Sunday, 31 March 2013

"Jeg er dette, hint og det andet"

"I AM THIS, THAT AND THE OTHER"


ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS.



"Han er væk. Jeg står her med hans digt i hånden. Mellem os er der dette bånd".

Vi er Tjekhov. Vi er Byron. Snart er vi måske også Meredith. Vi tager kunsten til os som lag i vores eget selv, selvet, det som vi ikke kan sige i flertal på dansk. Beboere, kalder Virginia Woolf dem også, som hun folder dem ud i The Waves. Kunsten gør os til mange inden i os, uden at vi derfor at mister os. Den følelse som kunne synes enkel, fylder de, som de plejer, med deres kommentarer, deres drejninger og deres skævheder.

Netop disse brudstykker vendte tilbage i dag - som kunsten jo plejer at bryde ind - da Kianoush Ramezani sendte en tegning, som skærer sig ind i kunstnerens smerte. Midtersektionen i bladet står skærende lysende i tegningen som stemmelæber. Kunstneren som den nødvendige stemme, der skærer ham op, indefra, ligesom den udsætter ham for fare udefra.

Den bebrillede, ikke fysisk stærke bliver den stærkeste af alle. Det er umuligt ikke at forbinde barberbladet med skæbner som den syriske billedhugger Ibrahim Qashoush, der blev fundet myrdet af Assads støtter efter, at han var blevet proteststemmen i sommeren 2011. Han blev fundet med sine stemmebånd skåret ud. Måneden efter fik Ali Farzat lemlæstet sine hænder i forsøget på, at han aldrig skulle kunne tegne igen.



"He is gone; I stand here, holding his poem. Between us there is this line."

We are Chekhov. We are Byron. Soon we might also be Meredith. We take art upon us as layers to our own self. Residents as Virginia Woolf too call them as she unfolds their ways in "The Waves". Art makes us manifold within, and yet it does not make us lose ourselves. But any feeling that might at first seem simple is clouded as usual with the comments of our residents, their antics and their biases. They darken and they enrich.

These very fragments sprung to mind today - as art is wont to - when Kianoush Ramezani sent a drawing that delves into the pain of the artist. The centre of the razor blade catches the light while hacking into the vocal cords. This is the artist as the necessary voice, which cuts him open from the inside as well as exposes him to danger from the outside.

The bespectacled one, not even physically strong turns out to be the strongest of us all. It is impossible not to link the razor blade to the fate of the Syrian sculptor, Ibrahim Qashoush, who was found murdered by Assad's supporters after he had become the voice of the protesters in the summer of 2011. He was found with his vocal cords cut out. The following month Ali Ferzat had his hands mutilated with the intention that he would never be able to draw again.







De tungt symbolske overgreb var så voldsommere, som de kendte kunstens styrke, Mindre kunne ikke gøre det i forsøget på at skære linen over, der i stedet viste sig forbundet så meget desto stærkere, desperationen, friheden i knivsbladet, fordi der ikke længere var en vej tilbage.

Virginia Woolf ville ikke være en episk poet, hvis hun ikke konkluderede om vores mange indre selver uden derfor at forklare nærmere: Alligevel er kærligheden enkel.

Det er en kærlighedserklæring at give til os af nødvendigheden, og endnu en stærk stemme, Patti Smith, har lagt nye beboere til Virginia Woolfs egne Waves, genskabt over denne ene sætning:


The heavily symbolic assaults were all the more violent in that they recognized the strength of art. Less would not do in the attempt to cut the line, which instead made the connection between art and the protesters all the stronger, the desperation, the freedom of the blade in that it was no longer possible to return to things as they were before.

Virginia Woolf would not be an epic poet, if she had not concluded on our many inner selves: Yet love is simple.

It is a declaration of love when the artist gives to us out of his or her necessity, and another a strong voice, Patti Smith, has added new residents to Virginia Woolf's own Waves, that she recreated over this single sentence:


"Something within her refused to grow. Something endless, eternal. Something bold. Something warrior-like. She looked up at the stars, she could feel, she felt as if she could pluck them one by one and send them spinning into the world, like small beautiful elastic mercurial weapons. Now too, the time is coming":





Og med hensyn til Ibrahim Qashoushs protestsang, så sidder den fast, når den én gang er hørt. For dem, som endnu ikke måtte have den i hjernevindingerne, kan den høres her


And as for the protest song by Ibrahim Qashoush, it is stuck within us, once it is heard. For those who have yet to have it embedded in the brain, it can be heard here.



Saturday, 23 March 2013

Muren af frygt findes ikke længere


"Pressefrihed bør indebære et ansvar snarere end at være noget man tager på sig i kaotisk form. Jeg kan ikke gøre, hvad jeg har lyst til at gøre, når jeg skulle få lyst til at gøre det, uden at tænke på konsekvenserne. Det er et spørgsmål om at være moralsk forpligtet. Det er relativt; og du er altid nødt til at finde den rette balance. Nogle aviser holder sig ikke tilbage fra noget og kalder det "frihed", mens andre aviser endog censurerer interessestoffet. For mig at se er begge dele lige slemt. For megen undertrykkelse i engagementets navn er ikke godt, men af samme grund er for megen uetisk engagement i frihedens navn heller ikke klogt. Det er ét og samme". 

Ord, der ville blive mødt med meget høje udråb herhjemme. Men uantastelige, når de kommer fra syriske Ali Farzat, på den anden side af lemlæstelsen af hans hænder i forsøget på at gøre hans tegnerstemme tavs. I stedet taler han klarere end nogensinde som et af symbolerne på, hvorfor kampen mod al-Assads regime skal vindes.

Hans kolleger - poeter, forfattere, musikere og dukkemagere - stod torsdag frem for os og viste os den tillid at turde fortælle åbent på et symposium i Rundetårn arrangeret af Center for Kultur og Udvikling, der samtidig markerede åbningen på Centrets udstilling over samme tema: Syria's Art of Resistance.


Still fra video af cdu.dk: http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=cjtTS7miX2o

Og hvilken skaberkraft, de repræsenterede! Om symposiet så kun havde varet 10 min. havde de givet os en magisk indlevet fortælling om Syriens smerte, om smerten hver dag:





Tegneren Kevork Mourad skaber performances, hvor han til musik arbejder med kun en lille pensel og egne fingerled, idet han tørrer våd farve ud i papir i kontrasten hvid/sort og lader figurer og arkitektoniske former opstå i papirets struktur. Statiske formationer, der får bevægelse gennem hans fingerbevægelser og når papiret siden rives op for at lægges ud i dobbelteksponeringer over tab, forsvinden og den smerte, som kun vokser. 

Klarinetten steg i mellemtiden til en skingren under loftsbjælkerne. Uforglemmeligt.

Kevork Mourads præcise og spændstige fingerbevægelser er en oplevelse i sig selv.
Still fra video af cdu.dk: http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=cjtTS7miX2o

Kunstnernes gennemgående tema var nedbrydningen af muren af frygt. Den omhyggelige tavshed under flere generationer af al-Assad-familiens styre for ikke at komme til at sige noget, som kunne straffes af styre og militær. Det brud var den største omvæltning, som Ali Farzat konstant har understreget. Hans eget brud skete, da han første gang satte genkendelige ansigter på sine tegninger og dermed rettede en direkte finger på styret:

"For mig er det at tegne et middel og ikke et mål i sig selv. Kunstneren skaber en idé, men hvis den pågældende kunstner ikke er en del af sit eget samfund, hvordan skulle han så kunne forstå, hvad der foregår, og afspejle det? For at være en god kunstner eller maler, er du nødt til at udtrykke folkets følelser og erfaringer. Kunst handler om at leve sammen med dit eget folk og at have et billede af, hvad det har brug for. Du kan ikke sidde i isoleret bag vinduet i dit værelse og tegne "livet". Det går ikke."

Hans tegninger er forblevet ikke-voldelige trods deres fortælling om den vold, der finder sted. Målet er demokrati, hvortil modstandskampen mod al-Assad er et middel. Men i sig selv er al-Assad ligegyldig som figur:


Ali Farzat, "Dagens Tegning" på hans facebook-side, 15. marts 2013:
Frihedens og den menneskelige værdigheds revolution... vil vinde. Om Gud vil.
Tegningen er beskåret til det halve og følgeteksten ikke oprindelig,
et træffende eksempel på tegningers eget liv i de sociale medier.

Ali Farzats store stolthed var at se sine tegninger printet ud og taget med i gadedemonstrationerne, da oprøret brød ud. Modstandskampen er overhovedet kendetegnet ved inddragelse af kunsten, hvor befolkningen har delt, diskuteret, udbredt og ladet den antage nye former på gaden og især i de sociale medier, hvor billeder og slagord får nye lag:

Juan Zero, Grafitti, 2012. Foto på cku.dks hjemmeside.
Spraydåsen blev et symbol på modstand i 2011, som oprørernes våben på gadeplan.
I Tunesien har WillisfromTunis ved Nadia Khiari tegnet salafisternes angst for "bomberne".


Juan Zero genkendes på sin spinkle konturstreg med en horisont lagt tværs gennem sine tegninger, som var tegningerne en uendelig strøm, et stykke gadekunst af mure blot på papir. Gerne med en enkelt figur, der sammen med horisontens bevægelseslinje giver mindelser om Osvaldo Cavandolis La Linea-animationer. Kuglen er altid en fotografisk gengivelse, der understreger dens vold i det tegnede rum.

Og dog ønskede ingen af kunstnerne at svare entydigt på, om kunsten kan gøre forskel. Lad os derfor også give det sidste ord til Ali Farzat på vegne af alle. Dette og ovenstående citater er fra et interview i Prins Claus Fund Gallery's udstillingskatalog Culture in Defiance fra 2012:

"Efter overfaldet på mig, hvor mine hænder var blevet brækket, blev jeg spurgt, om jeg stadig kunne finde modet til at tegne? Jeg svarede, at jeg havde været skamfuld over 13-årige Hamza al-Khateebs lidelser (hvis død efter tortur afstedkom protester over hele Syrien). Jeg føler mig ydmyg over for den kultur og det hjerte, som mennesker udviser, der ikke kan tegne eller skrive, men som ofrer deres liv for friheden".


Tuesday, 19 March 2013

Kunstnere i hospice


Vi er så forkælede. Da min Fars unge hjælpere fandt ud af, at Hans havde været A38, hvis replikker de stadig kunne citere ordret fra deres barndoms Nissebande-julekalendere, og han oveni var komponisten bag, så medbragte han straks guitaren og holdt en helt særlig koncert her i huset:

Hans Dal. Foto: Niels Larsen.

Med samme generøsitet har Hans Dal og Marianne Harboe skabt Kunstnere i Hospice, hvor de indlagte på hospice har mulighed for at ønske netop de musikstykker, sange, oplæsning eller fortælling, som de drømmer om at høre bare én gang mere. Kunstnerne har lige så generøst stillet op, og gjorde det fra Marianne og Hans første gang samlede os en efterårsdag i Odd Fellow var det i 2009? 

Dengang fornemmedes det endnu lidt nervøst fra kunstnerside. En del havde endnu ikke prøvet at være indenfor på et hospice, og hvad vil det sige at skulle stille sig frem foran så afkræftede mennesker? Til gengæld er der en hemmelig kode blandt dem, som har været indenfor. Vi ved på tværs af salen endnu uden ord.

Marianne Harboe fortæller for en fyldt domkirke i København. Foto: Niels Larsen.

Det var dengang. Nu er kataloget større end nogensinde, for når man først har prøvet det, kan man ikke lade være. Det nye katalog binder endog an til antologien Tæt på døden - tæt på livet fra 2012, som Marianne og Hans også stod bag. "Serielle entreprenører" er deres kærlige kaldenavn, for netop som de to er sunket udmattede sammen af alt det, de allerede har sat igang, og nægter nogensinde at finde på mere, opstår nye idéer, som de straks arbejder for også at give liv. Hver gang idéer til at berige deres omgivelser.

Marianne sætter punch bag sine ord. Foto: Niels Larsen.

Hospicer er og bliver et forunderligt sted. Ingen af os ønsker at være i den situation, hvor vores nærmeste må søge til hospice. Men. Et sådant sted er udfoldelsen af den inderste, stærkeste kraft i mennesket. Viljen til at leve. Alle er der, fordi de stadig skal og vil nå livet, hvad der forplanter sig til enhver, der er med indenfor dørene. Den stemning ville jeg ønske for alle at opleve bare én gang.


Kunstnere i Hospice 2013 udgivet af Foreningen af Frivillige ved Hospice.
For katalog, spørgsmål og forslag: info@harboedal.dk - tlf. 39631225.


Saturday, 9 March 2013

"Lad der flyde blæk, ikke blod"

"LET THERE BE FLOODS OF INK, NOT OF BLOOD"


ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS



China ForbiddenNews påpegede, hvordan andre statsledere hver dag lod sig udsætte for bladtegninger, som offentligheden finder morsomme.

Putin blev nævnt, hvad der ikke ligefrem rammer sandheden. Chávez ligeså, og lad det være denne blogs minderune. Ikke så meget over manden, men over en tid, dens militærstyre i et nominelt åbent samfund og den principielle ret til at forholde sig kritisk.

For i princippet er der fri taleret i Venezuela, som tegneren Rayma Suprani fastholder, "Venezuela er ikke Iran, vi bliver ikke hængt på offentlige pladser". Men indirekte har en politisk fløj sit spil, og hun betoner frygten som den største magtfaktor. Chávez havde militærbaggrund, og i militæret er der ikke plads til flerstemmighed. Hendes eget kritiske ståsted har et videre eksistentielt perspektiv. Således svarede hun filosofisk på det konkrete spørgsmål, om hun stræber efter at øge bevidstheden?
- Jeg håber, at læseren stopper op og tænker. Bevidsthed er et problem for enhver.

Selv understreger hun, at hun tænker grafisk, hvad der i sig er en interessant udmelding, for hun er åbenlyst en skarp hjerne, der skærer igennem en problemmasse og kommer ud med en klart kontureret, måske nærmest lidt naiv figur, ofte kun det ene billedelement - og har blotlagt snavset ind til benet. Det er idé og grafisk udtryk i symbiose. Med hendes ord El humor es una cosa absolutamente seria: Humor er en yderst alvorlig sag.

Nedenstående tegning, der udsættes for overpædagogisk kuglepen, er en af hendes. Den blev sammen med en tegning af kollegaen Pedro Léon Zapata på El Universal gennemheglet i et halvtimes program af en Chávez-tro væbner i marts 2012. Skulle dette være et portræt af det venezuelanske folks situation?


China ForbiddenNews pointed out how other heads of state allow themselves to be exposed on a daily basis to cartoons that the public find amusing.

Putin was mentioned as one of them, which does not exactly come close to the truth. Chávez as well, and let it be this blog's commemorative words on him. Not so much on the actual man, but on an epoch, its military rule in a nominally open society and the fundamental right to be critical.

In principle you are free to speak in Venezuela. The cartoonist Rayma Suprani insists that "Venezuela is not Iran, we are not being hanged on public squares." But indirectly one political wing is maneuvering according to its own agenda and she emphasizes fear as the central factor to obtain dominance. Chávez had a military background, and in the military there is no place for polyphony. Her own critical stance takes wider existential perspective. Thus she gave a philosophical reply to the direct question whether she strives to raise consciousness?
- I hope that the reader will stop and think. Consciousness is everybody's problem.

Rayma emphasizes that her thinking is visual of nature. Which in itself is an interesting statement, since she is so obviously a sharp intellect who cuts through the maze and comes out on the other side with a strongly contoured and intentionally simple motive, often just the one pictorial element - exposing the dirt to its very essence. A symbiosis of the idea and its graphic expression. In her own words: El humor es una cosa absolutamente seria: Humor is a most serious matter.

The cartoon below, the victim of an educational pen, is one of hers. It got flogged along with a drawing of her colleague Pedro Leon Zapata at El Universal during a 30 min. TV-program lead by a pro-Chavez watchdog in March 2012: Is this supposed to portray the situation of the Venezuelans?





Rayma understreger konstant, at bladtegningen er en kunstform, der bevidst har valgt at indgå i sin tid. Der findes ikke et per se for bladtegningen, og dette er hendes virkelighed som tegner. Den politiske agenda, støjrammen og ikke mindst iscenesættelsen fra den modpart, hun tegner op imod:

Rayma constantly stresses that cartooning is an art form that has deliberately chosen to be a part of its time. There is no per se for cartooning, and this is her reality as an artist. The political agenda is the fabric, not least the mise-en-scène of the opponent, against whom she is drawing:



(VIDEO) La hojilla del día miércoles, 14.03... by IVANGARCIAZAMA


Hendes tegning er en insulto, får vi at vide. Dette er visionen om folket som hunde og mi comandante som abe tegnet af Zapata. Mario Silva udpeger hvert et billedelement med slag af kuglepennen, begge pegefingre og omhyggeligt udraderet ironi. Her må ingen øvre eller nedre lag komme ind i regnskabet, alle tankelag skæres væk, og teknikken er gentagelsen, gentagelsen, gentagelsen, til han kan konkludere det modsatte af tegningernes hensigt. Når man konkret ser et menneske i et hundehus, så må det være tegnerens forståelse af sine landsmænd. Det er racisme, det er forræderi.

I sig en temmelig fantastisk argumentationskæde, mens beskueren bombarderes med et yderligere visuelt lag. På billedskærmen bag ham ser vi Chávez i alle belysninger og vinkler, Marx og en længere række nationalhelte. Vi får endog øjenkontakt med Castro. Fjendeikonet Stars and Stripes optræder på barberblad, hvad der er en egen bladtegningsession værdig.

Avislæseren får disse tegninger at se hver eneste dag, fremhæves det igen og igen. De udsættes for det syn, han netop selv har sørget for at give sine seere. Hvorefter han gennemhegler handlingsplanen for disse tegningers udbredelse og med hvilke værdier som hensigt.

Rayma forsøgte under og efter programmet at twitte om sine egentlige hensigter for tegningen. Hun opnåede forbud mod at tegne Chávez, formodentlig i forlængelse af straffeloven mod at fornærme nationale symboler, såsom nationalsangen og flaget. I stedet begyndte hun at tegne Chávez som banan. Uhåndgribeligt for den, som ikke længere har et ansigt at argumentere et forbud til beskyttelse af, og hvis det skulle lykkes havde hun blot fundet en ny genstand.

Hvis tegnere klæber til et politisk projekt, har hun pointeret, mister de al troværdighed. "Den satire forsvarer de svage og de ​​svageste nogensinde er ved magten". Nu er titelfiguren ikke længere, og israelske Michel Kichka, som Rayma selv har citeret for hans "Lad der flyde blæk, ikke blod", tegnede hende i fuldt frontal triumf med den ultimative hån fra tegnerside slet ikke at tegne Chávez:

Før og efter - "Før havde jeg ikke lov til at tegne Chávez. Nu har jeg ikke længere grund til at gøre det":

Her drawing is an insulto, we are told. This is the vision on the people as if they were dogs and mi comandante a monkey as drawn by Zapata. Mario Silva identifies each pictorial element with beatings of the pen, both index fingers and any hint of irony carefully eliminated. No extra layers are allowed in the calculations, and his technique is repetition, repetition and repetition until he draws a conclusion that is in direct opposition to the intention of the drawings: When we literally have a man in a doghouse before us, then it must be the artist's understanding of his countrymen. That is racism; that is treason.

As if that was not already a pretty perverted chain of arguments, the viewer is bombarded all the while with an additional visual layer. On the screen behind him we see Chávez in lightings and angles of all varieties along with Marx and a long series of national heroes. We are even making eye contact with Castro. The enemy icon of Stars and Stripes appears on a razor blade, a combination worthy of its own cartooning session.

It is continually accentuated that the newspaper readers get to see these drawings every day. They are exposed to the phenomenon he has just have made ​​sure to pass on to his viewers. After which he lambastes the distribution chart of drawings such as these and the values that would be the intention underlying it all.

Rayma tweeted during and after the program in an attempt to stress her actual intentions of making the drawing. Instead, she obtained a ban on depicting Chavez, probably as an extension to the criminal law against insulting national symbols such as the national anthem and the flag. And so she began drawing Chávez as a banana. Out of reach for the one who no longer had a face to argue a ban in protection of, and if such a ban were to go through, she would just have found a new object. .

If cartoonists stick to the one political project, they lose all credibility, as she has pointed out: "That type of satire defends the weak and the weakest ever are in power." In the meantime the title figure himself is no longer, and Michel Kichka, whom Rayma have cited for his "Let there be floods of ink, not of blood," drew her in her full frontal triumph with her ultimate insult as a cartoonist not to draw Chávez:

Before and after - "Before, I was not allowed to draw Chavez. Now I have no reason to do so":


Michel Kichka, March 6, 2013.


På dagen for offentliggørelsen af Chávez' død, var hendes tegnede replik en skakbrik. Kongen var sat skakmat.

On the day of the announcement of Chavez's death her drawn response was a chess piece. The king was checkmated.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...