Wednesday, 22 May 2013

Fra storytelleren to you!


FROM THE STORYTELLER TO YOU!

ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS


I april slangede Karen Blixen sig over fyldepennen i Jørn Villumsens streg.


In April the author Karen Blixen posed on her pen as drawn by Jørn Villumsen.





Thursday, 16 May 2013

Generobring til bladtegningen


Dette er tiden på året, hvor en kamp, dens drama og stadig fjernere sejr kan udtrykkes i en dialog på ét ord:

- møl!

Modparten nikker indforstået, tynget.


Per Marquard Otzen: Sofastykke - Freud Museum London har slået storalarm og søger sponsorstøtte til akutrestaurering. Puder og tæpper er mølædte, der er dybe fortrængninger i madrassen og alle fire mahogni-ben udviser stærk fernis-misundelse.
"Dagens Tegning", Politiken 10.5.2013.


Bæsterne savner respekt for ikonværdi, og sammen med tidens tand, støv og alder er Freuds divan efter sigende nu ved at bukke under.

Hvis vi læser bønfaldelsen fra Freud-museet i ord, opdager vi hurtigt, at alle artikler er identiske. Samme vinkler og forklaringer, uanset sprog. Den første artikel blev sakset verden over i troen på, at det er der alligevel ingen, som opdager? Måske slet ingen alligevel læser? Gab?

Bladtegneren derimod udkastede en selvstændig analyse og så straks liv i undergangen. Livet myldrer frem i knapt eller slet ikke kategoriserede dyr med kløer, følehorn eller svømmende amøbetilstand og kræver deres status tilbage.

Johannes Hohlenberg skrev engang om Freud, at han aldrig nåede til at bedrive videnskab, men at han også havde tænkt grundlæggende forkert. At Freud søgte et nulpunkt, hvor alt, hvad der er svagt og sygt i mennesket skæres fra for at nå til en balance.

Men balancen er konstrueret, ifølge Hohlenberg, og medvirker kun til at gøre menneskelivet fattigere. Hvor meget vi end alle ville ønske, at sorg og sygdom og alt det andet aldrig kunne ske, så er det også med til at forme os. At fjerne det - hvis det så ellers kunne lade sig gøre - hvad er der så tilbage af den erfaring, der skulle gøre os mere facetterede?

Hohlenberg fremhævede i stedet Hamlet som sindbillede på mennesket, og det kunne ikke være mere træffende, det var dog ham, som også Per Marquard Otzen lod tage Yorick i sine hænder endnu en gang for at spekulere over, hvad livet er, og hvorfor det må tegnes:


Per Marquard Otzen: Udsnit af En rådden kultur
"Dagens Tegning", Politiken, 11. februar 2013. 

Per Marquard Otzen viser os det tørlagte hav af tæpper og polstring, som naturen er ved at kræve tilbage. Det er bladtegnerens tidsalder.


Tuesday, 14 May 2013

"I am making you a drawing"



Plantu rarely seems happier than when he gets the chance to verbally share what he is putting on paper as part of his act of drawing.


Screenshot from the video underneath

Sunday, 12 May 2013

Udvikling og spring og spring i udvikling


Ledte efter Lars Refns Kristustegning, fordi jeg mente at huske ligheder på tværs af tre kontinenter - en måde at bryde med kulturarven, eller netop bevare den kritisk levende - uanset hvad, nåede jeg ikke så langt, for denne dukkede op, og pludselig var vi et helt andet sted, ved roden af kommunikation og tegning, en tegning om, hvad tegning er:


Lars Refn, Ingeniøren, 10. marts 2013:
http://ing.dk/artikel/saadan-opstod-sproget-det-bedste-fra-fuglesang-og-abeskrig-156843


Klik endelig på tegningen, så den kan få lov at springe ud i større format. Springet er bogstaveligt, for der er intet enkelt ved at lade en hest krydse et hegn, når det sker i sproget, som udlagt i en artikel i Ingeniøren. Menneskets sprogdannelse formodes p.t. at være sket gennem kombinationer af kommunikationsmuligheder, som vi bl.a. kender det fra fuglesang.

Til at billedgøre forklaringen, bruger tegneren den mest basale hest, eller i al fald den ældste, vi stadig kender, fra hulerne i Lascaux. Som billedbrug er den allerede sofistikeret, fordi de tegnede dyr og deres jægere i hulerne formodentlig er indgået i et større livsmønster, måske som ritual, ligesom deres tegnere kendte deres teknikker.

Men fordi de nu er de ældste bevarede, er de samtidig vores billede på noget basalt, at mennesket ikke kan lade være. Mennesket har altid fundet måder at udtrykke sig, hvorved vi måske - eller snarere sandsynligvis - er ved en fælles kilde for billede og ord. Blot har vi en opdeling af de to i dag, fordi vi sætter sprogmønstre, som udtryk for den højeste udvikling, idet de tager år for børn at lære og et helt liv at mestre.


Skellet mellem ord og billede er til gengæld kun en konvention, og tegningen viser sine lag ved ikke at alene at indgå i dialog med artiklen, men med sin beskuer. Lars Refn har fastholdt Lascaux-hesten, som vi kender den, set helt fra siden, med dens store kropsmasse og detaljeret leddelte ben. Ved at tilte hegnet opstår dybde og dynamik til springet uden at gribe ind i dyret. mens det egentlige element er tømmen, som fremtvinger springet.

Det er på samme tid dette spring, som det er selve det at billedgøre et spring, og hvis det er i kombinationen ny udvikling opstår, så befinder tegningen sig netop dér.


TAK til Lars Refn for tilladelse til at bringe tegningen!



Saturday, 11 May 2013

Autodafé med kunstner


"Fabian sad i Café Spalteholz og læste overskrifterne i aftenaviserne: Engelsk luftskib eksploderet over Beauvais, Stryknin fundet på kornloft, Ni-årig pige kaster sig ud af vinduet, Ministerpræsidentvalget atter uden resultat, Mord i Dyrehaven i Lainz, Skandale i det kommunale forvaltningsnævn, Den kunstige stemme i vestelommen, Dalende afsætning på Ruhrkul, Statsbanedirektør Neumann hyldes, Elefanter på fortovet, Uro på kaffemarkedet, Skandalen om Clara Bow, 140.000 metalarbejdere truer med strejke, Forbryderdrama i Chicago, forhandlinger i Moskva om trædumping, Starhembergs hjemmeværn gør oprør. Den daglige remse. Intet bemærkelsesværdigt."

Elefanter på fortovet, intet kunne ryste den virkelige storbyboer anno 1931 ud af hans ironiske distance, dog om netop dette tab handler Erich Kästners Fabian (dansk 1959). To år senere kunne forfatteren så høre sit eget navn blive udråbt, da han overværede autodaféen i Nazityskland. Fabian blev brændt som et stykke "pornografi".

Denne verdens vitterlige pornograf har Per Marquard Otzen indarbejdet som tjener i hast fra cafébordet. Bogens fysiske historie er uundgåeligt integreret fortællingen. Det var den virkelighed, som denne billedmættede, skarptskårne roman var skrevet op imod, og som svarede igen. Hitler må derfor finde sig i selv at blive et stykke Neue Sachlichkeit, når han tegnes med i dag:




Erich Kästner bidrog med fire digte i 1934 til det andet nummer af Hans Bendix' tidsskrift, Aandehullet, for deres "nøgtern-realitstiske" tone, som præsentationen fortalte, der dannede "Modpol til den patetisk opstemte Agitation" blandt visse af hans kolleger, hvorefter det konstateres:

"Kästner er nu landflygtig eller sidder i Koncentrationslejr".

- han var i Tyskland, skrev under pseudonym, men i sætningens nøgtern-realistiske formulering koncentreredes tidens problem.


Autodafé Berlin 1933


Der findes ikke noget større for en efterforskning, når man tror at vide, kun for så at opdage, at der findes mængder af materiale, der ikke har været vendt før.

Materiale, som ligger i sit eget støv fra 1933. Sådan har samværet med den nazikritiske Hans Bendix været den allerseneste tid. Jeg troede at være færdig, nu skæres kapitlerne op til nye vinkler med et intenst ønske om at dagene kunne byde på mere skrivetid.

Omtrent hver dag i år byder på sit 70-års jubilæum for nazisternes afskyeligheder - i går var det således autodaféerne, afbrændingerne af bøger af den farlige mennesketype, som tænkte selvstændigt og ønskede af deres læsere, at også de skulle tænke selv. Gerne i opposition til forfatterne. Det var kun nazisterne, der frygtede modsigelse.

Autodaféer er typiske ved den meget offentlige handling, den symbolske udryddelse foran alle til skræk og advarsel, men netop ved deres synlighed er de hver eneste gang gået over i historien som erindring frem for udryddelse. Da Lars Becker-Larsen netop var hjemvendt fra optagelser i Vatikanet til sin dokumentarfilm Den bevægede jord, diskuterede vi - indtil læsesalsvagten på KB løftede pegefingeren, at nu var det tid til arbejdsro - hvordan Vatikanet endnu er hjemsøgt af det faktum, at de brændte Galileo Galilei i sin tid. Ikke, at de vil indrømme det, men det kræver til stadighed krumspring at finde nye bortforklaringer. Det er denne vinkel, Michel Kichka har taget op:


- let at brænde, at vende dette historiske blad vil blive det sværeste!!
Michel Kichka: Autodafé, Allemagne, 10 Mai 1933, 10 Mai 2013.

Og sådan så det ud i tegnet form i 1933:


Hans Bendix, Aandehullet 1933
- første gang trykt i Social-Demokraten på dagen for bogafbrændingen.


Aldrig tegnede Hans Bendix dikatoren med mere indtrængende sygt blik.

Sigende, at der genkommer en del brændende titler fra tegningen dengang og den i dag. Herunder Einstein, der i 1933 var symbolet på den frie tanke og bidrog til Bendix' tidsskrift Aandehullet. Hans modsætning findes i begge tegninger: Den tunge krop uden tanke, der gør afbrændingen mulig. Han er lige så ansigtsløs, som bøgerne lyser af hver deres personlighed i bunken. 

TAK til Michel Kichka og Hans Bendix, der gør det umuligt at vende historiens blad for dem, som helst ville glemme.


Friday, 10 May 2013

Billedtrøjer til dagen


I nat skabte Pernille Moesgaard den seneste kunstnertrøje i huset. Fars t-shirts har fået deres eget liv. Det er utrolige diskussioner, der kan opstå hver morgen. VALGET.

Pernille Moesgaard

Denne er en parafrase over den kinesiske metalslange, fordi Far er født i dens år, med slyngningerne tegnet ind lag på lag i tusch. Den hænger til tørre.


Jonas Saxtoft

Den første trøje stod Jonas Saxtoft bag en formiddag, hvor OB endnu en gang havde tabt, og når nu morgenhjælpen var odenseaner, måtte noget gøres. Supporterne kalder sig for Intellectuals med pointen, at deres navn hver gang staves forkert på ny måde?

I al fald vandt OB næste gang, Far havde trøjen på. Og den næste. Og til sidst var det næsten umoralsk at vælge en anden. 

De sluttede sæsonen som nr. 2. Noterede vi os i al beskedenhed.


Morten Skrøder Lund

I mellemtiden er OB gået en hård tid i møde, for blusen er bleget, og mange flere kommet til. Der er eksempelvis en cykelrytter i fartens skarpe vrid af Ivan Pérard, og Morten Skrøder Lund tegnede ovenstående så skøn, at også den nu begynder at ligne en skygge af sit første selv.


Simon og Celine. Foto: Niels Larsen.

Ingen af gæsterne var heller blege for at gribe penslen, da Far sidste år rundede de 70. Simon Bang var en af de første, her undervejs til at forme en hest, bivånet af Celine.


Pernille Moesgaard, i detalje

Og nu skal vi til at nyde slangen med dens mangeleddede tunge.


Thursday, 9 May 2013

Fini de rire - et filmportræt af bladtegningen netop nu


Still fra Fini de rire

Nadia Khiari har taget filmholdet med til graffitiens mure, herunder også magtens forladte villa, der står som ikon på friheden, og dermed tegningsfriheden i Tunesien.

Den mentale ro, som stillbilledet ovenfor er udtryk for, sammen med den aktuelle form for redaktionslokale, hvor belgiske Pierre Kroll lytter til og griber det nyeste nye fra skærmene foran sig, mens der diskuteres omkring ham - er to kerneøjeblikke af bladtegningen netop nu, som Olivier Malvoisin har fanget i filmen Fini de rire for Arte. Omdrejningspunktet er Cartooning for Peace under FN, grundlagt på initiativ af Plantu og Kofi Annan, og blandt de medvirkende tegnere er foruden de allerede nævnte Michel Kichka, Kianoush Ramezani, Daryl Cagle, Plantu selv - og mange flere.


Still fra Fini de rire

Cartooning for Peace har betydet, at tegnerne ganske vist stadig arbejder alene, men de har mulighed for at definere sig på tværs af kontinenter, deres triumfer - som Nadia Khiaris ovenfor - som de udfordringer, de mødes med. Bladtegning har altid været en del af den politiske protest, hvor tegnerne også selv er kommet i skudlinjen bogstaveligt som overført.

Alle kender til censuren, den direkte, som den økonomiske, og den, der censurerer bort, før en idé så meget som er blevet til. Saksen i hovedet, eller betjenten sammesteds, hver har de deres indre billede af processen:





Gennem hele filmen løber lydbilledet af pennens kratten, og vi ser en gammel kending blive til:

Still fra Fini de rire

Det er spændende at høre Kianoush selv sætte ord på tegningen, hvordan ytringsfriheden løfter mennesket op over grænsen, med konklusionen: Ytringsfriheden er nøglen til friheden.

Arte er fransk/tysk og filmen findes derfor foreløbig på de to sprog. Amusez-vous!

Still fra Fini de rire

Sunday, 5 May 2013

Tillykke til Kierkegaard og bladtegningen - og os


Dagen tilhører Søren Kierkegaard, som den er den internationale bladtegningsdag - selvom datoen er en konstruktion, men lad os ikke afskrive en eneste lejlighed til at fejre bladtegningen - hvilket træffende sammenfald. Optakten til hans 200-årsdag har betonet det religiøse element i hans forfatterskab, hvad bladtegnerne havde deres vel aktive del i at fremskynde.

Så meget desto mere er der grund til at fremhæve, at når han tegnes i det 21. århundrede er det som den talende, han er hovedet. De bukser, som Brandes' barnepige rettede, når hun klædte ham på, for du vil vel ikke ligne Kierkegaard! - de er helt væk i dag.

Bladtegningens lydhørhed over for at bryde og gentænke, hvad den ville med sig selv, er så meget større, som Kierkegaards virkelige modstander nu i lidt over 150 år har skuttet sig i præstekjolen og ladet som om, intet har været sagt.

Per Marquard Otzen: Påskefortællingen, marts 2013.

Dagens fødselarer har den flydende linje til fælles, altid undervejs, altid mere at veje fra flere sider og blotlægge.

I Venezuela arbejder Rayma Suprani med angsten som kernepunkt. Hendes tegninger er en pegefinger mod magtens problem, hvormed hun giver frygten form og fjerner den fra at være allestedsnærværende, gadens problem, hvor ingen tør tale eller tænke, til at udgå fra bestemte personer. Mens Nadia Khiari i Tunesien tager livtag med et nyt præsteskab, der ikke skal have lov at få eneret på verdens indretning.

Og Per Marquard Otzens tegnerhånd er med korset i egen hånd netop ved at skrive "... i tegning..." - vi glæder os som altid til næste tegning, tak!


Saturday, 4 May 2013

Mod og mangel



COURAGE AND THE LACK THEREOF

English translation in italics:



Bruce Springsteen, maj 2013. Foto: Niels Larsen.

Min Farfar var egentlig for gammel til at være modstandsmand i traditionel forstand under besættelsen. Han var fysisk topform hele livet og var i en militærgruppe. Men han var netop fyldt 30, var blevet far for første gang, og har kun vidst alt for godt, at han kunne dø. Bagefter talte han stort set ikke om det. Der havde været brug for ham, han havde gjort sin moralske pligt. Kun, når vi alle var samlet, måtte han på et tidspunkt fortrække til et mørke, hvorfra han betragtede os. Hans angst for at miste os, kan jeg stadig mærke i kroppen. 

Som småbitte børnebørn satte vi os ind sammen med ham, og jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle ham i dag, at jeg stadig husker og forstår.

Tilfældet vil, at netop den 4. maj, frihedsdagen, ligger to identiske kompositioner i indbakken. Begge handler om frihed, omend fra modsat fortegn. Der er superstjernen, den politisk engagerede, gennemblødt efter at have givet sit publikum sit alt. I sin kerne er det billede på kunstens møde med sin beskuer, hvad der skabes og især skabes i gensidighed. Hans udstrakte arme er frihedens gestus. Han kender sine kræfter og ved præcis, hvad han vil med sin kunst, men han kunne stadig ikke være mere fuldt og helt til stede. 

Og så er der ham uden mod, som ikke tør stå frem og tror ikke at blive genkendt. Men hele scenen er hans skaberværk. Vi kender Assad på hans maske. Og hvad mere er, han har kørt det spil så længe, at Michel Kichka nu i over et år har sukket: Hvad skal vi arme bladtegnere gøre? Skal vi gentage gamle tegninger? Hvor længe skal dette stå på? 


My paternal grandfather was rather too old to be a typical member of the Resistance during the Occupation. Physically he was utterly fit throughout his life and he joined a military group. But he had just turned 30, he had become a father for the first time and knew only too well that he was mortal. Afterwards, he hardly said a word about it. His actions had been needed and he had done his moral duty. Only when we were all gathered, he would at some point have to withdraw to a dark corner from which he could see us all. His fear of losing us is something I can still feel in my own body.

As tiny grandchildren we sat in with him, and I wish I could tell him today that I still remember and understand.

Chance has it that on this very day, our Day of Freedom on May 4, two identical compositions were waiting for me in the inbox. Both are about freedom, albeit from opposite ends of the notion. One is a superstar, politically engaged and soaked through after giving his audience his all. At its core this is the image of art's encounter with its viewer and that special something which is fostered in their reciprocity. His outstretched arms are the gesture of freedom. He knows his strength and he knows exactly where he wants to take his art, and yet he could not be more fully present in the here and now.

And then there's the one without courage, the one who dare not stand up and believes he shall not even be recognized. But the whole scene is his creation. All we know of Assad is his mask, but this is on the other hand how we have come to recognize him. And what is more, he has been running this game for so long that Michel Kichka for now over a year have been crying out: What shall we poor cartoonists do? Shall we repeat our old drawings? How long shall this go on?



Michel Kichka: Syria, maj 2013.
- Jeg er her inkognito! - I'm here incognito!

Det er i sig selv en politisk udmelding. Hvert suk har Kichka derfor modsvaret ved at gøre Assad personligt ansvarlig som tegnet centrum. Sidste år som menneskeslagter med den store sav, mens hans arme nu er udstrakte i forsøget på at kaste ansvaret af sig. Hvor længe skal det endnu stå på?


The outcry is in itself a political statement and Kichka gives us the answer by making Assad personally responsible as the person at the very center of the drawing. Last year he was drawn as a butcher of human flesh, whereas now his arms are outstretched in an attempt to throw off any responsibility. How long shall this go on?


Friday, 3 May 2013

Med fare for at miste livet - eller sjælen


Michel Kichka, Assad et son hobby, august 2012.

Det har undret mig, at bladtegningen til dato ikke har været anklaget for at skabe assisteret erindring, svarende til de aldrig oplevede barndomserindringer, der efter at være blevet plantet i hjernevindingerne, syntes så virkelige, at de igen kræver afkodning for at forsvinde.

Tænk, hvis man lavede forskningsforsøg over, hvad der sker, når vi først har set den rygende - riffel - i Assads hænder, så er forbindelsen skabt i hjernen over hans skyld og handlinger. Også for den ene journalist på væggen, Gilles Jacquier, hvis død skyldtes oprørerne. Vi ved, at han ville være i live, hvis det ikke var for despoten.




Når først tegningen er tegnet, er det som for den modige Ridder Robin i Monty Python and the Holy Grail håbløst komme med modargumenter: - I didn't, I didn't! Klart, at Assad ser indædt gullig ud.

Det er journalister, der pryder Assads trofævæg, og dagen i dag handler ikke så meget om, hvad tegnerne og deres skrivende kolleger gør, som hvad omverdenen gør mod dem. I dag markerer UNESCO for 20. gang World Press Freedom Day, hvor tallet på dræbte, torterede og eksilerede skrivere og tegnere gøres op, mens deres arbejdspræmisser overvejes. Hvad er deres mulighed for at komme til orde under dagens økonomiske/kulturelle/politiske betingelser?


Per Marquard Otzen: "Pressens Dag", Dagens Tegning, Politiken, 3. maj 2013.


Der findes en efterhånden århundredgammel tommelfingerregel om krigsreporterens adfærd mellem faren for liv og at opspore information. På det første og laveste niveau blev han - dengang han - siddende i baren og var ganske vist i sikkerhed, men lod sig nøje med den tilfældige viden, han opsnusede fra sine drikkebrødre, til den fjerde, der var idiotens kategori, fordi redaktionen måtte betale for hjemsendelsen, når han havde vovet sig helt ind mellem kamphandlingerne og mistet livet.

I mellemtiden har vi anerkendt, at livsfare ikke kun er et spørgsmål om vovehalse, men reelle arbejdsforhold, og Per Marquard Otzen har billedgjort journalisten som en mellemting mellem ubevæbnet fredsengel og en meget bogstavelig 20. århundredes kanonkonge, som vover sig ud, hvor ingen kender muligheden for at lande. Strålekasternes lys, som journalisten selv medvirker til at sætte i værk, gør flyveturen særligt farlig.

Men lykkes det at komme fri og få fortalt! Det er hver gang forsøget værd.


Michel Kichka: Pressefriheden, 2013.
- Øverst er det journalisterne, som mistede livet, da de forsvarede pressens frihed og dernede...
dem, som mistede deres sjæl ved ikke at forsvare den!

Er blå i grunden pressens farve, når den ser indad? Rygter har forsøgt at etablere blå som den betalte presses farve, mens den gule er boulevardpressens, men?

Det er min yndlingsfarve, der lyder ingen klager herfra.


En uendelig stor tak til Michel Kichka og Per Marquard Otzen for det tegnermod, de og deres kolleger udviser hver eneste dag!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...