Thursday, 28 February 2013

Et ord om ytring og y-råbere



Ytringsfriheden indgår i et større rettighedskompleks til gensidighed mennesker imellem, herunder ansvar og respekt. Så vi ikke behøver en højere magt, en kongemagt eller diktator til skille mennesker fra hinanden og beslutte, hvem som må hvad.

I dag har vi juraen til at træde ind, når det alligevel går galt.

Hvad juraen gør i de tilfælde, som Jacob Mchangama søger at problematisere i dagens Politiken med udråbet om, at ytringsfriheden er truet. Han har en film undervejs over samme emne og forsøger at skabe sig noget omtale til den. Blot sætter han en diskussion i scene, der foregår på to planer. Vi har på den ene side noget udsagt, og så har vi på den anden eksempler på det voldelige gensvar.

Her skiller juraen voldshandlingen ud og dømmer den, som den retteligt bør på de præmisser, hvor handlingen hører hjemme. Som vold/mordforsøg m.m.

På det seneste har vi fået endnu et lag ind over, og som en række forfattere med Birgithe Kosovic som initiativtager har reageret imod: At den voldeligt talende slet ikke skal have hjælp mod volden, for vedkommende har i givet fald selv været ude om sig.

Det er det ultraliberale standpunkt om hvert menneske for sig og intet derimellem. I denne sammehæng er ytringsfriheden blot modeordet netop nu. Det kunne lige så vel have heddet skattetryk. For ultraliberalisten er hensigten og den påfølgende diskussionen den samme.


Men med en stor tak til uforglemmelige Richard Wollheim, æstetikprofessor gennem et halvt århundrede, så kunne vi opstille det ovenstående grafisk. En form for liste, hvor hver problemstilling deler sig i to, et simpelt og et komplekst punkt, for så igen ved nærmere eftersyn på det komplekse punkt at dele det op i to. Og så fremdeles, til vi ser på hele papiret, at noget er blevet hængende foroven, en problemstilling, som det ikke siden har været interessant at diskutere.

I dette tilfælde ytringsfriheden. Det er aldrig den, som virkelig er på tale og slet ikke på spil.


Det var Per Marquard Otzen ikke et øjeblik i tvivl om, da han i dag viste os, hvordan taleboblen har alle former i sig. Den er lige til at folde ud igen, hvorfor slutbilledet ikke danner slutning. Da har de to atter øjenkontakt med direkte udfordring fra den langskæggede om, hvad gensvaret nu vil blive.

En stor tak til Per Marquard Otzen for uforlignelige streger!


Friday, 22 February 2013

Arketype versus kopi


Hvad ligger der i grunden i at kopiere?

Arketyper er for deres del opstået gennem gentagelsen, hvor et billede på noget har kunnet bruges til at forklare noget helt nyt. Nu har vi lige set på bladtegnerens selvbillede i Hamlet, der ser livet i øjnene i mødet med Yoricks tomme øjenhuler, og netop ham finder vi eksempelvis igen og igen i krigslitteraturen.

Under første verdenskrig beskrev Blunden, hvordan han pludselig stod med et øjenæble i hånden, den eneste rest af den ven, som øjeblikket før var ved at stege bacon, da en granat slog ned. Det samme gjorde hans soldaterkolleger under Vietnamkrigen - eksemplerne er utallige. Shakespeare blev Blundens måde at forklare det uforklarlige, udsendt til at dræbe endnu før, han var myndig. Og gennem Shakespeare genkender vi hans fortvivlelse, undren og kritik af samtid og krigsførende stater, når vi læser ham: Hvad er et menneskeliv, er det så lidt værd?

Det blev et billede, som kom til at slå endnu stærkere ind, da jeg dagen efter at have afleveret speciale - med Blunden som uundværlig ingrediens - stod i et kapel under normannerkirken til St Edmund Hall i Oxford. Jeg var forbi til en konference, og gartnerne havde vinket mig ned for at dele et mindre chok. Den ene havde efterårsgravet kun for at stå med et lille victoriansk barnelig i hænderne. Han gentog igen og igen: Hvad er et liv, kan du svare mig, hvad er et liv?

Men hvis kunsten og vi i fælleskab har brug for gentagelsen til at bygge forståelseslag over, hvordan da med det første led i en mulig fødekæde:


Kianoush Ramezani, A-Clockwork-Islamist, 19.9.2012.


Iranske Kianoush Ramezani har givet os billedet af automatreaktionen, hvor ingen tankevirksomhed går forud og heller ikke er ønsket. Salafisten er rasende og han reagerer. Fornuft, ansvar og udveksling er ikke hans verden.

En stærk og farlig tegning, som kommentar til en vis nonsens-video på youtube, hvor vi endnu kun kunne gætte, men ikke vide omfanget af mulige reaktioner. Nu er Salafisten så tilbage, og denne gang i det Tunesien, han oprindelig blev tegnet til:

Cheldy Belkhamsa, efter idé af Kianoush Ramezani. Tegningen kan findes på Cartooning for Peace's hjemmeside, og da Cheldy går ind for kopiering, har jeg tilladt mig at vise den her.

Kopi eller næste led i en arketype? Denne gang har vi en hel papkasse af salafister, der blot skal vrides op. Det er en tung tegning. Heller ikke i stregen tør den Kianoush' enkelhed, som skærer helt ind til benet. Cheldy småsnakker. Som papegøjer snakker.

Tegningen føjer intet nyt til og bliver inden for den oprindelige idé. Den var snarere en let genvej til at levere et stykke arbejde, frem for at lægge lag til bladtegningen. En kopi dus. Dog med den lille positive sidebemærkning, at idéen blev brugt af en tuneser.

Shakespeare akkrediterer vi, når vi anerkender ham som vores fælles forståelseskilde. Det ville være fantastisk om salafisten skulle få sin egen arketypiske skæbne, så derfor ære til den, som æres bør: Kianoush Ramezani. Samme uge han tegnede salafisten, inddrog jeg den i et foredrag, og det siger noget om farligheden han tegner i, at også jeg følte et vist sug over bare at vise tegningen.


Tuesday, 12 February 2013

Bladtegnerens arketype


I går blev dagen, hvor vi skrev under på en ny bankaftale og forlader Danske Bank. Vi har været undervejs siden primo november, fordi så mange har været i kø. Og hvis direktøren for det hele, Eivind Kolding, skulle være i tvivl, så er han den direkte grund til, at nu blev nu.

- jeg har eksempelvis aldrig fået netbank til trods for gentagne forespørgsler. Jeg har konkluderet, at it må være for svært for dem. For det kan vel næppe være deres manglende -?

Eivind Kolding afklædes af samme grund i tegneseriens format, som her af Rasmus Bregnhøi, da han i sidste uge tegnede Storm P.'s Peter og Ping anno 2013 under receptionen for overdragelsen af Anders Hjorth-Jørgensens samling til Storm P. Museet. Peter og Ping var i sin tid typiske firebilleders-serier, der blev stramt komponeret over to parter i ping-pong-dialog. De talende blev enten stående, mens en enkelt genstand skiftede plads, eller de byttede selv plads, når pointen faldt.

Hos Rasmus Bregnhøi er den lille pointe blevet barsk og aktuel. Hver eneste tegneramme bliver brudt, mens Eivind Kolding benytter indirekte tale gennem brødrenes attribut, tangen, der rager alt til sig:

Rasmus Bregnhøi  - frit efter Storm P. 2013. 

Dagens Tegner blev derfor nydt med særlig interesse, da Per Marquard Otzen netop igår kortlagde den danske råddenskab, ganske vist i etaterne, men dog alligevel:

Per Marquard Otzen, En rådden kultur, 11. februar 2013.

Tegneren holder indsigten til den ypperste europæiske viden i sin hånd. Det er ham, som kender strukturerne bag livet ved systematisk at have blotlagt muskler og nervebaner gennem århundreder. Fra de store menneskeskabte strukturer til mennesket selv, så den hånd, han selv sidder i, har liv helt ud i fingerspidserne, der forsigtigt holder ham oppe - netop så højt, at han rækker over Goethe selv. Det er dog kunstneren, der har givet forfatteren evigt ansigt.

Indsigt medfører afgrundens tvivl, det er ikke længere muligt at læne sig poserende tilbage og beskue med Goethes blik. Men det er en storslået tanke, at dette er arketypen på BLADTEGNEREN:

Valdemar Andersen, Hamlet fra det nu tildækkede, måske ødelagte loft i det tidligere Hjørring Bibliotek.  Skabt 1926 med Ny Carlsbergfondet i ryggen blev det Valdemar Andersens sidste monumentaldekoration.

Lutter siksak-linjer i sin frustration oven på den avis, han er medskaber af, spejler han sig i den nyopgravede Yorick, mens hånden, som holder ham frem, må være vores: 

Nærblik på bladtegneren i Per Marquard Otzens En rådden kultur 

Og vi ved, at bladtegneren har mere rygrad end det materiale, dagens paver er gjort af. Som pavens forgænger, Johannes Paul II, skal have sagt ifølge gårsdagens Corriere della Sera: Sit kors stiger man ikke ned fra!

Tuesday, 5 February 2013

36 sekunder henover tegnerens skulder


Annette Carlsen lagt en lille video på youtube over katten Emil, og når det gælder at se med over kunstnerens skulder, holder vi os ikke tilbage:







Da Annette tegner hurtigere, end ord kan nå at følge med, så lad os se nærmere via skærmdumps. For i tegneprocessen ser vi valg, hvor præcist hver streg følger op på den foregående, som nedenfor, hvor Emils vippende hale forlænges af et sultent hønsenæb:


Den bistre hane føjes til, tegnet omkring hønens kontur. Han indgår i stregens mosaik på samme tid som han nu træder voldsomt ud af papiret. Han kommer nærmere os end hale og høne:


Og så reagerer Emil, pludselig har han noget at spille op mod, og så folder også han sig ud. Viskelæderet kommer frem:


Han skyder frækt ryg og begynde at krybe væk på den anden side af hegnet uden at halen behøver at flyttes, den vipper stadig faretruende foran næbbet:


Således en hel lille verden med æbleskrog og hønsehjerner i spil. Hvor det må tilføjes, når nu vi på denne blog taler om portrætter, så ofte den kan lade sig gøre: Sådan ser rødpelsede Emil vitterligt ud!





Friday, 1 February 2013

Portræt af den allerede portrætterede


Thomas Boberg er et bagerbarn. Han er søn af en kunstner, der har specialiseret sig i portrættet med en overflade, der er lige så pinefuldt nærbearbejdet glat, som den skræller ind bag personen. Grøn er farven, der ophæver og vender til en verden bagom vores.

Det har fotograferne grebet. Hver gang digter- og forfattersønnen skal indfanges, skal faderen overgås up close og en face med brændende blik i linsen. Det kan ikke blive aggressivt nært nok og fungerer hver gang, fordi den portrætterede kan bære det hele.

Bladtegneren derimod træder tilbage fra fladen, fortrolig som han er med de lag, som vores billedkultur har glittet vores forventninger med. Per Marquard Otzen lader sin hovedperson trække sig baglæns, stadig med borende blik, men med bund i skyggen i ham. Forfatteren ser på os og ikke omvendt, og det er verdensordenen, hvis det ombejlede blik skal blive til litteratur.


Tegner og forfatter har fællesgrund ved skaberværker, der har "passeret et menneskes egenliv", som Hans Bendix karakteriserede det tegnede portræt. Hver tegning er at gøre sig til ét med sit instrument, så det ser let ud. Dovenflid slår kunsten ihjel, som Bendix til hver en tid pointerede. 

Kun den som virkelig er ét med sit instrument, ville uden at ryste på hånden turde benytte en helhedsfarve, som ganske vist er blåtonet grålig, men på samme tid associerer til Jørgen Bobergs grønne som fotografernes sort/hvide nærbilleder. Tegneren opererer i et længere perspektiv og lægger en blød linje omkring hagepartiet, der vil gøre tegningen aktuel også tiår forude. Som Bob Katzenelson engang har afsløret, tegner de deres portrætterede en smule ældre, end de virkelig er, så de lige så stille vokser sammen med de øjne på dem, som tegningerne har givet os.



Muligvis var der en specifik reference til musikerne i den ledsagende artikel, men jeg beklager ikke at kunne sige det. Tegningen greb opmærksomheden, hvad der har sin særlige morale portrætteret kunstner og portrætterende kunstner imellem. Alene stregens tekstur, når den drejer en spændt hånd, som en hånd aldrig har set ud - og kan det gøres skønnere?


ETA: Musikerne refererer til den første sætning i Thomas Bobergs I den næste by, at to gamle mænd leverede musikken. Bøjer hovedet i skam, skynder mig at læse, og sender stor tak til Per Marquard Otzen!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...