Monday, 27 August 2012

Gradbøjning af monumentalitet


Mens vi herhjemme sukker over skulpturel tomhed på Havnen, lagde syriske Ali Farzat i går en tegning op på Facebook over en figur, også den sammensat af det tabte. Men denne er vrede, sorg og trussel i samme bevægelse. En tegning om at stå fast, henvendt til oprørerne, og et trusselsbrev til styret, for hver gang uskyldige dræbes, vokser modreaktionen:



Det er så fundamental en indsigt i menneskets reaktionsmønster, at det syriske styre kan slå den efter hos krigsstrategerne fra Sun Tzu til Clausewitz. Kunsten på papir har en lang tradition for at gøre lidelsen ikonisk, samle smerten, så vi stadig må reagere 200 år efter, at Goya ætsede Los Desastros de la Guerra.

Per Arnoldi slog forskellen fast til de offentlige skulturtendenser her i landet i lørdagens RadioJazz, da han kortlagde Elmgreen & Dragsteds HANfruen i Helsingør. HANfruen er som skulptur et blankt stykke - rent formelt er han vigende, glidende. Der er ingen baggrund for hans tilblivelse, ingen litterære referencer. Egentlig er han kun udtryk for en idé. Og hvis idéen er tynd, hvis der intet er at undres over, er han intet andet end et stykke nips.


Nu har vi, indrømmet, en meget smal basis for at skabe monumentalværker af den traditionelle støbning i Norden. Som Klas Östergren foldede ud i Fattiga Riddare och Stora Svenskar måtte en svensk billedhugger anno 1937 være hårdt ramt. Det svenske mådehold, den lutheranske fornægtelse af helgener, det nordiske temperaments totale fornægtelse af martyrier og heltedåd har altid haft en negativ indvirkning på monumentalkunsten. Dertil kom den lave dødelighed blandt svenske konger.

End ikke fysisk volumen, som udgør billedhuggerens råmateriale, fandtes længere. I monarkens agtværdige alder kunne et portræt i helfigur af Gustav V løses af den masse, som rummes i en gemen telegrafstolpe.

Selv glemte monumenter har deres anvendelse i det offentlige rum, ifølge Klas Östergren. De danner mørke hjørner til stævnemøder og udveksling af våben. Men grundlæggende har vi brug for nytænkning, og en af de markante kommer fra billedhuggeren Steffen Harder, om at skifte den offentlige monumentalkunst ud med faste intervaller. De brugte skulpturer får nyt liv på en skulpturkirkegård, kunstnerne opnår flere opgaver, og opmærksomheden omkring vores fællesrum skærpes.

I det samme århundrede, som billedhuggerne har sukket og måske givet op? - har bladtegnerne haft travlt hver eneste dag i det offentlige rum, som er avissiden, og netop nu i internationale fora som Facebook, der får os til at se og reagere.


Sunday, 26 August 2012

Opfattet, grebet og set


PERCEIVED, APRREHENDED AND SEEN


ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS


- Der kan ikke skrives om Ib Andersens tegninger, for de er et stykke af virkeligheden lagt ned på papir, erklærede kunsthistorikeren Merete Bodelsen engang.

Tænk, hvis en tegner vitterligt kunne sætte kunsthistorien, videnskaben og i sidste instans en mulig guddommelighed ud af kraft. På et stykke papir.

- It is not possible to put Ib Andersen's drawings into words in that they are a piece of reality put directly onto paper, as once stated by the art historian Merete Bodelsen.

Imagine if an artist was indeed able to put art history, the sciences and ultimately a possible divinity out of power. On a piece of paper.


Ivar Gjørup, Egoland, sidste rude fra nr. 5557 i serien om Det Hellige Papir, 20.9.2006/
Ivar Gjørup, The final frame of No. 5557 in the series of "The Holy Paper", 20.9.2006.
- THAT is one BOLD theory!!

Faktum er naturligvis, at kunsthistorien ikke har ord for tegnerens kunst.

Men rytmen, som den første formelle æstetiske relation af hver del til de øvrige dele af enhver æstetisk helhed eller af en æstetisk helhed i forhold til dens del eller dele eller af nogen del til det æstetiske hele af hvilken, den er en del -

Sådan skriver kun én: James Joyce med Portrait of the Artist as a Young Man, der blev til omkring den tid, da Ib Andersen var 10 år gammel.

Det var Tue, som førte på sporet igen, fordybet og diskuterende i kunstnerens egen bog om ungdommens vej til rytmen i hver del i forhold til helheden og omvendt. For Joyces vedkommende lå vejen i ordene. Tue Ebert er for sin del musiker:


The fact is of course that the history of art has no words for the cartoonist's art.

But the rhythm, as the first formal esthetic relation of part to part in any esthetic whole or of an esthetic whole to its part or parts or of any part to the esthetic whole of which it is a part -

Thus writes only one: James Joyce in "Portrait of the Artist as a Young Man", when Ib Andersen was about 10 years old.

It was Tue, who brought back the remembrance of the young Joyce, having the author's book under one arm while debating youth's road to the rhythm of each part in relation to the whole and vice versa. In Joyce's case the road lay in the words. Tue Ebert is, in turn, a musician:





Tue Ebert med bandet E bird leger i Modern Man med det modernes menneskes erfaringsverden, absurditet og rutine i stadig nye kæder - day break, earth quake, city train, belly ache, autumn leaf - alt lagt i en lazy beat, som Joyce ville have elsket at føje nye rækker til.

Begge søger de mod koncentrationen af erfaringen, for Joyce's vedkommende gennem hovedpersonen Stephen Dedalus, der endnu har mødet med Leopold Bloom foran sig. Den unge Dedalus ser idealet i den statiske følelse, når bevægelse sættes ud af kraft, så sindet kan løfte sig over menneskets gemene - fysiske - reaktioner, som begær og afsky.

Og det er jo ansatsen til en æstetik, Dedalus gør sig, med ord, der får en Ib Andersen-tegning til at tone frem. Vi har før set på Ib Andersens koncentrerede blik, som en meget fysisk proces, hvor præcist han ville kende det tegnede indefra stadig mere detaljeret som fund, han kunne notere på papiret. Det er den intense tilstedeværelse, processen, vi som beskuere oplever i hans værk:

Joyce bruger billedet af en kurv, lad os bruge en kælk. For at se kælken, må sindet lukke den ude fra resten af det visuelle univers, som ikke er kælken. Den første fase af, hvad Joyce kalder opfattelse er en konturlinje tegnet omkring det objekt som opfattes. Kælken opfattes som én ting, som en helhed.


Tue Ebert along with his band E bird is in Modern Man pondering the experience of the world of modern man, the absurdity and routines of it, constantly wringing out new chains of words - day break, earthquake, city train, belly ache, autumn leaf - all put into a lazy beat to which Joyce would have loved to add new strings.

The aim of both author and composer is the condensation of what is experienced. In Joyce's case through the main character, Stephen Dedalus as a young man, who has yet to meet Leopold Bloom. The young Dedalus sees an ideal in the feeling of stasis when motion is taken to a halt so that the mind can rise above the sordid - physical – reactions of man. Reactions such as desire and disgust.

Why, that is the beginnings of an aesthetic, Dedalus is articulating with words that make the drawings of Ib Andersen appear to our inner eye. We have previously looked into the concentrated gaze of Ib Andersen. A very physical process in which he strived to know the drawn items from within if possible, discovering, uncovering and detailing everything onto paper. It is the intense presence, the process, we as beholders experience in his work:

Joyce uses the image of a basket, we shall use a sleigh. In order to see the sleigh, the mind has too shut it out from the rest of the visual space, which is not the sleigh. This is the first phase of what Joyce calls presentation, where a contour line is drawn around the object perceived. The sleigh is perceived as one thing, as a unity.




I næste led følger beskueren punkt for punkt kælkens linjer. Som figur er den kompleks, multipel, delelig, skabt af sine dele og summen af dem. Beskueren opfatter den som balanceret del for del inden for dens rammer, føler rytmen af dens struktur. Syntesen af den umiddelbare synshandling følges således op af analysen for at gribe og forstå, snarere end at se. Joyce betoner konstant delen over for helheden, som kan adskilles, men ses under ét. Hvad der først blev opfattet som at være én ting, ses nu at være en TING.


Next, the beholder follows the lines of the sleigh, letting the eyes take it in bit by bit. As a figure it is complex, multiple, divisible, created by its parts and the sum of them. The beholder apprehends it as balanced piece by piece within its framework, feeling the rhythm of its structure. The synthesis of the immediate visual action is thus followed by analysis to grasp and understand, rather than to see. Joyce constantly emphasizes the part within the whole, the two of which can be separated, but are seen as one. What was first considered to be one thing is now seen to be a THING.




Det sidste og samlende punkt er som altid det vageste, eftersom det er kulminationens øjeblik, hvor altings forklaring skal findes, i dette tilfælde hvad der gør kunsten. Joyce har i de første led brugt verberne at opfatte, derefter at gribe og i tredje led bliver det at se - beskueren ser, at det er denne kælk og ingen anden.

Udstrålingen fra den er tingens hvadhed - whatness, så vidt anes i Joyces egen oversættelse direkte fra det latinske quidditas - udgået fra kunstnerens indre. Beskueren standser op over for tingens fuldendte substans, fascineret af dens harmoni i en lysende, tavs stasis af æstetisk nydelse.

- En åndelig tilstand, der svarer til at blive ramt af et hjertestop, for nu at citere Joyce. Som ikke kunne lade være med at indlægge en chokeffekt, selvom den bryder med den salige fuldendelse i hans beskrevne stasis.

Æstetisk stasis i dens yderste konsekvens, og vi ville også have været skuffede over mindre fra Joyce. Forbilledet var Thomas Aquinas, men uforfalsket i Joyces egen fortolkning. Med denne indsigt kunne Dedalus gå videre gennem Dublin og møde sin skæbne i Ulysses, mens vi ser den tilsyneladende tilfældighed i kælken efterladt i sneen, netop denne slidte, afrundede genstand ved siden af spurvene, kultur i forening med natur som i deres dele og helhed synes så selvfølgelige, at de jo bare har været der, og dog er det netop kunsten, at de er der, så nøje opfattet, grebet og set, at vi kan lægge an til - hjertestoppet.

The final point where all is to be brought together is as always the vaguest, since it needs to encompass the notion of "everything". In this case what makes the art. Joyce first used the verb "to perceive", then "to apprehend" and thirdly "to see" - the beholder sees that it is this sleigh and no other.

The radiance coming from the item is its whatness – which seems to be Joyce's own direct translation from the Latin quidditas - stemming from the artist's inner self. The beholder comes to a halt when confronted with the perfect completion of the thing, fascinated by its harmony in a luminous and silent stasis of aesthetic pleasure.

- A spiritual state similar to a cardiac arrest to quote Joyce. Who could not help himself from using a shock effect at that very point even if it rather breaks with the blissful completion of his described stasis.

 The above takes aesthetic stasis to its extreme, and we would have been disappointed with any less from Joyce. It was modelled on Thomas Aquinas, but so palpably Joyce's own interpretation. This insight allowed Dedalus to proceed through Dublin and meet his fate in "Ulysses", while we see the apparent randomness of the sleigh left in the snow in Ib Andersen. This very worn, rounded object next to the sparrows, culture in union with nature, both of which in their parts and in their whole seem so obvious as if they were there by chance, and yet they have an artistic reason for their being there, to be perceived, apprehended and seen that we prepare ourselves for – the cardiac arrest.


Tak til Ivar Gjørup og Ib Andersens familie for tilladelse til at bringe tegnekunst af så fuldendt subs tans / Thank you to Ivar Gjørup and the family of Ib Andersen for their permission to show graphic art of perfect completion.


Friday, 24 August 2012

Opløsningen af det offentlige rums permanens


Steffen Harders forslag om en skulpturkirkegård har givet følgende tanker fra Per Arnoldi, der hermed omgående viderebringes: Et stykke kritisk kunst- og kulturhistorie. Per, ordet er dit: 




Af Per Arnoldi


Kære Louise,
tak for din mail!

Du foreslår, lidt skræmt af Toldbodens truende skrotophobning, en opløsning og revision af den permanens, skulpturer i det offentlige rum ellers har været beskyttet af.

Dette kan give anledning til at afklare de tre- fire grunde, der i vores kultur til nu har været basis for  at stille " noget " op i det offentlige rum.


Her er som regel tale om:

1. IDEALET. 
Her er vores skønhedsideal.
Det er atleten og den fuldendte kvinde.

2. HYLDESTEN!
Det er Herman Bang og Gunnar Nu .

3. MAGTEN.
Det er kongen, pladsen, forstørrelsen, sokkelhøjden og den  monumentalt / symmetriske icenesættelse.

4. FORTÆLLINGEN.
Det er Havfruen, Gefion og Ymerbrønden.

5. ANDET… som det hedder.
Det er vores " moderne "  markering af fraværet af alle de fire foregående punkter.
Underholdningen,dekorationen,overraskelsen, meningsløsheden, ironien, den tankevækkende mangel på sammenhæng sat i stedet for grundlæggende kriterier.
Og det giver jo et ganske andet " samliv " mellem afsender, modtager og opstilling.
Det giver forvirring, og sætter et afgørende spørgsmålstegn ved permanensen!
Det er derfor kitch nu melder sig så uimodsagt!

En af mine gamle ideer, som jeg engang imellem får lyst til at lufte og realisere, er netop baseret på en variabel tidsramme, eller en frem og tilbage  og  op og ned med skulpturer i det offentlige rum.
Altså en praksis, hvor  opstillingen, ikke værket, har en tidsbegrænset levetid.
Hvor sammenhængen revideres.
Hvor monumenterne demonumentaliseres!
Det er jo allerede i mange tilfælde deres karakter - vi har bare glemt tilsvarende at revidere vores forståelse af netop den påståede monumentalitet.
( Og flere af os har også resultater på samvittigheden, som man måske fælt gerne så parkeret et andet og fjernere sted? ).

At I flytter kræet, og at værket overlever, bare et andet sted og i en anden sammenhæng er for mig en tillokkende tanke.

For det første blev den pågældende plads eller lign. fri for det anmassende nærvær.
Og, endnu sjovere, blev en ny opstilling ligesom revitaliseret, især hvis den fandt sted som følger:

Vi beslutter os for at flytte et kunstværk fra det offentlige rum.
Det hat forhåbentlig gjort god fyldest… men intet varer evigt.

Vi flytter værket hen i en altfavnende, uendelig rummelig skulpturpark.
Når skulpturer står sammen, begynder de at interagere.
Det kan man se på mange museers ophobning.
Vi har vænnet os til det " naturlige " heri, når det er den klassiske afstøbningssamlings parade af nøgne kvinder og uanfægtede guder der flokkes for vores øjne.
Men det blive mere absurd og abstrakt når det er væsensforskellige skulpturer og objekter.
Den tynde Giacometti bliver endnu tyndere, den buttede Maillol endnu mere buttet og dejlig, den hullede Henry Moore endnu mere tom og talentløs  når og hvis de stilles  tæt sammen.
Staværene ville blive mere strittende, og de råt tilhuggede granitsten ville skutte sig i det høje græs, rundere end nogensinde.
Den kiksede og kitchede jugend-rædsel ville læne sig op af et kubistisk klenodie.
Hansen-Jacobsen og Aagaard Andersen - en match "  made in heaven."

Derfor, hvis man nu flyttede de, måske midlertidigt, forkastede, forkætrede og reviderede skulpturer  tæt sammen i en afsides park, ville deres indbyrdes dialog udvikle sig fra en sagte mumlen til en fuldtonende og total meningsløs kakafoni.
Det ville dag, og især nat, blive en voldsom attraktion i sig selv.

Jeg forestiller mig en fjern grusgrav, hvor Tegner møder Tietgen, trolde møder konger og karyatider, Bacchus møder bonde.
Jacobsens jærn ruster omkap med Kirkebys smuldrende mursten.
Selv Heinsens sludrevorne facetter får flere at tale med.
En tæt sammenbragt skare, som ikke ville kunne holde kæft.
Lyssat i tusmørket og  blændende meningsløs i middagssolen.
Og intet slemt er jo sket, det er bare et plejehjem for skulpturer, et midlertidigt ophold, i en ny  og munter sammenhæng.
En tankevækkende vits, parkeret i en park.

Samtidig kunne fjerne byer , fattige kommuner og ø-samfund besigtige og ønske sig den detronerede og midlertidigt forviste rytterstatue fra dette overdådige billedmylder.
Så kom Absalon et par år til Sejerø, med hjælm og hele bullesjasen!

Alt ville cirkulere, men ventetiden blive en festlig, omend langvarig begivenhed i den fortættede " mindelund" så at sige.

Vi kender den herlige og frydefulde gemmeleg, når en glemt komponist efter løvfaldet dukker op bag Østre Anlægs tætte og forvitrede buskads.
Her ville det hele blive sådan, når det fik lov at gro til.
En kildrende og humoristisk gemmeleg og gætteleg.
Alle er velkomne. Forskelligheden bringer kun variation i " samtalen ".

Bare en tanke,
så vi ikke mere skal være bange for den skrækkelige, selvhøjtidelige, ufejlbarlige  og forfængelige permanens, der i en flygtig tid rider både kunstner og bruger som en uforløst mare !

Også det offentlige rum bør kunne trække vejret.



PS Forøvrigt er dette jo nøjagtigt hvad der sker med de mange installationers flygtighed.
Vi mangler bare at formulere og drage en veloplagt konsekvens heraf.


Og vi ses så IKKE ovre på Toldboden imorgen!

Den levende skulptur


Billedhuggeren Steffen Harder arbejder med opløsningen af værket for igen at skabe nyt - det gælder den konkrete skulptur som de allerede eksisterende i vores byrum. Hvis nu vi udskifter dem med faste mellemrum, ville skulpturkunsten igen blive noget, vi engagerede os i. Og de udskiftede kunne komme på skulpturkirkegård, hvor de skaber et nyt kulturmøde.

Nedenstående har været bragt i Weekendavisen og Berlingske, videoen er fra hans workshop på Willumsens Museum i 2010:



Af Steffen Harder 


Længe har vi diskuteret skulpturen i det offentlige rum. Det har handlet om magt og afmagt i at stille dem op, og lyst og især ulyst til bestemte værker. Lad os nu vende diskussionen til det positive spørgsmål: Hvad VIL vi med skulpturen?

Lad os tidsbegrænse opsætningen af offentlige skulpturer. Vi kunne beslutte, at de står i en periode på måske 5 år, hvorefter det besluttes om den enkelte skulptur skal stå 5 år mere, eller tages ned og flyttes på skulpturkirkegård for at give plads til et nyt værk.

Det vil betyde dynamik på alle planer. Større vovemod i beslutningsprocesserne, flere kunstnere kommer i spil, og vi får langt mere kunst i offentligheden. Selve udvælgelsesprocessen vil blive mindre smertefuld. Hvis skulpturen ikke fungerer efter den afsatte tidsperiode, så er det tid at sende den videre.

Det kommer til at betyde en helt ny tidsalder for skulpturen, der ikke længere bliver forbundet med forstening og fortid. Sten og metal får pludselig til bevægelse. Skulpturen bliver levende og noget, som enhver forholder sig til. For hvad er det nu, som står på pladserne, i rundkørslerne, og i parkerne, og hvad skal der stå næste gang?





Der er ingen destruktion i igen at fjerne en skulptur. For den skal videre til et nyt liv: Skulpturkirkegården. En forladt grusgrav eksempelvis, hvor de skulpturer, hvis betydning er forældet, eller som ikke passede til det sted, de var tiltænkt, mødes og lader ny synergi opstå. Et sted, hvor vi igen opdager de særlige linjer, frækheder og detaljer, fordi vi nu ser hver skulptur sammen med andre værker, der ligner den. Måske forelsker vi os i værkerne igen, så de en efter en hentes fra skulpturkirkegården og får nye tilhørssteder.

Forladte grusgrave har det med at ligge i områder af landet, som ofte er forladte af initiativ og pengestrømme. Med en skulpturkirkegård skaber vi en ny attraktion, der vil skabe interesse og tilstrømning. Den vil være et sted, hvor historier opstår af skulpturernes historiske værdi, og hvor vi kan nyde skulpturen for dens æstetiske magt over os. Den styrke vi ellers ikke har tid til, når vi løber forbi dem til bussen eller kører ind i rundkørslerne.

Lad os give skulpturen en ny tidsalder. Lad os nyde dens nærhed, dens storhed og dynamik. Det, som gør skulpturkunsten unik. 


Monday, 20 August 2012

Bladtegneren i laboratoriet



Kunstneren har i århundreder været en parallel til videnskabsmanden, begge søger de ind bag den inderste kerne af eksistensen. Ib Andersen var ingen undtagelse, og vi har før taget nærblik på ham som eksponent for det 20. århundredes tekniske landvindinger. Denne gang lægger vi ham i mikroskopet:  




Af Simon Bang



Ib Andersen forholdt sig til visse genstande, som var de levende for ham. De blev samlet og passet på i arkivskabet, hvor de blev en del af hans motivmæssige forrådskammer. 

På sine rejser og i hverdagen indsamlede han rariteter, som først ved hans udvælgelse fik os andre til at se, hvorfor de skulle gemmes. På ekspeditioner til troperne var det først og fremmest forskeren, samleren og imperalisten, der var på rejse. På den tid var det stadig muligt at nedskyde kolibrier og indsamle botanica og havdyr, som han selv professionelt præserverede i formaldehyd og fik sendt hjem i kasser. Visse dyr blev nedlagt med en lånt salonriffel, andre samlet op på findestedet. Med vore dages optik kunne det ligne en kynisk privat indsamling.

Men tag ikke fejl. Der var ingen sentimentalitet i hans sind. Han har været en realist, der ikke overfortolker verden, men har fuld accept af livet og dødens rytme. Vi kan også her forstå hans kærlighed til forfaldet og ruinerne, der ofte optrådte som motiv i hans værk. Han så netop skønheden i
 dem, som en helt selvfølgelig livscyklus.


En særdeles levende, sovende kat - også den må tegnes på ny hver gang.  Vores hukommelse fortæller os kun om yderlinjerne af kat, så den bliver en nuttet genspejling. Observation gør tegningen, ifølge Ib Andersen.



Det er her hans værk kan og skal forstås for alvor. Han viser os glæden ved det døde, genstanden, som objekt, der kun kaster sin egenart tilbage, uden sprog eller replik, alene hvilende i sin objekttilstand. Vi må elske hans kunst netop for den sprække, han lukker os ind i, fordi han her kan tale og fatte det døde og giver det en stemme og en sjæl, som ellers overses eller ikke høres, når vi passerer forbi.

Alt har skullet være sandt og rigtigt i hans kunst. Når noveller skulle illustreres, skulle det tegnede motiv være korrekt i forhold til tid, sted og begivenhed. Det skulle være de rigtige kinesiske tegn på den rislampe, hvis motivet var fra Kina, og det skulle være et arkitektonisk korrekt hus, som beskrevet i romanen eller novellen, mens typografien helst skulle være tidstypisk, så forførelsen var optimal. Det var sådan, han direkte oversat kunne indlemme sit forsker- og samlergen, så den tegnede genstand havde rod i virkeligheden. Den virkelighed, han selv nøje havde udvalgt og indsamlet med en uhyggelig sikkerhed for ikonværdien. 



Ib Andersen i atelieret i Fredensborg med arkivskabe, mikroskopet foran tegneblokken og den endnu ikke udskiftede PH-lampe bundet op, så den kaster mest muligt lys

Hertil var han naturligvis udrustet med det rette udstyr. Det professionelle mikroskop findes i mindst to udgaver i hans atelier og PH-lampen er udskiftet med moderne arkitektlamper, så emnet kunne sættes under det rette, videnskabelige lys. Opgaven var selvfølgelig lige dele arbejdsrelateret og personlig, lidenskabelig nysgerrighed, med amatøren i førersædet. Hans talent rækker rigeligt til studiet af det mikrounivers der åbner sig for hans øjne.

Men måske han har gabt over for meget, da han sætter øjnene til mikroskopet. Han kigger direkte ind i endnu et univers, med myriader af celler, systemer og i en sammensætning, som nok virker uhyre spændende, men også så kompleks, at svaret ikke er ligetil.

Det ligner mest af alt et nonfigurativt værk af stor skønhed, men så avanceret og uoverskueligt, at det ingen umiddelbar mening giver ud over, at sådan ser en haletudse altså ud, når den forstørres 10.000 gange. Han gør dog studier af haletudsen på store ark, med indvolde, hoved, hale, celler og nervebaner, så vi kan se den blotlagt og kortlagt med sin anatomiske sandhed, akkurat som Leonardo da Vinci gjorde det i sit laboratorium 500 år tidligere.





Men dette kræver et helt liv at undersøge, så informationernes mangefold under mikroskopet koncentreres til et praktisk og brugbart studie af firbenets og fiskens skæl, hvor den nye seddelserie til Nationalbanken beriges med hidtil usete detaljer og præcision i gengivelsen af et dyr fra tegneren i Fredensborg. Kunsten og videnskab forenet i lidenskab og nysgerrighed. 


En stor stak til Simon Bang og til Ib Andersens familie for tilladelse til at bringe hans tegninger.


Saturday, 18 August 2012

Husk at banke på først


Midt i denne tid af demonstrerende bamser og blodigt opgør i Syrien, er der et sted, hvis egen historie rummer volden, og som jeg bør vise dem, som vedblivende kommer til bloggen for at finde noget om malermester Christian Emil Dam.

Han, som livet igennem var Valdemars mest betroede medarbejder på de store udsmykningsopgaver. Christian Emil Dam var allerede central på Valdemars hold på omkring 10 mand til Landsudstillingen i Aarhus 1909, hvor alle mand til sidst var så gennemslidte, at de misundte Christian Emil Dams opgaver lige ved "Restaurationen" med tilhørende ølankere. Og det var ham, som Valdemar insisterede på at have med sig til Abildgaardsalen på Christiansborg i 1921, hvis han skulle sige ja til opgaven.

Vi får aldrig den endelige liste over Valdemar Andersens udsmykninger. Men mange hidtil ukendte er fundet og kommer stadig til, ligesom uforlignelige mennesker konstant ringer med nye spørgsmål og fund. Således også Politigården i København:

Foto: Kulturarv.dk

I Hack Kampmanns mastodont af en bygning fra 1918-24 er stilen gennemført helt ind i bygningens mest ydmyge hjørner:


- vi er her på herretoilettet ud mod Otto Mønsteds Gade. 

Bygningen har marmoreringer overalt i sit indre. Hvert et træarbejde har årer som af marmor, selv bænkene på gangen udenfor kontorerne, der i tidernes løb yderligere har fået tilført navne i graffiti, fuldstændig som hvis de havde været af sten:

- Tak til de ventende gennem et lille århundrede

Stilen var så tydeligt inspireret af Valdemars modernistiske marmorarbejder, der intet gør for at skabe illusion om den ægte vare. De leger med løbende linjer i åben og grove strøg, hvor penslen stadig kan fornemmes, sat på bygningsdetaljer, der fører hen og op til hans monumentaludsmykninger:

Valdemar Andersen, Det tidligere Ting. og Arresthus i Hobro, 1921


Samme hensigt er ført ind på Politigården. Alt efter hvor i bygningen, vi befinder os, er der årer i gråt, brunt eller grønt, gerne med den lille farveforskel, som var det en urenhed i "stenens" overflade, måske i rødt, som får en trædør til at gløde. 

Jeg fik lov at gå i arkivkasserne for at opklare totalopgaven. Vi vidste allerede, at Christian Emil Dam var akkrediteret for Politidirektørens kontor. Men Valdemar satte ofte navn på medarbejdere, som havde udvist stor selvstændighed i udførelsen af opgaven, så der kunne stadig være en kunstner bagved, som have lagt strategien for bygningen. 

Her må det indskydes, at hvis nogen tror, at arkiver er kedelig læsning, så har de endnu til gode at opleve et. Dette var optegnelser fra diskussioner for eller imod nødvendigheden af egentlige fængselsceller i Politigården, da den var under opførelse, og siden oplistninger fra 1945 af, hvilken tortur, nazisterne foretog, og hvor i bygningen, det var foregået, under besættelsen. De nøgterne tal virker så meget værre, når det går op for én, at man sidder lige oven over, hvor mennesker har lidt.



Svaret på kunstneren dukkede op i en kvittering for betaling af Christian Emil Dam. Han har dermed været ansvarlig for hele opgaven.

Og så var der hende, som begyndte det hele. Det var faktisk grunden til, at vi kom i kontakt, for i en niche på det allerede nævnte herretoilet former et par linjer sig nærmest umærkeligt til et lille kvindehoved:


Der findes ikke et foto af Christian Emil Dam, hvor han ikke er nær at bryde ud i storlatter. Han har leget med os under udførelsen, og hun er muligvis heller ikke den eneste. Der er flere ansatser på samme toilet. God fornøjelse med at finde dem. 

Husk at banke på først.


En stor tak til Jytte Glamsø og hendes gode kolleger på Politigården og til Christian Emil Dams barnebarn, arkitekt Tine Nielsen, der har bibragt os viden og vid om hans levned.


Wednesday, 15 August 2012

"I Homs er Situationen uforandret"


- skrev Politiken den 1. november 1911.

Nyhedsbureauernes staccatolinjer "Italien beder om Fred!", men "Tyrkiet ønsker ikke Mægling - Krigen skal nu gennemføres til det Yderste" gjaldede om opmærksomheden på avisens forside med en ellers bidende Georg Brandes på talerstolen, der talte mod pressens tendens til at tale i overskrifter. Det måtte blive en ulige kamp, for udenom ham flagede italienerne med hvidt, mens tyrkerne var sejren nær.

Tyrkerne vandt dengang. Også i dag modtager vi samme type nyhedsjournalistik fra Homs, Houla, Hama, Aleppo og Damaskus - forlydender og telegrammer, men afsenderne er blevet flere, og en af de meget aktive er tegneren Ali Farzat, hvis facebookside konstant opdateres af, hvad der må være et helt hold af engagerede med de syriske oprørere.

Mest interessant fra et tegnersynspunkt er de tegninger, som konstant oploades. Størsteparten er ikke nye, for der er ikke tid til at tegne netop nu, men alle er de - desværre - fuldt aktuelle, og hvad mere er: De oploades ikke til os udenfor, men til oprørerne inde i Syrien, som har brugt dem til at gå på gaden, som han fortæller i dette interview til tegneren Daryl Cagle:



- ved Daryl Cagle, www.cagle.com.


I næste uge er det et år siden, at han blev overfaldet, og hans hænder brækket. Ali Farzat taler knapt engelsk, men hellere høre hans direkte fortælling, hvor han taler mere med hænderne end med ord og bruger en tegning af de plastikstave, han blev slået med. Denne gang fortæller han også om de første timer efter overfaldet. Han blev overfaldet midt på åben gade, og ingen turde tage ham op - først da han stillede sig foran en bil, blev han hjulpet væk. Hospitalet var ikke en mulighed, for her ville myndighederne atter tage imod ham, og han kunne heller ikke tage hjem.

Alligevel blev han i to måneder, før han fik politisk asyl i Kuwait. Han vedbliver at understrege, at han vil tilbage og gerne før, der findes en løsning i Syrien.
Ali Ferzat, lagt ud den 11. august 2012 på
www.facebook.com/pages/Ali-Farzat-علي-فرزات/74184769474 


Ali Farzat har kaldt sig kyniker. At kynismen er hans budskab som kunstner. Men vi bør se den primært, som hans analytiske redskab, for troen på udbredelsen og forskellen, hans tegninger gør, er så tydeligt hans store stolthed. Tegningerne inspirerer, og de bruges bogstaveligt og fysisk på gaden.

Hvilket taler om, hvor udbredt hans streg er, for grafisk set skal hans tegninger ses på tæt hold, med detaljer, der leger mellem symboler og konkret lighed. Voldsmænd, maskingeværer og al-Assad selv sættes i symbolske rum såsom bjergtoppe eller vægte, hvor faldet er stort. Den ovenstående er en af de skarpeste, hvad angår sort/hvid forskel, og så nær på årsdagen måtte det blive denne, vi markerer med sejrstegnet og voldens undergang i samme greb.


Tuesday, 14 August 2012

Brev til Aleksander Lukashenko

LETTER TO ALEKSANDER LUKASHENKO


ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS


Definitionen på en ægte, levende diktator - sådan én som Studio Total har skrevet til, og hvis brev gengives nedenfor - er i al sin korthed, at han ikke kan med humor. Hvis han kunne, ville han ikke være diktator. 

The definition of a real live dictator – such a one that Studio Total has written, and whose letter is shown below - is in brevity that he can not deal with humor. If he could, he would not be a dictator.



Peter Lautrop: Bamsernes Befrielsesfront
- illustration fra bogen af samme navn,  2011 ved Forlaget Politisk Revy
The Teddy Bears' Liberation Front as drawn by Peter Lautrop


Det er naturligvis den lige så kortfattede grund til, at diktatorer frygter humor mest af alt. 

Aleksander Lukashenko har det problem efter Bamseaktionen over Minsk, at Studio Total ikke befinder sig inden for torturrækkevidde. Og Aleksander, den bliver ikke let. Bamser gør, som bamser selv vil. Du bliver nok nødt til at tage til Skåne. I 1979 måtte den danske statsminister give sig over for Bamsernes Befrielsesfront. Han lod sig flyve ind i sin røde helikopter for at forhandle med bamserne. 


This is, of course, the equally brief reason why dictators fear humor most of all.

Following The teddy action over over Minsk, Aleksander Lukashenko is faced with the very specific problem that Studio Total is not within reach of any kind of forced confession. And Aleksander, that one will not be easy. Bears do, what they want to do. You will probably need to go to them in Skane, Sweden. In 1979 the Danish Prime Minister gave in to "The Teddy Bears' Liberation Front". He flew in his red helicopter to negotiate with the bears.


Peter Lautrop: Bamsernes Befrielsesfront
- illustration fra bogen af samme navn,  2011 ved Forlaget Politisk Revy
The Teddy Bears' Liberation Front as drawn by Peter Lautrop



Studio Total

August 14:


Dear Aleksander Lukashenko

It's been a month since we flew over your capital to drop teddybears and weeks since our last letter to you, so we thought it's time we got in touch again. A lot has happened. You have fired two of your highest ranking Generals, talked a lot about us on Belarusian TV and even invited us to visit your KGB in Minsk. Flattering as it is for a small advertising agency to get this kind of attention from a real live dictator (especially since there are not so many of you bona fide dictators left) there are some details we need to discuss.

* Firstly, the invitation from KGB only tells us to come to Minsk "within 10 days" or we'll "face two years correctional work". It doesn't say why we are summoned. Actually, threatening someone with correctional work if they don't accept your invitations is considered bad manners. But we get it. You and your KGB are old fashioned. I mean, you've been summoning people for like a hundred years without reasons. Hell, you've executed people without reasons. Anyway. This is actually not a major issue, just a suggestion for next time. 

* Secondly, we have the question of were we should meet. We'd planned on the swedish embassy. Neutral ground, diplomatic immunity, all that. Then, in a sudden spat of bad temper, you deported our ambassador and shut down the embassy. Again Alexander- it's ok! Everyone can have a bad day. But then you changed the meeting place to KGB headquarters- "Amerikanka" as the Belarusians call it. We do not want to fuzz, but to change the location from the cozy back garden of an embassy to a concrete bunker where people have been tortured for a hundred years does not seem a fair replacement. 

* Thirdly there is the issue of our demand for immunity. Your response to this has been that we shall be treated with the "same justice that KGB treats all suspects, witnesses and victims." Might we guess that is your sense of humor? Anyway it sure sounds funny to assure to be treated at all by a police force that is ranked as Europe's most corrupt and brutal by organizations such as Amnesty International. "That's equal treatment for you" as Stalin said when he burned down the entire village.

* Fourthly, and this is actually sort of serious, we have received a number of threatening mails and phone calls. There has been hacking attacks on our email system and all the trails leads to…the KGB. Of course, again, you will think "whats the problem?". Isn't that normal procedure to threaten or torture someone when they badmouth the dictator? Yet however crazy this might seem, this is all new to us. In Sweden the police is not allowed to either threaten, kill or torture people. 

To sum it up, all these small issues have made us lose our  appetite to come and visit you. Still we DO feel bad for making people laugh at you and your super-expensive air defense. So what could we do? Then it hit us. Why don't YOU come and visit US? So:

Studio Total hereby proudly invites the Dictator Aleksander Lukashenko to our house in Skåne, Sweden. We will arrange and pay for lodging, food, taxis and all that. We will also, as we promised, tell you everything you want to know on how to cheat your expensive air defence systems. 

Our only demands is that you behave as politely as you can. (No threats of torture and the likes) and that you release all the political prisoners in Belarus. We've enclosed a list of 15 of them below this letter. There are of course many more of them, but we'l sort that out later. 

We've also spoken to the swedish foreign office about sponsoring your air ticket. They couldn't promise anything- "It normally doesn't work that way" they said, and of course you'll agree. But Hey! How about forgetting how things normally work for once. I mean, you've been dictator now for what, 20 years? And what did that bring you? A lot of sweaty handshakes, people laughing at you and the serious possibility to go down like Kadaffi if you continue threatening and jailing everyone that disagrees. Anyway, if the foreign office doesn't pay up, we will. That's our promise! Now I'm sure people will say that we try to make fun of you. That's not true, and anyway, you are much better at that than we could ever be. So what do you say? Will you come and see us?

Best Regards
Studio Total

PS. Notice how we didn't use any threats at all. No "putting you in a camp if you don't respond within five days". And that's although our crime consists of dropping some cuddly teddybears while yours are oppressing a country for 20 years.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...