Thursday, 25 April 2013

Med Japan i blikket


En nymånestemning så umiskendeligt Valdemar Andersen: 



Og dog, i motivets enkelhed trods det intrikate grenværk, med vægtløsheden i hver linje, der danner knæk i forhold til den linje, der skal fortsætte illusionen om grene i et træ, hvor hver en gren lægger lag til fortællingen om træets liv, det træ, der lægger sig i nærbillede med månebuen som dybde -

- netop her, ser vi indflydelsen fra den japanske kunst, der for alvor gjorde sig gældende herhjemme fra 1885. Valdemar var derfor halvstor dreng og på sin vej til at blive tegner, da Japan blev den ny åbenbaring til at se og at gøre kunst.


Tidligere overbibliotekar på Kunstindustrimuseet, nu Designmuseum Danmark, Dr.phil. Mirjam Gelfer-Jørgensen, er netop nu bogaktuel med storværket Japanisme på dansk - Kunst og Design 1870-2010 på Arkitektens Forlag. 

Mirjam Gelfer-Jørgensen har skabt endnu en milepæl, der kortlægger en inspirationskilde, der har formet dansk kunsthåndværk og arkitektur på tværs af nu to århundredskift. I dag rejser kunstnerne selv ud: Tilbage omkring 1900 var det et nyt museum - Kunstindustrimuseet, idag Designmuseet - og dets visionære første direktører, der formede samlinger og bibliotek med alt, hvad de kom indenfor rækkevidde af.






Valdemar rejste meget lidt, så han var blandt dem, som brugte Kunstindustrimuseets samlinger i takt med, at de blev til.

Timingen kunne ikke være bedre. Netop som en helt ny trykketeknik gjorde bladtegningen til en del af den daglige avis, førte den japanske inspiration tegnerne ind på den lettere stregtegning med det koncentrerede nærblik på motivet, der viste sig perfekt til avismediet. Valdemar blev en af de tegnere, som gjorde det daglige nærblik til en kunst.

Hertil havde han nærheden til Zoologisk Have, hvor han selv kunne studere de dyr, som japanerne havde tegnet før ham. Ganske vist var disse dyr bag tremmer og naturligt liv en umulighed, men tegneren kunne ved selvsyn se, hvordan denne bestemte fugleart lagde hovedet på skrå, hvad han siden overførte endog til sine monumentaldekorationer, hvor det ofte stadig var det enkelte dyr, han satte fokus på.

Foto taget af Valdemar af lettende hejre. Gengivet med tilladelse fra Kort- og Billedsamlingen,
og den dårlige billedkvalitet tager jeg som altid på mig.

Originaltegning til Tebogen.
Designmuseum Danmark. Foto til studiebrug, deraf den svage billedkvalitet.
Den lille tegning til venstre blev lavet til Okakura Kakuzos teklassiker Tebogen, udgivet herhjemme i 1925 med tegninger af Valdemar, over teceremonien som et udtryk for tankens disciplin, renhed og ro. Den er fastholdt selv i en skævt udklippet originaltegning fra det papir, hvor det er blevet tegnet igen og igen, til han har fundet den rene essens. Originaltegningerne befinder sig i dag i Designmuseets Bibliotek.

Umiskendelig monumentalhejre
i Den store Spisesal på Diakonissestiftelsen.
Foto: Niels Larsen.
Træet til Tebogen har i øvrigt en vis lighed med de trægrene, der står lysende mod husmuren i det foto ovenfor, som indgik i en lille fotoserie på fem, Valdemar lynhurtigt har lavet over en hejre, der letter fra taget.
Zoologisk Haves hejrer stak af og befolkede byen med artsfæller. 
Denne hejre ser vi gradvist få luft under vingerne og forsvinde. Fotoet har levet et langt liv, det er krøllet og bukket. Hvor en del af de danske kunstnere fremstillede hejrer, når de mente at tegne svaner, fordi forbilledet nu engang var den japanske hejre, så var Valdemar barn af byen og havde hejren med sig fra kunsten som fra nabotaget.

Jeg plejer at kalde genkendelsesmomentet over noget før set hos Valdemar for Baglænsgang, hvor man ender med at blive ramt og træde skridtet tilbage for at se nærmere efter.

Det er som med al inspiration, at kunstnerne sjældent har påvist, hvad der først inspirerede dem, så det må altid forblive et gæt. Men til tider et kvalificeret sådanne, at en central kilde er at finde i kunstneriske genstande, bøger og billeder, som tegneren har ført videre i streg, i farven og i motivet:


Udsnit af originallitografi til Politikens "Magasinet"

Mirjam har skabt et storværk, der ikke alene fører os tilbage til en kilde for kunsten, men giver os øjne på den danske kunst, som blev til på det grundlag og dermed samtidig fortæller om det skatkammer, der er Designmuseet. 

Og med Museet også de store personligheder, der var dets grundlæggere, der gav kunstnere som Valdemar en dannelse til i det japanske kunsthåndværks ånd at skabe kunst selv på det ydmyge dagens papir, der næste dag blev brugt til indpakning.


Tuesday, 23 April 2013

Med en hånlatter over for NRA



For nogle uger siden hængte NRA, The National Rifle Association, i USA 14 tegnere ud på deres hjemmeside. En art oplysning til syge hjerner om potentielle skydeskiver? I al fald blev siden skyndsomst igen taget ned.

De 14 tegnere havde kommenteret eller kritiseret mængden af løsgående våben i det amerikanske samfund. Deres gensvar blev på initiativ af Ruben Bolling at gå i samlet aktion, nu 23 tegnere, og kræve handling i videoen Cartoonists Demand Action to End Gun Violence







Senatet har netop nedstemt en regulering af våbenloven, så beskeden den end var. Forslaget er tilbage på tegnebrættet, og da det er bladtegnernes hjemsted, er hermed deres krav til et nyt forslag.

Dertil er de 23 verdensnavne en stolt hånlatter over for NRA's offerliste. Antidemokrater bruger offerrollen til at legitimere deres ståsted. Aldrig en bladtegner:





Monday, 22 April 2013

Det var vinterens længste nat


Og Den Lille Sorte Fisk var rastløs. Hun fornemmede, at verden måtte være større. At vandet måtte føre et sted hen. Det skulle i al fald undersøges.

 "Der er ingen anden verden. Verden er lige her".

Forsøgte Den Lille Sorte Fisks mor at argumentere. Sådan begynder Samad Behrangis fortælling om Den Lille Sorte Fisk, skrevet i 1968 i shahens tid og taget til indtægt af hans modstandere, som i dag er ved magten i Iran.

Magten ved sværdet, olien - og ordet.

"Så må I også slå mig ihjel, for jeg siger præcis de samme ting". I mellemtiden er det spørgsmålet i hvor høj grad præstestyret er forgabet i en fortælling, hvor hovedpersonen fastholder: "Jeg har fornuft, og intelligens og forståelse. Jeg har øjne og jeg kan se".

Den Lille Sorte Fisks naboer druknede hendes ven, Sneglen, fordi den talte om en større verden, og brød illusionen om at vandet ikke gik nogen steder hen, uden begyndelse og uden slutning.


Persisk nytår 2013: Til alle fritænkere inde i Iran.

Og begyndelse og slutning hører til et eventyr, så Den Lille Sorte Fisk drog ud i verden.

4. januar 2012: Self-expression. Bygget over @.

Den Lille Sorte Fisk udviser mod, men vigtigst er hendes nysgerrighed, og at hun står ved sin ret til nysgerrigheden til verden.  "I bekymrer jer for meget", siger hun, da hun undervejs får rejsefæller med lyst, men også tøven. "Man skal ikke bekymre sig hele tiden. Lad os tage afsted og vores bekymringer vil helt forsvinde".

Da Kianoush Ramezani for nogen tid siden henviste til Behrangis fortælling, faldt ikke så få motivbrikker på plads. Det er en meget smuk fremstilling af menneskets iboende trang til at turde se. En trang, der aldrig burde være et problem, hvis ikke menneskene afgrænsede verden for hinanden og krævede, at de skal se den i deres eget billede. Så bladtegneren bliver en stemme, der er at finde, hvor det risikerer at gå galt, og gør det alligevel. 

Som en del af tankens og talens undertrykkelse, bruger Kianoush et indirekte sprog. I Tunesien bruger WillisfromTunis direkte tale og gerne skældsord - salope! - for at markere bruddet med et regime, men Iran er endnu undertrykt og har dertil været undertrykt så længe, at den persiske tegner har poesiens mange lag under huden.


Freedom. Tegnet umiddelbart efter, at Kianoush måtte gå i eksil 2009.

Under sin rejse bliver Den Lille Sorte Fisk konstant grebet, fanget eller holdt tilbage og må forhandle sig fri. Billedsproget omkring hendes som menneskets trang handler så meget desto mere om bevægelse. Talebobler også i form af luftballoner til at sprænge de bånd, der låser tegningen, men især vinger, med den løbende undertone, at fredsduen ikke er farlig. Den er selve trangen til at folde vingerne ud og prøve, hvad de kan bære.

De nyeste billedelementer omkredser gerne om det immaterielle fængsel. Således @, der af form allerede er en labyrint, der atter kan vise sig at lukke inde, overvåges og misbruges, og til tider antage form af galgerebet.

Til det immaterielle fængsel hører også omgivelsernes angst, hvor magten kan spille de underkuede ud mod hinanden til at holde dem i skak. Da Den Lille Sorte Fisk fanges i Pelikanens næb sammen med en stime af små fisk, får Pelikanen overbevist de små fisk om, at hvis de kvæler Den Lille Sorte Fisk, der ikke tier stille, får de andre friheden. Det er et trick, men de små fisk falder for det: "Vi er nødt til at kvæle dig, vi vil have vores frihed!" 

Da hun lader som om, de har kvalt hende, sluger Pelikanen omgående de små fisk. Selv skærer hun sig fri med sin kniv.
2012: Freedom by Expression.


"Døden kunne meget let komme til mig nu. Men så længe jeg er i stand til at forblive i livet, bør jeg ikke gå døden i møde. Selvfølgelig, hvis jeg en dag skulle være tvunget til at se døden i øjnene - som jeg skal - så gør det ikke noget. Hvad der gør noget, er den betydning som mit liv eller død vil have på andres liv..."

Derfor kan blive nødvendigt at gå i eksil frem for at risikere livet, eller som Kianoush sagde ved sin ankomst til Frankrig, at skulle han være blevet i Iran, havde han måtte forblive tavs - og dermed uden værdi. Uanset, at eksil er smertefuldt:


Persisk nytår  2012: Tegneren i gispende tørlagt eksil.

De kritiske stemmer, som befinder sig inde i Iran, er stadig låst i bowlen. Den Lille Sorte Fik fanges af en Hejre, der lader sig overbevise om, at Den Lille Sorte Fisk er giftig. Hun gylpes op og ender på land, sanseløs af tørst. Livet i eksil er den anden yderkant til at bukke under, ude af sit vand.

For at finde lindring fugter Den Lille Sorte Fisk sin tørre mund i havbrisen. Men så snart det igen lykkedes hende at nå tilbage i vandet, bliver hun fanget af Hejren og denne gang sluger den fisken så hurtigt, at hun ikke når at forstå, hvad der sker.

Nede i maven aftaler Den Lille Sorte Fisk et flugtforsøg sammen med en medfange, der skal springe ud, så snart Den Lille Sorte Fisk stikker kniven i Hejren. Den anden fisk når ud og ser Hejren skrigende vride og vende sig, mens den forgæves søger at lette, kun for at ramme vandet. Så hører al bevægelse op. Men der er intet tegn på Den Lille Sorte Fisk, og intet har siden været hørt.


22. marts 2013: Freedom. In the Memory of Samad Behrangi, the Author of "The Little Black Fish".


Faktisk tegner ingen bladtegnere en magthavers død. Det fokus ville ikke være konstruktivt, for deres er ikke en kamp imod, men en kamp for noget. Hvis magthavere står i blod, er det ikke deres eget, men for at give en form for stemme til de mange, som er bukket under.

Samad Behrangis eventyr fortælles i eventyret af en bedstemor til sine 10.000 børnebørn inden sovetid. Med slutordene:  
"Hvor meget hun end prøvede, var der En Lille Rød Fisk, som ikke kunne falde i søvn. Hele natten tænkte hun på havet..."


Tuesday, 16 April 2013

Kunstnerretten til at trække tilbage?


Skulpturkirkegården er aktiv som idé og netop nu aktuel på Norddjurs, hvor en skulptur af Per Arnoldi enten bør sættes i stand, eller? Måske er det tid at tænke nyt, når nu midlerne ikke er til andet end at lade kunsten forfalde?

I diktaturer er det første symptom på spirende oprør, at skulpturerne falder. Det må også kunne lade sig gøre i et demokrati?


Symbolet er faldet i Syrien, via facebook.com: Ali Farzat.



Skulpturudspil ved Per Arnoldi


Der er nu noget om, at ikke alt er for evigheden….trods kunstnernes (vores !) udtalte forfængelighed, storheds- og forfølgelsesvanvid , glemsels- og dødsangst.


Ku´man forestille sig at de ting vi læsser af, efter invitation, i det offentlige rum efter et fastsat antal år, blev taget op til revision? Frivillig, aftalt, kvalificeret revision?

Ku´vi forestille os, at kunstner-retten også omfattede en ret til at trække værket til sig igen? Som et følehorn?
Eller er vi ikke alene guddommelige (via inspirationens hellige ånde) men også ufejlbarlige?

Nu har jeg spillet det modsatte kort, for samtalens skyld!



Ali Farzat - ali-ferzat.com.


Men vi kan ikke blive ved med at fylde på og fylde op, og kan ikke leve af at sige pænt nej tak til invitationerne, hvis de overhovedet kommer.
Lidt banalt og ofte påpeget, må vi ikke glemme at vi har arvet PLACERINGERNE fra dengang man i det offentlige rum, stillede mærker op for EVIGE og uforanderlige værdier, såsom Gud, Konge og Fædrelandets sejre og mange nederlag.
Placeringens klare sprog: Symmetri, midte, ophøjethed, sokkel taler klart nok.

Nu stiller vi mærker op samme sted, med samme uhyggelige permanens, hvis grundlæggende tanke netop er, at intet er evigt, intet er over og intet under…

Jeg tror drømmen om permanens er et af kunstnernes største problemer.
Hvis nu det store spørgsmål: HVORFOR? var grundlaget for denne opfyldning af pladser og stræder ville meget være vundet.

Jeg tror en voldsom kritisk analyse, både FØR og efter  formuleringen, eller rettere, den manglende formulering af en opgave ville være til samfundets bedste.



Skulpturer til angreb!
- lad os give farligheden tilbage til skulpturen:
I vinter løb en bølge nettet rundt af skulpturer i voldelig nærkontakt.


Kunstnerne vil hade det!!

Men ville en gennemgribende oprydning og definition ikke være på sin plads… i stedet for skulpturen på den sædvanlige plads…i midten.
(Husk, at en af de mere monumentale installationer i nyere tid er Gunnar NU… ude på Østerbro! )


Er det det vi vil??



Sunday, 14 April 2013

Friday, 12 April 2013

"Jeg er det våben"


"I AM THAT WEAPON"


ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS:


Center for Kultur og Udviklings Syrien-symposium i Rundetårn gav undervejs på dagen anledning til at diskutere det billedsprog, der udvikler sig på tværs af grænser og giver streg til at definere konflikter. Til fornemmelsen af hvem, som har været inspirationskilden til den ene tegner, Ali Farzat, gav den libanesiske filmkonservator, Tony Daoud, et mellemled, hvis tegner endog går over børneværelset.

Det var en stærk, kritisk kultur det 20. århundrede gav dets børn med sig.

Den første kilde er åbenlyst ham her:


The symposion Syria's Art of Resistance organized by the Danish Center for Culture and Development was an occasion to discuss informally beyond the larger frame of the symposion. Discussions such as how imagery finds its ways across borders when the need arises to define conflicts with a drawn line. The Lebanese film conservator, Tony Daoud, added a new name to the sources of inspiration of the cartoonist, Ali Ferzat. A name that is all the more interesting in being a cartoonist whose work is known and loved in the nurseries.

It was a strong, critical outlook the 20th century passed on to its children.

But let us first take step back to the first source, who was obviously this artist:




Georg Grosz inspirerede dem alle, tegnerne i det 20. århundrede. Han blotlagde magten og korruptionen af mennesket gennem en streg, der også rent fysisk var en blotlæggelse. I en kantet, skærende kontur er alle hans personer nakkeløse. Alle spiller de en rolle, magthaver som offer, der gør spillet muligt.

Kunstneren må træde ind. I denne DADA-inspirerede montage sættes lyd til hans tegning L'etat, c'est moi: Die vollendete Demokratie (Staten det er mig, det fuldendte demokrati) fra ca. 1919 i leden over første verdenskrig, der har bragt folket i knæ. Folket har brug for et våben: "Jeg er det våben, min kunst er min riffel".


Georg Grosz inspired them all, the cartoonists of the 20th century. He uncovered the human lust for power and corruption with a drawn line that was an exposure even in the physical sense. His figures were carved out on paper with an angular contour that left them all without a neck. Every one of them takes on a role as either the potentate or the victim, making the power game possible.

So the artist has to step in. In this DADA-inspired montage sound has been added to his drawing "L'etat, c'est moi: Die vollendete Demokratie" (I am the State, the Ideal Democracy) which dates from about 1919 and was made in the aftershock of the First World War where everyone was brought to his or her knees. The people need a weapon: "I am that weapon, my art is my rifle."




Ali Farzat: http://www.ali-ferzat.com

Syriske Ali Farzat er klart et tegnerbarn af denne tradition. Han har sat billede på magten i en tilsyneladende mere rundet linje, men det parallelunivers hans personer kæmper i, består af de samme grundelementer. Grosz brød nyt land for kunsten allerede i sin konturs skarphed ved at vise, at dette er en fortælling, og dermed en fortælling om mennesket til alle tider. Selvom vi ikke er fangevogter eller fanger, og vi for europæernes vedkommende nu er tredje generation efter første verdenskrigs faldne, så er det stadig os, han blotlægger.

Ali Farzats magtgalleri er i uniform eller jakkesæt med gyldne knapper ved ærmerne, for også her tager hver især en rolle på sig, og også her har magten tænder - sådan som vi herhjemme genkender magtens tænderskæren i Peter Lautrops kunst. Ovenfor ser vi endog, hvad der sker, når tegnerens våben kommer i de forkerte hænder.


The Syrian Ali Ferzat is unmistakably a child of this tradition. His line may seem more rounded, but his characters struggle in a parallel universe that consists of the same basic elements as ours. Grosz broke new ground by his use of contour to tell the story of mankind of all time. We may not be jailers or prisoners, and in Europe we are by now the third and fourth generations after the fallen of the WWI. Still, it is us he exposes.


Ali Ferzat dresses his gallery of the powerful in uniforms or suits with golden buttons on the sleeves in that here too each of them takes on a role. And here too the powerful show off their teeth – within Danish cartoon art we invariably see before us of the grinding teeth of the powerful in Peter Lautrop's drawings. Above we even see what happens when the cartoonist's weapon gets into the wrong hands.



William Steig, illustration fra Listen Little Man, 1948.

Men i den blødere kontur er også en renhed, der har en senere tegnerkilde end Grosz, og det var denne kilde, som Tony Daoud satte ord på: Wilhelm Reich.

Naturligvis. Han skrev i sommeren 1945 Rede an den kleinen Mann, der tre år senere blev oversat til engelsk med tegninger af William Steig. Steig er især kendt som tegner af børnebøger og gav Shrek hans grønne form. William Steigs tegninger er mere indadvendte med en poesi, som vi genser hos Farzat. I mindre grad noget set, end idéen om magten.


In the softer contour, however, there is also a purity to be found, which has a later source than Grosz, and it was this source Tony Daoud nailed: Wilhelm Reich.

But of course. In the summer of 1945 Reich wrote "Rede an den kleinen Mann", which was translated into English three years later with drawings by William Steig. Steig is first and foremost known for his drawings for children's books and he was the one who gave Shrek his green shape. The drawings of William Steig are more introverted with a poetry that we recognize in Ferzat. To a lesser extent something seen than the idea of ​​power.



Ali Farzat: http://www.ali-ferzat.com

Og heri en anden type henvendelse til beskueren, stadig en form for anklage, men afklædningen er en opfordring til handling med Wilhelm Reichs ord: "Du er din egen slavedriver. Ingen ud over dig selv har ansvaret for dit slaveri. Ingen anden".

Balanceakter går igennem hele Farzats værk. Der er ingen absolut magt. Kun hvis offeret medvirker, kan magten udøves. Magtens fundament er angsten for at blive opdaget. Det tilsyneladende umulige er og bliver kun tilsyneladende: 


And herein lies a different type of approach towards the viewer. There may still be a reminiscence of an accusation, but the exposure is a call to action in the words of Wilhelm Reich: "Your slave driver is you yourself. No one is to blame for your slavery but you yourself. No one else, I say!"

Balancing acts run through the work of Ferzat There is no such thing as absolute power. Only if the victim involved takes part, can power come into force. The constant fear of power is to be found out. The seemingly impossible is only apparently so:




Ali Farzat: http://www.ali-ferzat.com


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...