Thursday, 22 December 2011

En julehistorie

A CHRISTMAS STORY

English translation in italics


For et par år siden sad Celine og jeg og så mismodigt på en pakke af gør-det-selv-nisser. Vi havde lavet en enkelt og tænkte, Jaeh, og så?

Gennemtyggede kits af denne art udelukker enhver kreativitet. At pakkerne eksisterer nærmer sig desuden en fornærmelse, fordi min ellers yderst ikke-troende Farfar troede på nisser som kloge væsener, der lever parallelt med os. Vi tager nisser alvorligt i familien.

Så det var i en em af tristesse, Per Arnoldis mail klingede ind med en lille video af sin krukkeproces på Kählers samme sommer:

A few years back Celine and I were looking despairingly at a box of DIY Christmas fairies. We had already done one of them and were thinking: Well, and?

Already well-chewed-up-and-spat-out kits of this nature preclude any creativity. The very existence of such boxes is bordering on blasphemy in that my otherwise utterly nonbeliever of a paternal grandfather believed in fairies as wise creatures living parallel lives with us. We take fairies seriously in our family.

And so, in the midst of our haze of sadness a mail from Per Arnoldi suddenly arrived with a short video embedded of his pot-making process at Kähler's Pottery that summer:





Videoen er en lille åbenbaring i kunstnerisk mod og usikkerhed, hvor let det er at ryste på hånden vel vidende, at intet kan gøres om. Hvert et strøg skal fungere. Undervejs udbryder Per: "Det er pænt!" - og så var jeg fanget ind, for "Det bliver godt" er en af Valdemars faste vendinger.

Valdemar var ikke meget talende, og jeg havde mest af alt set det som en stilfærdig kommentar, når han nu sagde så lidt. Jeg havde taget afgrundsdybt fejl.

The video is a little treasure on artistic courage and the uncertainty accompanying it; how easy it is to falter knowing that no move can be undone. Each brush stroke has got to work. In the process Per exclaims: "It's good!" - And then I was transfixed, since "It will look good" was one of Valdemar Andersen's habitual expressions when describing his own work.

Valdemar never said much, and I had seen his "It will look good" as his typical low-key type of commenting. I could not have been more wrong.


Valdemar Andersen, Zoological Garden, 100 Harzer-canary males given away for free
during the Easter Holidays
, 1904. Dansk Designmuseum.
The photo was taken by me for study purposes and I excuse its poor quality.


"Det bliver godt" er røntgenblikket, der rummer hele hans viden og erfaring. Han arbejdede med kunstneriske udtryk, der har mange tilblivelseslag i sig - trykning, brænding, assistenter, som skulle afkode hans originaltegning. Han var derfor den med overblikket. Vel vidende, at der sker uheld undervejs. Hans søn, Ib Andersen, ville have slået ihjel for nogle af de fejl, der skete undervejs i trykkeprocessen af hans fars plakater, hvor farver er blevet forrykket, som det skete i kanariefugleplakaten til Zoologisk Have:

"It will look good" is the assertion of a set of dissecting eyes, comprising all of his knowledge and experience. Almost any work from his hand would have many steps of processing embedded in the finished work – printing or burning, editors and assistants, each of which or whom were to decode his first sketches. His professionalism could therefore be likened to that of an Olympian god. With the appreciation that accidents happen all along the way. His son Ib Andersen would have committed murder had he been presented with the errors that occurred in the process of printing of some his father's posters when layers of color did not quite match up as it happened to the poster of the canaries for the Zoological Garden:


Valdemar Andersen, detail of Zoological Garden, 100 Harzer-canary males given away for free
during the Easter Holidays
, 1904. Dansk Designmuseum.
The photo was taken by me for study purposes and I excuse its poor quality.

Men effekten er stadig forrygende. Plakaten er blevet færdig til tiden - ikke en eneste gang er jeg stødt på deadlines, som han ikke har formået at holde. Farveforrykkelsen har kun understreget lyset og letheden på papiret, som var det fysiske papir selv nær at lette. Gennem en kunstner af i dag, hvis keramik skal gennem en brænding, hvor alt kan gå galt, får vi et lille indblik i Valdemar i værkstedet.

Celine var fuldstændig stakåndet. Hun sad tændt med øjnene limet til Pers penselbevægelser, mens hun forsøgte at nå med i hvert eneste strøg på skærmen.

But the effect is still terrific. The poster has been finished on time - not once have I heard of deadlines, which he did not manage to keep. The mismanaged colors only add to the light and lightness of the composition, as if the actual physical paper is about to take off too. And so, through an artist of today, whose ceramics must go through a burning process themselves in which anything may go wrong, we get a glimpse of Valdemar back then in the workshop.

Celine was breathless. Her eyes were glued to the movements of Per's brush on the screen while she tried to catch up with his every stroke.






Det blev nogle yderst alternative dekorationer. De ville aldrig blive sat i produktion.

The decorations turned out to be of an alternative kind. They would never be mass-produced.



Og så gik vi over til at tegne i stedet.

And then we went back to drawing instead.


Sunday, 11 December 2011

In memoriam: Erik Werner


Valdemar Andersen tilhørte den generation af bladtegnere, der flyttede teatertegningen fra morskab til kunst. Det overdrevne blev stadig forherliget, men nu ikke længere til en udlevering af skuespilleren. Stemningen blev indfanget, så selv den æterisk lette tegning rummer en psykologisk indlevelse, at vi føler selv at have været til stede i teatersalen anno 1908.

Valdemar Andersen, Erika Wederkind,
trykt i Klods-Hans 1908. 


Gennem hele det 20. århundrede skulle tegnerne udgøre teatersalenes førsterække med dragne penne på teatrenes premièreaftener. Jeg spurgte engang tegneren Otto Nielsen, hvorfor de i alverden aldrig havde tegnet hinanden på de aftener, tænk, hvis vi havde haft det bagefter!

Hvorefter Otto Nielsen rystede på hovedet, at de jo også var konkurrenter ved de lejligheder, og svarede med Hans Bendix' stemme: "Skulle jeg måske spilde papir på dig?!"

- skønne har de været, og det er med sorg, vi må erkende, at en af de allersidste på premièrerækken nu ikke er mere: Erik Werner.

Det er ikke alene teatertegneren Erik Werner vi har mistet. For som noget meget forunderligt for bladtegnere, der arbejder med den spinkle linje på en hvid flade, så er de mestre i at arbejede med skulptur og overføre deres værk til 3-D. Erik Werner var en af de store. Ikke meget større end et A4-ark, var hans portrætter i hoveder og hel figur, men så levende, at det synes at være mennesket, der står foran os. Jeg skal aldrig glemme hans udstilling i Møstings  Hus, hvor Bodil Udsen i ler var at finde i et hjørne. Det ovenud gule lys kastede hendes profil op på væggen i en lilla skygge så meget hende, at man ville have forsvoret, at det ikke var Bodil Udsen selv, vi havde foran os mellem alle ferniseringsgæsterne.


Valdemar Andersen: Pigen med sommerfuglen,
øverst på uret i Abildgaardsalen på Christiansborg, 1921.

For min del vil jeg især savne Eriks skarpe tunge. Elegant og præcist satte han ord på omgivelsernes skævheder med et vid, som han nedtonede i sine tegninger. Intet undgik ham. Jeg vil savne ikke igen at skulle følges med ham igennem en udstilling og følge hans lynhurtige observationer omsat til ord. Han var aldrig ondskabsfuld, men han var blottet for sentimentalitet. Man lærte verden meget bedre at kende gennem ham. Størst af alt, som på ferniseringen af Sven Brasch-udstillingen på dengang Kunstindustrimuseet, hvor vi lod alle andre løbe foran os, og hvor han trods smerter og sygdom slog ned på, hvordan også plakattrykkerne besad en enestående kunnen, for fra de dejlige forlæg til de geniale plakater var sket en tilskæring og skarphed af linjen, som vi ikke kunne se i forlæggene. Her var en hel historie, som vi kun indirekte kunne røre ved, men han kunne folde niveauerne ud.

At vi ikke igen skal opleve ham tegne, skulpturere og åbne hele sin horsont for os gør så ondt. Men vi fik 81 år med ham. Et lille århundrede med hans store gave til os.

Friday, 9 December 2011

Pragttegninger 2011: Per Marquard Otzen

WHAT THE CARTOONIST CAN

ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS


Per Marquard Otzen: Den totale krig/ The Total War.
Politiken, May 30, 2011. 

Friday, 2 December 2011

Portrætefterlysning


Til Harald Moltkes og Valdemar Andersens fælles udstilling på Den Frie i 1912 lavede Valdemar en række portrætter af byens ansigter. Hans chefredaktør på Politiken, Henrik Cavling, var naturligvis med, lagt op i komplementærfarverne lilla og orange, som var han fanget i nattens lys på Strøget:


Farverne kan vi kun læse os til i anmeldelserne af udstillingen, for billedets eksistens har ikke været kendt siden. Skulle nogen vide, hvor det befinder sig? Mon det lever og har det godt meget privat?

Kunst har et fysisk liv ved siden af vores oplevelse af den. Om en måned er det 100 år siden, at portrætterne blev præsenteret for offentligheden, og det er lykkedes at finde de mest centrale, men ikke alle. Valdemars overlæge på Frederiksberg Hospital, Ludvig Kraft, formodes eksempelvis at være schalburgteret i Amaliegade under besættelsen.

En dramatisk, men sørgelig exithistorie for portrættet af en stor personlighed med kampklare tænger:



Thursday, 1 December 2011

Huse med og uden individualitet


Detalje fra udsmykning over Olympens guder fra villa i samme nabolag.
Udsmykningen er inspireret af Kejser Neros Villa i Rom.
For et øjeblik siden ville jeg checke kunstmaleren og grønlandsfareren Harald Moltkes årstal og stødte på en beskrivelse af hans families hus i Fuglebakkekvarteret på Frederiksberg. Det er nu gennemistandsat af en stylist, der indleder med at erklære, at entréens udsmykning fra gulv til loft af blomster og dragemotiver at være af den slags, der kun var grund til omgående at male over.

Udsmykningen har med sikkerhed været af Valdemar Andersen. Og lige så sikkert har den efter 100 år ikke været i topform.

Detalje af billardkælderens udsmykning i
 villa i samme nabolag-
Dette er et hus, hvor der har været røget, diskuteret, danset, elsket, malet, forfattet og fortalt. Knud Rasmussen kom her. Thit Jensen ligeså og naboen, kunstneren Kristian Zahrtmann, hørte nærmest til familien, blandt utallige andre af deres generationers intellektuelle, kunstnere og grønlandsfarere.

Vi ved, at børn er blevet født i huset, og de ældre igen gået bort her, som den sidste generation af huse, hvor hele menneskelivet har været en del af murstenene.

Men det er væk nu, og et meget træffende billede på, hvad det er vi mister, når udsmykninger bukker under for tapeter og maling.

Et hus som rummede sin tids fremmeste inspiratorer er nu en mængdevare med vægge af tapet, som allerede er forældet, når det limes på væggen. For det er nu engang ikke lavet af hænder, men massefabrikeret til et verdensmarked med den konformitet af smag og behag, som det medfører.

Harald Moltke var greve og vennen Valdemar har formodentlig leget Lille Bregentved, en mindre udgave af familiens gods, da han gik i gang i entréen - og sandsynligvis stuerne. Det er i al fald den fornemmelse, vi får fra de stumper af fotos, hvor væggene kan anes. Her har været paradisblomster, der leger gyldentlæderstapet, og som vi genfinder i huset, der rummer billardkælderen.

Detalje fra udsmykning over Olympens guder fra villa i samme nabolag.
Udsmykningen er inspireret af Kejser Neros Villa i Rom.

Billardkælderens villa ligger på Solsortvej 68, et stenkast fra det tidligere Lille Bregentved. Dette hus har en lidt anden, men ikke mindre dramatisk historie. Det blev bygget ti år senere af en svenskfødt skotøjsfabrikant, der blev gullaschbaron, heraf billardløjerne i kælderen, mens Zeus og Olympens guder tog imod i entréen. Ejeren måtte forlade huset i 1945, formodentlig efter usunde sympatier for nazismen, og huset er kendetegnet ved siden at have haft meget få ejere, der hver især har forstået, hvad de havde i deres varetægt.





En konservator kunne diskret have gjort underværker i det hus, som engang havde en horisont. Lille Bregentved er nu endnu et hus på markedet af alle andre huse. Billardkælderen er et rum, man bliver høj af at være i. Den er her stadig for fuld styrke, mens faunen i entréen ovenpå læner sig afslappet tilbage henover døren til tidligere tiders herreværelse.




Monday, 28 November 2011

Johannes V. Jensen anno 2011


Genkendelse har mange lag. I en af de utallige, løbende reklamebånd online optræder en velkendt positur: Basketballstjernen Amaré Stoudemire, der leder kampagnen for at få de unge til at blive i highschool: "Wake Up and Go To School!"

Amaré Stoudemire minder umiskendeligt om ham her:


Johannes V. Jensen sad model 1905 til det portræt, der blev Valdemar Andersens debut på Charlottenborg året efter. De havde indledt et livslangt venskab omkring 1899, året, hvor Kongens Fald første gang blev udgivet. Johannes V. Jensens videnskabelige tilgang til sit forfatterskab betød, at han eksempelvis selv havde afbildningen af den mammut, som tegneren løb forbi og lånte, da han skulle lave forside til "Bræen":



Sammenstillingen af de to herrer på tværs af et århundrede blotlægger deres iscenesættelse - hvis vi skulle have været i tvivl. Lyscirklen bagved, den høje krave og den tilbagelænede positur, hvor hænderne kommer i overstørrelse. Mænd på toppen af deres magt, der vurderer os - og ikke omvendt.

Johannes V. Jensen er for sin del tegnet op med blyant i bittesmå, præcise detaljer, hvor hvert et hår i hans øjenvipper synes tegnet ind, mens andre farveflader støder op mod hinanden og skaber form i grove modstillinger. Frækt og sikkert i hver en håndbevægelse bag.





Portrættet af Johannes V. Jensen befinder sig i diskret privateje. Det har kun været udstillet to gange siden 1906 og været trykt en enkelt gang i farve - i 1960.

Det er og bliver et nationalklenodie, og der er blevet passet godt på det. Farven står i dag lige så lysende, som da det blev til.



Valdemars signatur er ridset ind i farven lige under venstre hånds fingre.

Saturday, 26 November 2011

Kianoush Ramezani: Den iranske presse

Kianoush Ramezani, 21. november 2011

En ganske almindelig avisside, en lynlås og lidt rød farve, og vi har billedet på et dikaturs styrke.

Og dets største svaghed.

Tuesday, 22 November 2011

Kulturel fattigdom


I disse dage reddes en udsmykning, der nær var ved at forsvinde: Hans Scherfigs vægge til børnehaven på Carlsberg. Men først efter massiv indsats fra gode kræfter i kulturlivet.

I foråret 2010 skrev Hans Edvard Nørregård-Nielsen en stærk og meget bevægende artikel i Weekendavisen for bevarelsen af monumentaludsmykninger, hvordan udsmykninger i det offentlige rum er de første til at bukke under, når chefen i ministerstolen bliver en anden. Nyt skal til, og værdien af det forudgående glemmes. Vi bliver alle sammen kulturelt fattigere hver gang.

Erfaringen kendes kun alt for godt også fra fokus på den ene kunstner med de mange udsmykninger over hele landet. Bygninger er solgt, retssale omlagt og hvad skal man så med ganske vist smukke, men dyre udsmykninger at istandsætte - og hvad nu med en elevator, den ville være praktisk, har den ikke førsteprioritet? Problemet er lige stort, om vi taler offentlige som private ejere, for de private er ofte meget interesserede bevarere, men uden mulighed for at finde viden om hvilken værdi, de står med.

Valdemar Andersen tilhørte en ung generation lige efter 1900, som eksperimenterede med mange hundrede år gamle freskoteknikker, hvor de malede vådt i vådt direkte på væggene efter en første optegning i kul. Tiden ca. 1910-30 blev en af de store i monumentalkunstens historie. I Norge og Sverige er det slet ikke muligt at skrive kunsthistorie uden at inddrage den, for det var i monumentalmaleriet, at nybruddene skete, og hvad der skete i Mexico, der førte til Rusland og derfra USA, er uden sin lige. Det er alt sammen den store kunsthistorie.

Jeg nåede lige akkurat at møde en af Valdemars svende, Aage Pedersen, fra en enkelt af dekorationsopgaverne, som kunne fortælle om teknikker, vi ellers ikke ville have kendt. Han gav os prøver på sin kunnen, hvor han på stedet skabte forvitrede egetræslåger ud af den mest kedsommelige finér. Min Mor lagde til med den viden, hun havde med fra sin Far, hvordan hun i sin barndom havde oplevet eksperimenter med bindemidler, som når køkkenet stank af tang, der blev kogt flydende. Der er viden på alle niveauer, der har været med til at skabe de nye udtryk, til tider direkte giftige, som den marmoreringsteknik, Valdemar brugte på dørkarmene - en aldeles fræk mønsterleg, som intet gør for at ligne marmor.

Dørkarm i landsretsbygningen i Gabelsgade, Aalborg. Den sidste af retssalene udsmykket af Valdemar Andersen, der i dag har dens oprindelige brug.


Vi savner en central vidensbank om monumentalkunsten herhjemme, og Peder Bøllingtoft fra Konservatorskolen har taget et flot initiativ til en sådan registrering. Viden avler respekt allerede i første led, for som en privat ejer meget sigende har spurgt: "Hvordan kan vi vide, at det ikke bare er din passion, som taler lige nu? Har Valdemar Andersen nu også betydning i den større sammenhæng?" Og de har fuldstændig ret. Når intet står skrevet nogen steder, og ingen reagerer, når de spørger, hvorfor skulle de så vise væggene respekt?

Monumentalkunst skal kunne fredes i et omfang, som ikke kan lade sig gøre i dag. Bevaringer indendørs skal nyde samme forståelse som fredning af selve bygningen - også når bygningen ikke har fredningsformat.

Valdemar er for sin del blevet bevaret gennem ildsjæle. Uden årvågenheden og indsigten hos Peter L. Stephensen og Nikolaj Pors, der har vidst at være til stede og sågar forceret affaldscontainere for at redde, hvad reddes kunne - uden dem var halvdelen af hans livsværk gået tabt. Den halvdel, der rummer de store kartoner, skitser i fuld størrelse, de unikke fund, som de siden har kanaliseret videre til museumssamlingerne. Deres indsats for monumentalkunsten kan ikke takkes nok.

Og uden om dem står en endnu større skare af uundværlige, passionerede samlere, der hver især har specialiseret sig i dele af Valdemars livsværk. Hvad der derfor umiddelbart kan ligne en kunstner, der ikke er virkelig husket og ikke er nærmere beskrevet i kunsthistorien, er en kunstner, som nyder omfattende opmærksomhed udenfor. Bogen om Valdemar Andersen er ikke skrevet i ensomhed, men i et tæt netværk, hvor jeg har kunnet diskutere og spørge hele vejen og har mærket, hvor levende hans kunst er. Hvor har det været stort.

Interessen findes, dedikationen er til stede. Vi mangler blot den centrale handling.

Sunday, 20 November 2011

Urtekræmmervare


Macbeth-skitserne er noget så forunderligt, som tegnet med en bred, våd pensel. En teknik, vi kun meget undtagelsesvist ser fra Valdemar, og alligevel tog penslen ikke magten fra ham.

Men naturligvis er og bliver teknikken den samme som for den spinkle linje. Hvoraf en af hovedværkerne er reklameskiltet for Heerings Curacao fra 1921.

En krølle er frækt lagt nøjagtigt i billedfladens midte og opløser hele motivet til det, som det vitterligt er: Linjeløb. Krøllen er lagt en smule åben, så den bryder med en regelret cirkel. Oveni er det lige før, at det perspektivisk er nakken, vi ser af hende, idet hun bøjer ansigtet væk fra os.

Stor humor, hvis egentlige formål er at bortlede opmærksomheden fra læbernes møde med den lille stribe orange.




Curacao-skiltet var med på mindeudstillingen på Charlottenborg for Valdemar Andersen i 1928, hvor kunsthistorikeren Sigurd Schultz i sin anmeldelse måtte fastslå, at han ved så stor kunst havde "(...) ondt ved at forstå, at det er et ganske almindeligt Butiksskilt, bestemt for den første, den bedste Urtekræmmer".

Nu han siger det, så har jeg nydt skiltet i flere pragteksemplarer i privateje. Ikke et eneste i en museumssamling. Af opbygning og udsagn er det en plakat. Men det blev brugt indendørs, hvor det per definition bliver til et skilt. 

Plakater nyder den respekt, de fortjener i forskning og indsamling. Butiksskilte er endnu fritgående.

Saturday, 19 November 2011

When the battle's lost and won




Skriveprocesser har deres egen fortælling adskilt fra og dog tæt indvævet i deres emne. Bogen til Valdemar Andersen tog første afsæt i disse dage for 6 år siden. Jeg genkender lyset på året, der gør stemninger levende igen. 

Det var den sidste dag, hvor min Mormor spiste, jeg skrev de første afsnit. Fire dage senere sad vi tæt omkring hende et lille døgn. Min Bror kærtegnede hendes hænder, mens jeg holdt hende om ryggen. Den lillebitte spinkle krop i de lag af silke, der var så meget hendes. Natten var pinefuld, mens hendes vejrtrækning blev en stadig større kamp. Hver gang hendes krop igen trak sig sammen som i en krampetrækning, åndede vi med hende af lettelse. Oftere og oftere blev pauserne lange, til de atter igen blev brudt. Indtil stilheden og med den erkendelsen.

Abelone Koppel har talt så smukt om at skifte navn, når vi har mistet. For vi bliver aldrig de samme igen. Overgangen er umulig igen at krydse


Da vi mistede Mormor, havde sygdom allerede bidt sig fast i familien. Vi er gået fra katastrofe til katastrofe. Det er vores liv at håbe på den næste vejrtrækning.

Men Valdemar gør godt. Han er så livsbekræftende at vende tilbage til. Han bliver uvilkårligt en del af den nysgerrighed efter livet, som insisterer på at banke igennem. Altid med visheden om det, som vi bærer med os, som han sagde til sin Juliane: "Naar Mennesker er overmodige og udvidende har De ingen Skade af at beskæftige sig med sørgelige Ting, men følsomme Mennesker som Du og jeg bliver angrebne paa hele Organismen deraf, derfor har man en Pligt over for sig selv og sine Nærmeste til at finde og dvæle ved Tilværelsens venlige Sider".

Deri hans storhed. Lyset i hans kunst er aldrig naiv. Den bærer visheden og viljen i sig.


Jeg har tilladt mig i novemberlyset at sætte den lille række af skitser sammen, hvis emne er så usædvanligt for en tegner, der aldrig søgte dramaet. Dette er Macbeth fra mødet med heksene, forræderiet, det første mord, banketten, der afslørede alt, og Lady Macbeths søvngængeri. De er forblevet på skitsernes plan, for deres hensigt kendes ikke. Illustrationer til et bogformat?

Den fede pensel, der fortæller i hvert et strøg, så løst det end tager sig ud. Det knortede træ med ravnen. De forblæste mænds udbrud. De ventende og alvidende hekse.

Alle fotos gengivet med tilladelse fra Kort- og Billedsamlingen, Det Kgl. Bibliotek


Wednesday, 16 November 2011

Genopstandelse



Så prægtig kan en kuppel tage sig ud, der var formodet at være tabt for altid. For ikke så længe siden, blev det igen afdækket. En juvel.


Hele fladen er én vibrerende mønsterflade af bugtende linjer, der forbinder sig eller forskyder sig over og under hinanden.


Lag på lag også af kulturhistorie, som akanthus-bladet, der er foldet omkring de slanke søjler. Akanthus-motivet har fulgt menneskets udvikling og dets trang, iboende nødvendighed nærmere, at skabe kunst - ifølge kunsthistoriens bannerførere i Wien på Valdemars tid:





Tuesday, 15 November 2011

Den hvide malings svøbe


Trappeudsmykningen i samme villa, som rummer billardkælderen


Alene i den tid, jeg har været neddykket i Valdemar Andersens kunst, har to retssale mistet deres funktion.

Det er de barske realiteter for monumentalkunst, at bygninger skifter ejere og ændrer indhold over tid, og vi er privilegerede, at det ikke er sket før i retssalenes tilfælde. Vi taler dog om snart et lille århundrede. Da billardkælderens ejere i sin tid flyttede ind, havde en gammel malermester mumlet "Valdemar Andersen", da han så deres udsmykninger, der løber op langs trappevæggene til første sal.


En gammel malermester på Frederiksberg, som har været vant til at møde Valdemars udsmykninger. Hvilken viden har han ikke besiddet? Måske om noget, som kunne reddes, hvis vi vidste, hvor vi skulle lede. I en trappegang skal der have klatret tigre. Tænk, om den eksisterede som baggrund på et foto og vi kunne få bare et enkelt blik?


I Hjørring gemmer sig et loft i den bygning, som først var bibliotek, siden kunstmuseum og lige nu rummer Sparekassen Vendsyssel. Et biblioteksloft givet af Ny Carlsbergfondet til byen i 1926/27. Valdemar var syg på dette tidspunkt og skulle bukke under for leukæmi i sommeren 1928, men han skabte et loft, som rummede hele verden, dens udlængsel og opdagelsestrang, holdt oppe af skildpadder og flankeret af Hamlet, Don Quijote, Erasmus Montanus og Faust. Et bibliotek forærer hele verden til sin læser.

Fotostat fra Valdemar Andersens arkiv, inv. 2004-462. Gengivet med tilladelse fra Kort- og Billedsamlingen, Det Kgl. Bibliotek

Rygter vil vide, at det ikke står til at redde under den hvide maling. At loftet er for lidt og for dårligt bevaret. Andre gode kræfter mener at vide, at det er i meget fin stand indenunder, og at det kun handler om vilje at få pragtværket frem igen.

For den sidste holdning taler, at Valdemar Andersens svigerdatter, Nanna Ib Andersen, havde fotooptagelser af alle detaljer af loftet, lavet umiddelbart før udsmykningen blev skjult. Jeg har kun set dem i negativ, men hvor har loftet på dette tidspunkt været i flot form.

Monday, 14 November 2011

Paradisiske billardspillere


Foto: Paola Grippo Laustsen

Dette skrives med fingre, som næsten ikke kan bevæge sig, fordi der stadig gemmer sig torne under huden. Idag var tiden at bruge sav og kniv mod husets urskov til at skære ned, potte om og sætte nye stiklinger. De svarede igen. Nogle bliver revet af deres katte. Vi har planter.

Foto: Paola Grippo Laustsen

Passende derfor at tage et nærblik på Valdemars paradishave skabt til en billardkælder i en villa på Frederiksberg. Loft, gulv, vægge, selv møbler og skabe har han dekoreret. Kælderen har været voldsomt vandskadet, men essensen er intakt, og rummet er fuldstændig betagende.




Væggene består af store felter, hver med en billardspiller omgivet af paradisblomster og farverige fugle. Hver af spillerne er et gedigent portræt, hvis navne vi desværre ikke længere kender.

Foto: Paola Grippo Laustsen

Inspirationskilden ligger derimod lige for: Rafaels loggiaer i Vatikanet. Slyngningerne, blomsterne og fuglene i samme rytme henover fladen. Valdemar nåede aldrig til Italien, så det nærmeste han er kommet, har været præcise optegninger som denne:


Rafaels vægge er blevet kopieret, siden de blev til, så der var et stort marked for dem, som kunne tegne dem op til senere kopiering. Da Valdemar kom til, var mængde af kopier overvældende og ofte en ren udvanding af den oprindelige glans. Men han formåede at tage et fortærsket emne op og skabe et rum af farvestyrke og humor, som få andre steder.

Foto: Paola Grippo Laustsen

Selv gangen, der fører ind til lastens hule er en malet pragtdemonstration, som var væggenes oppudsning det kostbareste materiale:


Jeg må se at få helet hænder og arme, for jeg nåede kun halvvejs igennem urskoven i dag. Lad os derfor slutte med min yndlingsfugl i kælderen. Mage til obsternasig lille fyr:

Foto: Paola Grippo Laustsen

Saturday, 12 November 2011

Tegneråret 2011


Knapt havde vi taget hul på 2011, før der flød bladtegninger over nettet, endnu skønnere og stærkere end sjældent før set.

Afsættet var naturligvis omvæltningerne i Tunesien, Ægypten, Syrien, Libyen og og....og i marts blev Japan ramt af en trefoldig katastrofe i tsunami, jordskælv og Fukushima-nedbruddet. Hver dag bragte nye tegninger verden rundt. Der var tegnere, som bloggede eller fik deres tegninger vist på dagens blogs direkte inde fra demonstrationerne, mens deres kolleger i andre verdensdele kommenterede med hver dag. Tegninger, som igen blev vist på nye platforme, hvor endnu flere kunne se fælleslinjer eller skæringspunkter af forskelligheder på tværs af geografi.

Intenst har det været at følge med. Blogs er opstået lige så hurtigt, opnået udbredelse og igen lukket ned eller blevet lukket, for så igen at opstå nye steder. For en ikke-arabisk-talende kan det til tider være svært at gennemskue, hvem som står bag siderne. Irans regering har eksempelvis svaret igen på aktiviteterne ved at oprette en hjemmeside fyldt med bladtegninger uden bid, og hvor tegnere overalt inviteres med til en endeløs række af konkurrencer, der skal tage opmærksomheden fra de kritiske tegnere.

Det andet halvår af 2011 har tegnerne derfor haft det sværere. Demonstrationerne er mange steder gået over i blodig kamp, hvor vi også har set direkte angreb på tegnerne. Den syriske tegner Ali Ferzat blev symbolet på dem alle, da han blev bortført og hans hænder knust. Dén handling blev symbolet på overmagten, der vil fjerne det frie ord, men også symbolet på, at der af undertrykkelse opstår ny livskraft endnu farligere end den, som blev knust. I sin hyldest til Ali Ferzat tegnede Kianoush Ramezani uhyret eller træet - alt efter om man er despot eller demokrat - der skyder stadig nye blyanter:




Kianoush Ramezani, Min tegning for Ali Ferzat, 27. august 2011.


2011 har samtidig haft en interessant vinkel på nye arbejdsområder for bladtegnerne. De sidste 20 år har tegnerstanden begrædt de stadig færre avisopgaver, hvor næsten ingen aviser længere har ledertegninger, de såkaldte editorials. Men her var et helt nyt marked, her var brug for dem, og tegnerne emmede af engagement. Tegnere, I kan!

Friday, 11 November 2011

"For the hell of it"


ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS




Tiden op til første verdenskrig var spændingsfyldt, industrialiseringen var stærk, men ikke afklaret, selv i journalistikken var der med Georg Brandes' ord gået "Industrialisme". Krigen blev en realitet.

The time leading to the declaration of the First World War was ridden with tension. Industrialization was strong, but not settled, and even journalism had with the words of Georg Brandes succumbed to "industrialism". The war became a reality.


William Orpen, Self Portrait, 1917, Imperial War Museum

Den unge kunstnergeneration i de krigsførende lande blev indkaldt. Nogle fik officielle hverv som krigskunstnere og kom uden for direkte livsfare, dog alle blev de mærket for livet. De kunstneriske nybrud, som industrialiseringen havde betydet, nye måder at se verden og fortolke den på i kunsten, var der ikke brug for i krigsindustrien, og bagefter var der intet overskud eller tiltro til at fortsætte.

The young generation of artists in the war-faring countries enlisted. Some got official duties as war artists and were safe from any direct danger, but they were all scarred for life. The artistic breakthroughs of new ways of seeing and interpreting the world which had been another result of the industrialization were flatly rejected by the war propaganda. And afterwards there was no strength or hope left to experiment.


C.R.W. Nevinson, Paths of Glory, 1917, Imperial War Museum. 
Maleriet blev første gang udstillet under krigen 
med brunt papir over påskrevet "CENSUR", der dækkede de to mænd/
The painting was first exhibited during the War 
with brown paper inscribed with the word "CENSORED" covering the two men.

I det omfang de slog deres navne fast i efterkrigstiden, hørte deres idéverden derfor til i tiden før.

To the extent that they became well-known names in the postwar period, their ideas belonged to the time that went before.


Wyndham Lewis, A Battery Shelled, 1919, Imperial War Museum 
- i en tilpasset figurativ stil af mænd og ammunition mellem røg og stammer, med rester af hans hidtidige nykonstruktion af figurationen i rytmeforløb. Her bygget op gennem lys og skygge/
- in a customized figurative style of men and ammunition in between smoke and tree trunks, with remnants of his former reinterpretation of figuration into rhythmic waves. Created here through the use of light and shadow.

Samme periode blev om ikke nytænkende, så en travl tid for deres danske kolleger. Danmark var neutralt og krigsopgaverne derfor ikke-eksisterende. I stedet steg efterspørgslen på dekorationsopgaver voldsomt. Gullaschbaronerne havde midler, som de ville omsætte på stedet. Jeg har selv gået i skole i et tidligere bordel bygget til gullaschbaronerne med mosaik af spillekort i gulvet og en fontæne, der havde sprunget vin.

Valdemar opgav nærmest at arbejde på papir - plakater og helsiderne i tidsskrifterne - for at lave totaludsmykninger i private restauranter, loger og boliger. Hans gamle trykkere begræd hans manglende tid til papirarbejderne, men der var efterspørgsel på hans kunnen og al grund til at gribe chancen.

The war years were if not exactly innovative then a busy time for their Danish colleagues. Denmark was neutral and the business of war thus non-existent. In its place there was a significant rise in the demand for art on the monumental scale. Those who profited from sending – or more accurately selling – supplies of an appallingly poor quality to the insatiable front, wanted to spend their fortunes here and now. I went to school in a former brothel built for the said profiteers and the building still had a floor mosaic of playing cards and a large fountain of stone that had once sprung wine.

In those years Valdemar Andersen hardly did any work on paper - posters and the full pages in the magazines for which we know him today – to decorate restaurants, companies, banks, private homes and even a masonic lodge. His old printers bemoaned his lack of time for their own work, but his talent was in high demand and there was every reason to seize the opportunity. 


John Singer Sargent, Gassed, 1919, Imperial War Museum 
- den rosa tone nedskrives i alle gengivelser af maleriet. På samme tid overdrevet, idet der kækt spilles fodbold i baggrunden, som det fortæller om overvældende smerte udpenslet på et lærred over 6 meter langt/
- the pink covering the whole canvas is toned down in all reproductions of the painting. 
It is a scenery of excess, placing a game of football in the background, 
while it unfolds overwhelming pain across a canvas of more than 6 meters.

En enkelt tegner befandt sig udenlands, da krigen blev erklæret: Hans Bendix var elev på Slade School of Art, hvor han i første omgang var uden for rækkevidde som neutral statsborger. Efterhånden som manglen på unge mænd voksede, følte også han jorden brænde under sig og i sidste øjeblik lykkedes det ham at blive krigstegner. Han blev attacheret den fremmeste af dem alle, kunstneren C.R.W. Nevinson, som assistent og blev sendt til fronten i oktober 1918, måneden før fredsslutningen. På det tidspunkt var alle parader for længe siden opgivet. Selv officererne pointerede, at han var sendt ud "for the hell of it". Intet skulle skulle skjules i kunsten.

Bedst huskede han bagefter de tynde fly, som han og Nevinson blev sendt op i for at tegne fra fronten i det store perspektiv. Flyene syntes papirtynde og Hans Bendix lod tegneblokken falde på gulvet for at holde sig fast. Overhovedet fik han ikke tegnet meget fra fronten, mest interessant er selve clearingen af ham, der er bevaret i Imperial War Museum, hvor myndighederne vurderede, om hans tegninger ville være egnede til propagandaformål. De var ikke så meget interesserede i indholdet af hans tegninger, som hvorvidt han tegnede godt nok?

One cartoonist found himself in foreign waters, when war was declared. Hans Bendix was a student at the Slade School of Art, where at first as a citizen of a neutral country he was out of reach of the recruitment campaigners. But as the shortage of young men grew, he too felt the earth burn beneath him and at the last minute he managed to sign up to be a war artist. He became an assistant to the most celebrated war artist at the time, C.R.W. Nevinson, and was sent to the front in October 1918, a month before the conclusion of the war. At that time, all parades had long been abandoned. Even the officers at the front pointed out to him that his job was to document it all "for the hell of it". There was no longer any point in pretending otherwise.

Later in life his most vivid memory from the front was the tiny planes in which Nevinson and he himself were sent out in order to draw the big picture from an Olympic perspective. The planes seemed to him to be as thin as paper and Hans Bendix let his drawing pad drop to the floor to cling to the sides of the plane. He did not get much done at the front, in fact the primary fact of interest to us today from his time there, was the formal clearing that took place beforehand, now in the archives of the Imperial War Museum. After all the authorities had to wonder whether someone doing satire and being neutral to boot, would be suitable for propaganda purposes. As it happened, their main question was not so much the contents of his work, but whether he drew sufficiently well?


C.R.W. Nevinson, Building Aircraft: Banking at 4000 Feet, 1917, National Galleries of Scotland 
- også han har tydeligvis følt brug for at holde sig fast.
– he too obviously felt the need for gripping onto everything.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...