Monday, 20 August 2012

Bladtegneren i laboratoriet



Kunstneren har i århundreder været en parallel til videnskabsmanden, begge søger de ind bag den inderste kerne af eksistensen. Ib Andersen var ingen undtagelse, og vi har før taget nærblik på ham som eksponent for det 20. århundredes tekniske landvindinger. Denne gang lægger vi ham i mikroskopet:  




Af Simon Bang



Ib Andersen forholdt sig til visse genstande, som var de levende for ham. De blev samlet og passet på i arkivskabet, hvor de blev en del af hans motivmæssige forrådskammer. 

På sine rejser og i hverdagen indsamlede han rariteter, som først ved hans udvælgelse fik os andre til at se, hvorfor de skulle gemmes. På ekspeditioner til troperne var det først og fremmest forskeren, samleren og imperalisten, der var på rejse. På den tid var det stadig muligt at nedskyde kolibrier og indsamle botanica og havdyr, som han selv professionelt præserverede i formaldehyd og fik sendt hjem i kasser. Visse dyr blev nedlagt med en lånt salonriffel, andre samlet op på findestedet. Med vore dages optik kunne det ligne en kynisk privat indsamling.

Men tag ikke fejl. Der var ingen sentimentalitet i hans sind. Han har været en realist, der ikke overfortolker verden, men har fuld accept af livet og dødens rytme. Vi kan også her forstå hans kærlighed til forfaldet og ruinerne, der ofte optrådte som motiv i hans værk. Han så netop skønheden i
 dem, som en helt selvfølgelig livscyklus.


En særdeles levende, sovende kat - også den må tegnes på ny hver gang.  Vores hukommelse fortæller os kun om yderlinjerne af kat, så den bliver en nuttet genspejling. Observation gør tegningen, ifølge Ib Andersen.



Det er her hans værk kan og skal forstås for alvor. Han viser os glæden ved det døde, genstanden, som objekt, der kun kaster sin egenart tilbage, uden sprog eller replik, alene hvilende i sin objekttilstand. Vi må elske hans kunst netop for den sprække, han lukker os ind i, fordi han her kan tale og fatte det døde og giver det en stemme og en sjæl, som ellers overses eller ikke høres, når vi passerer forbi.

Alt har skullet være sandt og rigtigt i hans kunst. Når noveller skulle illustreres, skulle det tegnede motiv være korrekt i forhold til tid, sted og begivenhed. Det skulle være de rigtige kinesiske tegn på den rislampe, hvis motivet var fra Kina, og det skulle være et arkitektonisk korrekt hus, som beskrevet i romanen eller novellen, mens typografien helst skulle være tidstypisk, så forførelsen var optimal. Det var sådan, han direkte oversat kunne indlemme sit forsker- og samlergen, så den tegnede genstand havde rod i virkeligheden. Den virkelighed, han selv nøje havde udvalgt og indsamlet med en uhyggelig sikkerhed for ikonværdien. 



Ib Andersen i atelieret i Fredensborg med arkivskabe, mikroskopet foran tegneblokken og den endnu ikke udskiftede PH-lampe bundet op, så den kaster mest muligt lys

Hertil var han naturligvis udrustet med det rette udstyr. Det professionelle mikroskop findes i mindst to udgaver i hans atelier og PH-lampen er udskiftet med moderne arkitektlamper, så emnet kunne sættes under det rette, videnskabelige lys. Opgaven var selvfølgelig lige dele arbejdsrelateret og personlig, lidenskabelig nysgerrighed, med amatøren i førersædet. Hans talent rækker rigeligt til studiet af det mikrounivers der åbner sig for hans øjne.

Men måske han har gabt over for meget, da han sætter øjnene til mikroskopet. Han kigger direkte ind i endnu et univers, med myriader af celler, systemer og i en sammensætning, som nok virker uhyre spændende, men også så kompleks, at svaret ikke er ligetil.

Det ligner mest af alt et nonfigurativt værk af stor skønhed, men så avanceret og uoverskueligt, at det ingen umiddelbar mening giver ud over, at sådan ser en haletudse altså ud, når den forstørres 10.000 gange. Han gør dog studier af haletudsen på store ark, med indvolde, hoved, hale, celler og nervebaner, så vi kan se den blotlagt og kortlagt med sin anatomiske sandhed, akkurat som Leonardo da Vinci gjorde det i sit laboratorium 500 år tidligere.





Men dette kræver et helt liv at undersøge, så informationernes mangefold under mikroskopet koncentreres til et praktisk og brugbart studie af firbenets og fiskens skæl, hvor den nye seddelserie til Nationalbanken beriges med hidtil usete detaljer og præcision i gengivelsen af et dyr fra tegneren i Fredensborg. Kunsten og videnskab forenet i lidenskab og nysgerrighed. 


En stor stak til Simon Bang og til Ib Andersens familie for tilladelse til at bringe hans tegninger.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...