Wednesday, 30 May 2012

Synes du selv, at dit liv har værdi?


- det er den type spørgsmål, man skal lægge ryg til i nærheden af en læge. En dag bør det være tid at spørge tilbage:

Har dit?

De ville formodentlig være at finde i morfindepotet resten af dagen. Det er ikke et spørgsmål, det er sundt at stille menneskene.

Men som pårørende forventes det, at vi har rygrad til det hele. Det er jo alt sammen vores skyld, som vi konstant får serveret med moralske pegefingre. "Du, det er DIG, der holder på din Mor, så hun ikke kan finde fred". Det er en af de ofte brugte.

Hvortil det er at svare: På ingen måde! Livsviljen er stærkere end nogen påvirkning, jeg kunne gøre.

Det er præcis livsviljen, Marianne Harboe har grebet i sin nye antologi Tæt på døden - tæt på livet, som udkommer i morgen. Få steder kommer den så storslået til udtryk som på vores hospicer. De er fulde af mennesker, som skal nå noget, ingen er færdige med livet, de vil.


Antologien er skrevet af frivillige, deres erfaringer, gode som svære, hvornår rollen ikke har fungeret, hvornår det fornemmes at have gjort en forskel, og ønsker for fremtiden at udvikle frivillighedsområdet. Fælles for alle bidragydere er, at tiden i hospice har gjort os selv til andre mennesker end før.

Det var et privilegium at blive spurgt om at bidrage fra pårørendeside, for den tid, jeg selv har oplevet på hospicer, har været så intens, at jeg har taget den med mig siden. Et lille øjeblik er vi sammen, syge, pårørende og omsorgsgivere så intenst rystet sammen, at de syges insisteren på at ville livet, deles af os alle.

Af hensyn til privatlivet i en svær tid, skal vi egentlig være anonyme for hinanden i et sådant hus, men netop fordi denne tid er så svær og så privat på samme tid, får vi behov for hinanden i hospicet. Jeg oplevede et meget stærkt sammenhold på tværs af stuerne, en måned var huset vores, hvor vi betingede os indbyrdes, forståelser vi ikke kunne dele med andre. Slet ikke sygeplejerskerne, fordi de var i en professionel rolle. Og her kommer de frivillige ind.

I sundhedssystemet findes der ikke længere plads, endsige respekt for omsorgsdelen. Det er derfor vi falder udenfor som pårørende, og det er også det, som gør det svært som frivillig. Vore roller ligner hinanden ved at stå med kompetencer og indlevelse, som ikke tæller.

Det er den samme mangel, som får læger til at spørge tomt. Der er derfor store potentialer, men også tværfaglige kampe forude for at opfylde det behov, som er så stort. Antologien har samlet de erfaringer, der er gjort, formulerer de ønsker, som er opstået, og sætter dermed sprog på det, som hidtil har været et tomrum.

Bogen er den første af sin art herhjemme og har allerede før sin udgivelse tiltrukket sig interesse også udefra. Det er blevet en bog skøn at skue, der alene ved sin fremtræden fortæller, hvad det er vi har brug for til at være hele mennesker: Kunsten, sanseligheden - og eftertanken.


Marianne Harboe (forf. og red.): Tæt på døden - tæt på livet; Antologi skrevet af frivillige ved danske hospicer. Udgivet af Foreningen af Frivillige ved Hospice, 2012.

Thursday, 24 May 2012

Åbent brev fra Per Arnoldi


Det er tiden for den alt for sæsonbetonede diskussion af "Kunstnere - de arbejder da gratis?".

De samme kunstnere, som beriger os og gør vores hjerner større og nysgerrige, og hvis indsats kan måles på vores fælles BNP.

Men lad os give ordet til Per Arnoldi selv:



Et åbent brev til
Kulturredaktør Peter Nielsen, Information

Kære Peter,
Jeg har netop morgenlæst din besindige leder.

Som halvdelen af det store skræmmebillede (Rifbjerg og mig) kan jeg, for god ordens skyld,  ikke lade være med at pege på, at jeg IKKE modtager det livsvarige stipendium. 


At Venstres kulturordfører åbenbart ikke læser på lektien før han melder sig med sine pinligt overfladiske betragtninger siger kun alt om ham selv og hans partis kulturelle " lødighed". 


Men Du ku´ nu godt ha' læst listen af modtagere igennem før du tager de seneste dages medieforvirring angående dette for gode varer.


Jeg stiller gerne op i forsvar for hædersgaverne, og hædersgavemodtagerenkernes lille velfortjente hjørne af vores samlede kunstbevillinger og har de seneste dage, på TV og i de trykte medier givet udtryk for min holdning. 


Den giver bare mere mening hvis man ved, at jeg IKKE hypper min lille Hassan!


Det ville være bedre, hvis alle deltagere i debatten havde læst lidt på lektien. Det uhyggelige ved den sæsonbestemte opblussen af disse spørgsmål er, at man bag de tilsyneladende saglige og demokratiske diskussioner kan høre en helt anden, grundlæggende hadefuld og misundelig tone!

Dementier er impotente.
De har ingen gennemslagskraft.
Men jeg har intet andet våben mod overfladiskheden.

Misforståelserne hvorvidt  jeg selv er på det livsvarige eller ej er kun en irriterende bagatel.

I vores hjørne af samfundets store puslespil regnes overfladisk dovenskab ikke for en dødssynd, blandt politikerne. Men det rituelle angreb og oprulning af vrangforestillinger er farligere og mere skadelige … netop i deres tilbagevendende monotoni.

Vi må, som en del af vores svage forsvar, rette de indlysende fejl.
I må ikke deltage uden at grave lidt i stoffet!

Så, hermed, endnu et håbefuldt, naivt optimistisk dementi fra et af de gamle skræk-eksempler
Per Arnoldi


Saturday, 19 May 2012

Uværdige seværdigheder


Det kræver personlighed at fjerne en udsmykning, på samme måde som det ikke kræver mindre at skabe seværdigheden i første instans.

Hundertwassers offentlige toiletter i Kawakawa, New Zealand er en af de geniale eksempler. I et fattigt område, der trængte til at nogen gjorde en forskel, skabte han den type af bygningsværker, der hører til de mest sølle i fællesrummet og gjorde det til et ikon med horder af tilrejsende turister og deres optagelser til følge:



Og så er der dem, der opstod som en halv tanke og forblev den halve tanke.

Johan Tell har med sin foto/debatbog Trista Sevärdigheter skabt en sigende præsentation af alle de tomme, oplevelsesøkonomiske projekter over hele Sverige, hvor nogen har troet at tænke stort uden at have et indhold. En halv idé ophøjes til handlingsplan, hvor selv et dobbelt "måske" bliver dobbelt så stort: "Her overnattede Gustav Vasa måske. To gange".

-" 121 Platser ovärda en omväg"

Eller hvorfor ikke oprette en park, der kan få japanere til at styrte til, for japanere betyder valuta, right?

"Japanska parken ökar den japanska närvaron i bygden". Foto fra bogen.


Birka, Björkö: 
"Alla Stockholmsbarn åker båt till Birka som beskrivs som "[...]en av de mest kompletta och orörda vikingatida handelsplatserna från åren 700-900". Att platsen är orörd beror på att ingenting finns att röra. Det finns en gräsplätt (där bodde vikingarna), en äng ( där bodde vikingarnas kor) oh en sjö (där låg vikingarna skepp). Alla Stockholmsbarn blir jättebesvikna." 


Det uigennemtænkte som det uægte, uden virkelig indsigt eller vilje, afslører sig fysisk.

Bogen er udstyret med koordinater for hver enkelt seværdighed, så GPS'en kan indstilles til at køre en bue udenom. Desværre synes bogens modtagelse om ikke andet i medierne at have været koncentreret om den enkelte regions forsøg på at undskylde sig - "At seværdigheden diskuteres er beviset på dens berettigelse". Forhåbentlig kan bogen dog bremse de værste fremtidige projekter.

De 121 uværdige eksempler er samtidig endnu bevis til ordmenneskene om, at det tænke og at se er nært forbundne. Det er da smukt.


Johan Tell, Trista Sevärdigheter, Bokförlaget Max Ström, 2011.


Sunday, 13 May 2012

Sansernes udsultning





Den kommende uge står i operationens tegn, hvad der altid er en angst, når en respirator er med inde over. I et miljø, hvor alle sanser udsultes. For at gøre hospitaler til et sted for alle, er fællesnævneren tomheden. Ikke den hvilende tomhed, tomheden med altings potentiale i sig. Kun den type af ingenting, som massemordere opstår af.


Når vi diskuterer kunst i offentligt rum, og kulturministeren, Uffe Elbæk, med en fejende bevægelse gør rundkørsler til altings målestok, fastholdes tomheden som normen. Men vi kan ikke undvære den, den sanselige og mentale næring.

Vi medbringer bøger.


Straight, No Chaser



Jazz er en af uundværlighederne til at sætte ord på bladtegningen. Der findes ikke noget så skønt som at afprøve kromatik og improvisationer fra det ene nonverbale medium til det andet. Lige så absurd at forsøge, som det er uimodståeligt.

Per Marquard Otzen har vendt legen den modsatte vej og atter samlet energien, de som giver sig helt og fuldt til os lyttere, og hvem vi alle kan møde i Radio Jazz. Desværre bløder tegningens lyd i den mindre opløsning, som bloggens format kræver. Den skulle stå så skærende klar, som kun jazz'ens tone - og Per Marquard Otzens tegnekunst.

Således forbliver de to medier forbundet, nu som historisk.

Tak til Per Maquard Otzen og Radio Jazz.

Friday, 11 May 2012

Klaus Albrectsen 80 år


Per Marquard Otzen: Klaus, Dagens Tegning, Politiken, 11.5.2012.

Et meget stort tillykke til Klaus Albrectsen på hans 80-årsdag med en endnu større tak for hans skarpe pen.

Hvad han som bladtegner betyder og har betydet, kan ikke siges bedre end i Dagens Tegning af Per Marquard Otzen. Bladtegneren er i direkte clinch med sin tids spillere, som sætter tidens dagsorden. Engang blev det pointeret, at bladtegningen havde bedst af at blive inden for egne landegrænser, hvor den kunne trække på referencer, der var kendt af alle. At at brede sig ud var at gøre sig let og overfladisk.

Men der er ingen grund til at lege provinsiel og kalde bladtegningen dansk. At være overfladisk er at se bort fra, hvor stærk en stemme, bladtegningen eksempelvis var i 1930'erne helt i ind i nazismens centrum i Tyskland. Göring havde præcis samme reaktion som Nixon under hønens vinger. De kan vedblive at erklære uskyld, men tegningerne er tegnet.


En særlig tak også til Per Marquard Otzen.

Wednesday, 9 May 2012

Bladtegning kan føre til alt




- såsom at lægge grundstenene til USA. I dag for 258 år siden offentliggjorde Benjamin Franklin denne tegning i The Pennsylvania Gazette. En modstandstegning over for de franske koloniherrer i opløbet til det, som blev syvårskrigen, siden brugt mod briterne, også koloniherrer, og så enkel i sit billedsprog - sammenhold gør stærk - at den kunne bruges på begge sider af borgerkrigen århundredet senere.  

Hans Schmidt Petersen er min uundværlige revser, når tekster skal gennemlæses, som da jeg havde skrevet at Berlingske aldrig havde fået et naturligt forhold til brugen af billeder.

Det skal lige indføjes, at bemærkningen gjaldt den første trykte avistegning herhjemme, en græshoppe fra dengang - 1749 - den mest var kendt fra Det Gamle Testamentes ulykker. Selveste billedet på det onde, tegnet i 3/4-profil, så vi får gysende øjenkontakt. 




Græshoppen blev den ene af kun to tegninger i Berlingske, dengang kaldet Kjøbenhavnske Danske Post-Tidender. Avisen lagde brugen af billeder bag sig allerede i sit første eksistensår. Men Hans fnyste over sammenstillingen af "naturlig" og "billeder": Billeder er et konstrukt, de er ikke givne. 

Deri har han ret, de er hver gang en kompostion af rytme, balance, materialer, hensigter og tilfældigheder, kunnen, deres tid - og, og... Folketroen ville eksempelvis i 1754 vide, at hvis en overskåret slange når at hele sig inden solnedgang, får den igen liv. Effektivt billedsprog omgående forstået og aldrig glemt. Tegningen er og bliver skabt.

Men alligevel - det var vores diskussion, og det skal tilføjes, at vi plejer at indtage de modsatte fløje - kan mennesket ikke undvære billeder. Vores hjerne skaber dem, ligesom den sætter forståelser og sammenhænge. Blinde kan tegne. Der er noget forjættende over terminologien fra umiddelbart før 1900, der talte om viljen til kunst. Mennesket har aldrig kunnet lade være.

Bladtegneren skaber noget som på samme tid er fundamentalt, næsten så blinde til tider kunne have tegnet dem, umiddelbart primitive sammenstillinger kan det også synes, og dog er tegningerne så raffinerede, at de kan definere et ståsted, der igen fører til den statsdannelse, det nordamerikanske kontinent arbejdede på i 1754. 

I disse dage er den iranske tegner, Mahmoud Shokraiyeh, blevet idømt 25 piskeslag for en tegning af et parlamentsmedlem i fodboldtøj. En mørk plet i panden, der hentyder til intens bøn, har flyttet tegningen over i en zone, der udløste et modangreb fra styret. En farlig effektivitet, en skabt tegning, men skabt ud fra følelsen af fundamental nødvendighed.

Skabt og uomgængeligt. Hans og jeg er heldigvis stadig ikke blevet enige.


ETA: Efter en uges intens international omtale har parlamentsmedlemmet trukket sin anklage tilbage mod Shokraiyeh, fordi han efter eget udsagn havde følt sig hængt ud af Shokraiyehs avis, men at han aldrig havde tænkt det skulle føre til en dom over avisens tegner. I den forgangne uge har tegnere verden over manifesteret deres protest ved at tegne det pågældende (og for omverdenen hidtil ukendte) parlamentsmedlem med særligt tydelig plet i panden.



Sunday, 6 May 2012

Axel Nygaard


Valdemar Andersens Juliane klippede hver dag Politikens lille vejrvignet ud og klæbede den ind i sin dagbog. Det samme gjorde hendes samtidige. Tegnekunstneren bag dem var Axel Nygaard, der på mange punkter i udtryk og opgaver var en parallel til Valdemar. Valdemar gav os portrættet af Johannes V. Jensen, Axel Nygaard portrættet af Georg Brandes.

De to portrætter hører blandt de ypperste, som nogensinde er begået. Valdemars opgaver rummede dog sjældnere portrættegningen, for de opgaver blev oftere givet til Nygaard, der var den skarpere portrættør, med en frækhed i personkarakteristikken og et politisk-kritisk islæt, som ikke lå for Valdemar.

Den modne Axel Nygaard skulle dog især blive kendt for at rumme det store udblik i landskab og vejr i vignettens format. På dette tidspunkt kunne hans sikkerhed i stregen ikke ligge længere fra Valdemars, der konstant flyttede sig at nå større gennemsigtighed. Nygaard blev ved sin læst. Og det var slet ikke så dårligt.

Axel Nygaards vignetter skabte efterspørgsel på vejrtegninger gennem hele det 20. årh.  Dette er en af Valdemar Andersens, hvor vejrliget rammer bymennesket.

Axel Nygaards vej fra kæmpende og eksperimentende kunstnerspire til den kunstner, som kaldte på den daglige saks blandt læserne, har Søren Vinterberg foldet ud i en artikel fra 2010. Axel Nygaard rejste ud for at prøve sig af, gennemgik sult af en intensitet, der skabte hallucinationer, men også beslutsomhed om at gøre den tegnekunst levende på dansk grund, som han oplevede havde status af modesag i det centrale Europa.

Daumier-arvtageren Charles Léandres seneste værker i Le Rire skabte køer foran kioskerne, når bladet udkom. Der var en rig og stor arv fra Daumier, Toulouse-Lautrec og Simplicissimus-tegnere som Th.Th. Heine og Rudolf Wilke at bygge på. Det gjorde også hans samtidige derhjemme, inspirationskilderne var så stærke og så udbredte, at de ikke var til at komme udenom, men den, som mest gennemført mødte dem ude, var Nygaard.

Søren Vinterberg sætter en tegnekunstner ind i den kunstens samtid, som han prøvede sig af imod og skabte sit eget på baggrund af. Det var de samme kunstnermiljøer, som skulle danne nybruddet i det tidlige 20. århundrede. Vi har en tendens til at skille kunstens udtryk fra hinanden, tegnere fra malere, men de havde samme rod, og det er en rigdom som læser at opleve dem i deres samspil, før de unge kunstnere atter diffunderede ud over hele Europa, og for bladtegningens vedkommende udbredte den nyeste kunst, så den nåede ud til noget nær hele den danske befolkning.

Artiklen er bygget op omkring Axel Nygaards breve hjem. En del af dem har været offentliggjort i H.P. Rohdes biografi over Nygaard fra 1954, men det er første gang de sættes ind i en kunsthistorisk og æstetisk analyse med det store overblik.

Meget mere, tak!


Søren Vinterberg, "Et frugtbart land for karikaturens kunst", pp. 177-192, Per Thomas Andersen, Pil Dahlerup & Steinar Gimnes (red.), Brev til Jorunn på 70-årsdagen, (Trondheim: Acta Nordica; Studier i språk- og litteraturvitenskap/ tapir akademisk forlag, 2010).

Saturday, 5 May 2012

Den Internationale Bladtegningsdag


- er dagen i dag, 5. maj, en pragtdato, som i tegningens verden skyldes denne lille fyr:


The Yellow Kid, tegnet af R.F. Outcault og bragt første gang i farve den 5. maj 1895. Ikke virkelig den første bladtegning, end ikke Outcaults første, offentliggjorte tegning, men første gang, det gule drengebarn viste sig for verden i farver. Hvad, der egentlig var den første bladtegning, er et spørgsmål om fortolkning siden Gutenberg, men før ham var der også de illuminerede håndskrifter og før dem ...

Datoer har det med som alle andre fakta at have et element af fiktion over sig. Et besluttet faktum, ikke ulig feltherrers hensigt med at navngive slag. Giv slagmarkens bloody mess et stednavn og straks kan det sættes på triumfbuer. Triumfbuer er en passende ramme også for bladtegningen:



Tillykke til bladtegningen!




Tak til Ivar Gjørup for skøn tankestreg - og tilladelse til at bringe den.

Wednesday, 2 May 2012

Visuel intethed


Ved indgangen til maj blev Hans Bendix i sin tid - 1961 - interviewet af Herbert Pundik om sin oplevelse af Adolf Eichmanns rettergang, anklaget og siden dømt for sin rolle i organiseringen af deportationerne til koncentrationslejrene: Eichmann gjorde omfanget af nazisternes forbrydelser mulig. Selve retssagen var blevet indledt i april samme år under stor mediebevågenhed. Hvert et øjeblik blev dækket ind af kamera, fotografer og tegnere. Bendix selv kan anes på fotos af salen med papirer i travl uorden foran sig på retssagens allerførste dag.

Den forudgående april i år blev Breiviks retssag indledt i Oslo og også her sad to tegnere med på første række. Så da vi atter nåede til maj, blev den ene, Esther Maria Bjørneboe, interviewet bl.a. til Weekendavisen, for vores kulturkreds kræver ord: I har nærlæst den anklagede, hvem er han, viser han skyld, forstår han overhovedet sin skyld?

Begge tegnere svarer, at skylden ikke er visuel. Bendix understregede, at Eichmann kunne have været hvem som helst, ihukommende sin egen, første retssag, hvor han tog fejl af den mordanklagede og dennes forsvarer. De to retssager er overhovedet paralleller i denne retning, for dybest set er der intet at se. For begge de nævnte anklagede gælder, at de er uden kerne, uden autoritet i egen person, og har gjort sig til lakajer for, hvad de selv ser som en større sag.

Mere fiktive kan deres personligheder næppe blive, hvad der i salen kan føre til nedsmeltning, som Bjørneboe har fortalt:

Han klarte ikke å holde masken. Jeg får nesten alltid dårlig samvittighet i rettsalen. Slik var det også denne gangen. Jeg tok innover meg ubehaget han hadde, og det er vondt å se et menneske tape ansikt. 

Kan man nævne Eichmann-retssagen uden også at sige Hannah Arendt? Også hun søgte at finde en logik, at en forbrydelse af dette omfang kunne finde sted og en af hendes forklaringer blev manglen på indre dialog hos de anklagede, evnen til at reflektere en tanke fra forskellige perspektiver som skulle, måske også kunne have forhindret forbrydelserne. Hendes konklusion er uundgåeligt den samme som for tegnerne: Det er tomme skaller, afklædte til ingenting i retssalens skarpe lys på dem.

Så tegnernes opgave har været at indfange tomheden og fastholde farligheden. Løsningen bliver selve salen, den større helhed, som de anklagede i deres tomhed netop ikke formår at indgå i. Retssalen som nøje koreograferet dialog helt ud til udvekslingen af noter, retsbetjentene bringer til og fra bordene.

Hos Hans Bendix har Eichmann indtil flere udkradsede ansigter, der var intet at indfange og intetheden modsvares på billedplanet af anklageren, Gideon Hausner, som det skarpe intellekts dynamiske nærvær - se blot hans hånd i billedets nederste kant. De adskilles af forsvarerens, Robert Servatius, omfangsrige korpus, mens dommerpanelet personificerer den forskellighed, som Eichmann ikke formåede, lyttende, og analyserende:



Den komplette udskrift findes på www.nizcor.org, gruopvækkende og uomgængelige ord. Det var de 1400 vidneudsagn, som blev ansatsen til vores holocaustforskning.

Udskrifterne har også deres basalt menneskelige spændingsstunder, hvor man sidder yderst på kanten af stolen for at få hver en nuance med, såsom vidnesmålet fra den psykolog, Gustave Gilbert, som også talte med de anklagede i Nürnberg. Anklageren måtte spørge til deres opfattelse af skyld, dommerne greb ind, at det spørgsmål ikke måtte besvares på andenhånd, men da tre sprog var i spil - psykologen var brite, anklager og dommere talte hebraisk og forsvareren tysk, så nåede Gilbert alligevel at få ud, at de ikke havde angret noget som helst.

Hvorefter Servatitus, forsvareren, forglemte sig for at lange ud efter Gilbert og erklærede, at de anklagede i Nürnberg havde hånet ham bag hans ryg i sin tid. Ups. For sin del glemte Bendix ikke et øjeblik at have mødt Eichmanns forsvarer i Nürnberg, og at journalisterne dengang havde spurgt rækken af forsvarere, hvad de havde beskæftiget sig med i de 12 år, nazisterne var ved magten. Dengang havde kun en enkelt villet svare, og det havde ikke været Servatius.


Tak til Hans Bendix' familie for tilladelse til at bringe tegningen.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...