Tuesday, 31 January 2012

C.W. Obel landet over


Egentlig har jeg slet ikke tid til at skrive dette, for Søren Tordrup har gjort endnu et stort fund - og det er genialt, men mere siges ikke, før det kan vises i bogform: En tegning, som er så uartig over for - at... men nej, ikke mere her.

Foto: Peter Hansen

Noget beslægtet og måske slet ikke? - vil jeg i stedet vise en anden type fund, fordelt på mange meter, som blev reddet på tværs af landet af stærke mennesker: Peter L Stephensen sikrede Aalborg-baserede C.W. Obels kartoner fra destruktion, mens Arne Jakobsen og Niels Gustav Bardenfleth kæmpede for og opnåede, at de atter fandt hjem hos C.W. Obel, nu i Nykøbing Falster.

Metrene er så mange, at kun en smagsprøve kan ses på én gang. Kartonerne begyndte deres liv for snart 100 år siden i C.W. Obels tobaksforretning på Vimmelskaftet  i København. C.W. Obels kunder trådte ikke ind mellem søjler, men palmer, der åbnede til tobaksblade, der høstes af kvinder, hvis hud danner højlys, så deres bøjelighed forener sig med tobaksbladene. 

Foto: Peter Hansen

Sumatras tatoverede kriger har knapt en funktion, men fantastisk er han. Her er stednavne fra flere verdensdele, som havde drømmesynet virkelighed. Selv den hvide mand får sin del af fortællingen, mens han sikrer sig, at hans moderigtige striber bliver set.

I sin tid, som helt ny studerende var Erik Fischers undervisning et under af en oplevelse de tidlige morgener inden Kobberstiksamlingen åbnede. Jeg husker hans genfortællinger af 1001 Nats eventyr, hvordan jeg en kold januarmorgen så hen på vindueslamellerne af udeltagende plast, overbevist om, at de duvede til duften af orangeblomsterne. Næppe så meget forskelligt fra at træde ind hos C.W. Obels en januardag i 1917.

Foto: Peter Hansen

I hjørnerne var reklamer for verdens første rygere. Hvilket blik, hvilke røgskyer, blandt palmetter af tobaksblade. Naturligvis.

Foto: Peter Hansen

Saturday, 28 January 2012

Herman Bang - i kærlig erindring


HERMAN BANG - IN LOVING MEMORY

ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS


Det er i dag 100 år siden, at Herman Bang døde i en togkupé under en oplæsningsturné i USA. Bladtegnerne havde deres andel i at gøre ham livet svært og medvirke til hans udlændighed. 

Selv sagde han, at tegningerne af ham var for mange og for gode.

Today marks the 100th anniversary of the death of the Danish author Herman Bang. His heart stopped in a train compartment while on a reading tour in the US. Herman Bang was a homosexual, and the acid tongues of the Danish press had known only too well to make the most of it. The reading tour was a sort of voluntary exile to get away from it all. Sadly, the cartoonists had had their share in making his life difficult.

As he said himself: The cartoons of him had been too plentiful and too good.




Men så låst han har følt sig som forfatter og ikke mindst som forelæser af sit eget forfatterskab, var det netop Alfred Schmidts tegninger af ham, der blev Niels', min brors, og min indgang til ham.

Formelt set var det Niels' bamse, som dyrkede Herman Bang. Han læste højt, mens han tabte bogen på gulvet, slog sig for brystet, gjorde udbrud, kravlede ud og ind fra, hvad han kunne kravle ind og ud fra, og jeg var hans publikum, som hulkede hver gang. 

Hver eneste gang, for vi læste, genlæste og nærlæste hans ord, og hver scene blev intenst gentaget. "Se, solen står op over bjergene!" - hvor mange versioner har den ikke været afprøvet i. Og den vil altid kræve lommetørklæder.

But while he felt exposed as a writer and not least as a lecturer of his own writings, it was precisely the drawings of him by Alfred Schmidt, which opened the door to him for my brother Niels and myself.

Actually, it was Niels' teddy bear, who adored Herman Bang. He – the teddy bear - would read aloud while dropping the book onto the floor, beating his chest, exclaiming, crawling in and out of whatever was at hand for him to climb in and out of, and I was his grateful audience, who cried each and every time.

Every single time because we read, re-read and scrutinized his words, and each scene was intensely repeated. "Look, the sun rises over the mountains!" – A death scene tested and acted out in I cannot possibly say how many versions. It always required handkerchiefs on my part.




Bladtegning er forunderlig tredimensionel. En så enkel optegning i to dimensioner gør det muligt at genkende en persons bevægelser og selv diktion. Et billedmedium blev vores indgang til en enestående forfatter og gjorde os til hans læsere.

Cartoon Art is amazingly three-dimensional. Such a simple drawing in two dimensions makes it possible to recognize not just the movements of a person, but his diction too. Cartoons became our opening to a unique writer and made ​​us his readers.




Dette være skrevet med en vis forlegenhed og stor taknemmelighed.

This being written with much embarrassment and deep gratitude to Herman Bang.


Thursday, 26 January 2012

Et ord til dagen



CNN har interviewet den kinesiske bladtegner, Remon Wang, skaber af Pandaman, vidt udbredt viralt i Kina, trods myndighedernes forsøg på at holde ham i skak:

"(...) what I really want is to wake up my fellow countrymen by injecting a sense of civil society in their minds. China will change one day and I hope my work will help reduce the number of brainwashed citizens in the meantime."

Men egentlig er det journalistens, Steven Jiangs, oplæg til citatet, jeg ville fremhæve:

"Ultimately, though, he aspires to become not just a satirist but also an iconoclast".


Ivar Gjørup, Egoland 2008.

Ikonoklasme vil sige forbud og udryddelse af billeder og brugen af dem. I dette tilfælde de kinesiske myndigheders ønskedrøm. En bladtegner derimod flytter os ved at sætter billeder på vores tid. Men hvis bladtegneren ligefrem gives navn af omstyrter - skal jeg være den sidste til at sige imod.

Det må blive ordet til dagen.



Ivar Gjørup, Egoland 2008.

Tuesday, 24 January 2012

Da Leda glemte svanen

WHEN LEDA FORGOT ABOUT THE SWAN

ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS


- Hvor tror du, Ib er nu? spurgte en deltager på vej til gårsdagens bisættelse af Ib Spang Olsen. Jeg gik glip af svaret, og det syntes nu også åbenlyst i den høje, blå himmel med mængden af mennesker, der samledes omkring hans båre. Salen kunne lige så vel have været fuld af 4-årige. Det er rækkevidden af hans livsværk.

Dele af et livsværk kan stadig gå uigenkaldeligt tabt med den kontekst, som gav drømmen fylde. Det gør ondt at erkende, så lad os kaste os over et fund - gjort af Søren Tordrup, der er en de af de fuldstændigt uundværlige i eftersporingen af Valdemar Andersens værk. Han har en uforlignelig evne til at slå til, når guldkorn dukker op, og hans fund har hver gang betydet ny viden.

Og ikke mindre eftertanke, som nu et nummer af Plat'menagen:


- Where do you think, Ib is now? A guest asked her companion when entering yesterday's funeral of the cartoonist Ib Spang Olsen. I missed the answer and well, it did seem evident underneath the clear blue sky as we all were, and with the number of us, who gathered around him for the last time. The chapel might as well have been full of 4-year olds. That is the greatness of his life's work, spanning all generations.

Aspects of an artist's work can still be irretrievably lost with the context that originally gave life to the dream. It hurts to admit, so let us throw ourselves at a find ​​by Søren Tordrup, who is one of The Indispensables in unearthing works by Valdemar Andersen. He has an unparalleled ability to strike, when treasures surface, and his findings have each time given new insights.

And no less have his finds been crucial to new afterthought, such as an edition of the magazine "Plat'menagen" from 1908:






Valdemar har været så fræk at sætte hele to malerier af danske Oscar Matthiesen sammen til ét med resultatet, at deres motiver bliver skærende: Leda med Svanen og dragoner på vej ud i havet, de sidste befinder sig i dag på Ystads Militärmuseum. Nordens (stadig?) største maleri:

Valdemar has playfully put two paintings together by Oscar Matthiesen with the result that their motives collide: Leda and the Swan with Dragoons heading out into the sea. The latter is now in Ystad Militärmuseum (yes, it was very fittingly made for a military museum) and was back then (still is?) the largest painting in the North:



Oscar Matthiesen: Svenske dragonofficerer rider i bad/ swedish dragoons riding to a bath
1906, Ystads Konstmuseum.
A detail below to the left as shown in the 
magazine Jugend two years later:


I Valdemars version har de skam beholdt beviset på deres rangorden, der gør hele forskellen mellem upåklædt og nøgen. En forskel, som Kenneth Clark og på dansk grund Ellings arvtagere i kunsthistorien har brugt MEGET tid på, så lad os ikke her... men Leda har under alle omstændigheder glemt alt om svanen over sig.

In Valdemar's version the dragoons have kept on the evidence of their hierarchy, which makes all the difference between their being undressed and naked. A difference, which the art historian Kenneth Clark and around here his Danish colleagues, to be precise the successors of Professor Elling have spent MUCH time elaborating on, so let us not even begin here... but Leda has in any case forgotten all about the swan dangling above her head.







De fænomenale nakker, taget direkte fra forlægget, er ikke er så meget forskellig fra en Johannes Poulsen som middelaldersoldaten Bertran de Born, men forskellen ligger i holdningen. Matthiesen står bag sin dyrkelse af naturmennesket, voluminøst helt ud i lærredets vingefang. Teatertegneren Valdemar Andersen er derimod ren overdrivelse, fordi det er en leg med skuespiller og publikum.

Valdemar tog aldrig Johannes V. Jensens udviklingssyn på sig, som de overdrevne naturmennesker, dragonerne udgør. Og endnu mere interessant, var også Oscar Matthiesen dekorationskunstner - Geologisk Museum har et pragttrappeloft af giganter. De to kunne ikke være mere forskellige af udsyn. Valdemar brugte kun sjældent figurer i sine dekorationer, og de blev underspillet som en del af den vibrerende mønsterflade. Der var aldrig muskuløse kæmper på vej ud af loftet i hans kunst.

Their phenomenal necks, borrowed directly from the original dragoon-painting, are not so very different from the actor Johannes Poulsen as seen in the role of the medieval warrior Bertran de Born, but the difference from painting to drawing is in the attitude. Matthiesen promotes the worship of man as the commander of nature, voluminous in body as in the expanse of the canvas. Valdemar Andersen on the other hand exaggerates out of pure playfulness, giving the pathos of the role its all and then some.

Valdemar never took to the theories on human evolution in spite of his friendship with the evolutionary-ecstatic author, Nobel laureate Johannes V. Jensen, to whom the dragoons would constitute the ultimate in man. And not least worth noting, Oscar Matthiesen was working in the monumental scale too. The Geological Museum in Copenhagen has a magnificent ceiling of titans from his hands. The two artists could hardly be any different. Valdemar but rarely included figures into his monumental decorations, and they remained understated as part of the vibrating surface of patterns. There never were any muscular giants bursting forth from the ceiling in his art.



Valdemar Andersen, ceiling in a cupola for the fashionable warehouse "Varehuset", 1910. 


Plat'menagens forside har muligvis endnu et lag i sig, idet garnisonen i Ystad på denne tid var midt i en sønderrivende skandale, forårsaget af et par skødesløse linjer i et brev og en udeblivelse fra et teselskab - muligvis bare et tilfælde? - rygtet alene førte brevskriveren til sindssygeanstalt med implikationer helt ind i kernen af svensk magtliv. Skandalen ebbede ud lige så pludseligt, som den var begyndt, men intet kunne blive som før - uden at nogen kunne sige, hvad der var sket. Det er klart, at man midt i denne historie har nydt at se garnisonens herrer boltre sig til hest som indbegrebet af mental og fysisk sundhed.

The cover of "Plat'menagen" may have another layer to it, in that the garrison in Ystad was the center of a devastating scandal at this time, caused by a few careless lines in a letter and a no-show at a tea party. The lines in the letter and the no-show were prompted by a rumor on infidelity, and the rumor alone would eventually lead the letter-writer to an asylum for the insane and the whole case had implications in the very core of institutional Sweden. The scandal ebbed away as suddenly as it had begun, but nothing would be as before - without anyone being able to say with any certainty, what had actually taken place. Obviously, in the middle of disaster, it would have been imperative to portray the men of the garrison frolicking on horseback as the epitome of mental and physical health.




Udkast til plakat af Valdemar Andersen gengivet med tilladelse af Designmuseum Danmark.
Fotoet er til studiebrug og den manglende kvalitet tager jeg derfor på mig.
Draft for a poster by Valdemar Andersen, shown with permission from Designmuseum Danmark.
The photo was taken by me for study purposes and I apologize for its poor quality.


Nu har det kun handlet om dragoner. Der findes endnu en notorisk upåklædt person - heller ikke hun er nøgen - på tegningen. Eller? Valdemars kvinder synes meget lidt fysiske, så fagkundskaben i liv og kunst ved Per Arnoldi og Simon Bang er blevet forhørt, om Valdemars gengivelse af La Belle Otero med afgrundsdybe øjenhuler og kun iklædt ædelsten, hvoraf det levende menneske skal have været skyld i 6 ulykkelige bejleres selvmord. Men var tegningen af hende i grunden erotisk?

Deres svar faldt prompte: Jo, hun er da nysselig. Sagde den ene. Kysselig, sagde den anden. 

Hvis udfaldet skal være statistisk korrekt, mangler der ganske vist 1998 yderligere forsøgspersoner (og de findes, de empiriske æstetikere), men vi kan vist gå direkte til konklusionen, at Valdemars personer lægges ud i papiret. De er kunst.


Now, so far it has been all about dragoons. There is another spectacularly undressed person - not even she is naked - in the drawing. Or is there? Women as drawn by Valdemar tend to have very little physicality to them. So I turned to the professionals in life and art, Per Arnoldi and Simon Bang, and questioned them whether Valdemar's presentation of "La Belle Otero" with abysmal dark eye sockets, clad in nothing but precious stones, of which the actual woman is said to have been the cause of six wretched suitors killing themselves. But was the drawing of her even erotic?

Their answers fell promptly: Well, she is "nysselig" (cutesy). Said the one. "Kysselig" (smooch-worthy), said the other.

If the results were to be statistically correct, we would need 1998 additional test persons (and they do exist, the empirical aestheticians), but I think we can safely take the short route to the conclusion that Valdemar's characters belong to the paper, onto which they are drawn. They are art.



Sunday, 22 January 2012

Gensyn med bladtegningens rødder


Den redaktør, der i sin tid havde Honoré Daumier på sin lønningsliste, risikerede sin frihed for sin tegner. Tegneren var hans stærkeste kort som avisudgiver, og han var derfor parat til at gå langt. Hellere risikere end at lade være - og at undvære tegneren.

I dag er modstanden ikke mindre. Den retter sig mod redaktører som mod tegnerne selv, og midt i angsten for eget liv kommer så de stadig færre fastansættelser for bladtegnerne generelt, og specifikt for den mest udsøgte gren af dem alle: Den daglige, tegnede leder i dagbladene. Aviser risikerer som medium at blive fortid, og modtrækket til derouten har været at sælge ud ud af deres stærkeste kort: Ud med det led, som på én gang gav dem visuel og kritisk profil.



Lige før jul var vi så privilegerede herhjemme at få Anders Jerichows temperaturmåling på bladtegningsmediet internationalt netop nu. En stærk og samlet fortælling med fokus på bladtegneren frem for bladtegning. Forsiden viser sigende sydafrikanske Zapiro, der må liste sig igennem sin tegnertilværelse, fordi alt kan detonere.

Også The Herb Block Foundation offentliggjorde den 19. januar 2012 en rapport, The Golden Age for Editorial Cartoonists at the Nation's Newspapers is Over, hvis konklusion fremgår allerede af titlen. Fastansættelser for tegnerne af avisernes daglige ledere hører fortiden til.

Og dog er rapporten særlig interessant ved også at påvise det skred, der er undervejs, for i takt med at tegnerne ikke længere er ansigt på en bestemt avis eller medium, arbejder de i stadig højere grad på tværs af medierne. Det gælder tegneren og det gælder den enkelte tegning, som syndikeres til stadig nye sammenhænge. Tegningerne har fået et liv med præfixet post- et postproduktivt liv langt ud over den første offentliggørelse. Den tegner, der får opgaver, er den, som ser sig selv og ikke en avis som sin platform.

Det kræver sin tegner at kunne sælge sig. Til gengæld er det ikke nyt. Sådan var situationen også for bladtegneren i tiden fra industrialderens gennembrud, ca. 1870, til efter anden verdenskrig. Så snart vi var ude over forbudstiden med dagene tilbragt ind og ud af retssalene, var en bladtegners hverdag at løbe fra den ene opgave til den anden gennem byen. Valdemar Andersen blev ligefrem et reklameobjekt med tegningsruller under armen og pibe i mundvigen som billedet på nytænkning og fremdrift. Han var som sine kolleger ikke forbundet med en avis, sådan som vi indtil for nylig har kendt det i vores livstid, men havde glans om sit eget navn og sin umiskendelige streg. Læserne genkendte ham på tværs af aviser, ugemagasiner, månedsblade og årshæfter. Foruden plakater en masse, butiksskilte - med den faste fortsættelse,  når Valdemar Andersen nævnes: "(...) og vi kan blive ved". For der er altid flere værker at finde fra hans hånd.

Tegnerne end ikke ventede på mulighederne. I ikke så få tilfælde skabte de selv magasinerne og tidsskrifterne, hvor de gav opgaver til hinanden. De eksperimenterede med layout og indhold og de forstod markedets kræfter. Oftest møder vi den utrættelige Alfred Schmidt, nestoren blandt sine kolleger, voksen netop som industrialiseringen satte igennem og produktiv til øjeblikket før besættelsen. Blade har som alt andet deres tid, de gik ind efter et antal numre eller år, men inden da var nye dukket op, der afprøvede verden fra deres specifikke vinkel. De fleste er i dag samlerobjekter, der har holdt tegnernes navne levende længe efter, at redaktørerne og såmænd også en hel del dagblade er glemt. Postproduktion når den er ypperst.

Tuesday, 17 January 2012

Pingprisen 2012



Felix præsenterer Pingprisen 2012 from Pingprisen 2012 on Vimeo.


Den 28. februar genopstår Pingprisen i Lille Vega med 26 nominerede tegneserier udgivet i 2011 fordelt på 6 kategorier.

Denne kulturelt uundværlige kunstart: Tegneserien. Hvor ville eksempelvis forskningen være uden den? Sprogforsker Jørn Lund har fortalt, at han blev en glad læser, fordi hans første indgang til litteraturen var tegneserien. Samme kunstform, som superforskerne Eske og Rane Willerslew brugte som portal til selv at åbne og forklare verden.

Selv skabere eller læsere af allerede skabte tegneserier: Dette er mediet, som gør forskellen, og Pingprisen markerer dem, som på fornemmeste vis har taget arven op efter mesteren bag Peter og Ping: Storm P., den første danske tegneserieskaber, som erobrede verden.

Dansk Tegneserieråd tog det første initiativ til prisen, og Pingprisen har fået virkelighed i samarbejde med Nummer9, Komiks.dk og Storm P.-Museet.

Se de nominerede og læs meget mere på: http://www.pingprisen.dk

Monday, 16 January 2012

In memoriam: Ib Spang Olsen


Sidste sommer kom en amerikansk turist forbi åbningen af Sine Krogh og Astrid la Cours dejlige udstilling af Ib Spang Olsens livsværk i Møstings Hus på Frederiksberg. Åbningen vel at mærke til et lillebitte stykke af hans livsværk, for hans værk er en uoverskuelig overdådighed.

Turisten var en smule nølende, for var dette nu også nogen videre kunst?

Jeg måtte sige det, som det var: Ib er en af landets uundværlige kunstnere i det 20. århundrede. Mindst 4 generationer er vokset op med ham, han har formet vores syn på kunst og verden. Om hvor mange kunstnere, kan vi sige det?

Turisten gik en smule rundt, lyttede til Ibs tale med stadig større øjne. Øjeblikket efter hørte jeg ham hviske til sin kone: Tænk, at vi netop skulle komme forbi i dag. Tænk, at vi har mødt den største!

Kun kunstmuseerne har ikke kendt deres besøgelsestid. Hvorfor tænker vi straks: Nærmest naturligvis? Han er kun repræsenteret ved småstykker i statens samlinger. Mikael Wivel har taget det første, store skridt med sit mammutværk til en omskrivning af den danske kunsthistorie i det 20. århundrede, hvor han har givet tegnerne den rettelige plads, hvor de har hjemme. Nu venter vi kun på museerne.

Ib Spang Olsen var den største. Et stykke barndom er forsvundet med ham. Og som voksen kunne han få én til at føle sig 17 igen bag rosenbuskene en sommernat, hvor solen aldrig går ned. Han var poesi.

Han blev tegner i det 20. århundredes midte, hvor alt kunne og blev politiseret og tegnerne valgte at gå den anden vej. Tilsyneladende upolitiske i deres poetiske og surrealistiske leg med den synlige verden og da netop mere kritiske end nogen anden kunstform, med kunst som gik under angstens radar og direkte til børneværelset. Børnene fik form på deres udblik, som de gav videre til deres egne børn, som igen tog Ib Spang Olsen frem, da også de fik børn.

Det er ikke til at fatte, at vi ikke igen skal se ham selv, men hans tegninger - de vil nå også de generationer, som endnu ikke er kommet til. Hvilken vidunderlig kunstskat han har givet os.

- jeg har ikke lov at vise hans tegninger, men lad os markere denne dag med en nymånehilsen fra en af de første i avisernes søndagstillæg til en af hans fornemmeste arvtagere:




Monday, 2 January 2012

Et stykke stakkels fortid


THE SAD REMNANTS OF A PASSION THAT WAS

ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS


Foto: James Fisher/TheOneRing.net

Nu er der kun 11 måneder til premiéren af den første af Hobbit-filmene, og med vished om betydningen af menneskelig svaghed er de første promotionfotos for længst lagt på nettet, så Tolkiens læsere kan rive håret ud på hinanden. 

Hvem har mest ret, hvis den ene synes, at Thorin er blevet for ung? Eller er skuespilleren Richard Armitage den perfekte billedliggørelse af indre barndomsbilleder?

Promotion var lige så effektiv og passionen ikke mindre for nu over 100 år siden, da Adam Poulsen trådte op på Det Kgl. Teater som Harald Hårderåde, han som bankede islændingene, samlede Norge, muligvis grundlagde Oslo undervejs og faldt i kamp. En historisk person af mytologisk storhed med dragne sværd og armringe af guld, og på scenen omgærdet af al den kraft, som falske hårmængder kan give til figuren. Harald holder på øksebladet, intet mindre, mens han tager det store udblik:


In just 11 months' time the first film in the Hobbit-trilogy will open, and calculating coolly on human weakness, the first promotional photos have been online for quite a while now, making certain there will be plenty of time for the Tolkien readers to tear out each other's hair.

Who is right, if someone finds that Thorin seems too young? Or maybe the actor Richard Armitage is the perfect personification of the mind's imagination created in childhood?

The promotion was as efficient and the passion no less a 100 years ago, when Adam Poulsen entered the stage of the Royal Theatre in Copenhagen as Harald Hårderåde, the one who bashed the Icelanders, made Norway into Norway, and possibly founded Oslo along the way, before he fell in battle. A historical figure of mythic grandeur with drawn sword and bracelets of gold, and on the stage shrouded in the power that masses of false hair can add to a character. Harald is gripping the blade of the axe, no less, while taking the greater perspective on what is before him:





Men måske farligheden ikke helt har overlevet tiden. Det rammer tilbage på tegningerne, hvis værd som tegninger, vi knapt kan forholde os til. I dag ser vi kun markedsføringen, et stykke fortid som leger endnu fjernere, fiktiv fortid med overdrivelsen i positur og pålimet skægpragt, som tegneren naturligvis også har leget med. Vi ved, at Adam Poulsen er polstret op til lejligheden, for ham var det, der året før var det bøjelige siv under Julies balkon:


But perhaps the sense of potent danger has not quite survived the passing of time. Which is a blow to the drawings too. We hardly acknowledge them for any aesthetic value they might posses. Today we see nothing but a piece of marketing, a token of history playing with the idea of an even more remote, fictional piece of history; exaggerated in posture and the splendor of a glued on beard, which the cartoonist, of course, had to make the most of. We know that Adam Poulsen is padded up for the occasion, for he it was, who the year before played Romeo the Willowy Weed beneath the balcony of Juliet:





En ikke så lidt mere vovet påklædning som Romeo, hvor han nøjedes med gamacherne og udelod koften, der ellers var normen ved iscenesættelsen af "fortiden", så visse dele af legemet forblev høfligt ude af syne.

Normer og påbud, vi kan more os nok så meget over i dag. Alligevel synes costumieren til Lord of the Rings at have været i Det Kgl. Teaters gemmer, så Aragorn i Viggo Mortensens skikkelse genspejler den ulykkeligt forelskede Prins Buris med planer om at tilrane sig tronen i operaen Liden Kirsten:


As Romeo he was not a little daringly dressed, contenting himself with leggings and omitting a mantle, otherwise the norm when staging the "past", so that certain parts of the body remained politely out of sight.

Standards and requirements: We may very well mock them today. Even so, the costume designer of "Lord of the Rings" could be mistaken for having roamed through the stores of the Royal Theatre in Copenhagen to let Aragorn as personified by Viggo Mortensen reflect Prince Buri, unhappy in love and planning to usurp the throne in the opera "Liden Kirsten" ("Little Kirsten"):



Foto: FantasyPlanet.cz


Effekten er ikke helt den samme. Auraen mangler. Adam Poulsen og hans kolleger har mistet deres blodige tilhængere, hvis drømme giver lag til litteraturens slagsbrødre.

And yet, the effect is not quite the same. The aura is missing. Adam Poulsen and his colleagues have lost their clamorous followers, whose dreaming adds layers to the wildcats in literature.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...