Tuesday, 17 July 2012

Allegoriens tid


Situationen er nu så voldsom i Syrien, at Ali Farzat i disse timer rundsender ord. Der er ikke tid til de fortolkningsprocesser, der omsætter indsigt, informationer og deres kilder, rygter og engagement til tegning.

For de tegnere, som engagerer sig, men ikke er direkte draget med ind, er det tid for den allegoriske tegning.

Røde Kors' tale om en krigssituation betyder regler - krig har regelsæt, eksempelvis hvilke våben - herunder kemiske - som ikke må anvendes. Billedsproget har tilsvarende en række grundelementer over krigen som begreb såvel som konkret konflikt. Iranske Kianoush Ramezani, der lever i eksil i Paris, inddrager nogle af de mest basale af begge: Blod og våben på den ene side, mens han lader mennesket være det, som konkretiserer tegningen til netop denne situation.

Vi genkender al-Assad selv. Ganske vist kun det spinkle menneskes næse og overskæg, og begge dele har sin kulturhistorie i karikaturen. Men her er han knapt al-Assad længere. Kianoush omgår derfor enhver ansats til karikatur, han vil debattere og ikke ironisere, den fundamentale forskel Virginia Woolf understregede. Assad fastholdes som den rygende pistol, han er den agerende, som aktivt har forårsaget og nu fortsætter krigen.

Krig betyder, at begge parter skal definere sig som deltagere, den anden part er ikke længere kun offer eller rebel. I praksis dog, er det et helt folk, som bløder. Summen af Assads handlinger, netop nu hvor de er flere, end vi kan nå at få at vide.

Omfanget af volden skaber den hvirvelstrøm, der vil trække al-Assad ned. Men samtidig er intet så farligt, som en modstander, der er trængt. En dobbelthed som Kianoush yderligere får lagt med ind i samme tegning. Dagen før sin lemlæstelse havde Ali Farzat tegnet, hvordan hjertet vejer tungere end missilet. Ved at bruge basale elementer, der gribes af alle beskuere, er allegorisk tegning er en farlig sag. 


Kianoush Ramezani: Assad's nonstop killing machine, 11.07.2012.

En stor tak til Kianoush Ramezani for hans stemme mod diktatur og vold og for tilladelse til at bringe tegningen.


Saturday, 14 July 2012

Foranderligheden er ordenes natur

IT IS THE NATURE OF WORDS TO CHANGE


ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS


Jeg forsøgte. Forsøgte vitterligt at læse D.H. Lawrence og hans Lady Chatterley's Lover naturligvis. Det er dog sommer. Men han er præcis så skematisk, som jeg husker ham. Ironiserende med et persongalleri af karikaturer. Han holder ikke af sine egne personer, og hvorfor skal vi andre så spilde vores tid?

Den evige kunsthistorikertvivl slog derfor ned, om man kan vide for meget om kunstens samtid? Om det er muligt at kende for meget til bevæggrunde, fuger og lim til kunstværket, så det ikke længere er muligt at være til stede helt og fuldt sammen med det?

Jeg blev tidligt ramt af Bloomsbury, den gruppe af kunstnere og intellektuelle i det tidlige 1900-tal, som D.H. Lawrence forgæves forsøgte at blive en del af. Hans taktik var heller ikke videre gennemtænkt. Han jamrede og klagede sig over sin vanskæbne, hvad der kun fik forbillederne til at trække på skuldrene af ham. I næste led ironiserede han over dem, beskrev dem som fritænkere med uanede mængder af ord, men grundlæggende tomme ud over - ordene.

Det var de samme mennesker, som var engagerede i verden omkring dem til deres sidste åndedrag, så jeg vendte tilbage til Virginia Woolf for at genlæse, hvad hun i grunden skrev om sin kollega. D.H. Lawrence var og blev en stakkel i hendes øjne.

For hun fremhæver de mange ords rigdom. Hvad hans hensigt har været, undrer hun sig, med kun at bruge 6 ord af det engelske sprog, når nu det er 1 mio. af dem? Og dog var det netop hans hensigt, hans kald som prædikant, at måle alting ind med en lineal. Der var et bevis at finde. Hun måtte konkludere goldheden i hans projekt, hvor let det var at finde sig en genvej, frem for at gå udenfor og indtage verdens mangfoldighed, før han påtog sig at fælde dom.


I tried. I tried indeed to read D.H. Lawrence and his "Lady Chatterley's Lover", of course. It is summer, after all. But he is as schematic as I remembered him. Ironic with a gallery of caricatures for characters. When he has no love for his own characters, why should the rest of us waste our time in their company?

The art historian's all too usual sad reflection struck me, whether one can know too much of the times in which the artwork came about? Whether it is possible to know too much about motives, exposing the joints and glue within the finished artwork making it no longer possible to be fully present with it?

I succumbed from a very young age to Bloomsbury, the group of artists and intellectuals in the early 1900s, of which D.H. Lawrence attempted to become a part. Without success. In any case his tactics were not exactly well thought out. He incessantly lamented his misfortune, which only served to make his role models shrug their shoulders. Later on he ironized all they stood for, describing them as free thinkers juggling an unlimited amount of words, but basically empty excepting – those very words.

They were the very same personalities, who were engrossed in the world around them to their last day in life, so I returned to Virginia Woolf to reread what she herself wrote about her colleague. To her eyes D.H. Lawrence was and remained a poor thing.

For her part she highlights the wealth constituted by the many words. What could his intention have been, she was wondering, using only six words in the English language, when there are a million of them? And yet it was precisely his intention, his calling as a preacher, to measure everything with a ruler. There was proof to find in this. She had to conclude the barren greatness of his project, how easy it had proved to take a shortcut, rather than going outside and take in the diversity of the world before he took it upon himself to pass judgment. 

Per Marquard Otzen, Politiken, 8.7.2010.
Meningsfuld ferie - et bur drog ud for at finde en fugl (Kafka)/
Meaningful holiday - a cage took off to find a bird (Kafka)
Art constantly trying to set up systems, yet constantly new,
constantly exploring into the world.

Da hun skrev dette, havde han længe været død, og enhver mulighed for at blive gammel og vis udelukket for ham. Der er derfor ingen grund til at spekulere over mulig overhobning af viden om en samtid bag et værk, lad os i stedet dykke ned lidt flere ord, disse de vildeste, frieste og mest uansvarlige af alt.

- "Selvfølgelig kan vi fange dem ind og sortere dem og placere dem i alfabetisk orden i ordbøger. Men ord lever ikke i ordbøger, de lever i vores sind. Og dér lever de lige så forskelligt og mærkeligt, som mennesker lever, når hid og did, forelsker sig og parrer sig", som Virginia Woolf folder ud i den eneste bevarede optagelse af hendes stemme:

When she wrote this, he had been long gone, and thus refused the opportunity to grow old and wise. For the same reason there is no reason to speculate about the possibility of amassing too much knowledge about the time and day of an artwork; let us rather dive into a few more words. Words: The wildest, freest and most irresponsible we have.

"It is only a question of finding the right words and putting them in the right order. But we cannot do it because they do not live in dictionaries; they live in the mind. And how do they live in the mind? Variously and strangely, much as human beings live, ranging hither and thither, falling in love, and mating together", as Virginia Woolf unfolds in the only surviving recording of her voice:





Hun læser fra "Craftmanship", der siden blev udgivet i essaysamlingen The Death of the Moth. Inspiration også til at sætte ord på bladtegningen, hvordan den tilsyneladende enkle stregform er i stand til konstant fornyelse og dog med de mange lag i sig:

"Ord, engelske ord er fulde af ekkoer, af erindringer, af associationer. De har været langt omkring, på menneskers læber, i deres hjem, på gaderne, på markerne, gennem så mange århundreder. Og det er en af de store problemer ved at skrive dem i dag - at de har oplagret andre betydninger i sig, andre erindringer, og de er indgået i så mange berømte ægteskaber i fortiden".

Foranderligheden er ordenes natur - som den er tegningens. Så hvorfor - for nu at afrunde med hendes undren over D.H. Lawrences projekt, hvorfor hans kritik af en lang række mennesker som urene, hvorfor ikke et system, der indbefatter det gode? Det ville have været et virkeligt nybrud: Et system, der ikke udelukkede.

She is reading from "Craftsmanship", which was eventually published in the essay collection "The Death of the Moth". Inspirational too in putting words on the cartoon, how the seemingly simple line is capable of constant renewal and yet with the many layers within:

"Words, English words, are full of echoes, of memories, of associations. They have been out and about, on people's lips, in their houses, in the streets, in the fields, for so many centuries. And that is one of the chief difficulties in writing them today – that they are stored with other meanings, with other memories, and they have contracted so many famous marriages in the past".

It is the nature of words to change – as it is to the drawn line. So why - to round off with her ​​astonishment at DH Lawrence's project, his criticism of a wide range of persons as being soiled, why not a system that includes what is good? It would have been a true breakthrough: An inclusive system.


The cartoon shown is courtesy of Per Marquard Otzen and must not be reproduced without his permission.


Friday, 13 July 2012

Canadisk bladtegningshistorie på 5 minutter


Den canadiske tegner, Terry Mosher, der arbejder under navnet Aislin, fortæller, som han tegner. På bare fem minutter har han foldet den canadiske tegnetradition ud for os, så vi har det store overblik såvel som de vigtigste nedslag:



Canada tæller en af verdens første editorial cartoonists. Vi kan desværre ikke direkte oversætte "editorial" til dansk - vi har lederskribenter, men taler ikke om ledertegnere. Vi har ganske vist Dagens Tegning, men begrebet Dagens Tegner findes ikke.

Og det er dog ellers hjernen og hånden bag, som kan fortolke en samtid, så vi ser på den med ny forståelse. Aislin fremdrager en af sine egne tegninger, der siden 1976 har været onelineren, når støjen fra politikere og andet godtfolk stiger: O.K. Everybody take a valium! - en indflydelse, som lederskribenter kun kan misunde.

Og historien? Montreal havde som nævnt en af verdens allerførste editorial cartoonists fra de tidlige 1890'ere, men bemærkes skal især de sene 1940'ere og to næste tiår frem, hvor tre indbyrdes helt forskellige tegnere, der tegnede tre forskellige steder i landet, tilsammen dannede grobunden for nye tegnergenerationer.

Den canadiske, kritiske tradition er dermed funderet på forskellighed. Med kravet om oveni at være forskellig fra USA. Draw like razors! - for også redaktører drømmer om tegnende barberblade, som alle taler om.


Saturday, 7 July 2012

Verden ifølge Johannes V. Jensen



Valdemar Andersens søn, Ib Andersen, var vokset op med at tegne dyr. Han kunne efter sigende fylde skoletavlen med dyr på rekordtid - plettede og stribede - og var sine kammeraters kammerat, når læreren satte sig blandt eleverne, og timen blev brugt på at følge den unge tegner fylde tavlen ud med dyr.

Dyr var omdrejningspunktet for den tegnende far og søn. Zoologisk Have befandt sig lige uden for deres hjem, og dyr fra hele verden var den levende motivsamling, som Valdemar trak på især til sine monumentaldekorationer.

Dertil var der en forfatter i nærheden, som kunne forklare livets opståen ud fra Zoologisk Have. Johannes V. Jensen naturligvis. 
Engang blev denne verden forklaret som gudsgiven, herunder menneskets evne til at se på sin omverden. Siden lød forklaringen på mennesket selv, og Johannes V. Jensen tog hengivent Darwin på sig.

Fordelen ved Darwin set fra forfatterperspektiv var den rolle, som Johannes V. kunne tage på sig. Selv blandt mennesker, var nogle nået længere i udvikling end andre, en forfatter eksempelvis, som dermed burde og kunne udbrede altings virkelige sammenhæng.



For Darwin havde ikke altid været Darwin, som Johannes V. Jensen understregede. Også han var som ung gået forbi uden at lægge mærke til de forskelle, som evolutionen havde skabt. Først da den indre sammenhæng var gået op for ham, kunne han se, hvad der hele tiden havde ligget foran ham. 




Det gjaldt derfor om at udvikle blikket. Om at bevise sin position som det hidtil højeste punkt i udviklingen og hertil som redskab bruge blikket til at gennemskue, hvad de lavere udviklingstrin endnu ikke formår at se.


En senere tid - og det var allerede i Johannes V. Jensens egen levetid - erklærede troen på blikkets evne til gennemskuelse for en primitivisme, der simplificerer frem for at kvalificere. 

Faren ligger da heller ikke langt væk for den forfatter, som giver tingene navn, at fremstå som den ny tids Adam.


Tak til Ivar Gjørup for engagerende diskussioner om sprogets skønhed hos Johannes V. og ikke mindst uforlignelig tegnekunst - som kunne være tegnet over Darwin - undskyld Darvin - på dansk grund.


Friday, 6 July 2012

Alternativ baglænsgang


Til tider medfører erindringsveje nye former for baglænsgang, måden hvorpå genkendelser opstår i bevægelsen forbi og først slår ind, når jeg er nået forbi og må tilbage - at her er en - mulig - inspirationskilde for Valdemar. 

Således Freja, hjælper for min Far, som glædestrålende så op fra Marianne Harboes antologi Tæt på døden - tæt på livet, som her i huset er ved at blive så slidt, at den begynder at være hvid i ryggen. Og det er det smukke ved bogen, at den er langt mere end litteratur i klassisk forstand. Den beviser, at ord vitterligt gør forskel og inspirerer til handling. "Lidt døende er vi vel altid" var Mariannes egne ord i antologien, som Freja straks tog til sig.

Men Freja og bog i forening var dertil en ren visuel inspiration, for de lignede grangiveligt en Albert Moore:


Albert Moore var af generationen før Valdemar og indbegrebet af alt det snavs, som det 20. århundrede ville gøre op med - det lumre, overlæssede, det fordækt angstfyldte - eller det var i al fald sådan de blev set.

For det var samtidig generationen, som kortlagde mønstre gennem tiderne, satte dem ind i mulige udviklingshistorier og samlede dem i mønsterbøger, som blev benyttet til at skabe lærreder uden punkter af ro. Alt er mønster, alt er vibrerende flade - så selv de indmalede kvinder indgår som mønstre i to dimensioner.


Og det frie mønster tegnet op med fri hånd synes at finde sin forlængelse i visse af Valdemars monumentaludsmykninger. Konstante møder mellem rette og buede linjer, der føjer sig ind, så de synes at ligge i lag på lag, hvor øjet aldrig finder et begyndelses- eller slutpunkt.

Jeg har forsøgt at tage et stykke ud kun med mønsterlinjer til at forstørre og se taktikker fra den ene til den næste kunstner, men uigenkaldeligt er kvinderne en del af fladen. De er ikke længere skumfødte Afroditer som undskyldning for deres nærvær, hvilket vel allerede kan kaldes nytænkning for den ældre af de to kunstnere. Den ene generation ligner den foregående mere, end de yngre vil være ved. Overlapninger snarere end klare brud.


Andre ville måske fremhæve, at motivet er knapt så forsvindende. At der om ikke andet hos Moore er et niveau af det 19. århundredes lummerhed. De har sikkert ret, jeg må indrømme, at jeg har svært ved at finde interesse i at se på kvinder. Det har før været nødvendigt at ty til et miniekspertpanel, der straks slog fast, at der for Valdemars vedkommende højst er en vis nysselighed over hans kvinder. Så jeg tillader mig at konkludere, at sammenhængen findes mellem de to generationers kunstnere: De er ren form.

Thursday, 5 July 2012

Bladtegning som aktiv handling


Plantu (Jean Plantureux) er grundlægger af Cartooning for Peace under FN, og en tegner, som har formået at fastholde sin centrale betydning for sin avis: Plantu lever enhver tegners våde drøm med daglig plads på forsiden af Le Monde.




Som han har sagt, hver gang, der begås en ugerning, er det en opgave for bladtegneren. I dette interview kommer han omkring sin ungdoms store opdagelse, hvordan den nærmest simple tegning med inddragelse af nationale flag og en leg en enkelt af deres grundfarver, kan bruges som fredens sprog.

"Bruge" i den gode betydning af ordet, som han understreger og bemærk, hvordan hans tale er funderet på verber - at forstyrre, at rode op i, sætte debat i omløb - aktive handlinger frem for substantivets faste hvilen i sig selv.

Selv når han taler om, hvad der må være en livsdrøm, at skabe en institution for nutidens bladtegning fra alle hjørner af verden, er det i den aktive handlings betydning, at tegninger sikres deres bevarelse til at skabe hukommelse, en bevidsthed om vores tid nu og her: Et institut for samtidshukommelsen.

Sikringen gælder også tegnerne selv, og opmærksomheden netop nu er rettet mod Mellemøsten, især Ali Farzat, som Plantu talte i telefon med få dage før overfaldet på Farzat. Farzat tegnede - og tegner igen - op mod styret i Syrien og Plantu spurgte derfor, hvor han befandt sig. Ali Farzat var på dette tidspunkt i Damaskus, hvad der var det eneste svar, Plantu ikke havde ventet. Han refererer samtalen i lige dele respekt og chok over kollegaens vanvittige mod: Er du da fuldstændig sindssyg, mand?!



I maskinrummet hos Ib Andersen


Hver generation gør sig overvejelser, hvad vil det sige at bevæge sig i den samtid, der til enhver tid er nu. Erfaringer, tvivl og udforskninger, som tegneren omsætter til papir, og Simon Bang sætter ord på, hvordan Ib Andersens tegninger er en form for maskinolie i dragningen til deres tids farlighed og kompleksitet.

Tegningerne i sort/hvid er Simons, der blev til som en leg over, hvordan en Ib-udstilling kunne tage sig ud. Legen var samtidig en måde at sætte Simons ord i tre dimensioner, forenet med den 4. dimension, bevægelsen, som beskueren giver tegnekunsten:  


Teknisk og eksistentiel landvinding i det 20. århundrede ved Ib Andersen



af Simon Bang

Ib Andersen blev født i 1907, da de første flyvende maskiner overvandt tyngdekraften, og han døde i 1969, fire måneder før Armstrong satte sin fod på månen. Han træder direkte ind i en voldsom periode af menneskehedens historie, hvor industri, udvikling og krige raser uden sidestykke i nyere tid. Det kan ikke undre, at også han blev grebet af tiden og fremskridtet, selvom det selvfølgelig ikke var enkelt at navigere i sin egen tid og samtidig være bevidst om den. 




Maskinkraft, tegning og beskuer i forening, ved Simon Bang


Men han var tidligt meget sikker på hvordan, man skulle begå sig og skabe sig et navn. Den nye tid kaldte på dem, som kunne drage fordel af massekommunikationen. Og trods en vis personlig skyhed, og ingen udtalt folkelig attitude, var han barn af industrikulturen og opvokset i et meget selvbevidst miljø blandt samtidens ypperste kunstnere. Han drog fordel af begge, og han har lyttet og lært af den kreds, som kom og gik, og som var nært knyttet til kunstnerhjemmet. Det var her udsynet og dannelsesrejsen begyndte. Da faderen dør, er han 20 år gammel, og han må opfinde en erstatning for fadertabet.

Fædre var overhovedet en mangelvare efter 1. Verdenskrig. De var faldet i millionvis på slagmarkerne, og med industriens stormskridt i det nye århundrede blev manderollen samtidig omdefineret. Nu var mændene blevet arbejdere og funktionærer, der som lønmodtagere bidrog til den nye sociale standard. Men der var stadig vovehalse, som tog turen over Atlanten i deres flyvemaskiner, og andre så muligheden for at genopfinde helten, ikonet og attituden fra en helt ny og ukendt kant. Trykketeknikken og bladene kunne rapportere om begivenheder i foto og streg, og dem, der forstod at benytte sig af bladenes sult efter gode historier, fik en fremtid, især efter 1920erne.

Nærblik på detaljen og udblik til flyet, ved Simon Bang

Nu blev det kunstnerne: Forfatternes, journalisternes og tegnernes tur, og de blev avispapirets nye mestre, kendt for deres signatur eller streg. Alle drog fordel af udviklingen ved at skaffe stof til den umættelige masse af læsere, der ville vide mere om verden og forestillingen om den.

Hemingway i centrum for lyttende, unge mænd  - foto i Simon Bangs eje

I den overgangstid, stod Ib Andersen parat og steg helt naturligt på det tog, som med fuld kraft kørte mod fremtiden. Især Ernest Hemingways kometagtige karriere og forfatterskab fangede hans bevågenhed. Hemingway inspirerede utallige unge mænd verden over. Han blev levendegørelsen i genopdagelsen af manden – han, som kunne generobre verden, og han fyldte i landskabet, når reporterne viste billeder af ham i eksotiske omgivelser. Set med datidens øjne var det et moderne eventyr med den moderne rollemodel under udvikling. En mand, som stillede sig helt udenfor konventionerne, og som var forfatter, men alligevel fik det til at ligne den forgangne tids helte. Hemingway var så selvskabt, at hans formel stadig virker æggende i vor tid. Hans gerninger har for længst overgået forfatterskabet, selvom værket stadig og i allerhøjeste grad er læsbart.

Arkitektlamper som kraner til en udforskning af kunstnerens arbejdsbord, ved Simon Bang


Ib Andersen har genkendt noget større, som han også var del af, og som automatisk fordrede en vis række handlinger. Han må ud i lige dele udlængsel og indsamling af indtryk og ønsket om mødet med en verden, som han senere skulle gengive i tegning med så stor en sikkerhed, at hans publikum stod beriget tilbage. Den unge Ib har været stensikker på sin gerning. Han rejste ikke som turist, men med en alvor, som handlede om hans fremtid som tegner. Han var på udkig efter stof, så han blev fortrolig med eksotiske byer og landskaber, som få andre før ham. I 1930erne tager han i to omgange til Brasilien. Familiebesøget dér synes mere som et påskud, det er selve rejsen, og motiverne og transportformen undervejs, som optager ham. 

Resten af sit liv kan han tegne gengivelsen af den rigtige damper, som han krydsede Atlanten med. Han kan tegne den i søvne, han kan huske, hvordan sådan en ser ud; hvor bolte og luftventiler sidder placeret, og hvor skanseklædningen eller broen går til. Han gjorde den til sin ved iagttagelse og kærlighed til genstanden. Der er så meget stof i skibe og sømandsliv, at en hel bog planlægges under rejserne om emnet. Et projekt, som desværre aldrig realiseres.

Fra skibet, ved Ib Andersen

Ib Andersen trak sig, som Hemingway gjorde det, ud af sin samtid. De flyttede begge ud af storbyen. Hemingway slog sig ned på Cuba, og Andersen flyttede til Fredensborg. De vidste allerede, at de var store nok til, at Moses må komme til bjerget, hvis der skal ske noget. De behøver ikke være der, hvor storbyens puls slår, eller de rigtige forbindelser findes. De søger arbejdsro og fred. Verden udgår fra deres verden. 


- En stor tak til Ib Andersens familie og Simon Bang for tilladelse til at bringe tegningerne.

Wednesday, 4 July 2012

I despekt for symbolet


- i respekt for den mening, som det står for.

Det er tid for årets eftersyn af respiratorer, og min Far er derfor lige nu i en reserve. Den har svungne messingknapper, og alarmen lyder som den bådsmandspibe, flåden endnu bruger. En klar og meget sprød tone, som vi ikke kan lade være med at nyde, hvis ikke det var for den opgave, den sætter os på. For kvaliteten af en lyd har ikke hjemme i definitionsuniverset for alarmer. Den skal evne at skære igennem, så vi kan agere.

På samme måde er symboler er en af mine personlige hademomenter i vores visuelle kultur. Lutter døde metaforer, hvis vi nu skal bruge en litterær term. De er gennemtærskede visuelt. Det er end ikke meningen, at vi skal andet end opfatte dem som andet end et signal, for i sig selv er de uden nærvær.

Men kunstneren kan trække et symbol tilbage til næsten dets begyndelsespunkt og vise os, at det gennemtærskede har sin grund, hvordan forenklingen har en historie i sig, som atter bliver nærværende til at skabe ny mening.

Independence Day er derfor en af bladtegnernes store arbejdsdage i USA, idet frihed og nationen har sine symboler - Frihedsgudinden og frem for alt flaget, gerne personificeret ved Uncle Sam, der twistes gennem noget helt aktuelt. I år er omdrejningspunktet Joe Does fejring med fyrværkeri midt i sommerens tørke - the Pyro Patriot er årets amerikaner, mens Præsidenten saluterer overlevelsen af Obamacare. 



Kernen for dem alle er respekten for dagens markering. Symbolet kan derfor også bruges med despekt - som når tegnerne lægger grillens indhold er i flagets mønster hos dem, som har glemt betydningen af dagen. Men for den, som skal visualisere respekten, er opgaven anderledes stram. Til årets rebildplakat har Per Arnoldi haft den ikke lette opgave at kombinere to nationers flag på samme flade.

Ligeværdigheden har været alfa og omega. Det ene må ikke gøres større eller lægges ind over det andet. Hver især er det symboler, som har deres grafiske inddelinger af farveflader, korsarme, stjerner og striber.

Det er her Per Arnoldis evne til at skære igennem er så eminent. Flagene bevarer deres grafiske helheder, han lægger i stedet endnu en erfaringsverden ind over: Med puslebrikkerne opnår han energi henover billedfladen, så vi tror at se, hvad vi ikke ser, og dermed gribes til at se efter. I dobbeltheden har han skabt en komposition af flade, rytme og ro i samme greb. Her sammenføjes, men opløses ikke. Oveni udelukker de to sig ikke med hinanden, men inviterer hele verden med. Dermed os alle.


    En stor tak til Per Arnoldi for tilladelse til at vise dagens plakat.


Sunday, 1 July 2012

Søerne som aldrig før eller siden


Dette er et meget særligt kunstværk på en meget særlig væg. Begge medvidere til et stykke intenst livskapitel midt i svær sygdom. Værket er af bladtegneren Eiler Krag, og det blev medbragt til hospice af hans datter, Brita Pio, for at være hende nær de sidste måneder af hendes liv. Brita var så nærværende som altid, og nedenunder billedet læste vi højt, græd også, men lo endnu mere, lagde planer for verden og diskuterede først og sidst kunst med centrum i bladtegningens uundværlighed:




Så lad os i Britas ånd fortsætte diskussionen nedenunder. Det synes overflødigt at tilføje, at motivet er Søerne. I ypperste potens og så sandt, som de aldrig før har været fortolket.

Skal vi kalde det en tegning? Det er tegnet med pensel, lagt op i våd farve med få og fuldendt fede strøg. Vi er på kanten til malerkunsten, og et af de tilfælde, hvor vi ikke kan definere os frem til at afgøre, hvorvidt vi taler om maleri eller tegning. Sådan skaber den store kunstner, og Eiler Krag er en af de tegnere, der bryder igennem enhver tvivl om, hvor bladtegningen har hjemme.

Eiler Krag har ikke så få lighedspunkter med Valdemar Andersen fra generationen før. Begge arbejdede de i det store format med monumentaludsmykninger, endog i de samme huse såsom Christiansborg, og begge havde de tempo i stregen. Deres streg syntes at flyde fra tegning til tegning uden overgang, der gjorde den nære deadline i de mange opgaver mulig.

Men Eiler Krag havde noget med sig, som hos ærketegneren Valdemar måtte forblive sekundært. For Eiler Krag kunne lægge farven ud i papiret. Det sorte blæk var hos ham ikke bare sort, men SORT. Han var fundamentalt en maler, som arbejdede som tegner.

Han har set i farve. Han adskiller ikke farve fra flade, men kombinerer de to i linjen - i værket ovenfor lader han den mørke bred gå ind på skrå og overskære enhver ansats til yndighed. Selv den er der tempo i, et aktivt udsagn om et hjørne, der åbner til en horisont af by.

Rudolf Broby-Johansen fortæller

Som maler har han forladt malerkunsten netop som dens udøvere gik over til noget helt andet og siden slet ikke malede. Eiler Krag derimod havde brug for linjen til at fortælle og har været klassisk som bladtegner ved at være begyndt i en helt anden boldgade. Kun for allerede undervejs på Akademiet at have haft sine første opgaver udenfor, draget ud af kritiske spørgsmål fra samtiden og mennesker, som vakte hans engagement, såsom Broby-Johansen, der introducerede kunstnerspiren til hjørner af byen, som han formåede at omsætte til papir.

Stadig nye mennesker og opgaver gav han gensvar i kunsten, og betød, at han forblev ny til det sidste. Og når vi ser tilbage, er det på et fuldendt livsværk som bladtegner af den absolutte kaliber uden hvem vi ikke ville kunne genkende dagens bladtegning.


En stor tak til Eiler Krags familie for tilladelse til at vise hans kunst.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...