Wednesday, 29 February 2012

Pingprisen 2012



En aften i denne lille fyrs tegn:


Hvor der blev grundet og begrundet:


Og uddelt:








Pausen bød på blækkamp:



Og trofæer kunne bringes med hjem:



Fotos: Niels Larsen - alle fotos fra aftenen kan ses her

Tuesday, 28 February 2012

Bladtegningens sande original



Bladtegninger er kunst, som tegnes af hånden på papir eller på skærm, men som når os i trykt form.

Hvad er da den sande original, den på papiret/skærmen, den som var berørt af tegnerens skaben, eller den som har været gennem en trykkeproces, før vi fik den foran os i avisen eller tegneseriehæftet?

For nyligt lukkede udstillingen af Toulouse-Lautrec på Statens Museum for Kunsts. Han er og bliver en enestående kunstner, men fornemmelsen foran udstillingens enkelte værker var denne gang, at noget var forkert. De var for nye. Trykket i overfladen og farvetonen fornemmedes at høre til et godt stykke oppe i det 20. århundrede. Ifølge kataloget tilgik de sidste af de udstillede litografier Museet som del af en større samling i 1976, og jeg kan ikke lade være at mistænke, om der i de modtagne samlinger er litografier, som er blevet mangfoldiggjort længe efter kunstnerens død. Den økonomiske gevinst er bogstaveligt talt kontant, når man har flere værker at sælge ud af.

Det gjaldt endnu tydeligere sidste sommers udstilling af Honoré Daumier på Gl. Holtegaard. Også her var mange af værkerne nyere, trykt på bevarede litografiske sten og derefter solgt. Her var forløbet mere ærligt i form af stempler, men det var også visuelt forrygende let at se, hvad der var lavet hvornår. Oplevelsen er ikke den samme. Nu var der et særligt hjørne ved den lånte samling til denne udstilling, at den var tysk, samlet ud fra et klassisk tysk, biedermeiersk blik, med tryk på småborgerens vrede, ud af en fransk kunstners værk, der var frådende politisk. Så oplevelsen var på alle måder forrykket i forhold til Daumier.

I Toulouse-Lautrecs tilfælde er der en vis retfærdiggørelse, eftersom han aldrig selv deltog i trykkeprocesser, og derfor allerede i sin livstid overlod detaljerne til litograferne. Andre kunstnere derimod prøver at sikre, hvad der sker. Ib Spang Olsen var frygtet af sine redaktører og trykkere. Han var benhård, om alt fik det rigtige udtryk. Hvor var det stort, hvad han gjorde. Han kæmpede for os, så netop dén blå farve eller kvaliteten af stregen ikke igen slap vores nethinde.

Ivar Gjørup, Egoland, 2006 - del 1

Ibs kamp er udtryk for, at bladtegningens egentlige original er den trykte. Bladtegningen er en grafisk kunst, hvis hensigt er at nå os i 100.000'er af eksemplarer. Derfor betyder det noget for os, om en tegning er trykt i kunstnerens egen levetid, 

Så vidunderlige de end er, originaltegningerne, er de kun skitser til det egentlige: De tegninger, som ikke igen vil slippe vores nethinde og deler skabningens under med os. Hver eneste dag.

Ivar Gjørup, Egoland, 2006 - del 2


Thursday, 23 February 2012

Tre kvinder til Abildgaardsalen


Lad os gribe de lejligheder, hvor vi har grund til at fejre, og netop nu har Lauritz.com tre Valdemar Andersen-tegninger til salg - korrekt tilskrevet den rigtige Valdemar Andersen.


Det er endog tre meget særlige tegninger, for de er forlæg til Valdemars udsmykning af Abildgaardsalen på Christiansborg. De tre unge kvinder finder vi på salens døre, hvoraf den ene er at finde på denne nedenfor, i midten lige over højre dørhåndtag:


Umuligt at se i denne størrelse gengivelse, og mine private fotos fra salen er kun til min egen efterforskning. Jeg var i sin tid mandsopdækket, da jeg gennemfotograferede salen, så turisterne ikke skulle opdage, at nogen havde fået lov at fotografere. Når nu de selv ikke måtte. Men det vigtigste er at se:






Så vidt det kan anes af skitserne - og det må blive en formodning ud fra de givne fotos - er dette kartonerne, der blev brugt til at at overføre motivet til selve døren. De synes at have småbitte nålehuller til at hælde, kaldet ponere, kul eller farve igennem og overføre motivet på dørens overflade,  hvorefter den er malet op. Med dyr, ornamenter og unge kvinder i indbyrdes elegance.


Væggenes farve var oprindeligt perlegrå med rosa anslag. I dag er farvernes ratio den modsatte 

Abildgaardsalen var tiltænkt at indgå i kongeboligen på det nuværende Christiansborg og hører i dag til Repræsentationslokalerne. Det har ikke været en let opgave for Valdemar Andersen. Ikke så meget selve opgaven, som angsten fra arkitektens side, om alt nu skulle lykkes, som alle fik at mærke på byggepladsen.

Men Valdemar har tiet og sammen med sin faste assistent, Christian Emil Dam, malermester i egen ret, blev opgaven løst. Efter sigende er det i dag en af de mest populære sale blandt Repræsentationslokalerne, og det er da også få officielle sale, der ud over kvinderne, kan byde på malede spyfluer og edderkopper på væggene.


Tak til Per Marquard Otzen for at sende tippet om de tre unge kvinder.

Thursday, 16 February 2012

Kianoush Ramezani - et år senere


Kianoush Ramezani: For Saeed Malekpour. 30. januar 2012.

Saeed Malekpour er en ung webudvikler, som i denne tid er alt for nær at få eksekveret sin dødsdom i Iran. Dødsdommen er blevet bekræftet to gange efter en mangelfuld rettergang og hans "indrømmelser" er opnået gennem tortur.

Hans forbrydelse består angiveligt i at have udbredt pornografi på nettet. Amnesty International er blandt de organisationer, der kæmper for hans liv, for den vitterlige anklage angår friheden til udveksling på det globale net.

Kianoush Ramezani: Internet in Iran kills! 2. februar 2012

Sidste år på denne tid lagde Kianoush Ramezani antydninger af lysegrøn ind i sine tegninger. Spæde grønne spirer, som steg op af jorden eller af iphones, der fik ikonværdi over den unge generation.

Netop nu har rebet taget over. Som iphonen, er også det på samme tid konkret og ikonisk. 

Kianoush Ramezani: The Dangerous Cyber Labyrinth. 6. februar 2012.

Og også rebet føres helt ind i det i det personlige møde mellem mennesker.

Kianoush Ramezani: Iranian Homosexuals. 3. februar 2012.

Tuesday, 14 February 2012

Baglænsgang


Det er hver gang en særlig bevægelse at åbne for et kunstnerskab og opbygge en visuel viden over netop denne kunstners linjer og rytmeforløb. Klassisk kunsthistorisk empiri med Morelli som fortaler. Hvad der aldrig er blevet en eksakt videnskab al den stund, at kunsthistorikere ynder at gå direkte til Schopenhauers 38. strategi og i stedet blive groft personlige. Der er altid kollegas hårfarve at undergrave og dermed afspore debatten.

Men i den ideale verden uden kunsthistorikere opbygges en visuel erfaring for den kunstner, man har fokus på. Fornemmelser af genkendelse af noget set i eksempelvis Valdemars streg, så man træder skridtet tilbage for at se nærmere. Jeg kalder det for baglænsgang. 

Kun sjældent kan det endeligt bevises, om noget har været afsættet for en inspiration. Gæt kan til gengæld underbygges meget langt. I Valdemars tilfælde rejste han meget lidt, og kunstneriske inspirationer kom fra byens samlinger, tidsskrifter og bøger, der netop da var en ny verden med fotografiske gengivelser.

Og Valdemar har suget til sig. Emil Hannover har tydeligvis vist ham sine nyerhvervelser på Kunstindustrimuseet, Johannes V. Jensen var vennen, som gav viden og lånte fotos, mens reolerne på bevarede fotos af Valdemars og Julianes hjem bugnede af bøger og på væggene omkring hans skrivebord hængte indrammede gengivelser af japanske træsnit.


Det er derfor ikke ubegrundet at se endnu en indflydelse i Platmenagens vidunderlige forsidefrækhed. Sammenstillingen af Oscar Matthiesens to malerier, der motivisk ophæver Leda-motivet, har flere kompositoriske lag.

Fladerne er lange og blødt bugtende, vi har en gruppering i venstre side, mens den højre, som altid forskudt fra midten i japansk tradition rejser sig vertikalt. Inspirationen ligger lige for:




Saturday, 11 February 2012

Venusspejlet



På Valdemars tid var det en skændsel at kende sin kunsthistorie. Anmelderne - Karl Madsen var blandt de utrættelige - brugte den store kunsthistorie som bevis, at tegnerne var noget snavs. Rigtige kunstnere gik uden for og malede grønkål - for nu at citere vidunderligt ironiske Emil Hannover.


Kunsthistorien kan være intense brug fra litteraturen, hvor mytologien har været grebet som undskyldning for at svælge i nøgenhed. Spejlet er sandhedens symbol, det som afslører verden for os, og som symbol også for Venus, er det en lejlighed til at vise nøgenhed i dobbelte lag. 


Derfor vil kunsthistorikerne for en del af værkerne aldrig blive enige, om det er sig selv, hun møder i spejlet, eller snarere beskueren?


Velasquez' The Rokeby Venus blev skåret op i 1914 for at markere kvinders rettigheder. Slasher Mary blev siden fascist, så lad os lade hende ligge som person. Men som barn var jeg dybt fascineret af billeders magt. Kraften i ikoniciteten, der gjorde dem til mål af afreagere på. Et sted for direkte tale. Det måtte blive bladtegningen, der lå forude.

I 1914 havde kunstnerne dog allerede et trekvart århundrede klædt de rygvendte kvinder på og gjort spejlet til en leg over en intim stund, hvor kvinden tror sig uset. Inspirationen kunne være japansk, og Hokusai var uomgængelig:


Hun blev kopieret helt ud i nakkekantens folder af Toulouse-Lautrec:


Det 20. århundredes kvinde havde tilsyneladende intet behov for at se sig tilbage. Hun er den selvbevidste, moderne kvinde. Hun blev endog til 6 år før, The Rokeby Venus blev angrebet: 



Men posituren er umiskendelig hendes forgængeres. Vi mødes med hende i Dagens Tegning.



Thursday, 9 February 2012

Délivrons la Syrie!


Den syriske tegner, Ali Farzat, er medunderskriver på et opråb i Le Monde for et frit Syrien og for friheden til at udtrykke sig - også kreativt:



"(...) Aujourd'hui, nous sommes contraints de choisir entre notre humanité et un régime qui a sur les mains le sang des Syriens. Aujourd'hui, nous déclarons être du côté de la liberté et de la créativité. Nous choisissons un peuple qui s'affranchit pour le bien de tous. La liberté exprimée dans la rue a réveillé la nôtre. Nous ne pouvons pas ramener à la vie nos martyrs, mais nous pouvons célébrer leur vie et travaillercorps et âmes avec la révolution syrienne, afin de construire une nouvelle patrie où ses enfants ne seront plus assassinés au nom d'impostures nationalistes.

Défendre la vie de tous les Syriens ainsi que leur liberté est un devoir pour chaqueêtre humain. Nous, la Coalition des artistes syriens, annonçons notre engagement en faveur d'une nouvelle légitimité politique à Damas pour libérer la créativité et sa capacité à questionner notre monde, pour préserver l'indépendance de notre pays et obtenir, enfin, un respect des droits de l'homme."
Hala Alabdalla, cinéaste ; Reem Ali, comédienne ; Ossama Mohammed, cinéaste, Ali Ferzat, caricaturiste 

Wednesday, 8 February 2012

Va', Pensiero


Politics in art is like firing a gun in the theatre, it was declared at the dawn of the 20th century.

The declaration was of course immediately put to the test by a young poetic hothead. When reciting his poem "Rosa Luxembourg, Emil Bønnelycke fired a gun three times into the air on February 4, 1919.

In a way he proved the declaration right, in that his recitation by gun broke a spell. After all, his audience panicked in fear for their life.

Or was the gun necessarily a problem? Cartooning is an example on an art form, whose outlook may be the enrichment that creates understanding and give nuances to our world. It gives us a shared voice as shown by the deeply moving example from the opera in Rome, which has been circulating on the web the past year: The Choir of Hebrew Captives has just sung its Va', pensiero from Verdi's Nabucco. The very opera, which since it was written in the 1840s, has been a symbol of an independent and free Italy.

Now, it was performed in a climate of... reportedly Silvio Berlusconi himself was present that night. The audience cherished the choir's performance, but the conductor Riccardo Muti did not immediately allow an encore. Instead, he addressed the audience:


"(...) If we continue in this way, we will kill the culture on which Italy's history is built. And then both our native country and we would indeed be "beautiful and lost".

All this time during which an "Italian climate" has been the norm, I, Muti, have kept silent for too many years. I would like to now... we should all give meaning to this song; since we are in our house, the theatre of the capital, and with a choir, who sang magnificently, and is being accompanied magnificently, then I suggest now, if you do not mind that you join us so we can all sing together".



Note the audience's reaction when they reach "My fatherland, so beautiful and lost" - Oh, mia patria, sì bella e perduta!:





With special gratitude to Per Arnoldi for sending on the moving manifestation today.


Er dette en tegning?


- var udfordringen, som Lars-Göran Persson og jeg konstant stillede hinanden. Lars-Göran stod bag udvidelsen af Teckningsmuseet til det fine museum i Laholm, som står i dag. Udfordringen var naturligvis, om det var muligt at afgrænse tegning fra andre udtryk, for ligger tegningens egenart i papiret, i kullet, i stregen eller er "tegning" en metaegenskab, som ikke findes i andre kunstformer?

Ifølge vores omgivelser var vi fuldstændig ulidelige. Men vi diskuterede ikke, fordi vi var personligt besatte, det er selve traditionen i angelsaksisk filosofisk kultur at definere og at rense definitioner. Helst formulere den endegyldige af sin art, den såkaldt nødvendige og fyldestgørende definition, og da det sjældent kan lade sig gøre, for ikke at sige nogensinde - vi har jo stadig en fællesdefinition på alle kunstarter til gode: Hvad kunst er - så er ballet åbent for den aldrig ophørende debat.

Verden har sine gode sider.

I samme forlængelse har Aaron Meskin over flere artikler i British Journal of Aesthetics, "Defining Comics" - naturligvis - fulgt op af "Comics as Literature", der alene ved at være en fortsættelse af den foregående artikel fortæller, at den endegyldige forklaring heller ikke var mulig denne gang. Forskningsforsøget ligger nu i, om det er muligt at fastslå tegneserien som litteratur, når tegneserien er et medium, som bruger både sprog og billede. Tegneserien end ikke nødvendigvis bruger ord eller billeder for den sags skyld, den kan have begge eller kun bestå af det ene, hvad der er en yderligere komplikation. Meskin sørger i allerførste sætning at træde et skridt tilbage: Ikke alle tegneserier er kunst.

Meskins ærinde er en konkret udtryksform, hvad der for bare 10 år siden ville være utænkeligt i BJA. Den, som viste billeder under et foredrag i British Society of Aesthetics, kunne være sikker på at blive hængt ud under den efterfølgende festmiddag: Hvad er det værste foredrag vi har hørt i disse dage? De faktiske værker risikerer at afspore diskussionen, så æstetikken får bindinger til det, som ikke har kunnet ladet sig gøre (historien, historien...) frem for, at alt idealt er muligt. Æstetikerne kom sent til tegneserien, men bedre sent end aldrig, som tegneserieforskeren Roger Sabin har konstateret.

Roger er blandt de forskere, som henskriver tegneseriens oprindelse til 1800-tallets midte med udviklingen af de trykte medier, hvor også bladtegningen og Charles Dickens blev udklækket. Andre argumenterer for, at tegning altid været der, så hulemalerierne og Bayeux-tapetet hører med til den fuldendte forklaring.

Meskin drager en næsten-konklusion, at tegneserien er et moderne medium, opstået i 1800-tallet, og dertil et grafisk medium (med Goodman), hvori indgår en trykkeproces og en udbredelse. Tegneserien er et hybrid, hvori stor kunst kan forekomme, men ikke derfor hører hjemme i litteraturen per se. Og det er "alt, hvad vi har brug for at vide".

Ivar Gjørup, Egoland, 2006 - 1 del

Diskussionen er som altid interessant, fordi lag og forståelser kan afdækkes undervejs. Opdage eller udvikle, hvad vi har ord for. Konklusioner er i denne sammenhæng af mindre betydning.

Men lad os give tegneserien det sidste ord. Den ved naturligvis bedst:

Ivar Gjørup, Egoland, 2006 - 2. del


Aaron Meskin, "Comics as Literature?", British Journal of Aesthetics, vol. 49, No. 3, July 2009.


Tuesday, 7 February 2012

Læring for livet



Charles Dickens var litteraturens svar på bladtegningen. Foldet ud i samme tidsepoke, midt over 1800-tallet, hvor aviserne blev arnestedet for stor kunst, der nåede et publikum, der noget nær talte hele befolkninger.

Kunst, der kunne se stort på klassiske formalia og stadig være stor tegne- og romankunst - senest har vi eksempelvis her i huset endnu en gang læst Mr. Pickwick højt for hinanden og nydt at være i det kolossale persongalleri, mens fortællingen skiftede hovedperson undervejs, fordi forfatteren selv faldt for Sam Weller. Det er umiskendeligt Mr. Pickwick, der fortæller i gul vest i Dagens PragtTegning, hvor Per Marquard Otzen - i selvportræt med madskål - lader Dickens' egen tinding være midterakse for hans fortælleunivers.

Det hævdes fra tid til anden, at bladtegning er det negatives kunst, fordi det fokuserer på menneskets allerdårligste sider, og hvad de bringer med sig.

Men, tværtimod, hvis ikke tegnere som forfatter holdt af menneskene, kunne tegninger og skrift ikke lade sig gøre. Så ville deres værker ikke have liv. Det er vores fællesgrundlag af svagheder - og styrker - de bygger på. Da Oliver Twist var nyskrevet, satte den danske grosserer og aktiv bagmand til demokratiets indførelse, Alfred Hage, sine børn til at læse Dickens på originalsproget. De skulle forstå, hvad det vil sige at lide nød i livet, og hvordan den gode hjælp bør formes. Oliver Twist kan man også møde på gaden i København, erkendte hans børn.

Dickens lærte sine samtidige om deres tid, ligesom han kan være en direkte kilde til forståelse for historikeren. Vi kan hævde, at han har sine dagsordener og politiserer i romanens form, men sult og strejker er dramaturgiske højdepunkter, hvor vi efterlades med en større indsigt, end selv den mest indlevede historiker kan formå.

Saturday, 4 February 2012

Die widrigste Wirkung von der Welt



A Stable Relation på BKS ved Markus von Platen og Martyn Reynolds var en af de udstillinger, der efterlader sin beskuer et andet sted end før. Stærkt tænkt og rent gennemført var den også visuelt et indlæg mod det økonomiske lag, som lægger sig ind over vores møde med kunsten. 

Så fundamental er midlernes magt blevet, at et lag af logoer, af krævende nærvær, lægger sig ind over vores blik. Vi gives ikke mulighed for det direkte møde med kunsten, men afbrydes konstant. Det er udstillingens styrke at diskutere, hvordan de som billedkunstnere altid må forholde sig til dette lag mere som den billedkunstneriske virkelighed:


Og reklamen har sine interesser. Med industrialiseringen erobrede reklamen rum som visuelt nærværende i egen ret. Den skal ikke tale sagte, her gælder et andet sæt regler, som det blev fastslået med stolthed.

Men hvis den virkelig vil være andet end støj, må den gøre sig større anstrengelser, og det skyldes ikke naivitet, at jeg svælger i Lessing, netop, hvor det gælder de tilsyneladende udråbsplakater fra Valdemar Andersens hånd. Det er de samme plakater, som genoptrykkes endnu et århundrede senere af den enkle årsag, at han kunne sin kunst.

Det samme gør Markus og Martyn: De nøjes ikke med at problematisere, men generobrer George Stubbs fra legetøjsfabrikanten Breyer:


Og det er endog visuelt en sejr.




Fotos: Markus von Platen

Thursday, 2 February 2012

Höre ich das Licht?


Kampen blev udkæmpet gennem mange år, indtil jeg gjorde mig mønsteret klart. For at skrive om et kunstnerisk livsværk kræver bogstaveligt talt lydhørhed. Det sætter krav til den musik, jeg i al fald kan lytte til imens.

Intet har været som at skrive om Hans Bendix' antinazistiske tegninger 1933 og til han blev ramt af censur blot 2 år senere. De er ren Beethoven. Kontraster som aldrig afklares, fordi der intet afklaret var i motivkredsen af Hitler, Mussolini og Franco. Skærende og poetisk på samme tid. Et sprog til det, som var undervejs.

Beethoven var gaven oveni at dykke ned i Hans Bendix' tegneunivers.

Bendix som ellers kunne synes så let i sine sene tegninger, at han knapt har sat mærker i papiret. Derfor forventede jeg at kunne vende tilbage til Ludwig! - da jeg skulle skrive om en tegner med den brede, sorte pensel, sort som ingen anden tegner. Han forbliver navnløs, for ellers slår han mig ihjel. Han viste sig at høre hjemme i Bachs univers. Temperamentsfuld, men strategisk - bevidst om selv den fedeste linjeføring.


Valdemar derimod har ingen basgang. Der er ingen uden om Mozart i hans tilfælde. Jeg har forsøgt. Han knuses af Beethoven og selv en Rossini er for voldsom med hans konstante crescendi. Mozart.



Denne tegning var en af de allerførste jeg så fra hans hånd. En skitse over vand, der slår op over sten. Han har villet fange den bløde bevægelse, den som ikke vil fanges.

Musikken er en indgang til at gøre sig linjeforløb klart. Den løbende kæde af håndens bevægelser. Den tilsyneladende, konstante improvisation er resultatet af den konstante arbejdsomhed, letheden kommer af kunnen.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...