Sunday, 6 January 2013

Uden Kierkegaard ingen bladtegning - del 1


200 år har vi måttet vente på at se Kierkegaard i en ilter skrivestund ved pulten. Så blev det også en pragttegning, hvor Per Marquard Otzen forener skrøbelighed helt ud i skrivepulten med beslutsomt eftertryk af kullet, at vi ikke skal tage fejl af viljestyrken bag.

Vi kan næsten læse med over skulderen på forfatterfilosoffen, en sprutten af pennen, som han har til fælles med bladtegneren:
Per Marquard Otzen - Kierkegaard anno januar 2013

Til forskel fra mængden af managementfrelsere, der har set lyset i Kierkegaard, er forbindelsen mellem forfatterfilosoffen og bladtegningen smertelig, men virkelig. Uden ham ingen bladtegning, som vi har kendt den herhjemme de seneste 150 år.

Udgangspunktet for deres forhold var det værst tænkelige. Tændsatsen var Kierkegaards egen og medførte et martyrium, der kom at indgå i hans livsfortælling som overgangen til hans religiøse forfatterskab. Herefter trak han sig om ikke ud af det omgivende liv, så længere væk fra det.

Ved udgangen af 1845 lod Kierkegaard en bemærkning indskyde som afrunding til en artikel i Fædrelandet, om ikke også han snart kunne blive hængt ud af satirebladet Corsaren, for "Det er virkelig haardt for en stakkels Forfatter at staae saaledes udpeget i dansk Literatur, at han (antaget at vi Pseudonymer ere Een) er den eneste, som ikke udskjeldes der".

Kierkegaard forsøger at entrere Corsarens kotor i Peter Klæstrups streg

Artiklen angik forfatternes status i det datidige mediebillede, idet Søren Kierkegaard fremhævede, at den sande forfatter ikke havde behov for den ydre optræden. Ord, der først og fremmest var møntet på P.L. Møller, men også H.C. Andersen fik sin bekomst for at dele ud af indre bølgegange.

Selv kunne han ironisk tilføje, at han altså end ikke havde været hældt ud på bladets Corsarens vittige sider, og før ville man ikke være berømt ifølge gadens normer.

Kierkegaard satte P.L. Møller under ét med Corsaren, eftersom denne var tilknyttet bladet, men det gjorde ikke forehavendet bedre i Kierkegaards optik, at Corsaren var tidens vovede indslag på et tidspunkt, hvor enevælden var nær sin undergang og derfor var mere ømfindtlig end nogensinde. En af enevældens irritationsmomenter blev da dette ugentlige blad, der kritiserede, men også legede med tilværelsens store og små tildragelser og det især gerne de små, for København var ikke større.

- og smides ud igen

Kierkegaard havde hidtil været forskånet, han var endog blevet erklæret for udødelig i en anmeldelse skrevet af bladets redaktør, Meïr Goldschmidt. Alligevel blev forfatterfilosoffen efter sit indledende angreb taget meget bogstaveligt på ordet. 

Officielt vidste hver part ikke, hvem de skrev imod. Kierkegaard brugte pseudonymer i et spil med meningspositioner og skrivestil, bladet derimod måtte af hensyn til censuren hver uge finde en ny borger, der ville indvilge i at stå som officiel redaktør af bladet. Corsarens modtræk måtte derfor blive en leg over det at skjule sig og samtidig uden blusel lade sig se på gaden, konkretiseret i en dialog over en nyopdukket planet, der havde "paadraget sig alle Lorgnetter":



Afsættet var en kritik af enevældens nepotisme, hvor forfremmelser og æresbevisninger i staten næppe kunne forklares rationelt, men dialogen udartede sig undervejs til en diskussion over, hvordan sand genialitet genkendes.


Excentrisk fremfærd skulle være en af kendetegnene, se blot Kierkegaard selv, lød det undervejs, han lader sine bukser sy med forskellig bukselængde.

Dialogen mundede ud i en fræk vurdering af enevældens anlæg for at fremme goderne for dens egne protegéer, men bukserne var det billede, der straks blev grebet af folkeviddet, hjulpet på vej af Corsarens tegner, Peter Klæstrup, der sørgede for en diskret forskel benlængderne imellem.


Klæstrups forbillede var de franske blade, La Caricature og efterfølgeren Le Charivari, der frem for krone og sværd udstyrede borgerkongen Louis Philippe med bredskygget hat og paraply - symboler på den korrupte magts undertrykkelse af den fri presse:

Louis Philippe, her med Talleyrand, i Daumiers streg

Herhjemme gjorde censuren det ikke muligt at sætte billede på Frederik VI, og målskiven blev i stedet Kierkegaard.

Han havde dog også udtalt sig med ubehag over for demokratiets mulighed – der ville medføre mængdens magt – så han blev i tegnet form udstyret med hat og paraply i lige linje fra borgerkongen. For at gøre iscenesættelsen komplet, blev han desuden foreviget med kortlægningens præcision, som var han en modelaps fra datidens yndede satiriske stik.




Det var en formel, som offentligheden var fortrolig med, og den var nådesløs. Kierkegaard var blevet udleveret som endnu en udløber af ufornuftens seneste påfund i gadebilledet. 

George Cruikshank: Dandies Dressing.

Alle parter var som nævnt i forvejen anspændte. Nu skulle være nu - i år får vi grundlov, skrev handelsfolket indbyrdes til hinanden, og nu skulle bestemt ikke være nu, set fra magtens synspunkt. Demokratitilhængerne som den ene part langede ud efter Kierkegaard, som blev gjort til den anden part, fordi han aktivt argumenterede imod massesamfundet.


George Cruikshank: Inconveniences of a Crowded Drawing Room

Kierkegaard var overbevist om at være blevet ramt af de første konsekvenser af dette massesamfund. For den kunst, der henvender sig til den store skare, må nødvendigvis være skåret til, så den er forståelig for mange. Den har intetheden som begyndelsespunkt, eftersom den ikke virkelig vil gøre en forskel ud over at nå så mange som muligt. Hvis det skal lykkes, er den nødt til at udgå fra den laveste fællesnævner, som forfatterfilosoffen understregede. Af dens brugere kræves der derfor heller intet.

Selv tog han kun til genmæle offentligt en enkelt gang, hvor han konkluderede, at man altså kunne bestille Corsaren til at skælde ud på sig, hvorfor dens "faldne Aandrighed med samt dens skjulte Hjelpere: den vulgivage Vittigheds Proffessionister og Næringsdrivende skal og bør literairt ignoreres, ligesom borgerligt de offentlige Fruentimmer".


Kierkegaard spankulerer i Klæstrups streg - med hat og paraply


Vulgivag er et ord, vi absolut bruger for lidt i dag. Heldigvis skulle det gå anderledes - for bladtegningen. Herom i næste del.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...