have været muligt.


TAK til Khaled Alkuafi for tilladelse til at vise hans fotos. 

Wednesday, 26 June 2013

Radikalisering i fortid


Radikalisering har været disse dages buzz word i den mulige skræk for en håndfuld syriensfrivillige, hvor mange vides ikke helt, men en håndfuld, som vil ud at gøre deres egen forskel for Syrien. Skal de overhovedet have lov at komme tilbage? Hvad når de ikke at lære ude? Hvor radikaliserede vil de være? For krig foregår mellem stater og er ikke en sag for individer, fastslås det.

Det hører vi fra debattører, som har terpet Gustav Munch-Petersen i deres skoletid. Hans stærke digt til sine forældre som frivillig i Spaniens borgerkrig, hvor han faldt i 1938, har man trykt, genoptrykt og atter genoptrykt i danskbøgerne til generationer af danske unge. Et digt, der er indbegrebet af det unge menneskes tankebaner. Om at måtte skuffe sine forældres forventninger, fordi han måtte følge sin overbevisning om at gøre det rigtige uanset prisen. Ord, vi har fået lagt foran os i den alder, hvor vi var allermest påvirkelige.

For det er menneskets inderste ikke at kunne lade være, når drøm og handling går op i en højere enhed. Muligheden for at gøre forskel - til tider uanset prisen. I hver krig gennem historien er en lille håndfuld draget ud, fordi de i deres indre måtte og skulle. En af dem var Johannes Hage, som i dag bedst kendes som ophavet til Nivaagaards Malerisamling og den plejeinstitution, som nu bærer hans navn.

Men Johannes Hage var overordentligt meget mere. Herunder radikaliseret. Radikaliseret af sin egen hjemstat, der havde brug for idealistiske unge mænd i 1864. Her mistede han sin bror ved Dybbøl og blev selv såret ved tilbagetrækningen i juni. Undervejs havde han sendt omhyggelige beskrivelser hjem om troppebevægelser og strategiers mulighed eller håbløshed, som hans politikerfar tog direkte op i rigsdagen.

Johannes Hage havde ganske enkelt lært at bruge våben, og én gang soldat altid soldat, fastholdt han livet igennem. Så da Grækenland kæmpede for at få Kreta tilbage fra tyrkisk besættelse, slog han til. Det manglede bare andet. Året var 1896/97 og han var i mellemtiden blev en gigtplaget 55-årig, men det var ingen grund til holde sig tilbage. Han drog derfor afsted for at melde sig til tjeneste hos Fremmedlegionen. Alt i alt tog måske 30 kampberedte danskere afsted, ligesom nu?

Han endte derfor i Blækspruttens kavalkade over årets personligheder, tegnet af Alfred Schmidt. Sådan ser det ultimative individ ud, der undergraver rigets sikkerhed:


Alfred Schmidt, Blæksprutten, 1897:
"Da Johannes Hage kom til Krigens Skueplads,
var der saa fredeligt som paa Frue Plads".

Men den lidt skæve fortælling om paraply og sabel i symbiose ville ikke være interessant for os i dag, hvis den kun handlede om en gigtplaget herre, som aldrig nåede i kamp, fordi de græske tropper var faldet fra hinanden, da han nåede frem.

Johannes Hage medbragte et helt hold af læger, sygeplejerske og dyrlæge, den sidste til kavaleriets heste. Hans 4 år ældre søster, Ville Heise, var draget med til felten for at sikre sig, at hendes Johannes ikke blev slået ihjel, men da der nu ikke var krigshandlinger, tog han rundt til lazaretterne og så, hvor der skulle sættes ind: De britiske læger eksempelvis havde et overforbrug af morfin, noterede han i en særlig notesbog, underforstået, at de havde fundet en genvej til plejen af de sårede, der ikke var acceptabel, mens Ville Heise organiserede flygtningelejre. 

Denne del fortalte han aldrig til nogen. Han skiltede aldrig i sit liv med sin indsats for andre mennesker - og hans indsats var kolossal. For sine landsmænd var han kun krigeren og eventyreren, farlig og mildt lattervækkende på samme tid.

Der var derfor også en hjemkomst, og efter det ulyksalige 1864 havde landet lagt sig efter en neutralitetspolitik, som Johannes Hage og hans medkombattanter havde sat i fare ved deres private initiativ. Der var derfor en regning at betale ifølge Folketinget, der fremlagde lovforslaget "ang. Forbud mod at understøtte Krigsførende Magter".

Med ekstra dimension, da lovforslaget skulle fremlægges første gang, at Johannes Hage var folketingspolitiker for Højre.

Debatten var ond, men nålestikkene og insinuationerne - for mere direkte kunne de ikke angribe ham af hensyn til Folketingets etikette - prellede fuldstændig af på ham. Fra talerstolen slog han fast, at trussel om fængselstraf aldrig har afholdt nogen som helst fra at følge deres overbevisning. 

Hans ord tog luften ud af diskussionen. Der skete ikke yderligere. Før spørgsmålet igen blev aktuelt med Spanien i 1936. Der endte i danskbøgerne som forbillede for de kommende generationer.


Wednesday, 19 June 2013

I byens forgrund


Når bladtegnere diskuterer, er det om at læne sig nydende tilbage og lytte. For lige så svært det er at få dem til at ymte noget som helst, når det gælder deres egen kunst, lige så ivrige bliver de, når de diskuterer deres kollegers streg.

Denne gang var det endog til udsynet til endnu en af Jørn Villumsens mesterandstegninger, som absolut hører hjemme i samlingen. Denne er båret af en vuggende gang, så bevægelsen fornemmes trods tegningens to dimensioner:




I tilbagelænet tilstand anedes kompositionen at være set før. Her, hvor byrummet er synligt, fordi alle, selv politiet, er gået over til nymodens fastfood, og ænderne, nu i form af pølsevogne skærer en ensom figurrække gennem byen.

Grundformen er dog den samme som altid med den høje horisontlinje, der skærer det øverste af tårnene af. Mens horisontens højde dramatiserer sporvognsskinnernes optegning i den grå asfalt:


Pietro Perugino, Kristus overdrager nøglerne til Skt Peter, 1481/82, Det Sistinske Kapel.

Kunsthistoriestuderende fra lige før årtusindskiftet kender bedst Perugino - Rafaels lærer - fra papkort, klæbet op i sort/hvid, som vi fik stukket ud til eksamen uden en eneste tanke om farvesiden. Det var perspektivet, der skulle bankes ind. Det var som nævnt i et tidligere årtusinde.

Renæssance i studiesammenhæng satte derfor et vist lighedstegn med indoktrineringen af akademielever i Eckersbergs perspektivlære, dem, som bagefter ikke formåede at tænke selvstændigt - Valdemar Andersens egne akademilærere var storartede eksempler - så lad os i hans ånd stikke af for at tale om betoningen af forgrunden.

For linjerne i byens grundflade bygger op til fortællingens bredde i forgrunden. Byen bagved er kun virtuositeten til at give dybde til det egentlige. Her var det, at Per Marquard Otzen indkastede fagtermen vehikel, som vi kender fra retorikken over talens metaforer, hvor det billedlige transportmiddel - såsom ænder - ender med at blive så meget mere end netop et transportmiddel for mening.

Kristus med disciple er fremstillet utallige gange og bliver dog hver gang bærere af naturligvis ikke nyt indhold, men elementer til ny forståelse. Ænderne skærer ind som et stykke uskyld, umuligheden i moderniteten, det element som aldrig kan gå op, og som derfor så meget desto mere sætter byens livsvilkår i relief.




Hvor Perugino har placeret sin Judas, er i stedet den mindste pølsevogn, som altid hoppende bagefter for at kunne følge med. Kristusfremstillingerne har et forspring, men Kristus som ænder har begge bevist deres billedstyrke i foreløbig to årtusinder.

TAK til Jørn Villumsen for hans tegnekunst og til Per Marquard Otzen for at diskutere med!


Wednesday, 12 June 2013

Masketid


Nadia Khiari, WillisfromTunis, 12. juni 2013:
- vi er her, og vi går ingen steder!
 Nu på tyrkisk.


Punkerkatten Willis er en aktivist, så han konfronterer os - nu på tyrkisk - mens Kianoush Ramezani er poeten, der lader Syriens kæmpende udføre en dødedans på langs af billedplanet. Det er umiskendeligt Assad, mens hans modstander er lige så umiskendeligt en skægget islamist. Bag deres øjenhuler er kun intetheden.


Kianoush Ramezani, Syrian Chemical Conflict, 6. juni 2013.


ETA: Willis' tyrkiske fans har straks erklæret Istanbul for hans diaspora, mens Willis blev foreslået kampråbet: RESISTAMBOUL!


Tuesday, 11 June 2013

Mellem to præsidentvalg


Stemmeurnen er et ikon på ukrænkelighed. En firkantet kasse med en smal åbning foroven, omgående genkendelig trods dens enkelhed som grafisk grundform. Det er åbningen, der gør forskellen. Åbningen til enkelte at gøre sig hørt, hvad der bliver til en fællesstemme, når de enkeltes bud tælles op.

I princippet dog, for i praksis kan noget, der ligner en demokratisk stemmeafgivelse være skinmanøvren til at legitimere et diktatur. Nærværende tegninger er alle af iranske Kianoush Ramezani, tegnet over en 4-årig periode fra præsidentvalget i 2009 til valget til samme post, der finder sted i denne uge. Den sidste tegning i denne blogpost blev offentliggjort i dag.

Tegningen ovenfor er fra opløbet, hvor vi finder en gammel kending i Daumiers udviklingsrække over en monarks degeneration til en pære. Her er dog ingen forskel på spil henover de fire frontalportrætter, alle er deres hjerner tomme bur som medløbere for magten. Valghandlingen er et udtryk for - den nærmeste modsætning ordbogen byder på ordet "valg" er mat inaktivitet



Kianoush er klassisk skolet grafiker, så stemmeurnen tegnes hver gang med hjørne mod os til at skabe dybde, som når den drejer på stedet, flaksende med en rest af blodig hals, mens skraveringerne fortættes omkring fredsduens hoved. Højlyset udgøres af blodets tykke tekstur, for heller ikke her findes lyset. Det flyder fra tegningens absolutte mørke. 

Så med fredsduen udraderet, er vi tilbage ved den ældste tegning af de her viste, fra den grønne revolution i 2009, der betød eksil for denne tegner. Den frie stemme siger sit, men magten har allerede besat stemmeurnen. Hånden med revolutionens grønne bånd er kun let tegnet op, Den er farve, mens tegningen skal findes i hjørnet nærmest os, hvor to behårede arme krydser med svar i volden. 




Stemmeurnen er et fællessymbol på demokratiet, som vi ellers har så få af, hvor grafisk som politisk udsagn forener sig. Symbiosen bliver kun så meget tydeligere, når den tages som gidsel. Om valgresultatet behøver vi ikke spørge denne gang, som Kianoush konkluderer: Det foreligger jo allerede  -

Kianoush Ramezani, Valgets vinder - 11. juni 2013.


ETA på valgdagen den 14. juni: I aftes viste ARTE dette interview med Kianoush, hvori han fortæller om de vælgere, der anses for at være fugle af det præsteskab, der til gengæld ikke kan klare sig på internettet, hvor fremtidens vælgere har hjemme:




Og derfor, endnu en uge efter, har Kianoush lagt symbolet fra valget i 2009:



"This bracelet was ALWAYS with me as a reminder of the people who asked for their stolen votes and they had been tortured, imprisoned and murdered because of that. I had this bracelet on my wrist for almost 4 years and now, I see that they took their votes back and they're happy! So I don't need it anymore".

Kianoush Ramezani, 21.juni 2013


Wednesday, 5 June 2013

Menneskerettighedserklæringen er ikke indskrevet i forfatningen!


THE DECLARATION OF HUMAN RIGHTS IS NOT INTEGRATED INTO THE CONSTITUTION!

ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS



Nadia Khiari, WillisfromTunis, 25. april 2013:
- Erklæringen for hvad?
- Ingen anelse, men det ser ud til, at vi har et ministerium for det der…/
- The declaration of what?

- No idea, but it seems that we have a ministry for that thing


Tuesday, 4 June 2013

Copenhagen Comics i streg


Portrætterede har eget sprog over for deres portrætter. Bjørnson mente eksempelvis, at Blix var en fremragende tegner. Kun synd, at hans eget portræt var blevet tegnet så dårligt.


Selvportræt af Annette Carlsen: http://www.annettecarlsen.dk/HOME.swf

Men det handler ikke om at genkende sig selv. De sande dommere er den portrætteredes omgangskreds, kastede Hans Bendix ind: "hvilket han selv i mange tilfælde optager som en udsøgt uforskammethed".

Hans Bendix interviewede gerne sine portrætofre, så de glemte at stille sig an eller fremhæve, hvad de helst selv så fremhævet. I stedet ville de bevæge sig, og det er nu engang i bevægelsen frem for næsens form, at personligheden folder sig ud.




I weekenden gjorde Annette Carlsen alle gæster på Copenhagen Comics til sine modeller, idet hun gik rundt midt imellem dem og lynhurtigt analyserede bevægelser og særheder ned på papir. Portrætterne udgjorde en levende udstilling, ophængt på to tørresnore midt mellem dem, som ikke så sjældent slet ikke nåede at opdage, at de var blevet forevigede.

Mellem hendes portrætterede var en del tegnere, og hvad siger tegnere selv, når de ser sig tegnet, dem, som kender tegningens kunst indefra?







I aftes lagde jeg en lille bunke af hendes scannede tegninger på Facebook. Da jeg et par timer senere atter loggede på, var det midt i en livlig debat: DET DER ER DA IKKE MIG! - men hvor er tegningerne gode af de andre.

En ting var alle enige om: Annette er en fantastisk tegner. Det er i skitsen, at livet indfanges, som Bendix fastholdt livet igennem, og Annette har hver eneste gang indfanget bevægelsen, så de portrætterede på tørresnoren stadig så ud til at tale, hilse eller bare slentre mellem de andre besøgende.






Så lad os afrunde med to modige tegnede: Mette Ehlers og Mads Bluhm, sidstnævnte da næsten alt var båret ud af Øksnehallen, og der kun var trætheden tilbage efter at have stået i spidsen for en forrygende weekend.




TAK til Annette Carlsen for i sin tid straks at være med på idéen og skabe en udstilling på tværs af alle udstillingerne.



Sunday, 2 June 2013

Pingprisen 2013




For anden gang: Pingprisen!





Og for anden gang blev der præsenteret, begrundet og lykønsket:




















Taleboblerne lagde en ekstra dimension til prisens overrækkere og dens modtagere:  





Der blev drømt


Og kæmpet om nye streger:


Mens æresprisen gik til Jacob Stegelmann, som opdrog os alle til tegnefilm. 
TILLYKKE til alle!




Fotos: Niels Larsen


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...