Sunday, 25 March 2012

Når Kürten er glemt


Solen benytter fusionsprocesser, verden blev formodentlig skabt af dem, og også de skarpe penne har fusionen som strategi: To grundstoffer, der hver for sig befinder sig i en energitilstand svarende til 0, kan ved deres fusion udløse energi i store mængder.

I kernefysisk bladtegning lyder formlen, at når vi tager et vellignende portræt og sætter det op mod et citat fra denne person, opstår en effekt, der afklæder tiden, verden og os andre i samme proces.


Thomas Thorhauge, "True Story - Akira Kurosawa", detalje, Det sidste Ord, 2012.

Effekten folder Thomas Thorhauge ud i sit seneste epos Det sidste Ord, hvor han udforsker tidens mani for at afæske filmens folk deres indsigter i livets indretning. Intet forvrænges. Portrætterne er så skønt gennemført helt ud i trykket, at de synes skåret i papiret.

Oh, det er klassisk bladtegning. 

Thomas Thorhauge: "True Story - Akira Kurosawa", Det sidste Ord, 2012.


 Lad os tage den første tegning af Akira Kurosawa igen:



Kompositorisk svarer han til en vis despot, tegnet af Hans Bendix i 1933, da Hitler kun akkurat var kommet til magten. Hans træk er endnu ikke helt på plads, for tegneren var endnu ved at tegne sig ind på ham. Munden overdrives stadig, mens moustachen skulle forblive underspillet. Den var Hitlers eget stunt, ikke tegnerens. 

Hans Bendix, Historie: - Naar Kürten er glemt, vil mit Navn stadig leve. 1933.

Men hvad Hitler indeholdt, er allerede fuldt foldet ud på et tidspunkt, hvor det øvrige Europa ikke havde lyst til at forholde sig til Vaterland Dancing. Tegningen syntes derfor en grov forvrængning, da den blev til. Pfha, de tegnere overdriver jo bare.

Kürten var en tysk seriemorder  i 1920'erne med måske 26 liv på samvittigheden. Han er meget, meget glemt i dag.

Kurosawa har derfor meget mere han skal nå. Han er at finde i en overdådighed af tegnekunnen og stramt orkestrerede verdensbetragtninger i Det sidste Ord, Rosinante 2012:




Wednesday, 21 March 2012

Ali Farzat med egne ord




"Jeg lavede skiftet fra at bruge symboler til at portrættere virkelige personer, og lidt efter lidt begyndte jeg at se mine tegninger blive båret frem af de protesterende. De blev et symbol for dem."

- den syriske tegner, Ali Farzat, der for et halvt år siden fik lemlæstet sine hænder af Assads tilhængere, har stadig mén efter overfaldet, især i sin højre hånd. Tegnerhænder er skrøbelige, og han nåede at høre sine overfaldsmænd erklære, at han ikke igen skulle kunne "vove at udfordre" magten.

Men tegnerens vigtigste redskab er hjernen, og Farzats er så skarp som nogensinde. Hans interview kan også læses her.

Thursday, 15 March 2012

På propagandaens banehalvdel


Bladtegningen som den lille mands støtte er en meget ny opfindelse i historien og kan slet ikke måle sig med propagandaens sejrsgang. Propaganda har altid været og vil altid være her af den enkle grund, at den er effektiv. Der vil altid være nogen, som har brug for at sætte den i scene.

Nu er det nedladende at bruge formuleringer som "den lille mand". Bladtegningen blev et middel til at tale magten imod med de første fortalere for demokratiet. Den er demokratiets medium, som udmærket ved, at magten ikke flyttes ved at få sandheden om sig serveret - for den kender magtens indehavere udmærket selv. 

Bladtegningen benytter hofnarrens taktik ved at fortælle på den skæve måde, så fortællingen pakkes ind, og meget om ikke ligefrem alt kan siges. Heri gør tegnerne naturligvis ikke selv krav på en sandhed, de gør deres kunst til et debatterende medium, som kan sætte nye forståelser i værk ved at føje friske vinkler til debatten.  

Jørn Villumsen, Homs - endnu en dag med myrderier. Politiken, 29 februar 2012

Som nu en af helligste ikoner for ethvert propagandaapparat - flaget. Klarere og mere kraftfuldt kan blodbadet i Syrien ikke fortælles lige nu, hvor Jørn Villumsen inddrager alle det syriske flags elementer, fra stjernerne der bliver symboler på kampvognenes indrykken, angsten under Homs' skyline, og så ham, der er om ikke alene om ansvaret, så ansigtet på de grusomheder, som foregår. I en grad, at han rager udenfor. 

Tegningen vises med Jørn Villumsens tilladelse, og jeg vil gerne benytte lejligheden til en uforbeholden, nu også offentlig, undskyldning til ham. I Folkets kærlighed vores styrke fik Amalie Foss og jeg stavet Jørn Villumsens navn forkert: Kære Jørn Villumsen, Undskyld, det skal aldrig ske igen!

Monday, 12 March 2012

Brudflader til læseren

The Journal of Aesthetics and Art Criticism er denne gang et temanummer om fotografi og som bevis på tegneseriens langt om længe vundne status medfører det en artikel om fotografiet i tegneserien, "Drawings of Photographs in Comics" af Roy T. Cook.


Cook opregner tre lag i sådanne tegneserier. Vi har foran os fotos, der lægger op til et niveau af objektivitet, som et virkeligt indhold, der møder virkelige beskuere, de er dertil tegninger af fotos, og endelig er de tegneseriers tegninger af fotos, for de befinder sig i en narration.

Artiklen konkluderer ikke. Roy T. Cooks ærinde er at sætte en bygning at tænke videre, hvorvidt vi metodologisk kan fundere et sådant fiktionslag. Har vi at gøre med en realisme, og i givet fald hvornår er det tegnede foto mere realistisk end det tegnede univers omkring den?



Alligevel må Cook drage en vis konklusion, at fotos synes at blive tegnet med ind på siderne, men ikke gerne direkte i ruderne. I stedet forekommer de udenfor på den tegnede side, hvor de bryder med fortællingen.

Med andre ord en type bro, der skabes mellem os som læsere og tegneseriens fiktive univers, som det tegnede fotografi foregiver at befinde sig udenfor. En måde at skabe identifikation, en form for empati med noget nærmere virkeligt, så vi involverer os i fortællingen.



Måske skal vi dog vende forklaringen fra bro til brud. Fotoet på tegningssiden leger med os. Den er en kontrakt, som frækt brydes mellem læser og tegnet side, og gør papiret til papir og stregen til streg igen, mens den i samme greb forbinder os og drager os direkte ind på tegningssiden.

Den er den gensidige bevidsthed mellem os og tegning, at vi godt ved, at det, vi ser, er en fiktion, fuldstændig som når Divus går om bag sine ruder, og Valdemar Andersen lader os, læserne, bryde igennem papiret for at opsnappe vittighederne i redaktionslokalet, endnu før Blæksprutten er gået i trykken.


To sider af samme papir. Det er Valdemar selv, som må støtte sig op ad sin sidemand, mens Alfred Schmidt for bordenden vender sig og opdager læseren.


De viste fotos - faktiske, elektroniske fotos af faktiske, fysiske tegninger - er gengivet med tilladelse fra Ivar Gjørup og Kort- og Billedsamlingen, Det Kgl. Bibliotek, og som altid er den dårlige billedkvalitet min skyld.

Roy T. Cook, "Drawings of Photographs in Comics", The Journal of Aesthetics and Art Criticism, vol. 70, No. 1, Winter 2012.

Saturday, 10 March 2012

Forstandens perspektiviske forkortelse


Idag var jeg netop ved at have det sidste i indkøbsvognen, da alt blev henlagt i mørke. Der var kun at kaste vogn til side og løbe, løbe, løbe hjem - for så var også min Fars respirator uden strøm.

Respiratorer har deres personlighed, og Far har fået kælebarnet over dem alle: 83'eren. Sig nummeret og personalet på Respirationscenteret svømmer over af salighed.

Det er aldrig lykkedes at få en nærmere forklaring, vist motornedbrud. 83 har med andre ord været umådeligt god til at gøre opmærksom på sig selv. I dag var vi dog her i huset en heldig ø af hurtigt tilbagevendende strøm, så der ikke var brug for alle nødprocedurerne. Vi skal eksempelvis holde kontakt med 112.

83 er et interessant eksemplar af vores behov for at danne fortællinger. Jeg elsker Musils beskrivelse om forstandens perspektiviske forkortelse, hvordan vi føjer tingene ind i forhold til hinanden, fordi vi som mennesker er fortællere.


Det er handlingen på vejen til kunsten, som dog kun kunstneren formår at fuldføre, som Virginia Woolf understregede. Der skal en Valdemar til at fylde så mange indtryk på fra Gamle Scene den aften, hvor selveste Pavlova optrådte, uden at tegningen bryder sammen. Publikum, loger, dirigentens antydende håndbevægelse, hænderne på kontrabassernes strenge og programmerne på alles knæ, hvormed han har foreviget stemningens kerne, behovet for at være til stede og selv at blive set - mens der fra scenerummet kun udgår antydningen af et ben. Hvilken aften!

Wednesday, 7 March 2012

Det ubesvarlige


Lille Saga er kun tre år gammel, så der er en hel verden at definere, og med begge arme støttende mod væggen under en Sonia Delaunay, drejede hun hovedet og spurgte: Hvad er kunst?

Der var kun ét at sige: Det er der ingen, som kan svare på.

Sommetider er kunsten heller ikke det konkrete kunstværk, men en helhed af, hvordan flere dele er føjet sammen, og hvordan beskueren træder ind i rummet og bruger det. Kunsten sættes i værk.

Som Valdemar Andersens tre pragtsale på Diakonissestiftelsen. Tre sale bestående af en større dagligstue af kongeportrætter, en lille dagligstue til den fortrolige dialog og så den store spisesal med nattehimmel og stjerner, mens træstammer løber ned fra loftet, hvori springer, sidder og basker fugle, egern og de små pelsdyr, som hører til vores nære natur. 


Hvis én af salene fjernes, eller dele af en af dem tages ned, forsvinder værdien af dem alle. Niels står her foran spejlet, der danner den ene endevæg for alle tre sale. I spejlet føjer alle tre sale sig sammen. Eller de åbner sig alt efter, hvor vi træder ind.



Niels gennemfotograferede salene i går. Dette er blot min iphones registrering af, at fotografen selv også var til stede. Og satte kunsten i værk.



Sunday, 4 March 2012

Tvivleren og tænkeren


- Var det ikke dér, han havde denne storartede Linje i Ryggen akkurat som en syg Kat? spurgte Valdemar Andersen engang efter en teateraften.

Det var hans eneste bemærkning den aften. Tavs skal han ellers have været midt i diskussionen om den store monolog i fjerde akt.

Forleden oplevede Per Marquard Otzen, at Hamlet i Martin Tulinius' iscenesættelse pludselig kastede en skygge, som tog form af Kierkegaard. Og tegneren genskaber den storartede Linje, så vi ser, at dette aldrig har handlet om tom form - som anekdoten om Valdemar er blevet gjort til - men om kunstnerens fortolkningshandling, der i få linjer gør verden til intenst nærvær for os alle. Således lærer vi gennem den ene kunstner om den anden.

Per Marquard Otzen, Både - og. Politiken, 4. marts 2012.

Tvivleren og tænkeren i samme person. Begge er de i os alle.

Jeg kan ikke lade være med at tilføje en ikke-Kierkegaard-tilsynekomst. Da jeg var studerende på Statens Museum for Kunst, fortalte vagterne om et genfærd af en mand, de plejede at se oppe i salene. Han kunne sådan ligne Kierkegaard, syntes de. Når de beskrev ham endnu nærmere, viste det sig at være Museets tidligere direktør, Leo Swane. Ham, som hadede Picasso så intenst, at hans energi blev spildt på at undgå at få Picasso'er indenfor. At han efter livet må gå rundt på sit museum, som nu er fyldt med glade og støjende børn, det er en raffineret straf fra de laveste magter.

Hvis det ikke er en moraltale. Og så på en søndag. Tak, Per Marquard Otzen!


Saturday, 3 March 2012

Men der var ingen bladtegner


Øjenvidner er noget stads, ifølge historikerne. De husker i perspektivisk form. De har kun set, hvad der angik dem selv, krydret med angst og ønsker, og kan derfor aldrig sammenlignes med historikerens idealt set olympiske alskuen. Fri for angsten og med tid til at se det hele billede.

Omslag til Kiplings Lyset der Sluktes over boerkrigen

Det kan der være en del i, men det kræver stadig lydhørhed, for angsten og ønskerne i samtiden havde deres gode grund. Og selvom man som historiker også skal nærme sig pressen med en vis kritisk distance, så var udbredelsen af massemedierne på denne tid en realitet. Det er en stærk oplevelse at læse Politiken i dagene op til første verdenskrigs fredsslutning, den 11. november 1918.

Krigens sidste krampetrækninger, hvem der angreb hvor og med hvilket udfald, var henvist til en inderspalte et sted i avisen. Heller ikke forhandlingerne eller aftalerne var at finde og da slet ikke togvognen i Compiègne.

For det store spørgsmål i de dage rejser sig over dagens konkrete begivenheder: Holder demokratiet? Vil Tyskland efter fredsslutningen blive et demokrati? Vil Nederlandenes demokrati kunne holde, når den tyske ekskejser er draget i eksil netop dér? Og hvad med Danmark, vil det danske demokrati vise sig tilstrækkeligt stærkt, hvis det sættes under pres syd for grænsen?

Store, stærke og legitime spørgsmål, som ikke interesserede sig for forhandlinger om grænsedragninger og nationale forståelser. Spørgsmål af olympisk alskuende format. Demokratiet var nyt, det kunne vise sig at blive en parentes i historien.

Spørgsmålstegnene forsvandt, fordi demokratiets vaklen lykkeligvis ikke umiddelbart - dog snart efter - blev aktuel. Men end ikke erindringen om spørgsmålene blev bevaret. De var aldrig blevet omsat i en form, der gav angsten form: Der var ingen bladtegner.

Hvis en bladtegner havde fået opgaven, hvis der var blevet sat billeder på, ville det have flyttet forskningens opmærksomhed. En angst ville være fastholdt, legitim eller ubegrundet, men stemningens realitet ville ikke være til at komme uden om for forskerne.

Valdemar fik sit at mærke af krigens efterspil. Han blev sammen med Julianes ældste søn, Povl, ramt af den spanske syge.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...