Sunday, 27 January 2013

Ved Auschwitz-dagen 2013


Auschwitz-dagen er så meget nyere end mindestunden over første verdenskrig - og efterfølgende væbnede konflikter - den 11. november, og som Michel Kichka spurgte sig som barn, hvis den ene type ofre mindes, hvorfor så ikke også hans egen bedstefar, der blev dræbt i koncentrationslejr?


Michel Kicka, Udsnit fra Deuxième Génération, 2012.

Monumenter har en forunderlig evne. Den soldat i bronze, der synes at være en støbt mængdevare, og som står med sænket hoved og våben i snart den mindste samling bebyggelse i det skotske højland eller ved en irsk kyst - nogen kommer altid løbende, så snart man nærmer sig monumentet, for glædestrålende at fortælle om netop dét navn, som er indhugget på netop dét sted på stenen. En menneske, som er forblevet ungt og fuldt af energi i erindringen, fordi han aldrig nåede at leve sit liv.

Og så er der de monumenter eksempelvis, som stilles op for at lukke ned for enhver erindring - så er det gjort, så placerer vi krigen derhenne og lægger den bag os. Den hændervridende kvinde nedenfor sørger for at sætte første verdenskrig udenfor ethvert spørgsmålstegn. Den upåklædte kvinde som sorg og ikke konflikt. Hun er yderligere utilgængelig bag en indhegning - jeg måtte finde nogen at spørge, hvad hensigten var med hende:


Monument dedikeret første verdenskrig foran hovedbygningen til Albert-Ludwigs-Universität Freiburg.

Michel Kichka og hans søskende var klassiske førstegenerationsefterkommere efter en konflikt ved at holde deres forældres tavshed. Hans børn derimod var lige så klassiske ved at spørge deres bedstefar far indtrængende om, hvad der var foregået. Pludselig begyndte Michel Kichkas Far at tale, og da han først var begyndt, holdt han ikke op igen:
Michel Kicka, side fra Deuxième Génération, 2012.

På en baggrund af "il parle, parle, parle...", slår det især, hvor symboltung hitlerregimet var i hvert et led. Mennesker blev til mærker. Despoten var en nøje iscenesat blækklat, helt bogstaveligt, mere behøvede tegnerne ikke inddrage, mens hans mordofre skulle gøres synlige som målskiver med centrum over hjertet. Dertil deres bødlers symbol, gassen, transporten, togsporene, bygningen ved indgangen, alle nu ikoniske elementer til at fjerne og udrydde.

Ikoniske, fordi det ikke lykkedes - ikke lykkedes at udrydde erindringen. Michel Kicka omsatte sin Fars ord til et tegneseriealbum, Deuxième Génération (Dargaud 2012), der i sig et monument ved at forene lagene af viden og hukommelse i levende erindring og lade den forblive levende. Og dermed også blive vores historie.

Friday, 25 January 2013

Kunstnerne i Rom


I efteråret 2012 rejste kunstens ungdom ud i Europa. Markus von Platen var i Athen, hvor Tue Ebert tog forbi, Pernille Pontoppidan slap keramikken løs på gaden i Berlin, og Pernille Moesgaard drog til Cypern og Bosnien, Ivan Pérard residerer i Wien, mens Ditte Gantriis og Rolf Nowotny var i Rom.

Inden de forsvandt i hver sit retning, vendte vi spørgsmålet, hvordan Et selskab af danske kunstnere i Rom tager sig ud i dag. Så Ditte og Rolf sendte dette:


En leg med fiktionen om det frie liv med cappuccino og sol ugen før jul i små stræder, hvis komposition minder ikke så lidt endda om Constantin Hansens version over deres forgængere. Dengang tænksomme og dog henslængte i nøje koreografi omkring skitser og projekter med centralt vue til byen, og med koppen dengang arrangeret i samme billedsnit som i dag. Hver tilstedeværende har sin funktion helt ind i værelsets krog, hvor et tempel for kunsten - Thorvaldsens Museum - er på tegnebrættet.  


Kunstnerrollen som en opgave at tage på sig er fundamentalt den samme også idag. Tiden ude er intens forberedelse til de næste projekter forude, hvoraf Rolf og Constantin Hansen i dag har fernisering på Sorø Kunstmuseum med fællesudstillingen Grundlag. Materialitet No. 2 (Jord)


Thursday, 24 January 2013

Selvkopister og gemene kopister


Den seneste tid er foregået en diskussion om graden af selvkopiering Bill Days tegninger imellem. Den samme tegner, som Daryl Cagle netop har samlet ind til, så Bill Day det næste år er ansat på cagle.com, hvor hans tegninger vil nå beskuerne direkte uden en redaktion som mellemled.

Indsamlingen har nået sit mål før tid, men den er desværre blevet skæmmet af kritiske indslag, hvordan Bill Day har gentaget en del af sine tegninger - der er påvist omkring 50 tilfælde - han har genbrugt en tegning med større eller mindre tilretninger, en del har helt nye pointer.

Foreløbig er det et spørgsmål, hvordan tegningerne er blevet genbrugt, når vi ikke kender tilblivelsesdatoerne for hver enkelt. De kan eksempelvis være gentegnet i forbindelse med videresalg, hvor hver avis har sine ønsker, så hvad der i første led fremstår som kopiering på egen grund, alligevel viser sig at have et element af nytænkning.

Om ikke andet er der foreløbigt fundet små 50 eksempler, så Bill Day har under alle omstændigheder en vis motivisk radius. Dertil er det mærkværdigvis en diskussion, hvor den store kunsthistorie for en gangs skyld ikke ser et problem, snarere tværtimod. Kunstneren kendes på den koncentrerede færd, hvor gentagelsen er en måde at arbejde sig uden om de løse lag for at komme ind til det egentlige i eksistensen. Ind bag menneskets dårskaber, eksempelvis, der har det med at tage sig ens ud generation efter generation, hvor det i sig selv kan blive en pointe at genbruge en tegning.

Fine pointer er det i tidernes løb blevet til i Bill Days streg, som kortlægningen af en teabaggers farlighed og fornuft. Hjernens tyngde afløst af teblade:

Bill Day - typer af farlige typer

Så findes der en helt anden kategori, hvor direkte kopister genbruger af andres værker. Iranske Kianoush Ramezani har her i vinter oplevet flere af sine værker kopieret, først af en syrisk tegner, hvor den pågældende tegning dog straks blev fjernet, da problemet blev opdaget. Og nu er det sket igen i Tunesien af en ligeledes ukendt tegner. 

I begge tilfælde er der tale om højpolitiske, tegnede kommentarer, hvad der i sig er interessant - analyser der vandrer over indtil flere kontinenter for at gå ind i et stykke samtid. Problemet er ikke nødvendigvis kopieringen per se, men at formå at gøre det bedre end forgængeren?


Ukendt tunesisk tegner, kopi efter Kianoush Ramezani

Nedenfor ses originalen. Den afslører for os, hvor præcis en analytiker, den gode tegner er. Originalen står på en lysende baggrund uden et gram overskydende blækfedt. Kopisten derimod har indsat ekstra pynteled såsom en kæk hånd, der barberer ind til - hvilken figur? Ikke Tunesiens yderlinjer på landkortet, eksempelvis, noget halvkantet amorft i forhold til Kianoush' lettet smilende tuneser.

Hele pointen befinder sig i det lettede smil, når den skæggede salafist slipper taget i Tunesien, hvoraf lettelse og land begge er forsvundet i kopistens tilfælde.

Kianoush Ramezani, Ennahdha Degage/Free Tunisia, 16. marts 2012


Lettelsen er så meget større, fordi salafister er kendetegnet ved deres råbende arrighed. Salafister er altid vrede. Det har givet dem deres egen ikonografi hos tegnere af Kianoush Ramezanis kaliber. Kun hos ham får en tegning som den nedenstående en vitterlig farlighed for salafister ved at tage dem på ordet og genskabe dem i deres egen selvbillede:
Kianoush Ramezani, Salafist Harmony, 5. marts 2012.


Friday, 18 January 2013

Ingen skånes for vores drømme

NO ONE IS SAFE FROM OUR DREAMS


ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS BELOW



Grundstensnedlæggelsen for Kvæsthusprojektet forleden blev afrundet af en monolog skrevet af Jokum Rohde. Nedenstående er et uddrag, stærke ord om, hvad kunsten er, og hvorfor vi - De Forbandede - ikke kan undvære den:


When the Kvæsthus Project was inaugurated at the waterfront in Copenhagen, the event concluded with a monologue written by the dramatist Jokum Rohde. The following is an excerpt; strong words about what art is and why we - The Damned - cannot do without it:




Peter RavnFool No. 1, 40 x 40 cm, oil on canvas, 2011.



 Narreskibet 

af Jokum Rohde


Gud, hvis han findes, har skabt teatret i vrede. Det er en ufærdig kunstart, hedensk, ond. Det er som en forbandelse der hviler over menneskeheden, og vi der deltager i dette mysterium, vi deler denne forbandelse og skal aldrig undslippe den.

Vi er ved at tabe kampen, mine damer og herrer. Vi troede på det, gjorde vi ikke? En stund? Men indrøm det kun, vi er ved at tabe kampen mod denne forbandelse, vi er ved at tabe kampen… til teatret. Disse skrøbelige bygninger af glas, disse velmente forsøg på at udfordre teatrets egen massive natur og gøre teatret tilgængeligt, smukt, behageligt og frem for alt, brugbart, de var forgæves. Hvad vi nu oplever er, at teatret hævner sig. Det er så enkelt, og, ja, grandiøst. Og vi er nødt til at acceptere at teatret er så meget stærkere end vi er. Teatret vil vinde, og vi skal dø.

Jeg har hørt sige, at der skulle gemme sig stærke erotiske elementer i teatret, men jeg er ikke enig. Hvad vi har at gøre med er tværtom en ekstrem vulgaritet, teatret er et udtryk for de laveste kræfter i os, utugt, mord, alles kamp mod alle, mørketilbedelse, og hele tiden den slubrende lyd af kvælning, hver gang vi skuespillere trækker vejret.

Danserne hopper ikke fordi de vil røre snoreloftet. De hopper fordi gulvet er glødende! Sangerne skriger af smerte, ikke af glæde! Og hvis vi skuer længe nok ind i dette mirage af forstillelse og smerte, så aner vi et mønster, en symmetri, en harmoni. Men det er massemordets overvældende harmoni, det er den blodindsmurte scenes uhyggelige fredfyldte smil, og vi er alle nødt til at bøje os i støvet for dette rædslens udsagn, ja, sat overfor denne kraftfulde udtalelse af magt, skønhed og drab er vi alle halve knuste sætninger fra en dårlig roman om forstaden.

For kaos hersker, og vi, mine damer og herrer, vi har tabt, lad os se det i øjnene nu, gør det for mig, for inden længe skal jeg dø, dræbt ved denne havn af dette teater i denne by! Hader jeg da teatret? Så jeg hellere at vi ikke spillede ”Utopia” i aften, at jeg således undslap min død, og i stedet kunne fordrive tiden med et spil kegler i Griffenfeldtsgade? Nej, når jeg har sagt alt dette til jer, er det fordi jeg elsker teatret.

Kun i teatret kan mit skib løbe ind med en kontrakt på et nyt samfund. Jeg har været i Utopia, jeg har set en anden verden, en bedre verden end vores. Hvilke andre steder skulle jeg kunne forkynde dette budskab om retfærdighed og forandring end her?

På Christiansborg? Til bestyrelsesmødet i et magtfuldt kompagni? På pladsen foran et stormagasin? Nej, kun her, ved en forladt havn en januardag… kun her kan noget bedre begynde!

Ja, I hørte rigtigt: Denne havn er ingens havn. Her er ingen mennesker. Ingen værfter. Ingen klippere, skonnerter, fiskere, kaptajner, matroser, ingen handel, ingen pakhuse, ingen toldbod, ingen flåde, ingen flotille, ingen master, ingen pramme, husbåde, ingen supertankere længere! Kun her kan noget nyt begynde for vor by! Kun her.

For her er skibet der løber ind om natten, uden sejl og med halvtreds kanoner til køkkenpigen Polly. Her er skibet der fragter Nosferatu´s tusinde pestbærende rotter med sig der vil myldre gennem gader og bygninger. Her er skibet der bærer en kontrakt på et nyt samfund som jeg, matrosen Klaus Herzog, i aften vil forsøge at videregive til jer alle!

Her er narreskibet, mine damer og herrer, og ingen skånes for vores drømme om en ny by i en ny verden!



The Ship of Fools


by Jokum Rohde


God, if he exists, created the theatre in anger. It is an unfinished art, pagan, evil. It's like a curse hanging over humanity, and we, who take part in this mystery; we share this curse and shall never escape it.

We are losing the war, ladies and gentlemen. We believed in it, didn't we? For a little while? But just admit it, we are losing the battle against this curse; we are losing the battle... to the theatre. These fragile buildings made of glass, these well-intentioned efforts to challenge the theatre's own massive nature and make the theatre welcoming, beautiful, comfortable and above all, useful, they were to no avail. What we are seeing now is that the theatre is taking its revenge. It is so simple, and, yes, grandiose. And we have to accept that the theatre is so much stronger than we are. The theatre will win, and we shall die.

I have heard it said that there are strong erotic elements hidden in the theatre, but I do not agree. What we are dealing with is on the contrary an extreme vulgarity, the theatre expresses the lowest forces within us, fornication, murder, everyone is fighting everybody, the worship of the darkness, and constantly, all the time, the soft slurping sound of choking every time we actors draw a breath.

The dancers are not leaping because they want to reach for the rigging loft. They leap because the floor is at fire! The singers scream of pain, not of joy! And if we look long enough into this mirage of pretence and pain, we will sense a pattern, a symmetry, a harmony. But it is the overwhelming harmony of mass murder, it is the eerily serene smile of the blood soaked stage, and we all have to bow down in the dust for this statement of horror, yes, measured against this powerful declaration of power, beauty and murder we are all half-crushed phrases from a bad novel about the suburbs.

Chaos reigns and we, ladies and gentlemen, we have lost; let us face it now, do it for me, because I shall die before long; killed at this harbour of this theatre in this town! Do I then hate the theatre? Would I rather that we did not play "Utopia" tonight, that I thus escaped my death and could pass the time playing a game of skittles instead in Griffenfeldtsgade? No, I have told you all of this, because I love the theatre.

Only in the theatre can my ship run in with a contract for a new society. I have been to Utopia; I have seen another world, a better world than ours. Where else could I dispatch this message of justice and change than here?

At Christiansborg? The board meeting of a powerful company? In the square in front of a department store? No, only here, at an abandoned harbour on a day in January... only here can something better take its beginning!

Yes, you heard right: This harbour is nobody's harbour. There are no people here. No yards. No clippers, schooners, fishermen, captains, sailors, no trade, no warehouses, no custom houses, no navy, no flotilla, no masts, no barges, houseboats, no super tankers anymore! Only here can a new beginning take place for our city! Only here.

For here is the ship that runs in during the night; without sails and with fifty canons to Polly, the kitchen maid. Here is the ship that carries thousands of Nosferatu's plague-bearing rats, which will swarm through the streets and buildings. Here is the ship that carries a contract for a new society that I, the sailor Klaus Herzog, tonight will endeavour to pass on to you all!

Here is the ship of fools, ladies and gentlemen, and no one is safe from our dreams of a new city in a new world!


En stor tak til Jokum Rohde for stærke ord! The words and artwork are courtesy of their artists and must not be reproduced without their permission.



Gud, Sandheden og Stregen på museum


Tegneserien selv har vidst det længe. Den er en uundværlig del af vores kultur.


Ivar Gjørup, Egoland, 24.5.2006.

Nu bliver den også officielt et stykke dansk kulturarv, når samlingerne bag Tegneseriemuseet i Danmark overdrages Storm P. Museet. Giveren er Anders Hjorth-Jørgensen, der har skabt en noget nær komplet samling af alt, hvad der er udkommet på dansk inden for tegneserien. 




Hans livsværk vil betyde ny arbejdsmark for også Storm P. Museet, der får mulighed for at udforske og formidle sit ressortområde på helt nye måder, hvoraf det sammen med NNCORE, Nordic Network for Comics Research, allerede har taget det første spadestik til ph.d.-projekt i fælles forskningsregi.

Men nu og her har den rige gave i fysisk forstand især mental vægt ved at bevise tegneseriemediets værdi som kulturarv, der nu også herhjemme vil give ny selvtillid til hele tegneseriemediet. 

Det medium, som bygger med på vores indre ord- og billedbank fra vores første leveår. Ikke for ingenting er tegneserien indgået i internationale konferencer i de seneste år over jura eller moral eksempelvis - Hvilken advokat er ikke begyndt sit liv med at se det gode slå det onde ned mellem drabelige skyskrabere?





Med overdragelsen til Storm P. Museet har Dansk Tegneserieråd fået opfyldt endnu et af sine hovedmål siden grundlæggelsen i 2009.

Oprettelsen af en tegneserieuddannelse på The Animation Workshop/VIA UC i Viborg blev den første, store jubel. Nu bliver så et statsanerkendt kunstmuseum hjemsted for tegneseriemediet, og for uddannelse som museum gælder, at deres handlinger er fremadrettede, for egentlig ved ingen af os, hvad der vil ske omkring næste hjørne.





- det er i allerhøjeste grad op til tegneserieskaberne og hermed en utvetydig opfordring til dem om at skabe endnu mere tegneserie:




Overdragelsen fejres den 7. februar kl. 17 på Storm P. Museet, hvortil alle er velkomne.


- og en stor tak til Ivar Gjørup for den uundværlige tegnekunst, som fremover vil være at finde på Frederiksberg Runddel som en del af Anders Hjorth-Jørgensens Samlinger.


Monday, 14 January 2013

Der er efterhånden en hel del at komme efter!


I foråret 2010 var min Far netop kommet i respirator, og han var endnu indlagt, da nedenstående kommentar af Hans Edvard Nørregård-Nielsen, formand for Ny Carlsbergfondet, blev bragt i Weekendavisen, den 29. april. Det var stærke ord at læse højt, og vi nød hvert et afsnit, at nu er det sagt!

Styrken i vreden er desværre kun alt for relevant også i forhold til eksempelvis Valdemar Andersens livsværk. Der males hvidt, når en stylist flytter ind og ikke ser værdi i klatrende drager i trappeopgangen, ligesom arkitekter fjerner modernismens marmor. Det er en stadig og ofte tabt kamp at bevare, hvad han skabte.

Nedenstående, som af pladshensyn har måttet forkortes en del, er et centralt indlæg i diskussionen om respekten for kunsten, kunstnerne og vores udsmykkede fællesrum. Ikke mindst i lyset af, at et nyt kommunalvalg nærmer sig, og som også Mirjam Gelfer-Jørgensen har diskuteret, har despekten en tendens til at sive fra lederkontorerne og ned:



Der er efterhånden en hel del at komme efter!

Af Hans Edvard Nørregård-Nielsen


En deprimerende mængde af alt det, der spredt over hele landet udgør en lang række sammenhængende tyngdepunkter, der måske er blevet etableret gennem flere generationer, er nu stærkt truet af ukyndige mennesker, der undertiden er på vej væk, når deres beslutninger bliver ført ud i livet.

Når tendensen ikke mindst er udgået fra Anders Fogh Rasmussens forkontor, må det - sagt med gentagelsens magt - ses i sammenhæng med den uvilje mod eksperter, der med ham som statsminister blev en udtalt del af regeringens holdning. Og som nu er forblevet en del af arvegodset efter ham. Så, hvis jeg må sige det sådan, er der efterhånden en hel del af komme efter. Når min fætter, der er revisor, spørger om jeg har mere forstand på kunst end han, har jeg baglæns spurgt, om han er bedre til at stille tal op i kolonner, end jeg er. "Det var ikke godt andet", svarer han hver gang tålmodigt, og det svar vil jeg for fremtiden gøre til mit.

Valdemar Andersens barokprægtige loft i festsalen fra 1917 i Odd Fellow-logen i Aalborg. Nu overvejes bygningen solgt.

En pengerigelighed og et behov for at markere sig gennem ikke mindst kunstindkøb har sendt en mængde store og små politikere ud i kunstlivet. Det er undertiden med store penge på lommen og en tillid til, at når de er gode til at køre stærkt i bil, kan de også med et kvart øje se, hvad der har fremtiden for sig i kunsten. Malerierne hænger og skulpturerne står som en slags selvbekræftelse, men værkerne er gennemgående af en kvalitet, der gør det vanskeligt at hænge kunst op i nærheden af dem.

Og netop her er der opstået et voksende problem for os, der arbejder for Carl Jacobsen (...) med efter et kvalificeret skøn at anbringe kunstværker i det offentlige rum. (...) Ny Carlsbergfondet har i det sidste par år satset på en ret massiv placering af dansk kunst ned langs vestkysten. Det er bl.a. sket i en slags loyalitet med yderkantsområdernes trængsler, og man bliver altid lettere bevæget over at høre, hvordan stederne som en del af deres elendighed end ikke er i stand til på symbolsk vis at bidrage til erhvervelsen. Altså betaler Ny Carlsbergfondet det hele, men vi er knapt nok kommet ud af byen, før der alligevel er penge til at købe de anderledes fornøjelige sager, som vi helst ikke vil optræde sammen med. Det er forstemmende og båret af den lille fiffighed, der så mange steder har afløst en egentlig tilregnelighed, hvad angår aftaler.
Per Marquard Otzen, portræt af den luftige tale med næsen i sky, 2012.

Det begynder hos borgmestrene, men når på det folkevalgte plan langt ned i menighedsrådene, der har ansvaret for vores kirker, som de spredt over hele landet repræsenterer det måske vigtigste element i vores kulturarv. De er der som betroede talenter og er derfor huse, som vi stadig bygger på, men hvor må man ofte græmme sig over den mangel på viden og egentlig sans for kirkekunstens væsen, der undertiden præger drøftelserne omkring nogle ny bidrag. Kunsten begynder, hvor den gode smag og især en efterligning af den holder op, men der er næsten altid i et menighedsråd en lokal version af Knold og Tot, som kender en kunstner rundt om hjørnet, og om ham gælder det især, at han er parat til at arbejde for en halv pris.

Det resulterer i værker, som ret hurtigt må udskiftes med nogle nye, og det hugger sig ind på den kontinuitet af kunstneriske vidnesbyrd gennem små tusind år, der er blevet en del af kirkens eksistens mellem os. Vi ser og genkender en følelse eller et udbrud, som er blevet sendt ned gennem tiden, ethvert øjeblik mødes her med evigheden, og lad det være kunstens nødvendige modvægt til det at blive dagens mand eller kvinde i Vild med dans.

De fleste kvalificerede bidrag til kunsten i rummet forudsætter nogle lange og seje træk, der først og fremmest kræver tid. Kunsten kan bestå af nogle knortede eksistenser, der ikke uden videre tilpasser sig, men må afvente, at tiden når op på siden af dem. Ligesom det da sker, at tiden bevæger sig forbi et kunstværk, men så ofte efterlader det med en slags aura, som sikrer dets fortsatte eksistens. Det er således ligegyldigt, hvad man måske i dag mener om Den lille Havfrue som kunst for skulpturen har af mange andre grunde fået en varig plads mellem os. Enhver tids værker skal under alle omstændigheder have tid til at falde på plads, og derfor er det uhyre problematisk, når en stemning i øjeblikket uden videre fjerner det, som generationen før med stort besvær har fået på plads. Jeg må på fondets vegne efterlyse en større tilregnelighed og evne til at handle med nogle større perspektiver for øje.

Biblioteksloftet i Hjørring, som Ny Carlsbergfondet støttede udsmykningen af i 1926. Valdemar tog sig af loftet, mens Larsen Stevns siden udsmykkede væggene. Udsmykningen blev dækket til i begyndelsen af 1970'erne og menes ikke længere mulig at afdække. Eller?

(...) Carl Jacobsen havde et stort ønske om at bringe kunsten ud, hvor folk færdedes (...) og som en af Fondets mest storslåede udsmykninger overhovedet fandt man i Hjørring på Centralbiblioteket Niels Larsen Stevns store freskoer med motiver fra Vendsyssels historie. Senere udsmykkede Jens Søndergaard biblioteket i Thisted, medens Niels Bjerre tog sig af det i Lemvig.

Mange af kunstværkerne lader sig stadig se på de aftalte betingelser, men i Hjørring er det nu tidligere centralbibliotek med Larsen Stevns' freskoer på lumpen vis blevet afhændet til privat side, og i Herning er den storladne udsmykning, som Jørgen Gudmundsen-Holmgreen udførte til Herning Gymnasium nu blevet solgt sammen med bygningen. Hvad ellers, ingen kunne forudse den udvikling, vi nu er midt i, men man må ofte græmme sig over det urene trav, der præger nogle af forløbene. Eksemplerne er talrige, og de viser, hvordan sten efter sten for længst er blevet revet med af strømmen.

Valdemars udsmykning af biblioteksloftet i Hjørring findes nu kun i sort/hvide gengivelser, akut dokumenteret, mens loftet blev dækket til. Det er Faust og Erasmus Montanus, der folder sig ud på den ene side af midtergloben. Hamlet hører blandt dem, som sluttede sig til i et af de øvrige hjørner. Hele verden foræret til de læsende.

Der kunne nævnes mange andre eksempler fra hele landet, og de afspejler i etisk forstand den forskrækkende mangel på anstændighed, der prægede borgmestervalgene efter det nys overståede kommunalvalg. Det er noget enhver kan se, men da skaden er kollektiv, bør den som så megen anden løsagtighed ikke nævnes. Alting viser, at Ny Carlsbergfondet er en dybest set ligegyldig aktør i den sammenhæng (...) hvis vores medspillere betragter værkerne som en del af den fremherskende underholdning, der skal vare fra i dag og til i morgen.

(...) Carl Jacobsen troede på kunstens betydning i vores daglige omgivelser, og han udtrykte det i forbindelse med indvielsen af legatet "Albertina". "Lad kunsten adle vor by og den vil adle os". Man kan gøre sig munter over den forældede udformning, men meningen bagved er god nok, og ikke til at tage fejl af. Kunsten er både en udfordring og en rekreation, der har eksisteret her i landet, siden de første mennesker under de besværligste forhold tog den til sig som noget, der var livet om at gøre.

Hverken mere eller mindre!



En stor tak til Hans Edvard Nørregård-Nielsen for et stærkt og bevægende indlæg og tak til Per Marquard Otzen for uforlignelig tegnekunst.

Wednesday, 9 January 2013

"Lad det skee for vore Øine"


I forlængelse af Kierkegaards clinch med bladtegningen, har Per Marquard Otzen sendt dette fænomenale stykke tegnekunst - Tegningen, som udfolder Kierkegaards hele DNA: Tænkeren, hatten som mængdens verdslige, men også tankens symbol, strøgvandreren, der blev til støj i Klæstrups streg. Hvad der ikke forstyrrer forfatterfilosoffen, for til syvende og sidst bidrager støjen kun med nye lag til tanken, som alligevel aldrig foretager en lige vej.


Om billedkunst i traditionel forstand skrev Kierkegaard kun om to populærstik, hvad der i samme traditionelle forstand ikke regnes for billedkunst. Han har ikke kunnet bruge kunsten, fordi han allerede var intenst billedlig i sin tankestruktur. Det er sigende, at de to stik angik de fire temperamenters forskellighed og et forvandlingsbillede, der på linje med ordenes billeder bruges til nærblikket på detaljen. Med afsæt i et "Lad det skee for vore Øine" folder han hver gang tankebanen ud som en synsakt, hvor hvert et aspekt bliver vendt og blotter det ikke umiddelbare bag det tilsyneladende.

Per Marquard Otzen arbejder tilsvarende ned i detaljen og ud i den løse skitsering af flip og skjorte, som den verden udenfor, der ikke er nødvendig lige nu. Vi må dog indrømme her ikke at tage nærblik for at vende detaljen i dens facetter, men for at gå ind -


Selv når vi går helt ned i detaljen, fastholder hans blik den uendelige dybde. Det skulle vel ikke være det endelige bevis for, at kunst er liv?



Tuesday, 8 January 2013

Uden Kierkegaard ingen bladtegning - del 2


Kierkegaards udæskning af Tidens og Mængdens Problem gjorde ham til et let offer på kongemagtens vegne, og medførte, at Georg Brandes' barnepige siden rettede hans bukser, så han ikke skulle ligne Kierkegaard, mens min egen mor erklærede "Kierkegaard" som et kvalitetscheck, om paraplyen var husket.

Ivar Gjørup, der allerede som barn gik endnu længere end os andre
og tog de tre stadier på sig.

Tilbage i København 1845/46 blev tonen og tegningerne blev stadig grovere, og byen udpegede syndebukkens bukseben under latterkaskader, så snart han viste sig uden for sin dør.

En demoralisation i forhold til det lille lands proportioner, som Kierkegaard fortalte til sin dagbog, hvor han søgte at forsikre sig om, at han havde taget det rigtige skridt. Det var dog rige måneder for iagttagelsen, som han fortsatte. Latteren havde sin anvendelighed som beviset på, at hans forfatterskab var religiøst, for den religiøse forfatter kendes på, at han bliver mødt med dét onde, der er det største for hans tid. 

Derudover – og dette er naturligvis hans udlægning i en tid, hvor han var under stort pres og ville bevise, at han kunne stå imod – fik han efterprøvet det manglende formål for bladet som belæg for, som Kierkegaard sagde, "den moderne Opløsnings Abstraktion".

Abstraktion, fordi ingen officielt ville stå ved at have angrebet ham. Alle og ingen: Tidens svøbe var mængden, eftersom henvendelsen udgik fra ingen til den store skare, som ligeledes var alle og ingen på samme tid og derfor heller ikke tog personligt ansvar. Resultatet så han, så snart han viste sig i gadebilledet. Offeret som arketype var reduceret til adspredelse for hoben.
Kierkegaard i udbrud med kastagnetter i Peter Klæstrups streg.
Hans dansepartners bukseben sidder upåklageligt.

Ét var dog at tage lidelsen på sig, noget andet at det var barsk at holde ud. Klage sig på skrift kunne han heller ikke, for så gik han netop ind på angribernes domæne – og officielt var det end ikke ham selv, men et af hans pseudonymer, der var under angreb. At lade være var næsten umenneskeligt svært, Hvis bukserne så endda havde været andet og mere end grå, som Kierkegaard udbrød til dagbogen, så kunne man da forstå det. Men det var end ikke nødvendigt. De havde fået eget liv.


Corsaren i samtiden som for eftertiden

Også Corsaren havde ladet sig fange i sit eget net. Målet havde været at udfordre tiden, for som Corsaren ligeledes viste, kunne Frederik VI's regeringstid portrætteres ved et sort lærred med guldramme om. Frækkere kunne stilstanden ikke foreviges, og Goldschmidt havde rigelige problemer med censuren. Men hvor den frimodige tale skulle have vakt befolkningen, blev det alene et par bukser, der blev husket. Hverken frækt eller vovet, men en tom latter, når det kom til stykket.

Af samme grund lagde Goldschmidt samme år Corsaren bag sig og fandt nye veje i livet. Historien fik dog et efterspil, da dagbøgerne blev udgivet efter Kierkegaards død kun et tiår efter det første sammenstød, og folkestemningen vendte sig brat mod redaktøren. 

Kierkegaard havde drømt om, at det ville ske, så den samme folkestemning ville ramme tilbage på Goldschmidt, hvilket ikke ligefrem kan kaldes en videre dybsindig tanke. Den hævede sig ikke over et alment behov for hævn, og for mængdernes vedkommende blev der atter tale om en massiv støj uden selvransagelse. Et trist udkomme for alle parter i sagen, som Kierkegaard noterede sig dengang, da latteren var på sit højeste: "(...) for Samtiden faaer jeg Betydning ved Hjælp af mine Buxer, for en senere Tid maaskee dog lidt ved Hjælp af mine Skrifter".

Inden sin posthume storhedstid, nåede han at krydse den unge Goldschmidt på Strøget og udæske ham, at han havde forsømt at skabe komisk komposition, hvormed Corsaren ville have gjort en virkelig forskel. 

Goldschmidt beskrev mødet i sine erindringer, at han havde været for befippet til at turde spørge ind til komisk komposition, men bladtegnerne havde fanget pointen. De forlod karikaturen og så sig aldrig tilbage. Karikatur handler ikke om portræt, men om at udvælge 1-2 elementer ved en person, såsom paraply og bukselængde, og dyrke dem til det gerne absurde. Hovedpersonen behøver derefter end ikke at være til stede, paraplyen er nok.




QED

Karikaturtegningen blev stadig dyrket intenst på kontinentet, ikke mindst i krigstid, hvor tyske ørne har udkæmpet drabelige kampe mod franske haner, mens britiske tegnere den dag i dag ikke er mindre blodige om at komme først, når nye ministre udnævnes. Den vindende tegner er sikker på omtale i historiebøgerne for at have iscenesat det ansigtstræk, der slog an i offentligheden.

Ikke så herhjemme. Her ligner politikerne sig selv, og i det vellignende ligger en gensidighed i forståelsen af deres handlinger. Tegningerne behøver ikke være mindre barske af den grund, men når eksempelvis politikere udleveres, flytter diskussionen sig ikke væk fra, men forbliver på deres egen grund. Nazisterne klagede sig hver eneste gang, de blev tegnet, mere behøves næppe siges.

Kun Kierkegaard er forblevet ved de løse formodninger, vi har om hans udseende. De svungne pandelokker, som i Per Marquard Otzens streg, eksempelvis. Portrættet er løseligt inspireret af et maleri, der blev til et halvt århundrede efter forfatterfilosoffens død, men i tegningen er vi i en helt anden liga. Maleriet søgte at forbinde forfatter med skrivepult, hvor 1+1 aldrig bliver andet end postulatet 1+1. Per Marquard Otzen derimod lader os se med over skulderen og bryder dermed mængdens forbandelse. Som beskuere forholder vi som enkeltpersoner til Kierkegaards forfatterskab. Hvormed hans ønske er gået i opfyldelse - også i en tegning.
Per Marquard Otzen: Søren Kierkegaard januar 2013.


Kun er der at begræde, at vi endnu ikke er sluppet for betegnelsen "karikatur". Karikaturen er en underafdeling af hele bladtegningens felt, med egne præmisser og virkemidler. Det er dog langt hen ad vejen en tabt sag at gøre op med karikaturstemplet. Men bladtegningen herhjemme udviklede sig til langt mere og andet. Så må navnet komme siden.

Sunday, 6 January 2013

Uden Kierkegaard ingen bladtegning - del 1


200 år har vi måttet vente på at se Kierkegaard i en ilter skrivestund ved pulten. Så blev det også en pragttegning, hvor Per Marquard Otzen forener skrøbelighed helt ud i skrivepulten med beslutsomt eftertryk af kullet, at vi ikke skal tage fejl af viljestyrken bag.

Vi kan næsten læse med over skulderen på forfatterfilosoffen, en sprutten af pennen, som han har til fælles med bladtegneren:
Per Marquard Otzen - Kierkegaard anno januar 2013

Til forskel fra mængden af managementfrelsere, der har set lyset i Kierkegaard, er forbindelsen mellem forfatterfilosoffen og bladtegningen smertelig, men virkelig. Uden ham ingen bladtegning, som vi har kendt den herhjemme de seneste 150 år.

Udgangspunktet for deres forhold var det værst tænkelige. Tændsatsen var Kierkegaards egen og medførte et martyrium, der kom at indgå i hans livsfortælling som overgangen til hans religiøse forfatterskab. Herefter trak han sig om ikke ud af det omgivende liv, så længere væk fra det.

Ved udgangen af 1845 lod Kierkegaard en bemærkning indskyde som afrunding til en artikel i Fædrelandet, om ikke også han snart kunne blive hængt ud af satirebladet Corsaren, for "Det er virkelig haardt for en stakkels Forfatter at staae saaledes udpeget i dansk Literatur, at han (antaget at vi Pseudonymer ere Een) er den eneste, som ikke udskjeldes der".

Kierkegaard forsøger at entrere Corsarens kotor i Peter Klæstrups streg

Artiklen angik forfatternes status i det datidige mediebillede, idet Søren Kierkegaard fremhævede, at den sande forfatter ikke havde behov for den ydre optræden. Ord, der først og fremmest var møntet på P.L. Møller, men også H.C. Andersen fik sin bekomst for at dele ud af indre bølgegange.

Selv kunne han ironisk tilføje, at han altså end ikke havde været hældt ud på bladets Corsarens vittige sider, og før ville man ikke være berømt ifølge gadens normer.

Kierkegaard satte P.L. Møller under ét med Corsaren, eftersom denne var tilknyttet bladet, men det gjorde ikke forehavendet bedre i Kierkegaards optik, at Corsaren var tidens vovede indslag på et tidspunkt, hvor enevælden var nær sin undergang og derfor var mere ømfindtlig end nogensinde. En af enevældens irritationsmomenter blev da dette ugentlige blad, der kritiserede, men også legede med tilværelsens store og små tildragelser og det især gerne de små, for København var ikke større.

- og smides ud igen

Kierkegaard havde hidtil været forskånet, han var endog blevet erklæret for udødelig i en anmeldelse skrevet af bladets redaktør, Meïr Goldschmidt. Alligevel blev forfatterfilosoffen efter sit indledende angreb taget meget bogstaveligt på ordet. 

Officielt vidste hver part ikke, hvem de skrev imod. Kierkegaard brugte pseudonymer i et spil med meningspositioner og skrivestil, bladet derimod måtte af hensyn til censuren hver uge finde en ny borger, der ville indvilge i at stå som officiel redaktør af bladet. Corsarens modtræk måtte derfor blive en leg over det at skjule sig og samtidig uden blusel lade sig se på gaden, konkretiseret i en dialog over en nyopdukket planet, der havde "paadraget sig alle Lorgnetter":



Afsættet var en kritik af enevældens nepotisme, hvor forfremmelser og æresbevisninger i staten næppe kunne forklares rationelt, men dialogen udartede sig undervejs til en diskussion over, hvordan sand genialitet genkendes.


Excentrisk fremfærd skulle være en af kendetegnene, se blot Kierkegaard selv, lød det undervejs, han lader sine bukser sy med forskellig bukselængde.

Dialogen mundede ud i en fræk vurdering af enevældens anlæg for at fremme goderne for dens egne protegéer, men bukserne var det billede, der straks blev grebet af folkeviddet, hjulpet på vej af Corsarens tegner, Peter Klæstrup, der sørgede for en diskret forskel benlængderne imellem.


Klæstrups forbillede var de franske blade, La Caricature og efterfølgeren Le Charivari, der frem for krone og sværd udstyrede borgerkongen Louis Philippe med bredskygget hat og paraply - symboler på den korrupte magts undertrykkelse af den fri presse:

Louis Philippe, her med Talleyrand, i Daumiers streg

Herhjemme gjorde censuren det ikke muligt at sætte billede på Frederik VI, og målskiven blev i stedet Kierkegaard.

Han havde dog også udtalt sig med ubehag over for demokratiets mulighed – der ville medføre mængdens magt – så han blev i tegnet form udstyret med hat og paraply i lige linje fra borgerkongen. For at gøre iscenesættelsen komplet, blev han desuden foreviget med kortlægningens præcision, som var han en modelaps fra datidens yndede satiriske stik.




Det var en formel, som offentligheden var fortrolig med, og den var nådesløs. Kierkegaard var blevet udleveret som endnu en udløber af ufornuftens seneste påfund i gadebilledet. 

George Cruikshank: Dandies Dressing.

Alle parter var som nævnt i forvejen anspændte. Nu skulle være nu - i år får vi grundlov, skrev handelsfolket indbyrdes til hinanden, og nu skulle bestemt ikke være nu, set fra magtens synspunkt. Demokratitilhængerne som den ene part langede ud efter Kierkegaard, som blev gjort til den anden part, fordi han aktivt argumenterede imod massesamfundet.


George Cruikshank: Inconveniences of a Crowded Drawing Room

Kierkegaard var overbevist om at være blevet ramt af de første konsekvenser af dette massesamfund. For den kunst, der henvender sig til den store skare, må nødvendigvis være skåret til, så den er forståelig for mange. Den har intetheden som begyndelsespunkt, eftersom den ikke virkelig vil gøre en forskel ud over at nå så mange som muligt. Hvis det skal lykkes, er den nødt til at udgå fra den laveste fællesnævner, som forfatterfilosoffen understregede. Af dens brugere kræves der derfor heller intet.

Selv tog han kun til genmæle offentligt en enkelt gang, hvor han konkluderede, at man altså kunne bestille Corsaren til at skælde ud på sig, hvorfor dens "faldne Aandrighed med samt dens skjulte Hjelpere: den vulgivage Vittigheds Proffessionister og Næringsdrivende skal og bør literairt ignoreres, ligesom borgerligt de offentlige Fruentimmer".


Kierkegaard spankulerer i Klæstrups streg - med hat og paraply


Vulgivag er et ord, vi absolut bruger for lidt i dag. Heldigvis skulle det gå anderledes - for bladtegningen. Herom i næste del.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...