Thursday, 22 December 2011

En julehistorie

A CHRISTMAS STORY

English translation in italics


For et par år siden sad Celine og jeg og så mismodigt på en pakke af gør-det-selv-nisser. Vi havde lavet en enkelt og tænkte, Jaeh, og så?

Gennemtyggede kits af denne art udelukker enhver kreativitet. At pakkerne eksisterer nærmer sig desuden en fornærmelse, fordi min ellers yderst ikke-troende Farfar troede på nisser som kloge væsener, der lever parallelt med os. Vi tager nisser alvorligt i familien.

Så det var i en em af tristesse, Per Arnoldis mail klingede ind med en lille video af sin krukkeproces på Kählers samme sommer:

A few years back Celine and I were looking despairingly at a box of DIY Christmas fairies. We had already done one of them and were thinking: Well, and?

Already well-chewed-up-and-spat-out kits of this nature preclude any creativity. The very existence of such boxes is bordering on blasphemy in that my otherwise utterly nonbeliever of a paternal grandfather believed in fairies as wise creatures living parallel lives with us. We take fairies seriously in our family.

And so, in the midst of our haze of sadness a mail from Per Arnoldi suddenly arrived with a short video embedded of his pot-making process at Kähler's Pottery that summer:





Videoen er en lille åbenbaring i kunstnerisk mod og usikkerhed, hvor let det er at ryste på hånden vel vidende, at intet kan gøres om. Hvert et strøg skal fungere. Undervejs udbryder Per: "Det er pænt!" - og så var jeg fanget ind, for "Det bliver godt" er en af Valdemars faste vendinger.

Valdemar var ikke meget talende, og jeg havde mest af alt set det som en stilfærdig kommentar, når han nu sagde så lidt. Jeg havde taget afgrundsdybt fejl.

The video is a little treasure on artistic courage and the uncertainty accompanying it; how easy it is to falter knowing that no move can be undone. Each brush stroke has got to work. In the process Per exclaims: "It's good!" - And then I was transfixed, since "It will look good" was one of Valdemar Andersen's habitual expressions when describing his own work.

Valdemar never said much, and I had seen his "It will look good" as his typical low-key type of commenting. I could not have been more wrong.


Valdemar Andersen, Zoological Garden, 100 Harzer-canary males given away for free
during the Easter Holidays
, 1904. Dansk Designmuseum.
The photo was taken by me for study purposes and I excuse its poor quality.


"Det bliver godt" er røntgenblikket, der rummer hele hans viden og erfaring. Han arbejdede med kunstneriske udtryk, der har mange tilblivelseslag i sig - trykning, brænding, assistenter, som skulle afkode hans originaltegning. Han var derfor den med overblikket. Vel vidende, at der sker uheld undervejs. Hans søn, Ib Andersen, ville have slået ihjel for nogle af de fejl, der skete undervejs i trykkeprocessen af hans fars plakater, hvor farver er blevet forrykket, som det skete i kanariefugleplakaten til Zoologisk Have:

"It will look good" is the assertion of a set of dissecting eyes, comprising all of his knowledge and experience. Almost any work from his hand would have many steps of processing embedded in the finished work – printing or burning, editors and assistants, each of which or whom were to decode his first sketches. His professionalism could therefore be likened to that of an Olympian god. With the appreciation that accidents happen all along the way. His son Ib Andersen would have committed murder had he been presented with the errors that occurred in the process of printing of some his father's posters when layers of color did not quite match up as it happened to the poster of the canaries for the Zoological Garden:


Valdemar Andersen, detail of Zoological Garden, 100 Harzer-canary males given away for free
during the Easter Holidays
, 1904. Dansk Designmuseum.
The photo was taken by me for study purposes and I excuse its poor quality.

Men effekten er stadig forrygende. Plakaten er blevet færdig til tiden - ikke en eneste gang er jeg stødt på deadlines, som han ikke har formået at holde. Farveforrykkelsen har kun understreget lyset og letheden på papiret, som var det fysiske papir selv nær at lette. Gennem en kunstner af i dag, hvis keramik skal gennem en brænding, hvor alt kan gå galt, får vi et lille indblik i Valdemar i værkstedet.

Celine var fuldstændig stakåndet. Hun sad tændt med øjnene limet til Pers penselbevægelser, mens hun forsøgte at nå med i hvert eneste strøg på skærmen.

But the effect is still terrific. The poster has been finished on time - not once have I heard of deadlines, which he did not manage to keep. The mismanaged colors only add to the light and lightness of the composition, as if the actual physical paper is about to take off too. And so, through an artist of today, whose ceramics must go through a burning process themselves in which anything may go wrong, we get a glimpse of Valdemar back then in the workshop.

Celine was breathless. Her eyes were glued to the movements of Per's brush on the screen while she tried to catch up with his every stroke.






Det blev nogle yderst alternative dekorationer. De ville aldrig blive sat i produktion.

The decorations turned out to be of an alternative kind. They would never be mass-produced.



Og så gik vi over til at tegne i stedet.

And then we went back to drawing instead.


Sunday, 11 December 2011

In memoriam: Erik Werner


Valdemar Andersen tilhørte den generation af bladtegnere, der flyttede teatertegningen fra morskab til kunst. Det overdrevne blev stadig forherliget, men nu ikke længere til en udlevering af skuespilleren. Stemningen blev indfanget, så selv den æterisk lette tegning rummer en psykologisk indlevelse, at vi føler selv at have været til stede i teatersalen anno 1908.

Valdemar Andersen, Erika Wederkind,
trykt i Klods-Hans 1908. 


Gennem hele det 20. århundrede skulle tegnerne udgøre teatersalenes førsterække med dragne penne på teatrenes premièreaftener. Jeg spurgte engang tegneren Otto Nielsen, hvorfor de i alverden aldrig havde tegnet hinanden på de aftener, tænk, hvis vi havde haft det bagefter!

Hvorefter Otto Nielsen rystede på hovedet, at de jo også var konkurrenter ved de lejligheder, og svarede med Hans Bendix' stemme: "Skulle jeg måske spilde papir på dig?!"

- skønne har de været, og det er med sorg, vi må erkende, at en af de allersidste på premièrerækken nu ikke er mere: Erik Werner.

Det er ikke alene teatertegneren Erik Werner vi har mistet. For som noget meget forunderligt for bladtegnere, der arbejder med den spinkle linje på en hvid flade, så er de mestre i at arbejede med skulptur og overføre deres værk til 3-D. Erik Werner var en af de store. Ikke meget større end et A4-ark, var hans portrætter i hoveder og hel figur, men så levende, at det synes at være mennesket, der står foran os. Jeg skal aldrig glemme hans udstilling i Møstings  Hus, hvor Bodil Udsen i ler var at finde i et hjørne. Det ovenud gule lys kastede hendes profil op på væggen i en lilla skygge så meget hende, at man ville have forsvoret, at det ikke var Bodil Udsen selv, vi havde foran os mellem alle ferniseringsgæsterne.


Valdemar Andersen: Pigen med sommerfuglen,
øverst på uret i Abildgaardsalen på Christiansborg, 1921.

For min del vil jeg især savne Eriks skarpe tunge. Elegant og præcist satte han ord på omgivelsernes skævheder med et vid, som han nedtonede i sine tegninger. Intet undgik ham. Jeg vil savne ikke igen at skulle følges med ham igennem en udstilling og følge hans lynhurtige observationer omsat til ord. Han var aldrig ondskabsfuld, men han var blottet for sentimentalitet. Man lærte verden meget bedre at kende gennem ham. Størst af alt, som på ferniseringen af Sven Brasch-udstillingen på dengang Kunstindustrimuseet, hvor vi lod alle andre løbe foran os, og hvor han trods smerter og sygdom slog ned på, hvordan også plakattrykkerne besad en enestående kunnen, for fra de dejlige forlæg til de geniale plakater var sket en tilskæring og skarphed af linjen, som vi ikke kunne se i forlæggene. Her var en hel historie, som vi kun indirekte kunne røre ved, men han kunne folde niveauerne ud.

At vi ikke igen skal opleve ham tegne, skulpturere og åbne hele sin horsont for os gør så ondt. Men vi fik 81 år med ham. Et lille århundrede med hans store gave til os.

Friday, 9 December 2011

Pragttegninger 2011: Per Marquard Otzen

WHAT THE CARTOONIST CAN

ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS


Per Marquard Otzen: Den totale krig/ The Total War.
Politiken, May 30, 2011. 

Friday, 2 December 2011

Portrætefterlysning


Til Harald Moltkes og Valdemar Andersens fælles udstilling på Den Frie i 1912 lavede Valdemar en række portrætter af byens ansigter. Hans chefredaktør på Politiken, Henrik Cavling, var naturligvis med, lagt op i komplementærfarverne lilla og orange, som var han fanget i nattens lys på Strøget:


Farverne kan vi kun læse os til i anmeldelserne af udstillingen, for billedets eksistens har ikke været kendt siden. Skulle nogen vide, hvor det befinder sig? Mon det lever og har det godt meget privat?

Kunst har et fysisk liv ved siden af vores oplevelse af den. Om en måned er det 100 år siden, at portrætterne blev præsenteret for offentligheden, og det er lykkedes at finde de mest centrale, men ikke alle. Valdemars overlæge på Frederiksberg Hospital, Ludvig Kraft, formodes eksempelvis at være schalburgteret i Amaliegade under besættelsen.

En dramatisk, men sørgelig exithistorie for portrættet af en stor personlighed med kampklare tænger:



Thursday, 1 December 2011

Huse med og uden individualitet


Detalje fra udsmykning over Olympens guder fra villa i samme nabolag.
Udsmykningen er inspireret af Kejser Neros Villa i Rom.
For et øjeblik siden ville jeg checke kunstmaleren og grønlandsfareren Harald Moltkes årstal og stødte på en beskrivelse af hans families hus i Fuglebakkekvarteret på Frederiksberg. Det er nu gennemistandsat af en stylist, der indleder med at erklære, at entréens udsmykning fra gulv til loft af blomster og dragemotiver at være af den slags, der kun var grund til omgående at male over.

Udsmykningen har med sikkerhed været af Valdemar Andersen. Og lige så sikkert har den efter 100 år ikke været i topform.

Detalje af billardkælderens udsmykning i
 villa i samme nabolag-
Dette er et hus, hvor der har været røget, diskuteret, danset, elsket, malet, forfattet og fortalt. Knud Rasmussen kom her. Thit Jensen ligeså og naboen, kunstneren Kristian Zahrtmann, hørte nærmest til familien, blandt utallige andre af deres generationers intellektuelle, kunstnere og grønlandsfarere.

Vi ved, at børn er blevet født i huset, og de ældre igen gået bort her, som den sidste generation af huse, hvor hele menneskelivet har været en del af murstenene.

Men det er væk nu, og et meget træffende billede på, hvad det er vi mister, når udsmykninger bukker under for tapeter og maling.

Et hus som rummede sin tids fremmeste inspiratorer er nu en mængdevare med vægge af tapet, som allerede er forældet, når det limes på væggen. For det er nu engang ikke lavet af hænder, men massefabrikeret til et verdensmarked med den konformitet af smag og behag, som det medfører.

Harald Moltke var greve og vennen Valdemar har formodentlig leget Lille Bregentved, en mindre udgave af familiens gods, da han gik i gang i entréen - og sandsynligvis stuerne. Det er i al fald den fornemmelse, vi får fra de stumper af fotos, hvor væggene kan anes. Her har været paradisblomster, der leger gyldentlæderstapet, og som vi genfinder i huset, der rummer billardkælderen.

Detalje fra udsmykning over Olympens guder fra villa i samme nabolag.
Udsmykningen er inspireret af Kejser Neros Villa i Rom.

Billardkælderens villa ligger på Solsortvej 68, et stenkast fra det tidligere Lille Bregentved. Dette hus har en lidt anden, men ikke mindre dramatisk historie. Det blev bygget ti år senere af en svenskfødt skotøjsfabrikant, der blev gullaschbaron, heraf billardløjerne i kælderen, mens Zeus og Olympens guder tog imod i entréen. Ejeren måtte forlade huset i 1945, formodentlig efter usunde sympatier for nazismen, og huset er kendetegnet ved siden at have haft meget få ejere, der hver især har forstået, hvad de havde i deres varetægt.





En konservator kunne diskret have gjort underværker i det hus, som engang havde en horisont. Lille Bregentved er nu endnu et hus på markedet af alle andre huse. Billardkælderen er et rum, man bliver høj af at være i. Den er her stadig for fuld styrke, mens faunen i entréen ovenpå læner sig afslappet tilbage henover døren til tidligere tiders herreværelse.




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...