Saturday, 18 October 2008

Professionalisme vs. dilettantiske storhedsdrømme





Valdemar kunne noget ganske forunderligt: at overføre den lille streg til det store format. Detaljen her er fra hans postbilledserie fra 1909, nu på Post & Telegrafmuseet. Her har han formået at gentage sin fine avisstreg i det store format - gjort med en løs hånd, så hver en detalje har stået skarpt oppe under loftet på en højrød væg.

Hvor enestående hans fornemmelse for helheden er, ser vi helt aktuelt i denne tid, hvor vi måske skal belemres med en skulptur af Robert Jacobsen pustet op til overstørrelse og (muligt, desværre) placeret i Københavns Havn. Noget legende og levende, når Robert Jacobsen var bedst - for dette handler på ingen måde om Robert Jacobsens evner som kunstner - bliver til en klods, der udskriger for alverden, hvor meget den vejer. Besøgende turister, der af vanvare vil komme forbi, vil mindre blive oplyst om dens højde end om dens vægt.

Og hvis det ikke var rigeligt, at man vil gøre et kunstværk fortræd, har man glemt det egentlige, som var eksempelvis Valdemars force: at et kunstværk skal tænkes ind i rummet. Hans postbilleder var farvelagt, så de fandt hjem på de røde vægge - så, hvad er det for et byrum, vi ønsker? 

København er vandets by. Vi lever og ånder ved og på vandet. Der foregår vores liv, og det er vandet, som giver byens dens særlige ånd. Se blot ved aftenstide, når hele det indre København henlægges i sprøde røde og grønne rokokonuancer, vinduerne bliver grønne, som var de irrede. Det er en værdi, som ikke kan genskabes andre steder og som turisterne ville valfarte til - hvis København og dens turistindustri turde stå ved deres by.

Kolossalstatuen derimod vil kun gøre byen til endnu en mellemstor by, ikke så meget anderledes fra andre byer. "Rom, det var der, vi så en gul hund", som E.M. Foster så spydigt karakterisede turisten for et århundrede siden. Vi ser det allerede på de manipulerede fotos. Fra at være en horisont, hvor lyset skifter konstant, kommer skorstene og vindmøller til at se ud som sørgelige rester i en nedlagt havn. Altså en skulptur som river ned, frem for at indbyde til nyt liv?

Men måske vi alligevel ikke skal være så bekymrede. Vi har jo netop luftfugtigheden. Turning Torso på malmösiden har vel alt i alt været at se en tre gange, fordi den altid er indhyllet i dis... 



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...