Sunday, 24 June 2012

Generobring til kunsten


Med udstillingen SERVICE på Toves Galleri generobrer Ditte Gantriis et stykke bladtegning, som for evigt har syntes fortabt. Endog den del af tegnekunsten, som giver fordomme til resten. Hudibras er et fænomen, selvom vist ikke så mange af os overhovedet har set bladet?



Den er ellers heldigvis et ret begrænset hjørne af bladtegningen, selvom nedladerne over for tegnekunsten vedholdende påstår noget andet. Den lille humor - den, hvor verdensudsynet ligger fast før som efter tegningen med dens tilhørende oneliner.




Den lille humor har brug for at lægge stregen på formel, idet sekretærer ser ud på en bestemt måde, ligesom direktører gør det - vi skal straks kunne genkende hensigten med deres nærvær, ellers virker formen ikke. 

Mit yndlingshadeeksempel er Wilhelm Marstrand. Hvad der på sin vis er uretfærdigt - hans småtegninger er skønt tegnet, men man skal ikke se for mange af dem. De bliver forstemmende i deres lille univers, hvor alle blotter sig og udfolder deres naiviteter, men nødvendigvis aldrig flytter sig. Det ville bryde illusionen.




Derfor er det en befrielse at se Ditte Gantriis klippe Cospers Hudibras-tegninger op, tage dem ud af deres sammenhæng og skabe sammenstød med uforvarende tekststykker og rene grafiske elementer, der friholder sig fra at være tegn.

Det er brud og erobring i samme handling, præcis som i den gode bladtegning, hvor tekst og tegning rammer mod hinanden og skaber chok frem for fnisen. Chok til eftertanke og til at se nærmere.




Det grafiske element ovenfor mellem hurtighed og bevidst bevægelse, den samme håndbevægelse Mondrian gjorde i nogle af sine sidste overgangsmalerier inden neoplasticismen, ligger præcis i det gyldne snit og åbner for resterne af en formel, der atter bliver til tegning.

- uforfalsket skønt visuelt nærvær.




Nærvær også, fordi de grafiske udtryk forbliver åbne. Tekstdelene befinder sig ikke længere udenfor, men er blevet en del af den grafiske flade, som Ditte Gantriis er nået frem til gennem flere lag af trykkeprocesser, til teksturen er den rette. 




Med en humor, så også vi leger med og tillader os at opfange en sætning:

"By Golly you have talent young lady!"


Saturday, 23 June 2012

Vejen til egen tegnerstemme


Simon Bang fik i en tidligere post antydet en lang familietradition for kunsten, der har været en spændetrøje, men også blev det naturlige udgangspunkt for livet. Kunsten blev hans sprog og som han afrundede: Jo mere modstand, des bedre lever det. Så lad os spørge nærmere ind:


Simon Bang, 16 år. Min udsigt, Fensmark, 1977.


Simon, lad os indrømme, at du elsker kampen, og du har taget den på dig. Du er helt konkret gået ind i et felt, storyboardet, der benytter sig af tegnekoder, der forbinder sig til handlinger på den anden side af tegningen, for hver gang at sætte modstanden lidt højere oppe?

Jeg tænker slet ikke sådan på det, men jeg ser hvad du mener – tror jeg nok. Måske skyldes det udelukkende det faktum, at min familie var fattige på det materielle, men åndslivet var i højsædet, selvom der er en naturlig grænse for hvor meget man kan brødføde 4 børn med, når kosten kun består af tankegods. Min far var billedhugger og arvede sin far, billedhuggeren Arne Bangs værksted. Vi boede over for hinanden i barndommen, og jeg fulgte deres udvikling; Mens min far forsøgte at frigøre sig, gennemgik min farfar en afvikling. 

Ingen af dem var særlig gode til at forsøge deres familier, og min far arvede hans fars gæld, og det betød en traumatisk, uforløst og urokkelig tilstand mellem de to mænd livet igennem. De havde begge en lidt doven, tilbagelænet attitude, og jeg husker at min farfar mest af alt lå og læste de engelske Hornblower-romaner, selvom han burde tjene nogle penge. Min far var kronprinsen i familien, og hans tre søstre måtte finde sig i at han var udset til at skulle overtage rollen som patriark. De tre piger fik ikke deres drømme opfyldt da de var unge, og det præger stadig familien. 

Arne Bang: Sophus Claussen

Min far havde havde fået serveretten i forhold til sine tre søstre. Den uorden og uforløsthed ender i selvopløsning, som jeg ser det, fordi frisættelsen med alderen ikke medfører et afklaret opgør, børn, søskende og forældre imellem. De roller som uddeltes i barndommen, udspilles nu i alderdommen, som et stykke lokal teater, hvor der skal holdes på formerne og samtidig  positioneres. Jeg selv var længe om at tage det oprør med min egen far, men der er nogen, der aldrig når det, og det er både sørgeligt og skandaløst at se på. Ofte ender det i en degenerering. 

Om det så lige kan overføres på mit nuværende arbejde som storyboarder, ved jeg ikke; jeg tror kampen stammer fra familiegenerne og  ikke mindst fra min mors familie. Hun er ud af en sømandsslægt og der kan man tale om nogle helt andre konditioner. Min morfar var kaptajn på de syv have og hans kaplak betalte både vores barndomshjem og min fars brændeovn til værkstedet. Begge dele er stadig fuldt ud funktionsdygtige. Den gamle kaptajn Goth har vi stadig meget at takke for.


Jakob Bang: Portræt af Professor Von Eyben


Du får ikke helt lov at slippe for at uddybe den 2-3 dimensionale tanke, du tidligere var inde på, omsætningen af tanken til papir. Nu har I som familie valgt meget forskellige materialer at udtrykke jer gennem, du har meget bevidst valgt tegningen, som traditionelt ligger skriften nær, processen, forløbet på papiret mellem formsprog og brud med samme?

Tror virkelig at jeg tænker og tegner mest som en billedhugger, men jeg har aldrig et eneste øjeblik ønsket at være eller blive billedhugger. Den rummelighed i tegning og skitse fik jeg tidligt at vide at jeg besad, og måske er det den kobling, som vi skal forstå dette fænomen i, altså det 2-3 dimensionale? Jeg synes jo også det psykologiske sammenstød i udviklingen af det visuelle er meget uundgåeligt og pokkers spændende.....


Simon Bang. Skitseblad, Urbino, 3.8.1997. Les Miserables-Set.


Vi kommer ikke uden om Ib Andersen. Du valgte netop den tegner, som af alle tegnere i det 20. århundrede arbejdede mest struktureret, hans tilgang var videnskabsmandens. Du afsøgte hans teknikker helt ind til benet, søgte at se gennem hans øjne for at finde hans hemmelighed, som blev dit afsæt?

Først og fremmest var det en længsel mod en orden og en struktur jeg afsøgte. Den klarhed som Ib Andersens tegninger besad, blev besættende for mig. Så meget at da den første forelskelse havde lagt sig, så havde Hr. Andersens tegnekunst indirekte ødelagt mig – eller rettere – jeg havde overset det faktum at et for dominerende forbillede forhindrede et klarsyn og et opgør. Jeg var en lille voksen der havde brug for livsvigtig viden meget hurtigt, så jeg kunne klare mig og være medforsøger i familien. Det tog cirka 30 år før jeg igen kunne slippe det. Der var noget af en proces. Så jeg må se nødvendigheden og ødelæggelsen i øjenhøjde, den er del af den samme udvikling. Forbilledet forpurrede, men pagten satte mig fri til en høj pris.


Simon Bang, fra storyboardet til Arn.
Og så frigjorde du dig fra ham, da du tog et nyt sprog på dig: Dokumentaristens, hvor du synes friere end nogensinde og prøver mange stemmer af – du tegner animation, du går selv ind som fortæller med et materiale, der er verdenshistoriens. Du synes i eksperimenterne at hvile i dig selv mere end nogensinde – du har fundet friheden i din egen stemme?

Simon Bang, fra storyboardet til Arn.
Ja, jeg arbejder med mine dokumentarfilm, som en naturlig forlængelse af det at dokumentere og samtidig ser jeg det som et ”mixed media” hvor jeg kan trække en masse stemmer frem, viden og lag, som giver mig afsindig meget mening som udtryk, og som et af de stærkeste forførelsesmidler der findes. Synes filmens sprog er meget forløsende, spændende og på mange måder en mere naturlig forlængelse af den klassiske metier, det at kunne  tegne, som jeg begyndte med. Jeg opfatter filmsproget som en ny mulighed for et sprog, meget mere komplekst, men fyldt med regler der hele tiden både lukker og åbner for både form og sprog.

Simon Bang, fra storyboardet til Arn.

Friday, 22 June 2012

"Knus hans hænder, så han holder op med at tegne"


The Guardian har bragt en ny og længere video af den syriske tegner, Ali Farzat, dette smukke og givende menneske, som den 25. august sidste år blev bortført en tidlig morgen og groft mishandlet, hvorefter han - som han fortæller i videoen - blev kastet ud af en bil i fart.

Det, som har skullet ligne tilfældig vold, var en nøje organiseret handling, fra overvågningen af hans livsvaner, så de vidste, hvornår han var alene på gaden, til de ord, der blev råbt imellem dem: "Knus hans hænder, så han holder op med at tegne. Så kan han lære det":



Som tegner har Ali Farzat vist, at despoter ikke er af overstørrelse, at satiren kan skære dem til og være med til at mindske frygten omkring dem. Det er med tydelig glæde, hvordan han hver gang fortæller, at hans tegninger fysisk konkret har været taget med på gaden til at sætte billede på demonstrationerne.

Prisen har været høj. Nervebanerne i hans hænder volder store problemer, men han tegner og slutter denne video med håbet om, at hans kommende tegninger vil være en million gange stærkere.


Thursday, 21 June 2012

Alt skal prøves



Ordet event hører til den kategori, som spyttes foragteligt ud. Det er muligvis et støjfænomen, men ikke et af de forbigående. Snarere skal vi placerere events i samme kategori som Kunstwollen, en i mennesket iboende trang, som det slet ikke kan lade være med. 


En event er filosofisk set den abrupte pludselighed, der eksempelvis bryder ind i gadebilledet og ændrer dets omgivende struktur og rytme. Når den først har fundet sted, griber den ind i vores opfattelse af tilværelsen ved at skabe et før og efter.

For lidt over 100 år siden var Valdemar blandt de tegnere, der satte trafikken i stå. Anne Bro-Jørgensen har som barnebarn til forlæggeren Michael H. Jensen fortalt, hvordan han sammen med fotografen Elfelt fra et kvistværelse på hjørnet af Frederiksberggade gennem 6 dage projicerede illustrationerne fra populærtidsskriftet Frem op som lysbilleder på muren af Københavns Rådhus.

Rådhuset var netop blevet bygget, men endnu ikke indviet og de gjorde det naturligvis i myldretiden kl. 19-20. På femtedagen bad en betjent dem om at holde pauser, så trafikken kunne afvikles. 

På sjettedagen blev huset i Frederiksberggade revet ned.

Intet skulle være uprøvet. Alt skulle udfordres, så mens det gamle blev revet ned og nye institutioner skød op, gav det meget bogstaveligt mening at bruge de nye offentlige rum som den ny virkelighed. 




Tak til Anne Bro-Jørgensen for en vidunderlig fortælling og til Per Arnoldi for at sprede det glade budskab fra dagens unge med en 83 år gammel Berlin-komposition. Så unge, at de synger "Harry Cooper"!

Wednesday, 20 June 2012

Hvorfor kunsten, Simon?


Vi har taget et nærblik på Simon Bangs tidlige tegninger, så tidlige, at de er det, som Richard Wollheim kaldte præstil - værker fra før de visuelt kan genkendes at være Simons. Endnu ikke kunst, men alligevel i en kategori, der har kunsten i sig:


11 år. Landskabet over markerne og mosen, 1972. 10 og et halvt år gammel, for at være helt præcis. Dengang gik jeg op i nøjagtigheder. Proprietær Ørtings mand er på marken i sin traktor. Måger fulgte altid traktoren, og de tegnede sig knaldhvide mod den sorte muld, som nogle gange var så sort, at farven ikke fandtes på paletten. Da jeg begyndte at male i olie, var mit første oliemaleri er samme motiv. Skyerne her, blev for grove i forhold til tegningen.


De tidlige tegninger og overhovedet det, at han begyndte at tegne så systematisk så tidligt, fortæller meget om at tage en opgave på sig, at det er på tide at spørge direkte: Simon, hvorfor blev det kunsten?


Simon: Jeg kommer fra en familie der gennem 4 generationer har været udøvende og aktive kunstnere. Alle på min fars side. Min far var keramiker, men udviklede sig til at lave buster og figurer i stentøj. Min farfar, Arne Bang, er kendt for sit stentøj, de riflede vaser, krukker, skåle og fade og dyrefigurer, som ofte er udbudt til salg  på auktioner. Han blev egentlig udannet som billedhugger fra Akademiet under Utzon Franck. Min farfars bror Jacob E. Bang blev uddannet som arkitekt også fra Akademiet, men blev berømt for sit arbejde som en af de første egentlige  glasdesignere på Holmegaard Glasværk. Deres far maleren Christian Bang, kom fra Akademiets malerskole,  var en meget habil portrætmaler og landskabsmaler. Før ham var der også en forfar, som begyndte slægtens kunstneriske arvefølge.


11 år. Landskabet mod Fensmark Skoven. Denne tegning er forlængelsen af motivet fra den første post. Var begyndt af tænke i bredformat, men åbenbart ikke i bredere papirformat. Tegnet samme dag som den første. I midten anes et lille hus og lidt til højre en vold. Det er skydebanen, og de små forkortede dumpe smæld fra Hjemmeværnets skydeøvelser husker jeg stadig. Når man gik derned, kunne man grave blystumperne ud af jernbanesvellerne, som stadig lugtede af jernbanens dieselspild og solopvarmet spruknet træ. Der flyver en måge, den er tegnet bagfra - jeg har haft øjnene med mig.


Har det været en bevidst handling at tage ARVEN på sig?

Jeg synes jeg er blevet miljøskadet, mine søskende og andre i familien, både på min fars side og hans onkels side er også udøvende. På mange måder er blevet en pest. Den selvopfattelse der følger med, skaber oftere mindre åbenhed overfor andet, fordi arven lægger sig som en dyne af selvfølgelighed, at der skal bruges mere energi på modarbejdelse end det modsatte.


11 år. Rusten lade, Sydsjælland 1972. Kan ikke erindre hvor denne lade lå. Men jeg eksperimenterer allerede. Bruger en sort, grå og brun tusch til at arbejde med. Motivet først trukket op i blyant, derefter påført de tre nuancer. Teknikken blev jeg bedre til. Min mor elskede den lade husker jeg. Hun havde sejlet med sin fars dampskib i 30erne og 40erne og så mange havnepladser med rustne kraner, togvogne og skibe i den periode. Hun tog kærligheden og længslen til det rustne med sig. Tegningen knap så vellykket.


Men heri er også en gave at vide, hvad man skal og kan og altså at være udstyret med et oplagt talent?

Det er selvfølgelig en gave, men også en slags forpligtelse. Og det er hårdt arbejde frem for alt. Det er ikke bare tesen om de 10.000 timer der gælder - det er arbejdet med både at skulle forvalte talentet og være din egen chef og købmand. Jeg er vokset op under vilkår, hvor pengene var meget små, at jeg allerede fra 10-års alderen måtte tjene min egne penge, og være med til at forsørge familien. Jeg har da forbandet talentet mange gange, da det ikke var et valg men en nødvendighed. Jeg havde både et ansvar for det og var samtidig tvunget til at bruge det. Det har jeg gjort siden, med både glæde og sorg. Jeg kender sådan set ikke til glæden ved at tegne, det er mere et sprog og en egenskab hvormed jeg kommer rundt og begår mig. Det er, som at kunne en avanceret form for en slags grammatik.


11 år. Rislev kirke. Jeg er allerede taget ud i oplandet, formentlig på min cykel gennem Stenskoven, for at tegne og finde motiver. Husker godt hvordan det trak i mig, når de hjemlige motiver blev for genkendelige. Der er stadig en naivitet med tegnelyst og en omhyggelighed med at få det hele med. Højspændingsmasten til venstre, ser ud til at være gengivet helt korrekt og allerede her uden telefonledninger.


Aha, en central kerne. Kunsten blev dit sprog til verden?

Ja, det kan du sige. Helt praktisk, så er tegningen oftere en slags grundplan for en samtale eller en måde at udtrykke sig på for mig. Også når det gælder de mere abstrakte samtaler, så tænker jeg oftere og oftere enten 3-dimensionelt eller 2-dimensionelt. Tegningen er et ekstra værktøj til det verbale sprog. Har ofte et hyr med at udtrykke mig – kommer tit til kort, når tegningen eller grundplanen over tankerne og ideerne, ikke er mulig. Tror også det har været et problem for min far og farfar. De besad ofte en vrede, når tingene ikke gik deres vej, så udeblev evnen til artikulation. Måske findes der et spor der, til forståelse af deres afmagt? De kunne udtrykke sig gennem deres kunst og skaberevner, men nuancerne gik tabt, da værket selv er stumt og umælende, hvis spørgsmålene bliver for direkte eller pågående. Miljøet dér i min familie, det selvbekræftende og selvforstående synes jeg mere og mere er blevet en klods om benet, fordi det skygger og bremser for selve evnen til forandring, men kunsten er stadig et sprog og jo mere modstand, des bedre lever det.

Udviklingen til tegner i tegninger II


Simon Bang er ud af en lang familietradition for at blive kunstner. Trods hans unge alder var de første tegninger, som vi har set nærmere på, allerede hans systematiske afprøvning af evner og at bryde barnets grænser til at finde sin kommende stemme.

Denne gang er tegningerne alle fra hans 14. år. Bemærk, hvordan de til tider kan synes at være tegnet af et yngre barn end de første. Simon var nået til en alder, hvor han for alvor krævede, at det skulle være svært. Den store inspiration fra Ib Andersen var sat ind og dermed også teknikker fra forbilledet, der skulle under huden.

Ib Andersen tegnede aldrig ren natur. Mennesket havde altid været inde over i hans naturskildringer med telefonpæle, en asfalteret landevej eller bare en havelåge. Dertil havde han en baggrund som arkitekt og opsøgte gamle huse med lag på lag af byggetekniske detaljer, historie og forfald.

Som Ib Andersen kortlagde Fredensborg, kortlagde Simon Fensmark og omegn, hvor bøndergårdene var konstruktioner med mange lag - det synes ikke så meget deres fortællinger, der tiltrak, som den visuelle rigdom, de udgjorde. Materialesammenstød mellem blik og puds og dertil træningen af øjet, hvor megen viden, der alene kan opnås ved den visuelle indsigt. Det er den direkte omsætning af forfatteren Johannes V. Jensens ord til den bildende kunst.


Af Simon Bang





Gård ved Rettestrup, Sydsjælland 1975. Er optaget af brydninger mellem gammel og nyt og tilføjelser som på denne gård, hvor længen har fået en ny bygning tilføjet. Mener at det er en zink eller blikfacade  på venstre del af længen. Jeg husker fornemmelsen af, at de grønne farver gav motivet et helhedspræg, mens skyggen ved porten tilbød en dramatisk kant til motivet. I dag virker den stadig oplevet og ferm, om end usikker i sine greb. Den har dog et fint perspektiv og en lidt klodset husskade i trætoppen.








Engsbos gård 1975. Pen og akvarel. A3. Er vild med forfald. Det har sin naturlige tiltrækning. Tiden tager sin bid af det menneskeskabte og skaber nye ukendte motiver. Er helt sikker på at jeg tænkte at det var tiltrækkende, men sproget har været utilstrækkeligt. Det var magtfuldt at tegne det, og især det at gense tegningen mange år senere. Sikkerheden i lysten og viljen er tilstede, det kniber stadig med farveforståelse - jeg er talsmand for det iagttagende og gengivende.






Gård med køer 1975. Pen og akvarel på tegnepapir. Tegneblokken er i A3 format og jeg kan se at flere tegninger i den skitseblok hælder svagt til højre. Min højre arm danner en tegnebue, så motivet mister sit vandrette lod. Kæmper stadig med at fatte akvarellens lethed og muligheder. Her bliver den blot tilført som et lag farve og jeg er meget optaget af motivets kubistiske træk. Trekanter, rumber og cirkler. Jeg arbejder dog med en bevidst enkelhed. Høj himmel, sol og farverne er uden af kontrol både derfor
og pga min manglede viden.





Kristine Mindes-Mølle ved Dysted 1975. Ved et tilfælde opdagede jeg denne mølle på mine cykelture efter motiver. Jeg samlede på vindmøller, efter jeg havde fundet et generalstabskort fra 1932 med mølleangivelser på. Det blev en besættelse at finde dem og tegne dem. Mange var borte, og resten
i en sørgelig forfatning. Ofte var mølleejeren selv afgået ved døden eller også var det efterkommere, som med stolthed lyste op, når møllens historie skulle berettes. Motivet her var et paradis af form og farve.




Sunday, 17 June 2012

Farligheden i en enkelt farve


Den unge tegner prøver sig endnu af, drikker af forgængerne og afprøver de teknikker, han finder hos dem. Hvilket ikke er en let proces, for i forgængernes hovedværker er perspektivlove typisk noget, som knapt kan aflæses af overfladen. Den tegner, som allerede er nået frem, bryder med alle forskrifter for at fokusere på sin egen tegnestemme.

Perspektivlinjer findes i Per Marquard Otzens tegning, hvis samlingspunkt raffineret skal findes uden for billedfladen. På en tilsyneladende enkel flade kombinerer han to aktuelle emner, der hver især allerede tiltrækker sig meninger for og imod. Atombomber udløses ved fusion. Engang bør vi formulere en fuldt fysiologisk forklaring, hvordan bladtegning formår at danne kortslutning mellem hjernehalvdelene, så ny forståelse opstår i beskueren. Det er ikke så lidt af en bedrift.

Men personligt foretrækker jeg at give medicinere klø frem for at lytte til dem, så lad os i stedet indtage det egentlige: Tegningen, hvordan den tilsyneladende løse streg i det fede bly lægger fortællingen op til det chok, som farven skaber. Det er en farlig tegning. Farlig, fordi farven gør herredømmet fysisk virkeligt i vores blik, det herredømme over Tibet, der driver munkene til den ultimative, aktive handling for at skabe ændring: Selvdestruktionen.


Per Marquard Otzen, "Den gule negl", Dagens Tegning, 14.6.2012, Politiken - klik på tegningen for en endnu farligere opløsning.

Selv den ultimative handling er i magtens hænder blot den lille flamme, der slukkes med et smæld. Med tegningen fastholdes den som virkelighed.



Tak til Per Marquard Otzen for en pragttegning og for tilladelse til at bringe den.

En udvikling til tegner i tegninger


Simon Bang har allerede skrevet om Ib Andersen på denne blog, men han er sandelig tegner i egen ret. Hans udvikling begyndte tidligt, inspireret af forbilledet og med en barndom i nærmiljøet på og omkring Holmegaards Glasværk. Netop nu befinder han sig i et nyt, kreativt livsafsnit, hvad der er en anledning til at se nærmere på hans vej til at blive tegner i første instans.

Det var en vej over meget bevidste valg og fravalg - såsom telefonledninger - hans unge alder til trods. De nedenstående tegninger er eksempler på en intens læreproces, hvor han konstant har prøvet sig af. Sådan er hans proces endnu i dag - den som fører ham stadig nye veje hen:



Af Simon Bang





11 år gammel, blyantsskitse. 12,5 x 20 cm. Udsigten med Harelunden (den markante form til venstre). I baggrunden Holmegaard Mose med landsbyen Spragelse over trætoppene. Senere på året blev der afviklet en Natoøvelse i området. Jeg husker stadig det lydløse syn af måske 20-30 soldater der blev kastet ud i faldskærm. De dalede som mælkebøtteskærme ned i mosen. Skitsen har jeg været heldig med. Ikke mange af mine tegninger havde en modenhed, som denne, alderen taget i betragtning.




Direktørboligen på Holmegaard Glasværk. Her boede Mogens Schlüter. Han havde en af de fineste samlinger af børnebøger. Her lærte jeg hvordan man skulle læse i en bog og vende blade på den rigtige måde. Schlüter abonnerede hver uge på Anders And & Co. Jeg syntes det var underligt at en voksen mand læste Anders And. Jeg gjorde det ikke selv, men de gik selvfølgelig ulæste ind i hans samling. Jeg var 13 år gammel, da jeg tegnede denne skitse.











Skitse af barndomsgaden, Chr. Winthersvej i Fensmark. Til højre præstegården, hvor digteren Christian Winther blev født i 1796. Til venstre smedens hus, som i min barndom stadig havde en gammel sort Ford A. I midten et sort hus i to forskudte etager, min farfars, billedhuggeren Arne Bang, atelier. Jeg var 13 år gammel, da jeg tegnede denne skitse en februarmorgen. Husker stadig det kølige vejrlig.



15 år gammel. Damplokomotiv i Næstved remise. Der var helt mørkt indenfor og svært at få afstand til motivet. Der hang en tyk vidunderlig lugt af smørefedt, olie og solvarmet støbejern. Det var kompliceret at få styr på formerne, men jeg tegnede af egen drift og tog forskud på en oplagt elevopgave for den klassiske tegneundervisning. Da jeg kom hjem fik jeg gennemgribende kritik af min far, som selv forsøgte at fordybe sig i sammensætningen af cylindriske former, kasser, ovaler, cirkler og hvad der ellers danner grundlag for at forstå hvordan alverdens motiver er bygget op.



16 år gammel. Togsignaler og telefonledninger ved Holme Olstrup. Sommermorgen, modlys. Jeg undlod bevidst telefonledninger, da de ville blive for markante i forhold til motivet. Var mest optaget af konstrasterne mellem det menneskeskabte og naturens organiske udtryk. Blev blændet af solen, under selve tegnearbejdet. Der var massiv larm fra fuglene i krattet omkring jernbanen og hver time sang det i skinnerne, når Næstvedtoget passerede.





Friday, 15 June 2012

Mens vi tæller ned til Bloomsday


I morgen er det atter den dag på året, hvor en vis bog udsættes for vores uforskammet uhæmmede dyrkelse. Og frem for alt, er bogen - James Joyces Ulysses - komisk læsning, som Stephen Fry understreger:





Ulysses er sine steder som at læse en teenagedreng klø sine urenheder, som Virginia Woolf sarkastisk noterede i sin dagbog, efter at have været opslugt de første tre kapitler. Og det er det, som er så skønt. Ikke urenhederne, men det vildtvoksende, forskellighederne henover romanen, fordi så meget skal prøves af, og frækheden med Joyces fænomenale evne til med en enkelt sætning at skære en stemning over.

Al stor kunst er humoristisk, husker Stephen Fry os på. Og fortsætter endnu vigtigere: Og humoristisk kunst handler om at forbinde. Bemærk, hvordan han bruger et verbum - at forbinde - fordi den humoristiske kunst er en aktiv handling.

Oh, ja! Ulysses er og bliver en bekræftende roman helt ud i dens allersidste ord.

Tuesday, 5 June 2012

Grundlovsord



"Kvalificeret fællesskab.
Det er det vi fejrer, det er derfor vi er her idag"


Per Arnoldi talte i dagens grundlovstale - for nu at bruge hans egne gode ord - om "lidt finkultur og folkedyb, lidt frihed og fællesskab, lidt kunst og kunstgreb, lidt økonomi og lidt geni", som han afrundede med følgende vidunderlige og vidunderligt billedlige anekdote:


"Jeg havde for nogle år siden lejet et alt for stort sommerhus i Tisvilde.
En dag jeg stod ved lågen kom to af landevejens riddere forbi.
Det store hus må have givet dem indtryk af at jeg havde magt over økonomien.
De var i ægte Storm P.  udstyr.
Farverigt og fantasifuldt.
Med sig havde de en barnevogn og nede i den stod en række små objekter, strandsten, limet sammen to og to.
Ikke så det nødvendigvis derved kom til at ligne et lille dyr eller sådan noget.
Bare limet sammen, to og to, mindre ku´jo dårligt gøre det, til en lille figur.
Løftet op fra stranden og ind i en anden verden.
Om ikke helt ind i kunstens så dog et stykke i den retning.
En plus en sten var her meget mere end to!
Sådan en dut ville de sælge mig.

Jeg var fascineret.
De havde, med deres helt enkle initiativ og ide og en lille klat KNOLD OG TOT lim, overkommet den kejtede situation at de mente at jeg skulle give dem nogle penge.
Rig som jeg , på grund af huset, så ud.
De kom for at tigge, men nu havde de behændigt og opfindsomt forvandlet det til en helt anderledes, ligestillet og fælles situation: Det var ikke mere tigge men handel.

 Fem kroner stykket.

Den ene valgte et lille eksemplar ud og holdt det op mod lyset:

” Forstår du ”, sagde han med sin godt brugte stemme, ” Det gælder om at se KONJUNKTURERNE!”.

Vidunderligt.
Han havde ret.
Det kan jo godt være han mente KONTURERNE... men det andet var ligeså godt.
De  bumser havde, genialt og enkelt, banet vejen for en udveksling af værdier.
Noget for noget.
Ingen tabere, ingen tiggere.
Det var hverken kunst eller finkultur,
men lysende geni. En ide i reneste form.
En usnobbet skønhed.
En forfinelse og materialisering af en  tanke.
Kontur og konjunktur i eet!
Et kvalificeret udsagn.
Et indhold, fastholdt, forklaret og klaret med en lille klat lim.
En virtuos sproglig øvelse.

Alle pengene værd,
men mere vigtigt:
En lille brik til det store kulturelle puslespil, en vagabond–brik, velformuleret og godt afleveret, fint og fælles nok for mig... en kulmination af et kvalificeret fællesskab,  det var 
mødet værd!"





- en stor tak til Per Arnoldi



Sunday, 3 June 2012

Frigjort, fed og grænsesøgende leg


Det sidste halve år af min Mors liv var jeg indlagt sammen med hende. En stærk og svær tid, men med et dagligt åndehul i at ringe til Simon. Simon Bang er en af denne tilværelses uundværlige mennesker. Dertil er han tegner, storyboarder og dokumentarist - blandt meget andet - så hver dag blev verden så meget større i hans nærhed.

I et hospitalsmiljø, hvor al ansats til menneskelighed tørrer ud, vendte vi for et øjeblik kunstens store spørgsmål. Netop på denne tid, foråret 2007, var vi begge bidragsydere til bogen om Ib Andersen i forbindelse med hans 100-års dag, og vi diskuterede fra alle vinkler: Hvem var han egentlig? 

Ib Andersen var en tegner, der syntes nærmest genetisk bestemt til sin livsbane. Som søn af Valdemar Andersen tegnede han fra han kunne holde på en blyant. Men han gjorde det givne til en kamp, og frem for at tage imod, kæmpede han konstant. Han syntes heller ikke at finde sin tegnestemme, før han pludselig gjorde sit store brud i livet og i 1937 flyttede uden for byen til Fredensborg. Først da finder han hjem.

Hvad finder han? Klas Östergren har i sin roman Fattiga Riddare och Stora Svenskar, der er en skøn leg med bl.a. Forbrydelse og Straf - selvmordsscenen skal læses - en passage om, hvordan byen når som helst kan høre op og et fragment af paradiset atter vise sig, det altid fortabte Eden, hvor menneskene udleveret til sig selv "som vore denna rest af lustgården till sitt innersta väsen tragisk, en påminnelse om att människan för evigt är dömd att leva i exil..."

Kun store kunstnere afføder så intens en diskussion, så lad os give ordet til Simon:




Ib Andersens gave til sin mor
Af Simon Bang



Valdemar Andersens søn Ib Andersen er ca 30 år da han flytter fra Frederiksberg til Fredensborg. Han tegner denne tegning i foråret 1937 og forærer den til sin mor sidst på året. Tegningen 18 X 22 cm er akvarel på papir og tuschpen. Den indeholder de velkendte motiver, som vi kommer til at kende sønnens værk på. Vintertræer i sne, en lille flok fugle i træet, der sidder og fryser som små sorte klumper mod den blålige himmel, der er mørknet tæt på horisonten, så kontrasten mellem snelandskab og himmel dramatisk er trukket op.






Et spinkelt raftehegn marcherer mellem haven og marken og det blå skur på den anden side af skellet, fortæller os at vi er tæt på et læ, hvis vejret slår om. Stregen er stadig charmerende søgende, og pennen danser let over papiret og er endnu blød og løs, ligesom de skraveringer han lader vokse op ad træet. Der er stadig eventyr i stregen og mindre kontrol. Det er endnu en leg, at lade pennen finde naive veje.


Samme streg finder også plads i mange tidlige bladtegninger, hvor farve for farve blev tegnet op hver for sig. Det er en uskyld og et tilbagesyn i denne tegning, som står i total kontrast til perioden under og efter arkitektuddannelsen. Her var det også en leg, men meget mere frigjort, fed, vovet og grænsesøgende. Det holdt pludselig op ved flytningen til Nordsjælland, og nu kigges der bagud i tid og efter andre forbilleder. En ny fase er på spring, manden bag pennen er på vej til en forandring i udtryk og motivvalg.


I øverste højre hjørne er tegnet et lille fuglestudie, som han ikke kunne nænne at skære bort da han indrammede tegningen. Han færdiggjorde sin gave til moren ved at påføre rammen grønne krydser og  prikker som dekoration. En nænsomhed i detajlen får han føjet til tegning og ramme.




En stor tak til Ib Andersens familie for tilladelse til at bringe tegningen, der tilhører Simon Bang.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...