Monday, 26 November 2012

Tegner til sponsoransættelse


Daryl Cagle har taget et meget flot initiativ på vegne af Bill Day, en af de tegnere www.cagle.com syndikerer:



Bill Day har forsøgt at få sin hverdag til at hænge sammen, efter at han i 2009 blev sagt op på The Commercial Appeal i Memphis i kølvandet på den økonomiske nedtur - jeg har selv været en af dem, der flåede avisen op for at se hans værker. Nu står han til at miste sit hjem.

Han har siden sin opsigelse arbejdet som cykelsmed, men kroppen er ved at give op. Daryl Cagle samler ind til en årsløn til Bill, så han kan ansættes på cagle.com og udnytte, hvad han gør bedst. Hvis planen lykkes, er det hans opgave at tegne fire tegninger om ugen. Til hans sponsorarbejdsgiveres glæde og nye interesserede arvtagere.




Bill Day arbejder i en meget klassisk, amerikansk tradition, som han bogstaveligt har pudset op, så han til tider synes at arbejde i tre dimensioner. Når han er bedst, lægger han to motiver ordløst over hinanden - og allerbedst når Florida bliver aftrækkeren på hans eget kontinent.





Er et sponsorat til ebøger eller årbøger en idé til kalendergave? Her omkring er gavekalendere naturligvis kun til de voksne, så tysh mere siges ikke her.


Sunday, 25 November 2012

At være af sin tid


Fredsduen har haft en hård uge som tegnet symbol. Den har været plukket, ramt i solar plexus, truet af pegefingre og missiler. Klart, at den indledte sabbaten som yderst fornærmet lille fyr, da den endte med at blive overset af alle i den aktuelle fredsslutning:

De fire - alle sejrende - herrer tegnet med ryggen til duen og os - Michel Kichka, november 2012.

Det er tid for tegnerne at tage en stund fri og udskifte stridsøksen - hache - med at ryge en fredspibe af ... naturligvis, som udvekslet blandt to identiske for tiden non-kombattanter også hos Kichka:




Med et time out uden røgskyer, har der været tid til at undres over den spild af tid, som diskussionen optog i forlængelse af Hans Hertels fremragende PH-biografi: Hvordan ville PH have forholdt sig til en vis krise i efteråret 2005/vinteren 2006?

Hertel har retteligt igen og igen kunnet fastholde, at det er umuligt at sige.

I første instans er spørgsmålet forkert stillet. Havde han levet i dag, ville PH for længst inden krisen have haft sin relation til Jyllands-Posten. Karaten af forholdet og hvor intenst, meningerne ville være føget, ville have betydet, hvad han mente om netop denne artikel også.

For det samme type spørgsmål kunne jeg ikke lade være med at stille mig selv undervejs med Samling med egen Rembrandt, om Johannes Hage, stifteren af Nivaagaards Malerisamling, der udkom i 2006. Spørgsmålet var dengang, hvordan han ville have stillet sig til Irak-krig 1 og 2 - foruden tilfangetagelsen af Saddam Hussein?

Svaret var enkelt. Han ville have været fuldstændig ligeglad. Han ville årevis før nogen europæer havde talt Irak, have gjort, hvad han kunne for kurdernes situation i det nordlige Irak. Selvom han havde en fortid som kombattant i 1864 og altid erklærede sig parat til at stille op, var regnskabets time ikke hans gebet. Små folkeslag i nød skulle derimod have omgående assistance. Johannes Hage ville have sat underskriftsindsamlinger i værk over det halve Europa, udvekslet og fået oversat artikler om massakrerne, samlet ind og sendt hjælpepakker, som vi ved, han gjorde for bl.a. boerne, kretenserne, makedonerne og især armenierne allerede fra 1894-95 og yderligere intensiveret lige efter århundredskiftet. Flere årtier før de folkemord, Tyrkiet så nødigt vil vedgå i dag.

"Det eneste som Sultanen frygter er, at hans Grusomhed bemærkes og offentlig omtales!" skrev hans søster, Ville Heise, der var blevet sat på opgaven at samle underskrifter ind på svensk grund i 1902. Barbariet var mindre Tyrkiets end Europas vanære, med Johannes Hages ord, ved at se til med ligegyldighed på sin samtid.

Hvoraf det egentlige spørgsmål er udledt: Hvem er af sin tid?


Thursday, 22 November 2012

Litteraternes selvopløsning


"Jeg er ikke længere forfatter"

Fuldendt sidste punktum på Karl Ove Knausgårds 6-binds mastodont Min Kamp, der vil få endnu flere kritikere til at gå i vandet i iveren efter at slå bro mellem fiktion og virkelighed. Det kan man kalde forgæves studieår.

De forglemmer, nærmest fornægter, deres egen vanlige afvisning af forbindelsen mellem fortællerjeg og forfatter. Forfatteren, der slet ikke er del af værket, når først denne har sat sidste punktum, hvis denne overhovedet var indskrevet i værket i første instans, som forfægtet siden ... langt mere end et halvt århundrede siden. Og det til trods for en tendens til at tage æstetikkens traditionelle ståsteder op til fornyet belysning, som eksempelvis Richard Shusterman ("Back to the Future: Aesthetics Today" i The Nordic Journal of Aesthetics, No. 43/2012) netop har spurgt ind til.

En bladtegner derimod falder aldrig i.

- husk at klikke for større opløsning, hvor farven først for alvor får glød

Per Marquard Otzen billedgør kampen mod den diktator, der først brugte samme værktitel, hvortil han inddrager den bibelske Jakobs kamp mod englen. Den eksistentielle kamp, hvor englen - Gud selv måske? - til tider i billedkunsten har været smeltet sammen med Jakob i kampens intensitet. Denne gang, derimod, er de lagt ud i en aldrig afgjort spænding, med Hitler som den besatte. Han er lutter rundinger, mens vingerne spidser til. Knausgård derimod forbliver sine skarpe linjer trods vingernes bløde tyngde. Han kender præcis sine kræfter og har ikke et øjeblik forglemt sig. Han ønsker næppe heller at få kvalt den gamle, han ved i modsætning til sit værks analytikere, at det lever i kraft af spændingen.

Som Knausgård forholder til sit værk som værk, leger Marquard Otzen med os gennem et af sine egne kendetegn: Den fede kulstreg, næsten altid i tegningens midte, der giver dynamik til figuren, så den ikke behøver nærmere konturering. På samme tid, som den fuldstændig opløser motivet og fortæller os, at dette er BLADTEGNING.

Tegnet kunst, ikke virkelighed. Men kunst, vi tager med os.

Hvis det ikke allerede var et kast med hovedet til litteraterne, har tegneren placeret en streg underneden gennem tegningen. Med ordet Kamp. Aldrig overtrådt.


Friday, 9 November 2012

"Under en regeringstid af vold og uretfærdighed"

"DURING A REIGN OF VIOLENCE AND INJUSTICE"

ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS



- det kan man kalde en eufemisme. En bortforklaring til tiders ugunst, større end menneskene selv.


- that is one h… of a euphemism. Explaining away the Kristallnacht to the disadvantage of a day and era beyond the action of man.


Mindeplade for synagogens ødelæggelse den 10. november 1938 i Freiburg/
Memorial plaque for the synagogue destroyed on November 10, 1938 in Freiburg.
Photo by me.

Men det var og blev mennesker, der forårsagede Krystalnatten, hvorunder synagogen brændte ned i Freiburg i 1938. Uanset mindestens senere bortforklaringer.

"For at ondskaben skal komme til magten, behøver gode mennesker blot at stå til", som Edmund Burke fastslog.

Lad os derfor markere dagen med en af dem, der blev ramt af lovens/retfærdighedens boomerang. Eichmann var ansvarlig for logistikken, der gjorde det muligt at sende så mange mennesker til deres endeligt i udryddelseslejrene. I et par årtier levede han efter krigen i Argentina under ny identitet, men det lykkedes at opspore ham og stille ham for retten i 1961. Året efter blev hans dødsdom eksekveret.

But it was undeniably human beings who caused the Kristallnacht during which the synagogue in Freiburg was burned down in 1938 regardless of the memorial's subsequent excuses.

"The only thing necessary for the triumph of evil is for good men to do nothing". As stated by Edmund Burke.

Let us therefore mark the day with one of those who was faced with the boomerang of justice. Eichmann was responsible for the logistics that made it possible to send off that amount of humans to be murdered in the extermination camps. For a few decades after the war, he lived in Argentina under a new identity, but he was eventually tracked down and put to trial in 1961. The following year his death sentence was effectuated.


Michel Kichka, juni 2012.
- Jeg har intet andet gjort end at adlyde Førerens! ordrer!
- Og vi den menneskelige! retfærdighed!
Michel Kichka, June 2012.
- I have done nothing but obey the orders! of the Führer!
- And we the justice! of man!

Eichmann var et gennemgråt menneske. Under retssagen jamrede fotografer, tegnere og skriver sig over hans totale mangel på nuancer, men Michel Kichka har naglet, at heri lå farligheden. Den bedemandsgustengule ville ligefrem give ham indre liv, så den er denne gang lagt i rebet. Eichmann selv forbliver ren, skarp følelseskulde.

Hans rettergang med vidnesbyrd fra 1600 overlevende betød så stort og voldsomt et materiale, at holocaustforskningen blev en realitet.

Eichmann was a thoroughly gray man. During his trial photographers, illustrators and writes wailed at his total lack of nuances; there was nothing to report back home any different from the day before, but Michel Kichka have nailed that therein lies the danger. Eichmann's usual funeral sallow yellow would this time suggest an inner life, so the yellow is in the rope instead. Eichmann himself remains a sharp icy lack of empathy.

The trial's testimonials from 1600 survivors constituted such an extensive and forceful material that the Holocaust research ensued.


The cartoon shown is courtesy of Michel Kichka and must not be reproduced without his permission.


Thursday, 1 November 2012

Et øjeblik uden for tid og sted


Når en tegner begynder at tage foto af sin pen, har vi et problem. Kianoush Ramezani er efter en horribel sensommer, hvor han trods asylstatus i Frankrig pludselig stod uden bolig, nu kommet til Genève. I Schweiz, hvor krig er en teoretisk størrelse.



Der gives begivenheder, som heller ikke fungerer i tegningens format. Dagen for Pussy Riots dom var rastløs, fordi de forventede stortegninger udeblev. Tegnerne syntes at tøve, og det varede usædvanligt længe, før lidt begyndte at dukke op. Tegnet storhed blev det slet ikke til på papir, men på gadeplan blev der tegnet. Pussy Riot hørte til i det offentlige rum, hvor masker dukkede op overalt for at markere, at de ikke kunne gøres tavse:


Kiss Mama: Free Pussy Riot, København, 11. august  2012. Foto: Jakob Holm Hansen.

Masken, symbolet, markeringen, som nægter al tøven, den hører til gadens stærkere udtryk, i forhold til at sidde ned med plads til en anden dobbelttydighed. Nadia Khiaris WillisfromTunis ser tv og råber tilbage, da han bliver spurgt om debatten med (premiereminister Hamadi) Jebali er begyndt: - nah, men Pussy Riot er på!

Nadia Khiari: WillisfromTunis, 28. september 2012.

Willis er forresten netop nu på vej verden rundt på 300 dage på ryggen af en landsmand. Et fantastisk syn - jo også Taj Mahal, men især i kombination med Willis og tunesisk flag på en ung og fri eventyrer med et stort mål for sig:


https://www.facebook.com/TourDuMondeEn300Jours

I Schweiz til gengæld giver den fysiske overlevelse overskud til at se på gamle tegninger. Vi konstaterer, at de holder kunstnerisk, mens tegneren selv konstaterer aktualiteten af deres indhold. Hans hjemland formodes nu også at deltage i det kapløb, som nu allerede i en menneskealder har kunnet knuse jorden flere gange, end dens størrelse giver behov for.

Kianoush Ramezani: The Peaceful Nuclear Explosions, 1997.

Det er blevet tid at tegne igen. Selv i Schweiz, hvor Kianoush til gengæld giver et stort bud på en nytolkning af den fredens ikonografi, som aldrig virkelig... vel egentlig fordi, vi så sjældent kan skildre freden. Så dens fravær bliver her til bogstavelig kortlægning af samme fravær, tegningen af en kontur over en kontur. Men grenen lever endnu. Muligvis?

Kianoush Ramezani: Peace, The Crime Scene, 28. oktober 2012.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...