Wednesday, 20 June 2012

Hvorfor kunsten, Simon?


Vi har taget et nærblik på Simon Bangs tidlige tegninger, så tidlige, at de er det, som Richard Wollheim kaldte præstil - værker fra før de visuelt kan genkendes at være Simons. Endnu ikke kunst, men alligevel i en kategori, der har kunsten i sig:


11 år. Landskabet over markerne og mosen, 1972. 10 og et halvt år gammel, for at være helt præcis. Dengang gik jeg op i nøjagtigheder. Proprietær Ørtings mand er på marken i sin traktor. Måger fulgte altid traktoren, og de tegnede sig knaldhvide mod den sorte muld, som nogle gange var så sort, at farven ikke fandtes på paletten. Da jeg begyndte at male i olie, var mit første oliemaleri er samme motiv. Skyerne her, blev for grove i forhold til tegningen.


De tidlige tegninger og overhovedet det, at han begyndte at tegne så systematisk så tidligt, fortæller meget om at tage en opgave på sig, at det er på tide at spørge direkte: Simon, hvorfor blev det kunsten?


Simon: Jeg kommer fra en familie der gennem 4 generationer har været udøvende og aktive kunstnere. Alle på min fars side. Min far var keramiker, men udviklede sig til at lave buster og figurer i stentøj. Min farfar, Arne Bang, er kendt for sit stentøj, de riflede vaser, krukker, skåle og fade og dyrefigurer, som ofte er udbudt til salg  på auktioner. Han blev egentlig udannet som billedhugger fra Akademiet under Utzon Franck. Min farfars bror Jacob E. Bang blev uddannet som arkitekt også fra Akademiet, men blev berømt for sit arbejde som en af de første egentlige  glasdesignere på Holmegaard Glasværk. Deres far maleren Christian Bang, kom fra Akademiets malerskole,  var en meget habil portrætmaler og landskabsmaler. Før ham var der også en forfar, som begyndte slægtens kunstneriske arvefølge.


11 år. Landskabet mod Fensmark Skoven. Denne tegning er forlængelsen af motivet fra den første post. Var begyndt af tænke i bredformat, men åbenbart ikke i bredere papirformat. Tegnet samme dag som den første. I midten anes et lille hus og lidt til højre en vold. Det er skydebanen, og de små forkortede dumpe smæld fra Hjemmeværnets skydeøvelser husker jeg stadig. Når man gik derned, kunne man grave blystumperne ud af jernbanesvellerne, som stadig lugtede af jernbanens dieselspild og solopvarmet spruknet træ. Der flyver en måge, den er tegnet bagfra - jeg har haft øjnene med mig.


Har det været en bevidst handling at tage ARVEN på sig?

Jeg synes jeg er blevet miljøskadet, mine søskende og andre i familien, både på min fars side og hans onkels side er også udøvende. På mange måder er blevet en pest. Den selvopfattelse der følger med, skaber oftere mindre åbenhed overfor andet, fordi arven lægger sig som en dyne af selvfølgelighed, at der skal bruges mere energi på modarbejdelse end det modsatte.


11 år. Rusten lade, Sydsjælland 1972. Kan ikke erindre hvor denne lade lå. Men jeg eksperimenterer allerede. Bruger en sort, grå og brun tusch til at arbejde med. Motivet først trukket op i blyant, derefter påført de tre nuancer. Teknikken blev jeg bedre til. Min mor elskede den lade husker jeg. Hun havde sejlet med sin fars dampskib i 30erne og 40erne og så mange havnepladser med rustne kraner, togvogne og skibe i den periode. Hun tog kærligheden og længslen til det rustne med sig. Tegningen knap så vellykket.


Men heri er også en gave at vide, hvad man skal og kan og altså at være udstyret med et oplagt talent?

Det er selvfølgelig en gave, men også en slags forpligtelse. Og det er hårdt arbejde frem for alt. Det er ikke bare tesen om de 10.000 timer der gælder - det er arbejdet med både at skulle forvalte talentet og være din egen chef og købmand. Jeg er vokset op under vilkår, hvor pengene var meget små, at jeg allerede fra 10-års alderen måtte tjene min egne penge, og være med til at forsørge familien. Jeg har da forbandet talentet mange gange, da det ikke var et valg men en nødvendighed. Jeg havde både et ansvar for det og var samtidig tvunget til at bruge det. Det har jeg gjort siden, med både glæde og sorg. Jeg kender sådan set ikke til glæden ved at tegne, det er mere et sprog og en egenskab hvormed jeg kommer rundt og begår mig. Det er, som at kunne en avanceret form for en slags grammatik.


11 år. Rislev kirke. Jeg er allerede taget ud i oplandet, formentlig på min cykel gennem Stenskoven, for at tegne og finde motiver. Husker godt hvordan det trak i mig, når de hjemlige motiver blev for genkendelige. Der er stadig en naivitet med tegnelyst og en omhyggelighed med at få det hele med. Højspændingsmasten til venstre, ser ud til at være gengivet helt korrekt og allerede her uden telefonledninger.


Aha, en central kerne. Kunsten blev dit sprog til verden?

Ja, det kan du sige. Helt praktisk, så er tegningen oftere en slags grundplan for en samtale eller en måde at udtrykke sig på for mig. Også når det gælder de mere abstrakte samtaler, så tænker jeg oftere og oftere enten 3-dimensionelt eller 2-dimensionelt. Tegningen er et ekstra værktøj til det verbale sprog. Har ofte et hyr med at udtrykke mig – kommer tit til kort, når tegningen eller grundplanen over tankerne og ideerne, ikke er mulig. Tror også det har været et problem for min far og farfar. De besad ofte en vrede, når tingene ikke gik deres vej, så udeblev evnen til artikulation. Måske findes der et spor der, til forståelse af deres afmagt? De kunne udtrykke sig gennem deres kunst og skaberevner, men nuancerne gik tabt, da værket selv er stumt og umælende, hvis spørgsmålene bliver for direkte eller pågående. Miljøet dér i min familie, det selvbekræftende og selvforstående synes jeg mere og mere er blevet en klods om benet, fordi det skygger og bremser for selve evnen til forandring, men kunsten er stadig et sprog og jo mere modstand, des bedre lever det.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...