Wednesday, 31 October 2012

Look there, look there. O, O, O, O


Rolf Nowotny er som billedkunstner træt af at sætte ord på sin kunst. Ord har det med pludselig at finde den forkerte vej og sætte fokus på betydninger, som ikke findes.

Det er der råd for. Man lægger en stabel tegningssamlinger foran ham og ser, hvad der sker.

Ib Andersen, Almayer's Folly ved Joseph Conrad, Politiken - sort/hvid stregtegning med den trykte farvelægning på bagsiden, her igen ført sammen ved et dobbeltscan af Simon Bang. Originaltegningen ejes af Simon Bang.

Han blev draget til den gennemførte detaljering hos Ib Andersen, pennens fornemmelse for materien. Den præcise dokumentation. 

Figuration versus tomhed. Det blanke, figuren midt i det hele, som ikke forbinder sig til sine omgivelser. En gekko piler over bordet og breder billedfladen ud foran os. En palme i baggrunden bliver horisont for hendes blik. Men hun forbliver fjern for os og bliver dermed i sit fravær stedet for vores egenprojicering i fladen. 

Jacques Tardi,
Forside til
C'était la guerre des tranchées, 1993.
Rolf Nowotny,
Full Frontal Nudity, Overgaden 2011.

Virkeligheden, det tilsyneladende og det åbenlyse - der opstår en visuel dialog mellem Tardis tomme ansigter med de runde øjne mod Rolfs keramik i den større installation. Eller vi genkender hans egen genkendelse af mødet mellem materie og hjørne i den ukendte, unge kvinde, der danner hjørne ved at trække os ind i billedfladen.


Ib Andersen,
Forside til Grønningens katalog, 1938.
Rolf Nowotny,
Sex, steel corner, Antechamber 2012.
Foto: Jan Søndergaard.

Nu skulle det egentlig handle om Rolfs færdige arbejder, men han er et levende engageret og meget fortællende menneske, som i alle hjørner af livet kombinerer tænksomhed med efterprøvningen af det fysiske materiale, dets modstand. Og den seneste måned har han eksperimenteret med nye penne. 




Den glæde har han straks delt med os - pludselig dukker søslanger op på papirhjørner, der desværre ikke her kan gengives i fuld detaljerigdom. Men tro mig, den er en pragt af skællede strøg og hurtig penneprikken, mens papiret piskes op til uvejr.

Look there, look there. O, O, O, O. - for nu at citere endnu en stakkel ved navn Lear

Det lille menneske afslører som detalje, hvor hurtigt Rolf har arbejdet. Pennen har givet modstand i bølgerne, hvad der kun får dem til at fremstå endnu mere faretruende, mens pegefingeren krummer mod en ukendt fare i en grad, at han endnu ikke selv har opdaget, hvad vi kan se. 

Det er en gave at kunne tegne så sikkert og så levende på samme tid. Brædderne banket sammen med lidt søm, så de lige akkurat er sødygtige, har deres helt egen fortælling i sig. Vi er på legens plan, så dobbeltlagene er endnu ikke opstået. Staklen foran os bryder i farlighedens uendelige ensomhed netop sit eget rum for at advare os, hvorved vi ser antydninger af nye veje i Rolfs kunstneriske udvikling, så meget menneske, så megen kunnen, så megen humor. 

Alt imens vi kan sætte os tilbage og tage for os af fortælleglæden, for det er jo en del af kunsten, at vi kan nyde kalamiteterne uden at komme til skade imens?


Tuesday, 30 October 2012

Aben er tilbage!


Han er her igen, Aben! Hvad der fortjener et udråbstegn, for fra i dag er det muligt igen at købe nytrykte plakater af Valdemar Andersen og kolleger fra det tidlige 20. århundrede. I alt 80 plakater, heraf halvdelen trykt efter Designmuseum Danmarks eksemplarer, er at finde hos Dansk Plakatkunst:




Den ene part bag projektet er Nikolaj Pors, den uforlignelige, som altid glædesstrålende har gjort et nyt fund. Få har som ham vist et aldrig svigtende øje for bladtegningen og med den plakatkunsten. Når originaler har været kastet ud, har han igen hentet op for at sikre deres bevarelse helt ind i den danske museumsverden. 

Uden Nikolaj havde vi mistet store dele af Valdemars livsværk, og Sonja Vesterholts plakatgalleri var fra 1980 et arnested, der udviklede københavnernes fornemmelse for det ægte værk. I dag lykkedes det at overtale de to ildsjæle at stå stille et øjeblik:



Plakater er hver gang resultatet af flere parters interesser, lag, der skal artikuleres, som Per Arnoldi understregede ved dagens præsentation, og alligevel formår de store kunstnere - for stor kunst er det - at få den færdige flade til fremstå, som var den undfanget af kun denne ene, plakatkunstneren selv. Kunstneren som den visuelle artikulator, der former vores byrum.




Og når nu Per ligefrem indtager en klassisk plakatpositur, er det en lejlighed til at fremhæve endnu en Valdemar. De tunge kinder og nakkens runding, der i sin tid kendetegnede hans eget barn, så enkelt fortæller han om barnets undren over verdens opfindelser, at Carlsbergs Citronsodavand - den bruser!





Thursday, 25 October 2012

Hvad siger en kunsthistoriker til Abildgaardsalen?


- Spurgte dr.phil. Mirjam Gelfer-Jørgensen mig engang med et sigende smil.


Valdemar Andersen: Pige med sommerfugl, øverst på Abildgaardsalens ur.
Hun er en skulptur, der i egen ret ville være erklæret bevaringsværdig, hvis hun blot ikke havde siddet på - et ur.
For hun har uhyggeligt ret. Nedenfor er gengivet hendes debatbrev til Weekendavisen, der fastslår de akutte situation for de arkitektoniske pragteksemplarer fra det tidlige 20. århundrede, hvis facader fredes. Deres indhold derimod, som deres arkitekter skabte med lige så stor omhu som tagets hældning og hjørnernes vinkling - det er op til tilfældige personer indenfor, hvis de en dag synes - der skal da ske noget nyt?

Som kunsthistorikere bærer vi vores del af ansvaret. Vi har forsømt at få sprog for udsmykninger af lofter og vægge, forsømt at definere betydningen af den indre arkitektur, herunder det unikt tegnede møblement, forsømt at skabe det omfattende forskningsmateriale, så vi kan begrunde, hvad der har værdi.

Michelangelo er en typisk undtagelse, der blev en central figur i den store kunsthistorie. Han, som malede på et vist loft, formåede at banke sin position igennem, at uanset hvor hans kunst befandt sig, så var det kunst.

Michelangelo, udsnit af sistinerloftet, her Jeremias.

Lige siden har kunsthistorikerne leet paverne ud, især de stykker med pavenavnet Clemens, som forsøgte at komme af med det malede stads eller som det mindste få tilføjet en del lændeklæder, så loftet svarede til deres tids smag.

Deres tids smag. Det er kerneproblemet. Den tilfældige fjernelse eller tilmaling efter nu-og-her-princippet fjerner helhedstanken for en bygning, som nogen har givet os som en gave for at gøre en forskel for os og som har kræfter til at leve på tværs af tiden.

Ditte Gantriis, Company, 2012. Foto: Green Is Gold / Ditte Knus Tønnesen.

Interiøret i det 20. århundrede er så meget vigtigere, fordi kunstens løsøre blev flyttet fra vores officielle fællesbygninger til sikrede institutioner. Det var der en god grund til, selvom Adorno det sidste halve århundrede er blevet groft fejlciteret for, at det betød kunstens død. Men netop interiører er en type kunst, som ikke kunne være nærmere i vores liv. Ofte befinder den sig endnu privat.

Ritt Bjerregaard har svaret på Mirjams debatindlæg, at det for Københavns Rådhus' vedkommende er et hærværk, der kun drejer sig om løsøre som et par skriveborde?

Men det er intet svar, det er indbegrebet af problemet. For skrivebordene har været tænkt ind som en helhed. Til os.

Ditte Gantriis, Company, 2012. Foto: Green Is Gold / Ditte Knus Tønnesen.Ditte arbejder med hele rum i opbrud af form og mening, men i modsætning til Michelangelo er hun som billedkunstner beskyttet mod indgribende paver. Medmindre hendes installation flytter fast ind i en sal.


Som Mirjam understreger, er sikringen af det 20. århundredes interiører enkel at omsætte i praksis. Det er kun øjnene og indstillingen der mangler.


Vi skal også frede interiør


Weekendavisen bragte den 21. september dette meget vigtige debatindlæg om et stykke kulturarv, det haster med at få sikret:


Af Mirjam Gelfer-Jørgensen

Sammen med Realdania går staten nu ind i restaureringen af Finn Juhls sal i FN. Salen kan betegnes som et gesamtkunstværk, idet Finn Juhl ikke kun tegnede selve arkitekturen, men tillige alt inventar. For et par år siden sikrede en privat mæcen, at Juhls eget hus med hans møbler nu bliver bevaret for fremtiden som en afdeling af Ordrupgaard.


Valdemar Andersen: Den store spisesal på Diakonissestiftelsen, foto: Niels Larsen
- eksempel på en pragtsal, som ikke er fredet

Men dette er undtagelserne, for trods det, at arkitekter gennem tiderne har skabt helheder af samme høje kvalitet som Juhl, så er disse ikke sikrede, da den nuværende fredningslov kun omfatter bygningernes ydre og indvendigt kun det vægfaste. I dag begræder mange, at fornemme eksempler på Danish Modern Design er gået tabt, og at de få bevarede står i fare for at forsvinde.

En række bygninger, der har høj status inden for vor kuturarv, og hvor arkitekt og bygherre også ønskede husets indre præget af kvalitet, er blevet ødelagt i vor tid. For at nævne et enkelt eksempel, så skabte Martin Nyrop med Københavns Rådhus et mesterværk, hvor intet blev overlagt til tilfældigheden. At rådhuset er en arbejdsplads har selvsagt krævet ændringer; de oprindelige skriveborde har måttet udskiftes med borde til computere, og ergonomiske stole er blevet tilbudt de ansatte.

At flere dog har vidst at sætte pris på inventarets gode kvalitet og funktionalitet, vidner mangt et kontor om. Men for et par år siden markerede Ritt Bjerregaard sit kortvarige ophold som overborgmester ved - i modsætning til tidligere borgmestre - at rydde tre af de spektakulære rum for at pryde sit image med helt nyt udstyr, der på ingen måde harmonerer med husets idé. Det er skammeligt, at sådant kunne foregå i et helstøbt værk, hvor medarbejdere, der ikke kun som Bjerregaard er på "gennemrejse" tager vare på inventaret.

Valdemar Andersen: marmoreringsdetalje fra den store spisesal på Diakonissestiftelsen, foto: Niels Larsen
- typisk en detalje, som dagens arkitekter omgærder med angst, indtil den er malet hvid.

Rådhuset demonstrerer tillige, at fredning af interiører ikke bør omfatte alle rum, for det er ikke ønskeligt at omdanne huse til museer. Er fredning ikke mulig, bør der i hvert fald tages initiativ til fotografisk dokumentation. I de senere år er der sket mange ændringer af interiørerne i en række fredede, offentlige bygninger og institutioner, hvor løbet nu er kørt. Men tilbage er der en gruppe fra det 20. århundrede, som det haster med at få sikret.

De er eksponenter for den højt besungne danske arkitektur og for Danish Modern Design. Fra politisk side fremhæves dansk design, ikke mindst møbler, gerne som et område,  hvor Danmark har sat sit præg. Det har i høj grad medvirket til at fremhæve det lille lands formåen. Det samme gælder det danske interiør.

Valdemar Andersen: Hejredetalje fra den store spisesal på Diakonissestiftelsen, foto: Niels Larsen

Man bør fra politisk side søge at løse denne overkommelige problematik, og ligesom i andre lande finde løsninger af fleksibel karakter for det relativt lille antal værker, der kan være tale om.


Tuesday, 16 October 2012

Afvæbnende tegninger


DISARMING DRAWINGS


ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS


Så er vi der igen. Bladtegner udgiver bogværk med velkendt historiker/forfatter/skriver af anden art - og hvad gør anmelderne: Beskriver bogen som illustreret, som var tegneren en senere tilkommet tanke, sekundært til den tunge-lærde-enestående-ord aldrig før sete-skarptskuende tekst.

Bogværket er denne gang Roald Als og Søren Mørchs Nullerne ved Politikens Forlag. Og jeg må indrømme, at jeg også er lidt skuffet. Over forlagets format. Tegningerne har lige akkurat fået for lidt plads, har fået den cm. for lidt hver gang, så detaljer sløres, men også deres magtfulde tilstedeværelse underspilles. De bliver undskyldende tjenerskab frem for at indtage pladsen som konger på hvert opslag.

Med al respekt for Søren Mørch, så er dette tegninger, som blev til og var i direkte clinch med deres persongalleri i Nullerne. Mudderkonens bagland jamrede sig, mens andre tog deres tegnede identiteter på sig i erkendelsen af, at bladtegneren er stærkest.


Here we go again. A cartoonist publishes a book in joint partnership with a well-known historian/ author/other type of writer - and what do we get to hear from the critics: They describe the book as being "illustrated" as if the cartoonist was a later addition, secondary to the substantial-scholarly-unique-words-never-seen-before text.

The book in question this time is "Nullerne" by Roald Als and Søren Mørch at the Politiken Publishers. And I do admit that I am a little disappointed. With the guts of the publisher, that is. The drawings are each time squeezed that one centimetre too tightly onto the page. The details will go unnoticed, while the powerful presence of the cartoons is played down. They are the apologetic servants, rather than they being allowed to rule each spread.

With all due respect to Søren Mørch, these are cartoons created in the first era of this millennium that the book is meant to expose, and what is more, at the time they constantly confronted and affronted the persons portrayed in the book. The political entourage of certain right-wing protagonists were agonized, while others adopted the identity they were given in his drawings very much aware that the cartoonist will always win anyway.



Michel Kichka, april 2012 - et nyt lag til diskussionen hvorvidt, det er kunstneren eller morderen, der skaber kunstværket / – giving us a new aspect to the discussion whether it is the artist or the murderer who create the artwork.


Så lad os kaste ordet "illustreret" over bord og tage et nærblik på Michel Kickas skønne begreb, des dessins désarmants, i.e. afvæbnende tegninger:


So let's throw the word "illustrated" overboard and take a closer look at Michel Kicka's beautiful concept, des dessins désarmants, i.e. disarming drawings:

Sunday, 14 October 2012

Men bladtegneren er stadig under anklage


Efter næsten 10 år sammen brød min laptop endegyldigt ned. Dog ikke uden først at tillade fuldstændig kopiering af harddisken. En Mac svigter aldrig.

Så det er med en følelse af savn, taknemmelighed og legelyst ved et tastatur, der dufter forjættende giftigt af bromerede flammehæmmere, at jeg igen kan logge på. Og hvilke tegninger venter der ikke. 

En lydelig tegning, smertensudbruddet skal udsiges!
Den israelske tegner, Michel Kichka, har naglet den kristne kirkes manglende evne til nytænkning. Formelle tiltag som Det andet Vatikankoncil, der i år kan fejre 50-års jubilæum, og som skulle have flyttet kirkens forestillinger om omverdenen til en mere favnende tilgang. Alligevel viste der sig ikke den store handling bag ordene.

Men lad os være ærlige. Der ligger et vist problem i et trossamfund, hvis symbol selv i bogstaveligste forstand er - i den anden betydning af at nagle - naglet fast. Og helst skal forblive det, naglerne rummer pointen. Så, hvor der er mennesker, vinder magtkampene. 

Dog, i Indien har den offentlige debat vist sin betydning. En del af anklagen mod Aseem Trivedi er frafaldet - den del, vi vist ville kalde forstyrrelse af den offentlige orden. Bladtegneren i ham fastholdes til gengæld som anklaget. Der er stadig spørgsmålet om vanhelligelse af de indiske nationale symboler: 



Dette er den af hans tegninger, jeg er mest vild med. Jeg ved ikke, om teksten ved siden af oprindelig har hørt med til den. Den kan være føjet til, da den blev lagt ind på hans hjemmeside Cartoons Against Corruption. Men tegningen er så ren i sin form, at uanset om forlægget i de tre løver huskes, så fornemmes noget meget smukt at være korrumperet til noget grumt og grisk. 

En handlingstegning om korruptionens fare næsten uden pegende pile.

Thursday, 4 October 2012

De hjerteligste hilsener fra krigen

WITH LOVE AND KISSES FROM THE WAR

ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS


Tegneren Uli Knorr har kombineret historisk dokumentation og egne tegninger til noget så vidunderligt som en opdragelseshistorie til normalitet ført fra første verdenskrigs tyske skyttegrave.

På et loft har Uli Knorr fundet breve og især postkort fra sine oldeforældre, og det er foreløbig blevet til en lille særudgave som optakt til en større manifestation, når det i 2014 vil være 100 år siden, første verdenskrig blev erklæret. Krigens billeder i form af gruopvækkende postkortmotiver blev brugt til at opdrage en børneflok på 5 til fornuftige voksne, mens den ene (sted)forælder slog ihjel på statens kommando, og den anden var udskrevet til at fremstille ammunition.

The cartoonist Uli Knorr has combined historical documentation with his own drawings and created something as wonderful as a parenting story from the German trenches of the Great War.

Uli Knorr found letters and especially postcards from his great-grandparents in an attic, and he has so far published a special issue as a prelude to a major manifestation in 2014, which marks the 100th anniversary of the declaration of the First World War. War images in the form of horrifying postcard designs were used to rear an offspring of five children into sensible adults, while one (step)parent was committing murder as commanded by the state, and the other was allocated far from home to produce ammunition.



Tuesday, 2 October 2012

40 år med Plantu på forsiden

40 YEARS OF PLANTU ON THE FRONT PAGE

ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS




Plantu: Første tegning i Le Monde i dag for 40 år siden.
Plantu. His first drawing in Le Monde 40 years ago today.


Fredsduer er små aktivister, der bevæger sig ud i verden frem for at lade stå til. I dag for 40 år siden fik Plantu første gang trykt en tegning i Le Monde, og det, som dengang angik vietnamkrigen, skulle vise sig at være en tegning, der blev indbegrebet af hans kunst og åndelige vingefang:

"Faktisk er jeg en kunstner, 
der ser sig selv som en journalist i en medieverden, 
hvor mange journalister er endt som karikaturtegnere"

Som Michel Kichka så træffende har markeret, har Plantus livsværk fra første færd fastholdt de mange spørgsmålstegn frem for det udråbstegn, der afbryder enhver dialog.

Peace doves are little activists, moving about in the world rather than staying inactive. 40 years ago today, Plantu had a drawing published in Le Monde for the very first time, and what back then concerned the Vietnam War would prove to be a drawing on the quintessence of his art and mental wingspan:

"Actually, I'm an artist,
who sees himself as a journalist in a media world
in which many journalists have ended up as cartoonists "

As Michel Kichka so aptly has expressed, Plantu'ş life work has from the very onset cultivated the many question-marks rather than the exclamation-mark, which breaks off all further exchange.



Det udråbstegn, som det iranske præsteskab ved Ayatollah Ali Khamenei benyttede sig af i forgangne uge, da Ahmadinejad var bortrejst for at stå på talerstolen i FN.

The very exclamation-mark, which the Iranian clergy headed by Ayatollah Ali Khamenei took advantage of in the past week, when Ahmadinejad was away to stand on the podium at the UN.




Kianoush Ramezani: for Hadi Heidari, September 29, 2012.


Præsteskabet greb lejligheden til at fængsle angiveligt fornærmende elementer, og selvom den selvstændige og kritiske avis Shargh  i den grad ikke hører til Ahmadinejads støtter, røg den med i samme bevægelse. Chefredaktøren skal være arresteret for at have trykt en tegning af Hadi Heidari over en kæde af mænd med bind for øjnene:

The clergy seized the opportunity to imprison allegedly insulting personages, and although the independent and critical newspaper Shargh is absolutely not supporting Ahmadinejad, it was brought in as well. The chief editor was arrested for having printed a cartoon by Hadi Heidari fetaturing a chain of blindfolded men:


Hadi Heidari - September 2012.


Anklagen lyder på, at tegningen gør nar ad de pandebånd med korancitater, som blev båret under krigen mod Irak i 1980'erne. Selv fastholder Heidari, at tegningen angår uvidenhed - helt åbenbart i betydningen af den bevidst fastholdte og kollektive uvidenhed.

According to the indictment the drawing pokes fun at the headband with quotations from the Quran, which were worn during the war against Iraq in the 1980s. Heidari stresses that the cartoon is about ignorance - evidently in the meaning of the deliberately restrained collective ignorance.


by Hadi Heidari


Så i den retning er for og imod åbenbart enige, og det er interessant, at præsteskabet for deres del genkender hovedbånd - uanset placering - som noget, der giver fællesskab gennem at sikre blind lydighed. Vi andre fik oveni set en flig af Irans indre magtkampe, og som ofte før, kom der en bladtegner i vejen.

Men i dag har bladtegnerne deres eget fællesskab, Cartooning for Peace, under FN, hvor deres fysiske sikkerhed og ret til at tegne gøres synlig. Plantu var initiativtageren bag sammen med Kofi Annan. Plantus due er efter 40 år mere udfarende end nogensinde. Vi ser frem til de næste 40 med et stort tillykke og tak til Plantu.


So in that respect for and against are apparently in agreement, and it is interesting that the clergy for their part recognize the headband as something which regardless of location guarantees the community by way of blind obedience. The rest of us got to see a fragment of the power struggle in Iran, and as so often before it was a cartoonist, who opened the curtain to us.

Nowadays the cartoonists have their own community Cartooning for Peace within the United Nations making their physical safety and right to draw a visible one. Along with Kofi Annan Plantu was the initiator behind it. The pigeon by Plantu is after 40 years more assertive than ever. We look forward to the next 40 years with congratulations and a big thank you to Plantu.



The logo by Plantu for Cartooning for Peace within the umbrella of the UN.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...