Wednesday, 25 April 2012

Et ord om renhed


Der er en renhed i Valdemar Andersens livsværk, som forplanter sig til hans beskuer. Jeg opdagede det første gang, da jeg pludselig argumenterede som ham: "Men farven, se hvilken farve".

Var det forskellen mellem en platonsk og homerisk verdensopfattelse, vi diskuterede? Den nye over for den gamle verden, viljen til fortolkning, og her trådte jeg helt ud med et æstetisk indlæg. Mine meddiskutanter opdagede naturligvis intet, de havde slet ikke tid, og det var en særlig oplevelse at befinde mig i et helt eget rum. Ikke naivt, snarere hvilende, uden lyst til den analytiske kniv.

Det lykkelige er ensheden i vores kulturtradition. Forskelligheden er dramaet, som sætter bevægelse til fortællingen. For nu at gentage Tolstoj.

Jakob Martin Strid var selv engang den rå stemme, også den maskuline stemme, som børn møder så få af i dag, og som betød, at Celine og jeg var på pilgrimsfærd til Enghave Station for at se den personaledør, der leder fra Underverdenen i Dimitri 9 mm. At døren ikke findes, gjorde ingen skade til fortællingens under. Gennem hele sit foreløbige værk, har Strid haft poesien, uskylden, renheden i sin streg.

At han nu har lagt den politiske nerve bag sig, vil forhåbentlig ikke give ham et nyt sæt kritikere. Vi har en kultur, som tager det foreliggende for pålydende. Hvis kunstneren maler en rygvendt person, så har vi en kunstner for os, som har vendt verden ryggen. Det er så let at se bort fra den bevidste handling, der ligger i at være meget meget vel vidende om verdens gang og derfor vælge at vende fokus fra den. Måtte Strid aldrig blive mødt med denne automatreaktion. Hans poesi har skrøbeligheden i sig, den er troskyldig ved aldrig at være troskyldig.

Den lille Ib Andersen, der selv blev tegner. Sårbarheden også i motivet, han som undersøger og endnu knapt forstår. Gengivet med tilladelse fra Kort- og Billedsamlingen, Det Kgl. Bibliotek, den ringe kvalitet tager jeg på mig.

I forhold Strid synes Valdemar at hvile i, hvem han er - og dog. En af de forsvindende få udmeldinger, der findes fra hans hånd gælder en trøst til hans Juliane. Venner havde netop mistet et barn, og han prøvede at sætte ord på, der samtidig er sindbilledet på hans indstilling til kunsten:

"Naar Mennesker er overmodige og uvidende har de ingen Skade af at beskæftige sig med sørgelige Ting, men følsomme Mennesker som Du og jeg bliver angrebne paa hele Organismen deraf, derfor har man en Pligt over for sig selv og sine Nærmeste til at finde og dvæle ved Tilværelsens venlige Sider." 


Sunday, 22 April 2012

Portrætuge


En bladtegner blev i forgangne uge listet blandt de 100 mest indflydelsesrige personer i verden, mens Politiken-læsere klagede over, at mindeordet over Hr. Møller bragte ikke én, men hele to tegninger af hovedpersonen. Hvilken uforskammethed.

Fra det største til det mindste, og et slående billede på det ideal om autenticitet, som bladtegningen står udenfor. Tegnekunsten har ikke uskyld, den er ifølge de nævnte læsere ligefrem ond beregning.

Vel har den ikke uskyld, men i linjen af diskussionen, som Jørgen Dehs tager op i Det Autentiske; Fortællinger om nutidens kunstbegreb, der også er udkommet i disse dage, har den nødvendigheden i sig. Ali Farzat eksempelvis. Og hvis vi vender tilbage til mindeordet - så handler fornærmelsen ikke om de faktiske tegninger af Anne Marie Steen Petersen, der var to yderst forskellige, skønne, nærværende tegnede indblik i et langt, levet liv. Fornærmelsen ligger i, at vi er blevet så vant til photoshop, at vi ikke tør forholde os til menneskelig forskellighed.

Men tænk, hvad tegneren gav os. Vi fik hans direkte blik og smil på forsiden frem for de fotos, som andre redaktioner satsede på: Det skrøbelige liv de sidste dage af lige-før, hvor beskueren uvilkårligt nysgerrigt søger at aflæse tegnene på, at nu blev nu. Som var det mere værdigt at fokusere på den allersidste dage, frem for 98 aktive år. Det er dog et faktum, at når vi mister, glemmer vi på stedet den sygdom, som gik umiddelbart forud. Dårligdom og sygdom bliver så uendeligt lidt i forhold til det hele menneske, som ikke er længere.

Hvad tegningen kan, bød denne uge også på fra anden vinkel, for en klassisk bladtegningshandling er dækningen af retssager. Selv i de tilfælde, hvor foto og film har været tilladt, har redaktionerne vedblevet at sende en tegner. Her kan tegneren noget, som fotografen kan være heldig at fange, men har sværere ved. Tegneren har ganske enkelt en anden lukketid, hvis vi skal bruge en fototeknisk term. Det er muligt at se sig ind på personen.

For af selve det ydre kan vi intet aflæse, ifølge Hans Bendix' yndlingshistorie. En af hans første opgaver som tegner var at dække en slimet mordsag. Han fik også et fantastisk kontrafej at lege med og løb stolt tilbage på redaktionen, hvor hans redaktør slog sig for panden og sendte tegneren tilbage til retten. Bendix havde tegnet forsvarsadvokaten, mens den virkelige morder var en nydelig lille herre i blåt jakkesæt.

En sådan har vi måttet se i alle medier i forgangne uge fra Oslo. Lad os gøre det kort i aften, og tage et enkelt eksempel i en af hans ligesindede: Rudolf Hess, tegnet af Hans Bendix i Nürnberg november 1945. Hans hjerne var lukket ned, så hvad han end blev spurgt om, kunne han ikke finde andre ord end:




Tak til Bendix-familien, for tilladelse til at vise tegningen.

Saturday, 21 April 2012

Ali Farzat - en verdensstemme


Time Magazine har sat den syriske bladtegner Ali Farzat på listen over de 100 mest indflydelsesrige personer i denne verden. Optagelserne af Ali Farzats blodige hænder gik verden rundt, da det syriske regime forsøgte at gøre ham tavs gennem at knuse hans vigtigste redskab. 




Men der er altid et håb, en solopgang, i hans tegninger. Håbet, der kunne blive virkelighed, hvis verden ville holde op at spørge til årsager og søge at finde mening. Det skal handling til, er hans budskab til os udenfor Syrien. Så længe vi nøjes med at spørge, er vi alle medskyldige.

For til filosofi hører også handlingen, i hans livsforståelse. Frygten findes ikke længere, den bukkede under med modet hos de første oprørere, som han siger i ovenstående interview. Matt Wuerker har på Time Magazines vegne begrundet Ali Farzats navn på listen:

In the end, the joke is on the regime. It thought it could silence Ferzat and break his will by breaking his hands. Instead it created a powerful symbol who draws cartoons the whole world is now reading. Talk about a great punch line.

Friday, 20 April 2012

Opnået uskyld


Bladtegning er noget snavs. Uskyldig er den aldrig. Den er ikke ubetinget, for den er reflekteret. Det var ligefrem den, som sendte Kierkegaard ud over kanten. Den har en bestiller og er følgelig ikke autonom, og auratisk er den slet ikke ved at være uden original, eller rettere, den er et grafisk blad, der hver gang møder sin beskuer trykt i et seks-cifret antal eksemplarer. Bladtegningen er så jordisk, som tænkes kan. 

Autenticitet. Ikke det, der ligner.

Men inden begrædelighederne erklæres, så lad os kaste ind, at det netop skyldes bladtegningens iboende hang til udforskning og udfordring. Alene denne blog er forbudt i visse nationer, fordi den beskæftiger sig med en kunstform, som despoter møder med angst. Tegnerne lyttede til Kierkegaard og tog hans diktum om "komisk komposition" på sig. Adorno vil sandsynligvis stadig se på dem med skepsis, men de har Høffding i bagagen. Se en bladtegner i aktion, hvordan han eller hun skærer vores fælles rum ind til de fire streger, der genskaber livet, for nu at gentage den gamle kinesiske anekdote om kunstnerens evne. 

Uskylden er tilsyneladende, for bladtegneren tog nødvendigheden på sig. Væsentligheden helt ind på den anden side af det smerteligeKianoush Ramezani kan fejre nytår i sit franske eksil, langt fra det Iran, han måtte flygte fra. Selv tegner han sig som guldfisken hængende på kanten af glasset, gispende efter luft.

Kianoush Ramezani: I was born in Rasht, the capital of Guilan, the Northern province of Iran, a green paradise beside the Caspian sea. The first day of the Spring (21th March) is the Persian new year, since hundred years ago, Persian families make a symbolic table with 7 elements to welcome Nowruz, also they use to put a Golden fish beside these 7 elements on this table. 
Happy Persian new year. Kianoush From Exile. 18.3.2012.


Se, det er kun yderpunkterne af de diskusioner som animeres af Jørgen Dehs' seneste epos Det autentiske; Fortællinger om nutidens kunstbegreb, som udkom i denne uge på Forlaget Vandkunsten. 



Jørgen Dehs inddrager æstetikkens lange linjer fra det sene 1700-tal, der også så opkomsten af bladtegningen, som vi kender den i dag, og diskuterer kunstens domæne som opnået uskyld, eller uskyld for viderekomne. Selvom uberørtheden kun er tilsyneladende, angår den dog endnu forelæggelsen. Æstetikken er per tradition meget lidt billedhenvisende. Det gælder om ikke at binde sig til det faktiske, historiske, frem for det mulige, ideale.

Men Kierkegaards snart sagt eneste diskuterede billedeksempler var to billigtryk. Det kunne måske vise sig, at tegneserien var stedet for menneskets evige søgen. Tak atter til Kianoush Ramezani og Ivar Gjørup, og Ivar, det er en aftale, så snart du er ude af din platonske oversættelseskælder, er det tid at kaste os ud i umulige tanker.




Jørgen Dehs, Det autentiske; fortællinger om nutidens kunstbegreb (København: Forlaget Vandkunsten, 2012).

Monday, 16 April 2012

Æret være bladtegneren



Søndag var det Rex Babin Day i Californien. 


Guvernør Edmund J. Brown, Jr, erklærede den 15. april for officiel mindedag for bladtegneren Rex Babin, som for nylig bukkede under for sin kræftsygdom. Hvilken fornem gestus at ære den forskel, en bladtegner har gjort i vores liv.


Det er dertil en markering af den værdi, som bladtegningskunsten skaber.


Herhjemme har vi netop mistet Ib Spang Olsen. Generation efter generation fik øje på verden gennem hans kunst. Hvor storslået, om også det officielle Danmark havde sat ord på, hvad vi mistede i ham, som i hans californiske kollega:




GOVERNOR BROWN ISSUES PROCLAMATION DECLARING REX BABIN DAY


PROCLAMATION
BY THE GOVERNOR OF THE STATE OF CALIFORNIA


"It is difficult not to write satire," observed the Roman poet Juvenal at the close of the 1st Century A.D. Few understand this basic truth better than political cartoonists who, 2000 years later, wield the power of caricature, parody, farce and lampoon in the pages of our newspapers.

Paul Conrad said that political cartooning "is a peculiar art form...but a necessary art form...and a noble art form." Rex Babin found his calling during a junior high field trip to the Los Angeles Times. After studying Conrad's Pulitzer Prize-winning work for the Times, young Rex dreamed that one day he, too, might join the pantheon of great political cartoonists. For Rex – a native of Walnut Creek who grew up in Pacific Palisades and Encinitas – that dream came true.

Over the past twelve years in Sacramento, Rex chronicled the pitfalls and foibles of politics in the Golden State and beyond. His pen rendered verdicts on every issue and individual of importance. He had the unique ability to make biting comments in a way that still managed to put a smile on your face. Those lucky enough to escape his scathing critique should feel slighted to have been overlooked.

Rex left us too soon, and life will never be the same for the family, friends and colleagues who knew the man behind the pen. But his wife, Kathleen, and his son, Sebastian, can hopefully find some solace in the fact that the State of California mourns this native son today.

A powerful voice is gone, but a legacy remains. Rex is best remembered – not with words – but with cartoons. For these were his life's work, shedding light and laughter amidst turbulent times, and becoming an indelible part of our history.


NOW THEREFORE I, EDMUND G. BROWN JR., Governor of the State of California, do hereby proclaim Sunday, April 15th, 2012 as "Rex Babin Day."

IN WITNESS WHEREOF I have hereunto set my hand and caused the Great Seal of the State of California to be affixed this 15th day of April 2012.



Se teksten i dens helhed på: http://gov.ca.gov/news.php?id=17493


Monday, 9 April 2012

En kunsthistorisk milepæl


I dag er det præcis 90 år siden, at Politikens søndagsmagasin udkom første gang. Det første af flere avisers søndagstillæg, som skulle blive en milepæl i dansk kultur og kunst ved hver søndag at bringe en forside, der var lige til at skære ud og hænge op. Et stykke originalt kunst i egen ret med en epokegørende hensigt: At alle havde råd til kunst på væggene.

Det vil sige, selve denne historie begyndte ikke for 90 år siden. Der skulle gå lidt over et år, før bladtegnerne gradvist fik skubbet sig frem til denne position. For 90 år siden bragte tillægget quizzer, gåder for børn, nyt om skuespillere og mode. Men lige så stille bredte tegnerne i tillægget. Der var ikke mindst nyskrevne noveller og føljetoner, der kunne og blev illustreret. Og pludselig er forsiden der, næsten så det kan mærkes, hvordan idéen er opstået og forslaget blevet stillet, om ikke de skulle prøve at lave en farvet helside. Når nu muligheden var der rent teknisk. En side over noget, som læserne kendte, genspejlingen af et regnvejr på fortovene i aftenens lys, noget som læserne straks ville genkende ... og resten er historie.

Selve idéen var ikke ny. Gennem hele 1800-tallet var der magasiner og aviser, der tog rollen på sig som museer, der bragte kunsthistorien hjem til deres læsere over store dele af Europa. Men dette var ikke endnu et aftryk i sort/hvid af Rembrandt til at hænge op. Dette var hver gang et helt nyt originalværk af navne som Adolf Hallman, Axel Nygaard og Valdemar Andersen.



Forsiderne findes kun som forsider, blevet til over flere trykkegange til alle farver var lagt på. Vi har enkelte skitser til det endelige værk, men de forbliver skitser og aldrig andet.

Dette lille stykke historie er samtidig en lektie til fremtidige beslutningstagere om at turde stå ved det unikke. For beklager, men hvad Magasinet første gang lagde ud med - det havde aldrig opnået noget der ligner de samme salgstal.


Sunday, 8 April 2012

Hvor alt håb om kunst ellers må lades ude


WHERE ALL HOPE OF ART MUST OTHERWISE BE LEFT OUT


ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS:



Fra Knowledge af Louise Bogan, 
http://www.poets.org/viewmedia.php/prmMID/20714



Joseph Brodsky var medstifter af The American Poetry and Literacy Project, en non-profit organisation, der har til formål at bringe poesien ud, hvor den ikke før har været. Som at skrive sin yndlingslinje med kridt på fortovet, men især at efterlade digte uventede steder, hvor de vil blive fundet og nydt af andre. 

Kunsten som en gave til sine medmennesker i det rum, som Valdemar Andersen også arbejdede i - det offentlige rum, stedet, hvor alt håb om at møde kunst ellers må lades ude, som Emil Hannover sagde om Valdemar.

Dette er essensen af bladtegningen og jeg ville gerne dele et digt, som jeg selv mødte et uventet sted og søgte at genfinde i årevis, fordi det handler om vores higen efter at sætte ord og forklaringer på livet, og så dog, når vi møder det egentlige, når vi vitterligt kan forklare alt, da forsvinder alle behov for ord. 

Og det er som det skal være, denne fuldstændige væren til stede i verden.

Det er af Walt Whitman og viste sig at være Of The Terrible Doubt of Appearances. Jeg fandt det meget om i en lille boghandel i Arkansas. Ikke et populært valg på de kanter, Whitman var jo en "damn yank". Timen efter blev bygningen med den lille boghandel revet op af en tornado. Passende ramme til disse vidunderlige ord: 



Joseph Brodsky co-founded "The American Poetry and Literacy Project", a non-profit organization that aims to bring poetry to places where it has never been before. Such as writing one's favorite stanza with chalk on a sidewalk, but especially to leave poems in unexpected places, where they will be found and enjoyed by others. 

Art as a gift for his fellow beings in the public space, which was also the home of many of the works by Valdemar Andersen - the place where all hope of meeting art must otherwise be left out, as the Danish art historian, Emil Hannover, said about Valdemar.

This is the very essence of cartooning and I would like to share a poem that I met at an unexpected place and searched for high and low for years to find it again. It is about our quest to put life into words, and then, however, when we do see it all, when we indeed can explain everything then words become insignificant.

And that is as it should be, this being utterly present in the world.

It is by Walt Whitman and turned out to be "Of The Terrible Doubt of Appearances". I found it much in a small bookstore in Arkansas. Not a popular choice at that part of the world, in that Whitman was a "damn yank". An hour after we left the bookstore was torn by a tornado. An appropriate framework for these wonderful words:

  

(...)

May-be the things I perceive, the animals, plants, men, hills, shining and flowing waters,
The skies of day and night, colors, densities, forms, may-be these are (as doubtless they are) only apparitions, and the real something has yet to be known.

(...)

When the subtle air, the impalpable, the sense that words and reason hold not, surround us and pervade us,
Then I am charged with untold and untellable wisdom, I am silent, I require nothing further,
I cannot answer the question of appearances or that of identity beyond the grave,
But I walk or sit indifferent, I am satisfied. 



Saturday, 7 April 2012

Modernismens marmor



Trappen, der fører til retssalen på Nykøbing Mors

Dette land har en lang historie for marmor. Marmor som billede på manglende storhed ganske vist, berømt er i al fald en engelsk ambassadørs bemærkning - tilbage i det sene 1600-tal, var det? - da han kommenterede, hvordan landets eneste fortrin var den sal, han var blevet modtaget i på Rosenborg. Og dens marmor var end ikke ægte, som han sørgede for at understrege. 

Retssalen i Hobro

Men den ægte vare er der så rigeligt af i verden. Ofte handler den snarere om at vise økonomisk styrke og mindre forståelse for åringer og farve. Den bemalede derimod er et helt personligt udtryk, der hører sin tidsalder til og skaber en ramme, som den ægte aldrig ville kunne.

En sådan tidsalder var det tidlige 20. århundrede, der forbandt to så tilsyneladende usammenhængende fænomener som modernisme og marmor. Det demokratiske samfund indrettede sig med officielle, offentlige rum, såsom retsreformens nyoprettede retssale, der understregede deres værdighed med marmoringer som triumfbuer om alle tilgange til salene:

Fleskum Herreds retssal i Aalborg

Modernismen fandt til gengæld intet behov i at fingere noget som helst. Dette var bemalinger, skabt af en kunstner, og vores kunstner, Valdemar Andersen, understregede det personlige element ved at give hver sale sin unikke marmorering.

I Hobro blev den let og elegant, næsten kun enkelte penselstrøg på hver flade, og frækkest i Gabelsgade i Aalborg, hvor han trak voldsomme overgange op mellem anillinen og den hvide bund:

Vestre Landsret i Gabelsgade, Aalborg
Han har trukket, drevet og vendt penslen henover ofte ganske konventionelle dørrammer. Hver enkelt linje synes improviseret på stedet. Det er marmor med dynamik, som tør stå frem og markere sin sals betydning.

Teknikken blev andre steder ført ind i salsudsmykningerne, såsom lysekronen i retssalens midte på Nykøbing Mors. Interessant, fordi den brød med den længdeakse, som loftsudsmykningen dannede som helhed for at drage al opmærksomhed væk fra dommerpladsen til tilhørerrækkerne:

Lysekronen i retssalen på Nykøbing Mors

Foto i Diakonissestiftelsens årbog 1924.
Den store Spisesal på Diakonissestiftelsen blev indrettet med marmorerede dørkarme og den centrale kamin, hvor vi endog har den originale skitse bevaret, hvordan dynamiske mønsterforløb har været tænkt med ind i monumentaldekorationen helt fra basis. Det er en officiel sal, der giver værdighed til hele institutionen. 

Ingen andre kan påvise noget af denne kaliber, og i et størrelsesformat, som kun Rosenborgs tronsal kan være med om. Og det var ikke den, som i sin tid blev fremhævet af den tilrejsende:


Kaminvæggen i Diakonissestiftelsens Spisesal. Skitsen gengivet med tilladelse fra Kort- og Billedsamlingen, Det Kgl. Bibliotek - billedkvaliteten eller manglen på samme er som altid min.


Friday, 6 April 2012

Kun for absolutte personligheder


Kunst hører ikke til i det offentlige rum. Medmindre kulturminister Uffe Elbæk er blevet groft fejlciteret.

Distortion eksempelvis har det offentlige rum som base. På Ministerens bud må det straks høre op. I fællesrummet udenfor som indenfor har kunsten ikke hjemme. Det er noget, vi holder bag vægge og filer på hver for sig.

Ligesom dengang malerkunsten var noget, som blev skabt til slottenes og kirkernes vægge, de store fællesrum, som dyrkede ét centrum. Det blev brudt ned over et par århundreder, så vi i dag har erstattet slotte med museer med de mange meninger i spil.  Fællesrum, hvor vi ser, at verden er større end os selv. Den var her før os og den vil være her efter os.

Vore forgængere og vore efterkommere. Det er definitionen på et samfund.

Noget kunst er malet på væggene og kan ikke flyttes. En af Valdemars dekorationer er netop bukket under, kuppelsalen til Bispebjerg Krematorium. Der var brug for en gennemgribende nytækning, har tanken været, hvis huset skulle kunne tages i ny brug. Alt har skullet ud, så fortiden ikke kan spores. Man kunne argumentere for, at hvis stedets historie gjorde så ondt, om det hele så ikke skulle rives ned?

Den beslutning kræver hver gang noget enestående: Den kræver personlighed. Det kræver endog en kolossal personlighed at genskabe et rum, så det får nyt liv. Her går det ikke med en "altså, jeg synes"-tilfældig stylist eller arkitekt/bygningsinspektør. Sådanne indretninger er kønsløse allerede henad den første aften af deres nye eksistens.

De gode eksempler er så forrygende få, at jeg må fremhæve en af dem. Victorianerne var pilfingre, der renoverede den komplette, britiske kulturarv efter deres opfattelse af, hvordan middelalderen så ud. Selv de øverste tagspær af domkirkerne kan man være sikker på er mere 1865 end 1265. Men ét sted er det lykkedes, her er der mere liv end nogensinde: Katedralen i Glasgow. Bygget engang i 1100-tallet og aldrig været uden tag, som de siger med stolthed.

Foto: Donald McLean, http://www.glasgowcathedral.org.uk
Det er et forrygende jordisk rum. På ingen måde enestående kunstnerisk eller arkitektonisk. Snarere tværtimod, men det er et af de skønneste bygninger at befinde sig i. Væggene ånder varme, og i kirkestole og blyvinduer er indsat hensigtserklæringer om at stå sammen, for så er vi stærkere. Glasgow er en gammel handelsby, og handelsfolk kender betydningen af udveksling i given og tagen, uden sentimentalitet.

Jeg bliver altid så glad for at træde ind, at jeg begynder at græde. Her er man fuldstændig til stede i livet. Det er den levende historie, hvad menneskene omkring understreger. Church of Scotland har ikke bisper, men indtil for nylig blev kirken ledet af The Very Rev. Dr. Morris, der er digter og hvis prædikener rummede en humor, der helede selv den mest forslidte sjæl. Ved siden af ham stod hans Lady Jean, højere end resten af menneskeheden og i perioder igen ramt af sin gamle polio. Men selv hvilende på sin krykkestok og med plaiden slynget om skulderen var hun indbegrebet af storhed med falkeblikket, der overskuede alle nærværendes tilstand i katedralens - er det 87 meter? Og jeg kan slet ikke nævne katedralen uden dens uforlignelige, vores Elizabeth med efternavnene S.F. Cassells, der indledte hver messe i Blacader-krypten og gjorde ordene splendid og succumb til mål for livet.

Dr. Morris blev pensioneret i 2005, og livet har ikke villet, at jeg har været forbi siden. Jeg kan have været så privilegeret at være forbi den korte stund i historien, hvor alt var intenst. Måske er stedet det stadig. Men det kræver storhed. Ellers er det om at holde fingrene væk.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...